Showdown om vestlige værdier i Paris

I dag starter en af de mest bemærkelsesværdige retssager i Europa i mange år. I Paris står Philippe Val tiltalt for at 'opfordre til racehad', en anklage der er rejst af to organisationer, "Sammenslutningen af Franske Islamiske Organisationer" og "Stormoskéen i Paris". Hans specifikke brøde er at han, i sin egenskab som chefredaktør for det ugentlige, venstreorienterede tidsskrift Charlie Hebdo, har taget beslutningen at genoptrykke 12 tegninger, som Jyllandsposten oprindeligt bragte i efteråret 2005. Da der naturligvis – hvis nogen overhovedet kunne være i tvivl – er tale om de famøse Muhammed-tegninger, er forbrydelsen ikke at trykke satiriske tegninger fra Danmark, men derimod at trykke tegninger, der tydeligvis på tidspunktet havde bragt nogle særlige følelser i kog i en særligt følsom del af verden.

En sådan retssag kunne sandsynligvis have været indledt i Danmark, da vi foruden Grundlovens krystalklare beskyttelse af ytringsfriheden også har en paragraf, der forbyder blasfemi. Den har godt nok ikke været brugt i mange år, men hvis danske muslimer følte sig tilstrækkeligt krænkede, havde sidste forår måske været en god lejlighed til at prøve den af. At det ikke skete, er vel i nogen grad udtryk for, at ingen ærligt tror på, at Jyllandsposten på nogen måde kunne bringes til ansvar for en absurd situation, der først opstod – og så kan Thøger Seidenfaden og hans slæng sige hvad de vil – da en række mellemøstlige regimer greb chancen for at aflede deres befolkningers opmærksomhed fra regimernes overgreb.

I stedet bliver en sådan retssag altså ført i Paris, i et land og under et system hvor politikere har noget større indflydelse på retsvæsenet, end vi er vant til i Danmark. At det ikke er en løs påstand bekræftes af Fraser-instituttets behandling af disse ting, hvor fransk ' Judiciary independence' scorer cirka tre point under den danske situation – og det på en 1-10 skala! Så det forhold, at man vælger at føre retssagen i Frankrig, der har tætte politiske bånd til flere ganske ubehagelige styrer i Mellemøsten, og hvor politikerne oven i købet har reel indflydelse på domstolene, er vel ikke helt uden betydning?

Sagens kerne er bestemt heller ikke uden betydning, idet den handler om hvor stor indflydelse, religion, religiøse dogmer og religiøse følelser bør have på det samfund, der eksisterer uden om dem, som tror på religionen. På et vist plan handler den endda om, hvorvidt religiøse dogmer og følelser i andre lande, bør have indflydelse på vores samfund. Og de dogmer har betydning udenfor retsvæsenet og udenfor politik, og i langt højere grad end jurister og politikere er opmærksomme på. Friheden for dem er grundlaget for vores samfund.

Siden renæssancen har Europa udviklet sig som en direkte følge af, at man frigjorde sig fra snærende religiøse dogmer. I 1400-tallet valgte Medici-familien ligesom andre i Norditalien at se stort på Bibelens forbud mod at bruge renter. Dermed opstod de første dele af et moderne bankvæsen, der betød at mange flere kunne finansiere flere og større investeringer i mange flere projekter. Dele af de store opdagelsesrejser og en stor del af den stigende handel blev således finansieret af lån fra disse banker, og af andre moderne finansielle instrumenter som blev udbredte efter et religiøst dogme blev brudt. I løbet af 1500- og 1600-tallet blev mange mennesker også mere modtagelige for andre budskaber end dem, der kom fra kirken. Galileo blev retsforfulgt for at sige, at Jorden drejede rundt, og slap relativt godt fra det, mens man allerede på hans tid var holdt op med den slags forfølgelse i Holland og England. Men helt grundlæggende betød det også, at vi formåede at spørge os selv, hvad vi gjorde forkert i stedet for hvem (Gud eller Fanden), der gjorde ondt mod os. Vores ulykke og fattigdom var pludseligt ikke fordi vi var syndere, som en gammeltestamentlig gud straffede, men derimod vores eget personlige ansvar, og dermed noget vi alle aktivt kunne gøre noget ved. 

Og resultaterne udeblev ikke: England oplevede en industriel revolution – da ideerne flød, investeringer i dem kunne finansieres af et moderne bankvæsen, og et uafhængigt domstolsvæsen opretholdt den private ejendomsret så der var incitament til at foretage investeringerne – der i stigende grad bredte sig til resten af Europa sammen med det moderne syn på samfundet. De næste århundreder var Holland verdens hurtigst voksende økonomi, mellem 1500 og 1820 blev landet 33 % rigere, og ved slutningen af perioden var landets gennemsnitlige indbygger næsten en halv gang rigere end i Danmark. I de arabiske lande, der før renæssancen havde været rigere end næsten alle regioner i Europa, udeblev både ændringerne i religion, synet på samfundet, og økonomien. 1500-1820 voksede den tyrkiske gennemsnitsindkomst med 7 %, og så vidt man kan dømme fra Angus Maddisons historiske BNP-data, stod Iran og Iraks økonomier helt stille. Fra 1820 til Første Verdenskrigs udbrud blev gabet mellem Europa og Mellemøsten kun større. Danmarks økonomi blev for eksempel tredoblet i perioden, mens Tyrkiets voksede med knap 90 % og Iran og Iraks havde en lignende udvikling.

I dag er den gennemsnitlige dansker 3½ gang så rig som den gennemsnitlige tyrker og 4 gange så rig som iranerne – der i øvrigt er helt gennemsnitlige i Mellemøsten. Disse forskelle startede at vise sig i det øjeblik, Europa startede med at frigøre sig fra religiøse dogmer og dermed tillod almindelige mennesker – og ikke blot en politisk elite – at tænke frit og uden særlige forbehold. Hvis læserne vil tillade mig at anlægge et langt, og måske lidt vidtløftigt, syn på sagen, handler retssagen, der indledes i Paris i dag, derfor basalt set om at opretholde den frihed, vi vandt i renæssancen. Spørgsmålet er, hvorvidt vi i Europa kan opretholde den frihed fra religiøs indflydelse i andet end individers personlige begrebsverden, som er et helt nødvendigt grundlag for vores velstand, demokrati og ligeværdige samværsformer i den vestlige verden. Hvis de franske dommere, og måske i lige så høj grad deres politiske herrer, bøjer sig for førmoderne krav fra fundamentalistiske muslimer, er det ikke blot et nederlag for et lille politisk magasin. Det er den første bid tæppe, der bliver trukket væk under vores verden.

13 thoughts on “Showdown om vestlige værdier i Paris

  1. Thomas

    Det er en interessant vinkel. Hvad med forbuddet på religiøs hovedbeklædning i Frankrig – kunne det ikke trække i den rigtige retning?

    Svar
  2. Mikkel Lanzky

    En sådan retssag kunne sandsynligvis have været indledt i Danmark, da vi foruden Grundlovens krystalklare beskyttelse af ytringsfriheden også har en paragraf, der forbyder blasfemi. Den har godt nok ikke været brugt i mange år, men hvis danske muslimer følte sig tilstrækkeligt krænkede, havde sidste forår måske været en god lejlighed til at prøve den af. At det ikke skete, er vel i nogen grad udtryk for, at ingen ærligt tror på, at Jyllandsposten på nogen måde kunne bringes til ansvar for en absurd situation, der først opstod – og så kan Thøger Seidenfaden og hans slæng sige hvad de vil – da en række mellemøstlige regimer greb chancen for at aflede deres befolkningers opmærksomhed fra regimernes overgreb.Det blev jo rent faktisk forsøgt – vi havde blot en rigsadvokatur, der ikke mente at der grundlag for at rejse tiltale (http://www.rigsadvokaten.dk/Default.aspx?id=176&recordid176=887). Vurderingen af om der skulle rejses tiltale beroede i øvrigt ikke på hvorvidt JP havde ansvar for de følgende optøjer i Mellemøsten. Jeg formoder at man hos rigsadvokaten hurtigt har droppet den ide, da der tydeligt ikke forelå adækvans.Afvisningen af sagen gik imidlertid på at man ikke anså blasfemiparagraffen, såvel som § 266b (den såkaldte racismeparagraf) for overtrådt. Et af hovedargumenterne var at tegningerne var satire over Muhammed og ikke muslimer som entitet.

    Svar
  3. Jacob Mchangama

    Fin post: En anke: “Grundlovens krystalklare beskyttelse af ytringsfriheden” passer simpelthen ikke med virkeligheden. Grundlovens beskyttelse deraf er rent faktisk ganske pauver med dens skelnen mellem formel og materiel ytringsfrihed. Heldigvis er store dele af befolkningen (og givetvis også politikere) i vildfarelse derom, og vores politiske kultur og tradition tillader derfor en høj grad af ytringsfrihed. Det demonstrerer, at selvom juridiske rettigheder kan være vigtige er det vigtigste at frihedsrettigheder “lever” i befolkningens bevidsthed…

    Svar
  4. Jørgen Olsen

    ’Friheden kommer, Sancho, den er en af de kosteligste gaver, som mennesket har modtaget fra himlen.’ Don Quixote til sin tro væbner i romanen af Miguel de Cervantes. Sikken en flot historisk oversigt CB. Hvem kan argumentere mod den? Religiøst middelalder dogmatik og menneskelige påførte traditioner, som oftest det samme, med det ene formål, at holde andre end magthaverne i ufrihed har altid plaget homo sapiens. Som Pave Paul VI sagde: ’Vi må gøre os klart, at alt for mange mennesker er fanget af andre menneskers frihed.’ Spændende at se hvordan man tackler sagen i netop Frankrig.

    Svar
  5. Rune

    @ Thomas:”Det er en interessant vinkel. Hvad med forbuddet på religiøs hovedbeklædning i Frankrig – kunne det ikke trække i den rigtige retning?”Jo, du har ret. Hvis konsekvensen af retssagen bliver, at den franske stat kriminaliserer krænkelser af reliøse følelser, så kan balancen genoprettes med et forbud mod religiøs hovedbeklædning. Med forbud sikres franske borgeres frihed nu engang bedst. Frankrig bliver aldrig frit, så længe fanatikere går rundt med tørklæder og kalotter. Nej vent, jeg har en endnu bedre idé: Staten skal bare forbyde religion. Så er der jo ingen religiøse mennesker, der kan true (ytrings)friheden.

    Svar
  6. nai

    @RuneNu er forbuddet mod religiøse symboler, herunder hovedbeklædninger i skoler og andre offentlige steder faktisk allerede trådt i kraft. I øvrigt til stor fortrydelse for katolikkerne, som også måtte opgive en stor del af deres religiøse symboler. De franske skoler har siden revolutionen været etableret på sekulært grund, og man tager generelt stor afstand fra religiøse ytringer i det offentlige rum.@BjørnskovJeg er ikke helt enig i vurderingen af Frankrig som et oplagt land for islamisternes kampagne pga. de politiske interesser i de islamiske lande. Min oplevelse er at Frankrig er langt mere sammensat end som så, og at de har en af europas stærkeste sekulære traditioner. Når hele eliten kommer fra statsskolerne er det netop pga. utrygheden ved de tidligere katolsk dominerede universiteter, ligesom sekulariteten er nedfældet i forfatningen. Rent faktisk kender jeg franskmænd som har forfatningen hængende i en traditionel, katolsk alteropstilling. Sådan lidt Khader-agtigt :-)I den franske offentlighed og fra de intellektuelle ser man meget stor opbakning til konfrontationen med den religiøse undergravning. Således har mange franske tænkere set den trussel mod den vestlige verdens tankesæt, som du ganske rigtigt indentificerer, og kritiserer jævnligt udviklingen. Så enig i at der står meget spil, men ikke helt enig i at Frankrig er valgt fordi man her vil kunne få politisk opbakning til en relativistisk dagsorden.I øvrigt interessant at Sarkozy har været ude med en støtteerklæring til Charlie Hebdo. Sarkozy har foreløbig vist sig langt bedre til at læse folkeviddet (dvs. befolkningen udenfor Paris) end tidligere kandidater. Så jeg tror at der i den brede befolkning er meget stor opbakning til Hebdo.I øvrigt var der ikke alene tale om genoptryk af de danske tegninger men også om nye franske tegninger.

    Svar
  7. Ugge

    Jeg har svært ved at se, at vi skulle have en krystalklar beskyttelse af ytringsfriheden, når grundloven tydeligt giver hjemmel til at indskrænke ytringsfriheden gennem lovgivningen.

    Svar
  8. Michael Jensen

    Jeg synes selvfølgeligt også, at det er jern-flot argumenteret og formuleret. Og vel også klart set. Men ikke desto mindre synes jeg, at der er så meget i vores tid, der handler stadigt mere om ‘følelser’ end om logisk raisonnement og deduktion.Emilie van Hauen siger jo, at ‘følelserne er det moderne menneskes pejle-mærke’ eller ‘energi’, eller hvordan hun nu formulerer det.Det er bl. a. derfor, at der bliver efterspurgt flere og flere kvindelige ledere, fordi kvinder (i hvert fald nogle kvinder) har de sociale kompetencer, der skal til for at forstå andre mennesker og for at ‘få det til at glide’ (går jeg ud fra). ‘Få det bedste frem i andre mennesker’ kan man vist også kalde det.Derfor mener jeg også, at den dogmatiske (for ikke at sige ‘fundmentalistiske’) kamp for ytringsfriheden også skal tages med ‘gefühl’.Vi skal (lære at) tage hensyn til hinanden. Vi skal (lære at) ‘forstå’ hinanden. Det kommer der den bedste dialog ud af.Det er vel også vigtigt for ytringsfriheden, at der er en imødekommenhed og en dialog. Ellers er der vel ikke så meget ved ytringsfriheden, andet end man kan chikanere og svine hinanden til?Og det er vel ikke der, vi vil hen?

    Svar
  9. Michael Jensen

    Jeg synes også godt, at man kan nævne, at det, der virker som en stor trussel (‘kamp mellem civilisationer’ har det været kaldt), når man står i hver sin grøft, på kort tid kan blive demonteret, hvis man først viser sig åben for dialog.En af grundene til, at der overhovedet blev krig i eksempelvis Jugoslavien og Irak er vel også, at dialogen mellem landenes ledere var elendig. Milosevic og Saddam Hussein var ‘obsternasige’.Jeg ved godt, at det er en balance mellem ‘eftergivenhed’ og ‘principfasthed’, og at Chamberlain’s ord ‘Peace in our time’ stadigt hænger i ørerne.Men der må være en tredje vej i forhold til den rene ytringsfrihed.

    Svar
  10. Lars Andersen

    @Michael J.Det er en god parodi, men husk at den slags tale rent faktisk virker fornuftig for nogen mennesker.

    Svar

Leave a Reply to LimagolfCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.