Kommentarer til: Bertrand Russell og hyperrationalismen

Af: Bielefeld

Bielefeld — Mon, 05 Feb 2007 09:10:52 +0000

Ja, han havde en irrationel(?) tilgang til kristendommen, og Eliot drillede jo også altid Russell, når Russell hævdede, at han ikke var kristen. Wa-da wa-da, vel er du så, sagde Eliot, hvis du ikke i positiv forstand er noget andet buddhist, jøde etc. – er du kristen. Og så blev Russell vred. Heldigvis gjorde Russells rebelske datter oprør, og blev en from kristen.

Af: Claus

Claus — Sat, 03 Feb 2007 02:07:25 +0000

Man skylder at sige, om Russells berømte matematiske arbejder, at selvom de var vigtige som principprogram så var de også, ihvertfald i min matematiske hukommelse, underligt konsekvensløse i sig selv. Russells drøm om at rydde op en gang for alle gik simpelthen ikke i opfyldelse. Langt vigtigere i den sammenhæng er de mange forskellige senere arbejder, der mere specifikt har beskæftiget sig med grænserne for hvad man fornuftigt kan sige; Gödels i logik, Turings i beregningsteori og Matiyasevich afvisning af Hilberts 10. problem. f.eks.

Af: Bielefeld

Bielefeld — Fri, 02 Feb 2007 10:48:38 +0000

For nu at tale om noget virkelig vigtigt:Hvorledes Bertrand Russell kunne få sig selv til at bolle med T.S. Eliots hustru, den skrækkelige og uelskelige Vivienne, er det egentlige Russells paradoks. Hyperrationalist kan han altså ikke have væretmen måske blev han det efterfølgende?

Af: Niclas Berggren

Niclas Berggren — Fri, 02 Feb 2007 07:52:24 +0000

Jag finner anklagelsen, att Russell var hyperrationalist, överdriven. Se t.ex. hans uppsats “On the Value of Scepticism”, i vilken han tar avstånd från en tendens att anamma alltför säkra trossatser. Sedan håller jag med om att han var naiv och hamnade fel i en rad politiska ställningstaganden – men detta tror jag inte har att göra med hyperrationalism.

Af: David G.

David G. — Fri, 02 Feb 2007 02:22:09 +0000

Som alle store personligheder var Russell sammensat. Han kunne sagtens se det vigtige i skepticismen (jf. Niclas’ post), men det gjaldt kun på områder, hvor hans følelser ikke var engageret. På de områder, hvor han mente at se dumhed overalt, var det faretruende let for ham at slutte fra sin egne overlegne intelligens til at denne også var i stand til at gennemskue og løse storpolitiske problemer og derfra til at fordømme dem, der ikke løste dem omgående.Dertil kom hans meget karakteristiske britiske progressive instinkt, som han delte med den noget yngre Maynard Keynes (men Keynes var mindre arrogant), og som gik ud på, at de gode, de dannede og de følsomme så længere, dybere og skarpere end andre, og at de var højt hævet over almindelige menneskers og især politikeres smudsige beregninger og søgen efter magt og materielle fordele.Hans familie var iøvrigt langt ældre end den victorianske tid. De første Russells var normanniske adelige, der kom til England efter erobringen i 1066.Jeg vil endelig til Bielefeld pointere, at Russells affære med fru Eliot ikke var nær så vigtig som hans saftige affære med politikerhustruen Ottoline Morell, som han indledte i 1908 såvidt jeg husker, og som han selv vistnok et sted anfører som en af grundene til, at han opgav matematik og logik og blev kulturdebattør og polemiker.Hans største værk som kulturskribent er givetvis The Wisdom of the West, hans vestlige idéhistorie, der først udkom i 1945 og absolut stadig er læseværdig, også selv bogen i kraft af Russells egne fordomme ganske overser kristendommen undtagen som formørkende og tankehæmmende faktor. Men fred med det; manden var en fantastisk forfatter.