Irak – fire år efter

Årsdagen for befrielsen af Irak skal naturligvis også markeres her på bloggen.

Et hurtigt vue over MSM viser (igen), at Politiken er lidt mere positiv end Berlingske, der i sin tur er lidt mere positiv end public service. Det var vel en gang overraskende, men ikke mere.

Politiken har et interview med Mikkel Vedby Rasmussen, hvilket altid er interessant, bl.a. deres omtale af, hvordan meningsmålingen fra BBC er blevet negativt vinklet (naturligvis også i DR og TV2).

Berlingske er mere negativt vinklet, men deres USA-korrespondent er dog mere afbalanceret end den øvrige dækning. Der tales om 60.000 dræbte irakere, ikke de 650.000 man ser i visse kredse, og han nøjes ikke med at citere meningsmålingen fra BBC, men nævner også som en af de få herhjemme meningsmålingen fra Opinion Research Business. Det er da også en interessant meningsmåling, hvis positive resultater blev omtalt i The Times forleden som et "turning point" for Irak. Det var samme holdning, som en af vores medpunditokrater var fremme med før det.

De to sæt meningsmålinger er ikke helt ens, f.eks. er der forskellig holdning til, om de allierede skal blive eller ej, hvilket vel blot viser problemet med den slags undersøgelser. Her tror jeg mere på PIPA-undersøgelserne, hvor den seneste fra sep 06 viser et flertal for, at vi skal ud, hvilket skyldes øget tillid til egne militære kræfter. Men ingen af dem bekræfter billedet af et land i opløsning, tværtimod støtter de PIPA-undersøgelsens billede af en politisk moden befolkning, der støtter ideen om demokrati. Måske kan en for tidlig tilbagetrækning få demokratiet til at falde, men så er det tydeligvis ikke, fordi den arabiske befolkninng i Irak ønsker det, men fordi militserne og de øvrige terrorister får lov at vinde over befolkningsflertallet. Indtil videre klarer demokratiet sig.

Der er også omtale i medierne af det forhold, at de demokratiske reformer uden for Irak bliver rullet tilbage. Det er desværre sandt nok. Men lektien er vel så, at kun med trussel om militær magt kan vi få de lokale despoter til at lette på trykket. Så snart de fornemmer, at vi ikke kan magte et opgør, fortsætter de med undertrykkelsen. Diplomati og dialog hjælper åbenbart ikke.

Så point til Berlingske for at være mere nuanceret end normalt, selvom resten af dækningen var mere ensidig. Det var dog ikke helt så galt som i søndagsudgaven, hvor der over fire sider blev givet en klart negativ vurdering. Men hvis man læse omhyggeligt, blev det på tredje og næstside side nævnt en passant, at en dansk meningsmåling skulle have vist, at 40 pct. anser den danske indsats for en succes, mens kun 15 pct. deler mediernes holdning og kalder den en fiasko. Hvis jeg redigerede forsiden, havde det være nyheden. Men ledelsen vil åbenbart hellere nøjes med at skrive ledere gemt inde i avisens 2. sektion. Måske tror de, at det andet sælger bedre, måske tør de bare ikke andet?

I stedet kan jeg og I nyde Hitchens, der i fin form forklarer, hvorfor han stadig støtter indsatsen.

6 thoughts on “Irak – fire år efter

  1. Niels Christensen

    God kommentar. Men problemet synes mere at være det indbyggede bias hele vejen rundt.Skyldes det Ritzau ? Undersøgelsen fra Times er stort set ikke nævnt selvstændig, hvis overhovedet. Den kunne da have været på eks. tekst tv allerede søndag eftermiddag.Men ok der er sikkert ikke mange journalister på vagt der læser Times. Den er faktisk ok og balanceret, selvom jeg ikke bryder mig meget om den nye layout.

    Svar
  2. Mr Law

    @Lasse,Beklager, men den forfatter, du henviser til, læser målingen fra BBC m.fl. forkert.De negative dele af den måling – de positive var som nævnt i Politiken for det meste fortiet i MSM – angår den usikkerhed, som irakerne føler. Det kan ikke undre med den udbredte vold og terror, der er i landet.Men målingen kommer ikke ind på, om de føler, at usikkerheden og ofrene har været det hele værd.Det kommer målingerne fra PIPA derimod ind på – og har gjort det regelmæssigt gennem længere tid. Den seneste undersøgelse fra sept. 06 viser, at der (stadig) er et massivt flertal, som finder, at befrielsen har været alle ofrene værd.Det besvarer – for mig at se – dit spørgsmål.

    Svar
  3. Jævnlig læser

    Æhh, en bekendt har gjort opmærksom på at mit synerkorte indlæg kan være svært forståeligt. Pointen var blot at der er dem der sætter friheden(den institutionelle) over alt andet. På spørgsmålet om “man ville foretrække at leve i et diktatur med ingen frihed(altså hvor staten udøver vilkårlig vold mod borgerne og hvor ingen basale forfatningsrettigheder findes da man er underlagt “Statens” vilje) og 2 % sandsynlighed for vilkårligt at blive slået ihjel, eller leve i et samfund baseret på en liberal forfatning med 70 % sandsynlighed (overdrivelse fremmer forståelsen) for at dø i et vilkårligt terrorangreb?” (Jævnligt hører man om de få i eks-sovjet der savner “de gode gamle dage hvor der var varme og vodka (men ingen frihed)”)Jeg og andre ville vælge det sidste uden at blinke. Tænk evt. Nozick ellers Rawls for at nå konklusionen. Habermas har i øvrigt drejet sig (for en del år siden)((hvad totalt er forbigået samtlige ansatte på Sandkassen i Roskilde)) og vil formentlig bakke op omkring Rawls’ slutninger, forkaste den herredømmefri samtale og insistere på det liberale samfund som den nødvendige forudsætning for enhver udvikling. Hmm, nu er uklarheden måske total!?!?!

    Svar
  4. Repsak

    @ Lasse: For hvis skyld blev den krig egentlig startet?Som udgangspunkt mener jeg, at statens vigtigste rolle er at skåne borgerne for enhver form for vilkårlighed. Den vilkårlighed som Saddam Husseins styre udgjorde var uacceptabelt for den frie verden, og jeg er sådan set fløjtende ligeglad med om der var WMD eller ej. Hvor vilkårlighed hersker, findes ingen frihed.Derfor kan du sige, at det var i koalitionens interesse, at “den krig blev startet”, ligesom den vilkårlighed som Saddam Husseins styre repræsenterede overfor størstedelen af samfundet var uacceptabelt. Jeg forstår ikke, at man nogle prioriterer stabilitet og fred fremfor frihed. Dertil kommer at retorikken tilbage i 2003 var kørt så langt ud og situationen i 2003 så spændt, at man blev nødt til at vise, at man var villig til at bruge magt og holde ord. det internationale samfund var jo rent til grin. Magt er som regel det eneste diktatorer forstår. Gidseltagningen i Iran minder til forveksling om Saddam Husseins latterligggørelse af FNs våbeninspektører. Jeg venter med spænding på at se om Blair er en Reagan eller en Carter.

    Svar

Leave a Reply to Lasse Birk Olesen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.