Kommentarer til: Forskningsfrihed - en by i Rusland

Af: CD

CD — Thu, 01 Mar 2007 10:57:11 +0000

Christian … vi er MEGET enige.Det er det med den skide ironi. Der altså ikke kan klares med et 😉 ( 😉 )Jeg aner ikke en rygende bjælde om, hvad der sker i den nationaløkonomiske forskning. Der er så omvendt, at dømme efter nogle kommentarer, nogle nationaløkonomer (eller ditto studerende), der heller ikke ved en rygende hat om den tekniske forskning … på anden vis kan jeg ikke tolke de kommentarer om, at “den der betaler musikken også skal have lov til at vælge numrene”.For når det gælder dét, som jeg trods alt ved lidt om, så holder det simpelthen ikke. Et (andet) glimrende eksempel er det firma, der er i gang med at udvikle en “kemisk næse”, der kan detektere sprængstof i mængder svarende til det, som en god bombehund kan.Firmaet er baseret på forskning, der tog sit udgangspunkt for flere end 10 år siden, og det rammer bare totalt ned i det, som markedet har brug for i dag … men for 10 år siden var det bare noget nørderi.Så undskyld, hvis du tog det ilde op – det var ikke møntet på dig, men på nogle af kommentarerne.Mvh og tak for en god blog … trods alt 😉

Af: Carsten

Carsten — Thu, 01 Mar 2007 10:31:31 +0000

Til David punkt 3: Nu gælder de planlagte lovforslag jo ikke kun humaniora, og det er så langt fra kun humanister der brokker sig så jeg kan ikke lige se, hvad relevans det har at hænge Humaniora ud.At Humaniora så HAR været mindre gode til at administrere deres frihed er for så vidt ganske rigtigt (“for så vidt” da jeg ikke er helt sikker på, om de forhold David har i tankerne er de samme som jeg tænker på). Men når nu problemet er et generelt politisk ønske om detailstyring af forskningen, AL forskning (og formodentlig hovedsageligt den tekniske/naturvidenskabelige da det er den der er flest penge i), så kan jeg ikke rigtigt se, at dette på nogen måde bør forhindre folk i at “fare i blækhuset til forsvar for” forskningsfriheden.

Af: Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov — Thu, 01 Mar 2007 09:39:33 +0000

Jamen i det tilfælde er fedteri helt ok! Så længe folk læser vores indlæg er det stort set lige meget hvor de finder dem.

Af: CD

CD — Wed, 28 Feb 2007 23:14:04 +0000

Christian, bare for at bevise min gode vilje, så lige et par links ... også selv om jeg ikke er meget for at blogwhore:http://the-citizen.dk/?p=791 http://the-citizen.dk/?p=495(Det sidste link er RENT fedteri ... )

Af: CD

CD — Wed, 28 Feb 2007 10:18:01 +0000

Nikolaj, grundforskning varetages ikke bedst af “det offentlige”.Grundforskning varetages bedst af den, som har råd til at smide penge efter nogle tanker, som ikke nødvendigvis kan udmøntes kommercielt før om måske 30 år – eller aldrig. Men som så omvendt til den tid kan høste gevinsten af sin fremsynethed.I Danmark vil det i praksis sige “det offentlige” – jeg kan ikke selv komme i tanke om andre virksomheder end Novo Nordisk, der herhjemme har en størrelse og et forskningsvolumen, der muliggør selvstændig grundforskning på sit felt.Og når vi snakker teknologisk forskning, så er grundforskning fandemig vigtig.I mit tidligere liv læste jeg på DTH, nærmere bestemt på Elektro Magnetisk Institut. Instituttet var på daværende tidspunkt verdensførende indenfor forskning på nogle områder, som på ingen måde kunne kaste penge af sig i større skala dengang – men EMIs førerposition kastede omvendt megen god forskning af sig, som ellers ikke ville have blevet til i Danmark. Forskning, der er blevet til danske succes’er (GIGA, anyone?) og gode forskere, der tjener det danske erhvervsliv godt.De fleste af jer er nationaløkonomer eller det, der ligner – den tekniske forskning aner I ikke en skid om, ej heller dens vilkår. Så inden I fordømmer dens offentlige afhængighed på grundlag af nogle teoretiske diskurser, så tøv lige en kende … det er i hvert fald mit ganske generaliserede ønske 😉

Af: Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov — Wed, 28 Feb 2007 08:31:50 +0000

@CD: Jeg vil godt have mig dine ubegrundede og rent ud sagt ubegavede fordomme om nationaløkonomer frabedt! Hvor har du dem fra - Niels I. Meyer? Jeg tog en række kurser i videnskabs- og teknologihistorie på universitetet, så mener ikke at jeg kvalificerer mig til den gruppe du så elokvent ikke aner "en skid" om teknologisk forskning. Hvis du gad besvære dig med at læse det oprindelige indlæg linket til nedenfor, ville du kende mine holdninger til emnet. Og så ville du vide, at vi nok er relativt enige_på_trods_af_at jeg er en af de nationaløkonomer som du har så lidt respekt for. http://www.punditokraterne.dk/31722_Dansk_forskningspolitik_Sovjetisk_taenkning.html

Af: nexø

nexø — Wed, 28 Feb 2007 06:52:57 +0000

@NaiMht. til privatfinansieret forskning – erhvervslivets forskningsenheder – så er et af problemerne (set fra forskernes perspektiv), at det kan være svært at publicere sine resultater. Publikation harmonerer ikke med målet om patentering og kommerciel udnyttelse. Man kan altså ikke indgå i “den lærde republik”, den kollektive vidensudvikling.Et andet problem er at private firmaer godt kan få lyst til at promovere forskning, som passer i deres eget kram. Eller omvendt, som når Dandy (mener jeg det var) forsøgte at tilbageholde en medfinansieret undersøgelse, der viste af v6-tyggegummi faktisk IKKE hjalp på tandhygiejnen. (Jeg kan ikke huske alle detaljer i sagen; tag det som et hypotetisk eksempel).Relativ økonomisk selvstændighed er ikke et fatamorgana, men bør være et langsigtet strategisk mål for universiteterne, også inden for den nuværende samfundsstruktur. Der er jo ikke tale om alt eller intet – i første omgang handler det jo om at opdyrke alternative indtægtskilder. Én mulighed, danske universiteter ville få, det øjeblik de havde en vis økonomisk selvstændighed, ville være at forhandle STÅ-satserne med staten – det er trods alt på grund af dem, at vi har så discount-agtige universiteter herhjemme.Hvor mange her er klar over, at humaniora og samfundsfagene er de klart billigste, videregående uddannelser i DK? – Det var jo derfor, Nyrup åbnede for sluserne netop dér, da ungdomsarbejdsløsheden skulle sættes ned i midten af halvfemserne. I stedet for at gøre det på medicin, selvom der allerede dengang var lægemangel. Hvilket i dag er en af grundende til, at humanioras arbejdsløshedsprocent er så høj (og at så mange af kandidaterne ikke kan nok: der var og er ikke råd til at give de studerende en ordentlig uddannelse). Staten betaler lige omkring 25.000,- til universitetet per bestået årsværk på humaniora; af det skal der betales for bygningsleje, drift, administration osv. før man når frem til undervisning og forskning. På flere af de korte, tekniske uddannelser (tarmrenser, bl.a., hvis jeg husker rigtigt) er det samme tal over 80.000,- Hvis universitetet ikke i dén grad var underlagt staten, så ville det være et godt udgangspunkt for videre forhandlinger.

Af: David Dreyer Lassen

David Dreyer Lassen — Wed, 28 Feb 2007 03:03:34 +0000

Ad Peter og David G (og andre)For at selvstyret kan fungere maa der vaere en form for kontrol med output. I USA, som der har vaeret sammenlignet med nogle gange her i traaden, sorterer det under markedet: Hvis ikke en department leverer bliver det hurtigt kendt. Hvis de ikke giver god undervisning vil det paa sigt udhule universitetets brand, hvis de ikke ansaetter de bedst kvalificerede pga nepotisme ligesaa. Hvis de forsker i esoteriske emner, valgt alene fordi de ikke er mainstrem, ligesaa. Hvis de overdriver deres anbefalinger af studerende for at faa dem ansat gode steder, ligesaa. Problemet i Danmark er at man faar de samme grundpenge, uanset hvad man laver og uanset hvad omverdenen mener om det. Det giver problemer og for at loese det kan man vaelge imellem to loesninger: styring eller markedet. Den nuvaerende regering har valgt lidt af begge, med hovedvaegt paa styring. Ideen med at kanalisere flere penge over i fri konkurrence er udmaerket og det bliver endnu bedre naar den enkelte forsker eller det enkelte institut faar penge efter kvalitet (hvordan det saa skal maales, hvilket vist er en bog i sig selv. De diskuterer det i UK pt). Loesningen paa problemet at (fuld)frihed foerer til forkert forskning, en bekymring jeg til dels deler, er _ikke_ at sige til folk at de skal forske i EU eller vindmoeller eller hvad har vi, men derimod at give folk de rigtige incitamenter. Eller sagt paa en anden maade: Med de rigtige incitamenter vaelger folk hvad der er bedst for dem selv, herunder at forske hvor de kan bidrage med noget (eller lade vaere med at forske). Hvad er sandsynligheden for at Helge S. og andre kan vaelge det hvad der giver bedst forskning?Problemet er at Helge og andre folk tror at hvis bare pengene bliver givet til EU-forskning (indsaet selv omraade) eller noget saa vil alle de dygtige forskere flokkes om EU-forskningen. Men saadan fungerer det ikke: De dygtige vil forske i EU hvis det tilfaeldigvis var det de gjorde i forvejen, men ikke saette deres dygtighed paa spil ved at skifte omraade (det er nemlig ikke saa nemt). Resultatet bliver derfor at pengene bliver en omfordeling fra ikke-EU-forskere til EU-forskere, der saa laver hvad de alligevel ville have lavet, og til daarligere forskere der tilpasser deres forskning til hvor de politiske vinde blaeser pengene hen lige nu.

Af: David G.

David G. — Tue, 27 Feb 2007 23:30:19 +0000

Ved eftertanke slår det mig, at der, som jeg er inde på i sidste punkt, at der er forskel på forskning og lærdom, ligesom der er forskel på begge og på god undervisning. Det ville måske hjælpe i debatten hvis de sondringer oftere blev påpeget. Ellers får mange det indtryk, at “forskning” er en simpel vare, som man kan få mere eller mindre af, og at det er et kriterium for personlige evner, at man kan skaffe midler til “forskning”. Men hvad med kvaliteten af det, der kommer ud af det? Hvor meget af den forskning fremmer lærdom, hvor meget er “brugsforskning” a la DIIS-udredninger, og hvor meget er ren tomgang? Og hvor meget skal man stole på citationsmængder, når man ved, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem kvalitet i den dybe forstand og hvor mange gange et værk citeres?

Af: David G.

David G. — Tue, 27 Feb 2007 23:22:21 +0000

En ekstremt vigtig tråd. Ikke mindst fordi det fremgår at der simpelthen ikke er éntydige, enkelte løsninger på modsætningerne. Det her er et emne jeg har overvejet at skrive en bog om, og jeg må sige at jeg bliver inspireret af alle kommentarerne herinde.Et par kommentarer fra en inkarneret humanist (klassisk filolog + historiker) der (tror han) også forstår visse elementære økonomiske forhold:1. Forskningsfrihed er ikke det samme over alle fag.2. Bundne forskningsopgaver er der i forvejen alt for mange af i Danmark. Det er ganske rigtigt et skråplan at ville gøre universitetsinstitutterne til sektorforskningsinstitutioner. Det ville i USA medføre øjeblikkeligt oprør.3. Humaniora er langt hen selv ude om situationen som dens folk beklager i Politiken. Derfor har jeg på den ene side sympati for klagen, men på den anden side svært ved at fare i blækhuset til forsvar for den, for jeg må sige at de forvaltede deres store frihed, som de havde indtil første styrelseslov, rigtig dårligt.4. Helge Sander er en normal politiker. Det vil sige at han ikke fatter en brik af hvad akademisk frihed er, og at han aldrig har mødt et styringsinstrument, han ikke syntes om.5. Kurrild har sikkert ret i, at en vej frem ville være at give universiteterne reelt snarere end illusorisk selvstyre. Men så risikerer vi jo en gentagelse af (3), altså at humanioras og samfundsfags magthavere vil misrøgte deres frihed ved at forske i politisk korrekte ting og indoktrinere snarere end uddanne.6. Hvad ansporer original forskning? Hvad driver en mand som Bent Jensen (som idag næppe ville blive ansat)? Vel dybest set en følelse af at noget er vigtigt, at man ikke kan lade være med at grave i det, at man vil klarlægge, forklare, udbrede. Og det behøver absolut ikke at være fordi noget er “oppe i tiden” eller populært.7. Grundlaget for fri forskning er at der findes folk, der bare ikke kan lade være med at sige sandheden, folk der er dristige og uforfærdede og disciplinerede på samme tid, og at der findes institutioner og magthavere i disse, der respekterer og fremmer disse kvaliteter. Den kombination findes der ingen enkel opskrift på. På Boston University var det en enkelt mand, den mangeårige dekan for College of Arts and Sciences og senere rektor John Silber, der fra 1971-1998 systematisk rekrutterede originale og produktive folk og marginaliserede svagtænkere og konventionelle. Men man kan ikke masseproducere en John Silber.8. Det handler derfor et eller andet sted i grunden om etik, en etik hos bevilgerne eller mæcenerne, en etik hos administratorerne, en etik hos underviserne, en etik hos forskerne. Det er ikke samme etik, og det er ikke etikker, der kan bestilles.9. I hele den vestlige verden snerper det i retning af kontrol med forskningen. Selv i USA er det snart kun få store fonde, der er villige til at slippe millioner i fuld tillid til, at de vil blive anvendt til noget af værdi (kulturelt eller materielt). Der er humanister sådan set heldigt stillet, idet vi stort set kan forske, bare vi har til huslejen. Selvfølgelig skal man ansættes for at have til huslejen, og så er vi ovre i det der hedder fordomme og ideologier hos dem, der rekrutterer, altså ansættelsesudvalg og dekaner. Jeg blev eksempelvis ikke beholdt på Boston U., dels fordi dekanen ikke ville slippe penge til min løn, da min medbragte eksterne bevilling slap op, og dels at kollegerne følte, at jeg ville “for meget” og bredte mig over “for mange” emner. Det føles underligt at blive underkendt for at være alsidig, nysgerrig og vidende, men sådan er det altså og åbenbart tit.10. Et andet sted skal der også være en etik, og det er ude i samfundet, hos dem der på den ene eller anden måde skal betale forskerne. Der må være et ønske om at få mere end bare det umiddelbart anvendelige eller det, man tror er umiddelbart anvendeligt (jeg taler her igen om humaniora, som jeg kender). Der må findes mæcener, som synes det er interessant at der bliver skrevet bøger om væsentlige emner, der ikke har en pind at gøre med hvad der står i aviserne eller hvad der “optager folk”, og der må findes mæcener, der tør investere i projekter, der kan risikere at irritere de politisk korrekte. Begge dele er svært. Carlsbergfondet gør hvad det kan og uden det ville humanistisk grundforskning være endnu værre stillet.11. Da Richard Herrnstein, der sammen med Charles Murray gjorde sig notorisk og forhadt med “The Bell Curve”, engang blev spurgt, hvad han selv følte, da han fik “tenure” på Harvard, altså hvad han mente dette privilegium, fast ansættelse på livstid, krævede af ham, svarede han: “You have to tell the truth”.Det er en sådan etik, vi skal have blandt forskerne, som jeg hellere kalder de lærde, fordi mange kan lære at forske, men færre er kaldet til kærlighed til lærdom. Havde vi en mere kompakt deling af danske lærde, der turde fremholde dette krav, og ikke kun Bent Jensen, ville man måske kunne bringe de styringsglade Sander’er til at respektere forskningsfriheden.Der er ingen lette løsninger.

Af: nai

nai — Tue, 27 Feb 2007 09:12:04 +0000

@PKK: nu har Torben Mark Peters3n jo annonceret at den kommende kandidat spiller på den lange bane, så mon ikke er karriereskift allerede er klar til at blive skudt af :-)Spøg til side, så ville det selvfølgelig være yndigt med en amerikansk løsning, men det hænger jo desværre også sammen med vores øvrige samfundsindretning. Uden betaling for universiteterne får man ikke karrierevalg, som også tager hensyn til fremtidig indtjening og anvendelighed af uddannelsen, og uden dette ender vi netop med at alle studerende går efter det mest sexede emne, og situationen fra 80erne og 90erne med centralt bestemte studiekvoter rimer ikke rigtigt på frihed.Egenbetaling giver desværre ikke mening så længe skatterne er på nuværende niveau. Selv med en medium studiegæld skal man gøre sig umage for at indhente en elektriker, så her forsvinder også det økonomiske incitament.Nej, det er godt nok svært at udtænke en finansiering som virker hensigtsmæssig indenfor den nuværende samfundsform.Der er kun en ting jeg ikke helt forstår. Hvorfor er det at man altid antager at grundforskning bedst varetages af det offentlige. Hvis grundforskningen er så god en investering, så må firmaerne vel stå i kø? Og når vi nu kan observere at de ikke gør, hvad er så problemet?Manglende mulighed for at beskytte evt. patenter? Manglende forståelse for den frie tankes potentiale? Bedre økonomisk indblik end alle de grundforskende sludrehoveder?Hvad mener PKK forresten man “at være på markedet”? Så længe vi har offentligt finansierede universiteter vil markedet vel være temmeligt begrænset af skæve konkurrenceforhold./Nicolai

Af: Publikum

Publikum — Tue, 27 Feb 2007 09:08:45 +0000

Nanoøkomnomi?

Af: Nikolaj Hawaleschka Stenberg

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Tue, 27 Feb 2007 08:51:15 +0000

PK-K: Absolut enig. Man kunne begynde med at forære institutionerne de bygninger, de har (og i mange tilfælde har haft i årtier eller endog århundreder), så de ikke længere skal betale husleje for dem, nu da de ellers er “selvejende”, og derefter giver dem en “lump sum” fra statskassens forskellige “særlige konti”. Derefter er det på markedet og på egen mark … Det ville ihvertfald være bedre end dér, hvor vi var eller synes på vej hen nu (omend af forskellige grunde).Nu er du jo helt sikker langt mere inde i det her end jeg er, så lige et spørgsmål: Kan man så ikke frygte, at den samfundsvidenskabelige forskning underprioriteres ifht. mere “sexede” emner (altså områder, der på en ene eller anden måde indeholder ordene “nano” eller “bio”)?

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Tue, 27 Feb 2007 08:39:28 +0000

Nexø: “Det ville være bedre, hvis de danske universiteter kunne opnå en eller anden form for økonomisk uafhængighed fra den danske stat, således at de ikke hele tiden blev spændt for en nationalstatslig og nationaløkonomisk vogn, der set fra universiteternes perspektiv er ret irrelevant. På den anden side er for direkte indflydelse fra det private erhvervsliv heller ikke en god ide. Det langsigtede mål er vel at opnå det, de store amerikanske universiteter har: Så store formuer, at man kan opnå reelt selvstyre som selvejende institution.”Absolut enig. Man kunne begynde med at forære institutionerne de bygninger, de har (og i mange tilfælde har haft i årtier eller endog århundreder), så de ikke længere skal betale husleje for dem, nu da de ellers er “selvejende”, og derefter giver dem en “lump sum” fra statskassens forskellige “særlige konti”. Derefter er det på markedet og på egen mark … Det ville ihvertfald være bedre end dér, hvor vi var eller synes på vej hen nu (omend af forskellige grunde).

Af: nexø

nexø — Tue, 27 Feb 2007 08:03:53 +0000

Der skulle have stået “peer-review, optællinger af citationer” i andet afsnit.

Af: nexø

nexø — Tue, 27 Feb 2007 07:56:26 +0000

Måske skulle man fastholde, at forskningsfrihed ikke behøver at blive defineret som “forsk i lige hvad du vil”. Man kunne i stedet definere det som: Når forskningsmidler fordeles ud fra felt-interne kriterier for forventet relevans og nybrud. Det kan så (i Danmark) ske gennem grundforskningsfonde eller gennem direkte forskningsbevillinger til universiteterne.Felt-intern kvalitet kan godt måles. Det gør man f. eks. gennem optællinger af peer-review, citationer eller andre (ofte noget mindre kvanificérbare) kriterier. Det er vel på baggrund af den slags, man overhovedet får en ansættelse som lektor på et dansk universitet. Når man så har forskningsfrihed betyder det ikke “lav, hvad du vil”, men derimod: “vi stoler på, at du bedst ved, hvad der er relevant og nybrydende inden for dette forskningsfelt” – og det skal man i stigende grad bevise ved til stadighed at publicere i peer-review’ede tidsskrifter.At stille krav til forskning og lade forskningen være fri er altså ikke modsætninger. Spørgsmålet er, hvilke krav man stiller: Angreb på forskningsfriheden består i, at der opsættes felt-eksterne relevanskriterier for fordelingen af (grund)forskningsmidler. Som når Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation laver satsningsområdet “globaliseringens spændinger og modtryk” – politisk korrekt, ja, men først og fremmest politisk top-down styring af, hvad der formodes relevant inden for humaniora som forskningsfelt. Den slags lader forskningen halse efter tidsånden. Det kommer der ikke noget godt ud af.Det ville være bedre, hvis de danske universiteter kunne opnå en eller anden form for økonomisk uafhængighed fra den danske stat, således at de ikke hele tiden blev spændt for en nationalstatslig og nationaløkonomisk vogn, der set fra universiteternes perspektiv er ret irrelevant. På den anden side er for direkte indflydelse fra det private erhvervsliv heller ikke en god ide. Det langsigtede mål er vel at opnå det, de store amerikanske universiteter har: Så store formuer, at man kan opnå reelt selvstyre som selvejende institution.

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Tue, 27 Feb 2007 07:21:14 +0000

Jeg har–som OBO, NAI m.fl.–visse (store) betænkeligheder overfor spørgsmålet om forskeres “frihed” vs. politikernes styring af forskning o.a. ved universiteterne.På den ene side mener jeg, at der er absolutte kvaliteter–og her taler jeg noget men ikke kun ud fra egeninteresse–ved, at forskere har muligheden for at kaste sig over de projekter, de mener er spændende, snarere end at få serveret en liste med ting, de skal forske i. Rent personligt ville jeg bryde mig afsindigt lidt om at få indskrænket forsknings”friheden”–jeg kunne givetvis tjene væsentligt mere ved andre erhverv, men har valgt denne karriere ud fra en kombination af kærlighed til emnet + de frie forhold. Rykkes der meget ved disse forhold, så vil jeg nok forsøge mig med en anden karriere, mens tid endnu (?) er. På det “upersonlige” plan tror jeg også, at der er–ihvertfald på mange fag–kommer bedre forskning ud af “trial-and-error”. Der er–pace Al Gore!–næppe mange store gennembrud indenfor forskningen, som fra begyndelsen er begyndt som en god idé hos en politiker eller ansat i centraladministrationen.Men … når disse ting er sagt, kan jeg–som liberal–ikke just være begejstret for brugen af “frihed” i hele denne sammenhæng. Det at kunne forske fuldstændigt som man vil betalt for skattekroner er ihvertfald ikke, hvad jeg normalt ville associere med frihed. Jeg kan sådan også godt se ræson i, at dem, der betaler musikken (i dette tilfælde politikerne), også skal kunne bestemme (noget) m.h.t., hvad der spilles. Eller sagt mere direkte: Hvis man hælder milliarder i noget, er det måske også meget rimeligt, at man stiller krav til, hvad man vil have for pengene. Det er, hvad man gør, når man sætter noget i licitation.Så–udover hvad man ideelt kunne tænke sig (og jeg ved _godt_, hvad jeg i så henseende ideelt set kunne tænke mig)–hvad gør man så i praksis (hvis det ideelle ikke en “option”)? Hvis man har et offentligt finansieret universitetssystem, hvad er så den bedste måde at indrette dette på? Kan man–som nu–meningsfuldt gøre universiteterne til selvejende, ikke-statslige institutioner (som man allerede har gjort), og så samtidigt stille absurd specifikke krav (herunder om ting, der reelt er udredningsopgaver og intet har med forskning eller undervisning at gøre)? Jeg ved, at disse to krav er så absurd modsatrettede, at jeg ikke kan se, hvordan man skal få dem til at gå op. Men jeg har samtidigt meget svært ved at se nogle alternativer, der er realistiske.What to do?

Af: Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen — Tue, 27 Feb 2007 06:53:32 +0000

Den sidste sætning er dårligt formuleret og kan misforstås. Det jeg mener er, at friheden ikke forsvinder, fordi politikerne bestemmer, hvilken forskning der skal støttes med skatteydernes penge, fremfor at forskerne bliver stillet overfor et tagselvbord.

Af: Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen — Tue, 27 Feb 2007 06:46:06 +0000

Så fik vi da et argument på banen, som kan bruges til noget: Forskernes selvstyre skal kompensere for deres lave løn. Det lyder meget plausibelt, men det retfærdiggør naturligvis ikke bombastiske udtalelser som, at “dansk forskningsfrihed risikerer at blive en by i Sovjettidens Rusland”, for diskussionen handler jo slet ikke om begreber som frihed og totalitarisme, som det hævdes, men alene om noget så jordnært som forhandling af løn og arbejdsforhold.Friheden forsvinder selvfølgelig meget tidligere i processen, nemlig der hvor skatteyderne bliver opkrævet 60 procent i skat, hvorefter nogle af pengene bliver uddelt til forskning. Friheden forsvinder ikke, fordi politikerne bestemmer, hvad der skal forskes i, fremfor at det er forskerne selv, der bestemmer.

Af: Nikolaj Hawaleschka Stenberg

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Tue, 27 Feb 2007 06:29:25 +0000

@ Bjørnskov 27/2Det er sjovt at du bringer det med lønningen og så arbejdsfriheden op. For når forskerne på mit studiested (jura, århus) skal fortælle om, hvorfor man vælger at være ansat et sted, hvor man alt andet lige tjener noget mindre end i det private, er netop friheden til at tilrettelægge sin egen hverdag et af de væsentlige argumenter for, at skulle blive ansat i forskningens tjeneste.Hvis tiden man har til såkaldt fri forskning bliver mindre og mindre vil man kunne komme ud for et hvervningsproblem på sigt.Men det samme gør sig vel på sin vis også gældende i andre offentlige brancher… tag nu f.eks. bare skolelærerne, der for nyligt var i medierne med en modstand mod deres pålagte administrationsopgaver.

Kommentarer til: Forskningsfrihed - en by i Rusland

Af: CD

Af: Carsten

Af: Christian Bjørnskov

Af: CD

Af: CD

Af: Christian Bjørnskov

Af: nexø

Af: David Dreyer Lassen

Af: David G.

Af: David G.

Af: nai

Af: Publikum

Af: Nikolaj Hawaleschka Stenberg

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Af: nexø

Af: nexø

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Af: Ole Birk Olesen

Af: Ole Birk Olesen

Af: Nikolaj Hawaleschka Stenberg

Kommentarer til: Forskningsfrihed - en by i Rusland