Tak Jacques

I søndags meddelte den franske præsident Jacques Chirac, at han siger farvel til politik (læs her), og der skal nok være dem i Europa, der føler et vist vemod ved den besked. Den 74-årige Chirac har trods alt været en del af fransk politik i årtier, blandt andet som premierminister 1974-1976, borgmester i Paris fra 1977 til 1995, og fra 1995 som fransk præsident. Her på stedet er det så som så med vemodet.

For hvordan har Chirac klaret sig? Hvis man selv vil læse om det, kan man for eksempel prøve Wikipedia's glimrende biografi. Her skal jeg blot dykke ned et par steder i hans karriere, der som for så mange andre franskmænd startede på l'Ecole Nationale d'Administration, Frankrigs eliteanstalt hvor stort set alle embedsmænd bliver uddannet og ensrettet.

Chirac viste virkelig sit politiske ansigt for første gang i 1975 i en klassisk demonstration af fransk realpolitik. Det år besøgte han Saddam Hussein i Bagdad, hvor de bl.a. indgik en aftale om salg af en fransk atomreaktor, der var specielt gearet til at producere plutonium. Pudsigt nok var det ikke noget, franskmændene reklamerede med, da de harcelerede over invasionen af Irak og diskussionen om Saddams planer om masseødelæggelsesvåben. Men måske var det fordi Israel da for længst havde bombet anlægget.

Senere demonstrerede Chirac sin politiske flair, French Style, i sin helt Berlusconi-agtige evne til at slippe udenom anklager for korruption og offentligt spild. Og som præsident fortsatte han Mitterands og andre franske præsidenters traditionelle arrogance og magtfuldkommenhed. CHirach stod for eksempel i spidsen for genoptagelsen af atomprøvetests på Mururoa atollen i Stillehavet, og fortsatte også landets interventionistiske politik i det Vestafrika, de aldrig rigtigt har forstået, ikke længere er fransk jord. Hans napoleoniske ambitioner i Europa – heller ikke et særsyn hos en fransk præsident – har blandt andet betydet at den foragtelige fælleseuropæiske landbrugspolitik stort set har undgået reelle reformer. I 2004 var Chirac endda ude i de franske medier med en forsikring om, at Frankrig altid ville nedlægge veto mod enhver nedskæring af støtten til franske landmænd. Andre særinteresser, han aktivt har beskyttet, er franske håndværk, hvor præsidenten ikke har gjort noget for at dæmpe skrækkampagnen mod 'den polske blikke blikkenslager'.

Derfor er jeg ganske godt tilfreds med at Chirac nu forlader fransk og international politik, og vil sige tak til ham for det – bedre sent end aldrig. Frankrig har om nogen behov for at få luftet ud, både politisk og økonomisk. På den ene side lover Segolène Royal, den socialistiske præsidentkandidat, kun mere af det samme: Svulstig retorik og statens klamme, centralistiske hånd på samfundet. Men Nicholas Sarkozy, den gaullistiske kandidat, er for det første ikke kandidat fra ENA, han er en gang imellem inspireret af Thatcherismen og er således den eneste franske toppolitiker i mange år med noget der ligner liberale holdninger. Ikke overraskende har hans venstreorienterede modstandere ofte italesat ham som det store dyr i åbenbaringen. Men tænk hvis sådan en får indflydelse i fransk politik og måske får franskmændene til at koncentrere sig mindre om la Gloire de la France og mere om de mange skud i egne fødder, de konstant leverer. Tak til Chirac for – hvor modvilligt det end var – at give plads til nytænkning.

26 thoughts on “Tak Jacques

  1. Peter Nedergaard

    Jamen Christian – er det Chirac – eller er det i virkeligeheden franskmænd som sådan, du ikke er ganske vild med?Anti-frankismen er jo ikke mindst i Danmark meget udbredt (selv vi ofte har været landets allierede og aldrig i krig med det) fra Holberg og frem (Jean de France), men den er jo som alle anti-‘er blandet med betagende beundring. Mærker man også lidt af det her?

    Svar
  2. Tarras

    @NedergaardI ethvet folk eller i enhver historien er der jo noget eller nogen at beundre, men jeg har vanskeligt at se noget som helst beundringsværdigt i fransk politik og blandt franske politiske ledere i ualmindeligt mange år – de fransknænd jeg kender er sympatiske, de politiske ledere og deres samfundsindretning som jeg vurderer er en ulykke både for Frankrig, men også for Europa og Danmark – nøjagtigt som Danmarks alliance med Frankrig for 200 år siden. Frankrig er Europas syge hund og, hvis Sarkozy kan bevirke nogle reformer vil det jo være en positiv udvikling eller overraskelse?

    Svar
  3. Per N

    Peter Nedergaard, Nu må du styre dig, er det bare en Erasmus der er dit foremål?Jeg elsker Frankig, som turist, men når det er sagt, så har jeg altid væmmes over den selvhøjtidlige, arrogante, og prækolonial holdning der præger det politiske parnas og ofte den akademiske verden.Nicholas Sarkozy er mit bud på at Frankig kan udvikle sig, for deres ejen skyld og for europas skyld, i en nutidig verden, og ikke fastholde deres narsasistiske opfattelse af dem selv.

    Svar
  4. Limagolf

    Danmark erklærede krig på Frankrig i 1815, i forbindelse med Napoleons tilbagekomst fra Elba. De danske tropper nåede ikke frem til kampagnen i Belgien, der kulminerede med det berømte slag ved Waterloo (eller retteligt Mont St Jean), men deltog kortvarigt i den efterfølgende besættelse af Frankrig.Så Danmark og Frankrig har været i krig! En krig der først blev formelt afsluttet i 1980’erne!/Limagolf

    Svar
  5. Peter Nedergaard

    Jeg er sådan set enig i kritikken af de herskende tingenes tilstand i Frankrig. Derimod synes jeg, at der er meget beundringsværdigt i Franrigs historiske bidrag:1) Uden Frankrig ingen menneskerettighedserklæring.2) Uden Franrig intet selvstændigt USA så tidligt.3) Uden Frngrig intet metersystem.4) Uden Frankrig intet EU. Osv.

    Svar
  6. Jacob Mchangama

    Jeg nærer også stor uvilje mod det franske politiske system (at et land af den størrelse og med det indbyggerantal f.eks. ikke er føderalt er skandaløst). Jeg tænker således mere på fremragende tænkere som Montesquieu, Bastiat og Tocqueville når jeg sender varme tanker til Frankrig.PS: Menneskerettighedserklæringen kan i store træk læses ud af den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776.

    Svar
  7. Auberon Herbert

    “… glem ikke, at Frankrig er det eneste land i vesten, der fortsat sætter filosoffer højt. Uden Foucault, Lyotard, Barthes, Derrida og Deleuze ville vi have været ilde stedt på de fleste universiteter i nordeuropa og USA.”Og hvilke af de pågældende kan i nogen meningsfuld forstand siges at være “filosoffer”? Hvis de dét, Frankrig kan præstere af bidrage med til vestlig tænkning, og hvis dét skal være noget attråværdigt, så ser det den ondelyneme skidt ud for Vesten …

    Svar
  8. Orla Schantz

    Kære US,Tak for tippet. Jeg har lige genlæst det tidligere afsnit om Deleuze. Før jeg citerer et uddrag, må jeg lige anholde den mumbo-jumbo kommentar til sidst om, at han (Deleuze) da ikke kan bruges til noget.Det ER da for instrumentalistisk og anti-intellektuelt. Deleuze kan bruges til én ting (den aller væsentligste) at få nye ideer. At skabe begreber. At få hjernen iltet. At skabe mentalt liv.Derudover er han ofte obskur – indrømmet – men forfriskende vital.Det savner vi.

    Svar
  9. Orla Schantz

    OOOps – jeg glemte det lovede citat:Der er åbenbart nogle herhjemme der har fundet det rimeligt at også danskere skal udsættes for lignende mumbo-jumbo, endda på dansk. I hvert fald er Deleuzes (med Felix Guatttari) Tusinde Plateauer: Kapitalisme og Skizofreni netop (primo november 2005) udkommet (Billedkunstskolernes Forlag) og er allerede blevet tiljublet, blandt andet af den ellers ofte fornuftige Lars Bonnevie i Weekendavisen. Der er tale om et monumentalt opgør med al vestlig filosofi. Det giver vel sig selv. Vestlig, “arbolisk” filosofi og tankegang er selvfølgelig lineær, hierarkisk, homogen, territoriel, etc. etc., mens den nye “rhizomatiske” filosofi er non-lineær, “nomadisk,” anarkisk, heterogen, etc. Der er her ingen grund til at gå nærmere ind i de uendelige mængder af konceptuelle kombinationer, mutationer og permutationer i vrøvlet for at se at dette grundlæggende er en tankegang, der er designet til kapitalisme-bashing (som måskeindiceret af bogens undertitel). Der skal selvfølgelig ydes “rhizomatisk-nomadisk modstand” over for kapitalismen. Det har blandt andet noget med internettet at gøre.Alt dette giver ny mening til hvad det vil sige at være venstre-loonie. Formentlig (heldigvis) er der dog ingen der i praksis vil kunne bruge Tusinde Plateauer til noget som helst konkret. Dertil er den for uforståelig.

    Svar
  10. Orla Schantz

    Kære Auberon Herbert,Du skriver:Og hvilke af de pågældende kan i nogen meningsfuld forstand siges at være “filosoffer”? Hvis de dét, Frankrig kan præstere af bidrage med til vestlig tænkning, og hvis dét skal være noget attråværdigt, så ser det den ondelyneme skidt ud for Vesten …Det er lidt svært at forholde sig til, endsige svare på. Du bliver nok nødt til at være mere specifik. Kan du ikke indkredse, hvad du anser for at være en “filosof”? Og endnu mere præcist: hvilke franske “tænkere” (lad os så bare bruge den betegnelse) der får det til at se “ondelyneme skidt ud for Vesten”?

    Svar
  11. RasmusE

    Det bliver rart at komme af med den dinosauren chiracurex.Men jeg deler på ingen måde optimismen med hensyn til Nicholas Sarkozy. Du nævner jo selv at han er gaullist. Og med hans populistiske optræden tror jeg ikke der bliver mindre la gloire de france med ham ved roret. Tværtimod.

    Svar
  12. David G

    Hellere Sarko end nogen anden, ja.Det er umuligt at være ligegyldig overfor Frankrig. Mit Frankrig er det klassiske: litteraturen fra 17. århundrede får stadig de små hår til at rejse sig på armene. Her bliver den europæiske kultur absolut på en aldrig siden set måde: psykologi, fornuft, stil, vellyd, højtidelighed og gennemtrængende skarpsyn i symbiose.Og naturligvis de store samfundstænkere fra Montesquieu til Tocqueville og Raymond Aron. Der findes en fransk litterær og filosofisk tradition der er milevidt fra Deleuze, Foucault og de andre vrøvlehoveder der skjulte deres små bigotterier og dybe uvidenhed i et knudret og bevidst uigennemtrængeligt sprog. Men fransk er ikke nødvendigvis uigennemstrængeligt! Det kan være det klareste, skarpeste, gennemsigtigste af alle sprog.Det er sandt at det er længe siden der har været noget stort i Frankrig. Men det gælder jo hele den vestlige verden. Og af nulevende skribenter og forskere er Alain Besancon, Alain Finkielkraut, Marc Fumaroli eller Jean Lacouture ikke hverken uklare, forvirrede eller inficeret af Foucault-sygen eller multikulturalismen. Lisez-les!

    Svar
  13. Bielefeld

    Jeg ved ikke om nogen kan huske D-dag for nogle år siden. Et meget sigende øjeblik at iagttage forskellen mellem angloerne og franskmændene. Englænderne spillede Onwards Christian Soldiers—Blair sang—Chiraq stirrede ud i luften—var først glad da han gik med Schröder—de to vandt jo krigen, ikke? Vichy og Deutschland.

    Svar
  14. Christian Bjørnskov

    @Peter og andre: Jeg holder meget af at komme til Frankrig – men indrømmet hellere Nordfrankrig end f.eks. Paris. Det er ikke franskmændene som sådan, dem har jeg det generelt godt med. Det er også svært ikke at holde af bestemte præstationer, eks. deres mad! Men derfor kan man da på fuldstændigt meningsfuld vis nære en dyb foragt for deres politikere og den valgte politik. Det er vel ikke anderledes end de mange (Villy Søvndal, for eksempel) der elsker USA og amerikanerne selvom de ikke bryder sig om Bush?

    Svar
  15. Orla Schantz

    Yep, og nix flere “vrøvlehoveder der skjulte deres små bigotterier og dybe uvidenhed”, når de skriver “mumbo-jumbo” om Foucault, Derrida og Deleuze.For liberalt tænkende mennesker som os er netop diskursanalyse og dekonstruktion af venstrefløjens “arboliske”, lineære, hierarkiske, homogene, territorielle filosofi og tankegang de bedste mekanismer til afsløring og -klædning af den socialistiske hegemoni.

    Svar
  16. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    På en måde er det jo ret trist, at man – hvis man skal fremhæve rigtigt gode ting ved Frankrig – skal gå så mange år tilbage i tiden, som til menneskerettighedserklæringen og metersystemet; selvom det “oplysningstidens” voldsherredømme jo heller ikke skal glemmes.Men hvad med Frankrig efter Vichy. Har man egentlig så meget at kunne være stolt over? (Samme spørgsmål kan man stille om mange europæiske lande, inkl. Danmark).For mig vil Chirac stå som Mitterends efterfølger – på godt og ondt. Ganske vist er der ikke sket så meget på liberaliseringsfronten, men ser man bort fra beton-konservatismen må man da tage hatten af for, at Chirac har forekommet så arrogant på så gennemført en vis, at enhver må bøje sig i støvet af ærefrygt. Det kan ikke have været nemt:Mon quatrième message, c’est que la France n’est pas un pays comme les autres. Elle a des responsabilités particulières, héritées de son histoire et des valeurs universelles qu’elle a contribué à forger. Ainsi, face au risque d’un choc des civilisations, face à la montée des extrémismes notamment religieux, la France doit défendre la tolérance, le dialogue et le respect entre les hommes et entre les cultures. L’enjeu : c’est la paix, c’est la sécurité du monde.Armbevægelserne er ikke små – men det behøver de heller ikke være, når det er en statsleder der taler.

    Svar
  17. Mikkel Kruse

    Personligt er jeg glad for Statue of Liberty, som i sin tid blev doneret af Frankrig. Men hvad angår det nuværende politiske klima i landet må jeg indrømme, at det ikke er noget at råbe hurra for.

    Svar
  18. Orla Schantz

    Yep, arrogancen er der, men glem ikke, at Frankrig er det eneste land i vesten, der fortsat sætter filosoffer højt.Uden Foucault, Lyotard, Barthes, Derrida og Deleuze ville vi have været ilde stedt på de fleste universiteter i nordeuropa og USA.Lad os hylde franskmændene for DET.

    Svar
  19. Auberon Herbert

    “For liberalt tænkende mennesker som os er netop diskursanalyse og dekonstruktion af venstrefløjens “arboliske”, lineære, hierarkiske, homogene, territorielle filosofi og tankegang de bedste mekanismer til afsløring og -klædning af den socialistiske hegemoni.”Er det så ikke bare pudsigt (nogen vil måske endda sige påfaldende), at det netop er på venstrefløjen, at disse “tænkere” er mest populære? Findes der (bortset fra en enkelt aldrende men endnu overlevende 70-marxist hist og pist) nogle venstreorienterede sociologer, antropologer, økonomer, politologer, litterater, psykologer, filosoffer m.v., som i dag _ikke_ er begejstrede for f.eks. netop Foucault, Derrida, Deleuze mfl?Findes der omvendt eet eneste eksempel på et klassisk-liberalt forsvar for personlig og økonomisk frihed, som tager sit udgangspunkt i selvsamme tænkere? Jeg tror det ikke. I så fald har vi vist lige foretaget en simpel falsificering.

    Svar
  20. Bielefeld

    They seek him hereThey seek him thereThose Frenchies seek him everywhereIs he with DurkheimOr is he with MaussThat demned elusive Levi-StraussThey seek him hereThey seek him thereThose Frenchies seek him everywhereIs he in HeavenOr is he in HellThat demned elusive Pimpernel

    Svar
  21. "Sir Percy Blakeney" (PKK)

    Stort, Bielfeld, stort! (på trods af et enkelt manglende ord i sidste linie …) Her er en viderefortolkning, men uden korrekte versefødder:They don’t seek it hereThey don’t seek it thereThose Frenchies don’t seek it anywhereNo objectivityNo logic, clarityThat damned elusive reality

    Svar

Leave a Reply to Peter NedergaardCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.