Mill, Sujith Kumar og friheden til en masse ting

Nogle gange skal man tage chancen og prøve noget anderledes. Hvis man lader være med at passe på, lærer man måske endda noget nyt. Så det var det, jeg gjorde i går. Ikke nok med at jeg som nationaløkonom har sneget mig med til MPSA – verdens næststørste politologikonference – men jeg valgte i går eftermiddags at tage til et panel, der handlede om den britiske 1800-tals samfundstænker John Stuart Mill.

Det var et farvel til formler og tal og et goddag til store, gamle tanker og ny gentænkning af dem. Jeg overlevede de første tre talere og fik så lov til at opleve Sujith Kumar fra London School of Economics og hans bud på, hvorfor Mills stivstikkeri ind imellem de liberale tanker måske ikke var så dumt og uliberalt alligevel. Sujiths idé er, at Mill muligvis har haft to niveauer i tankerne, da han skrev ‘On Liberty’.

Han demonstrerede det med et sjovt eksempel, der kun blev sjovere af at blive illustreret med pile ovenpå et foto af den gamle Mill. I den klassiske liberale tradition skal folk have frihed til at drikke øl, og lige så meget som de har lyst til. Mill bruger sit ‘Harm Principle’ som udgangspunktet for diskussionen: Individer skal have lov til at gøre alt, så længe det ikke direkte skader andre individer. Men mange bryder sig ikke om dette princip, og Mill selv var måske ikke helt konsistent – efter sigende syntes han for eksempel ikke alt for godt om homoseksualitet.

Selvfølgelig kan man argumentere ud fra en slags ‘samfundsnytte’ – som mange danske politikere for eksempel gør – men det bliver hurtigt absurd. Et dansk eksempel kunne være, at man burde begrænse tidligere Århus-borgmester Flemming Knudsens frihed til at drikke store fadøl. Hans forbrug er sandsynligvis skadeligt for ham selv, og indebærer en byrde for det danske sundhedsvæsen – og måske endda et problem for Århus-borgerne. På samme vis kan man argumentere for, at min adgang til chokolade bør begrænses, fordi der er en reel risiko for at jeg i fremtiden bebyrder sundhedsvæsenet fordi jeg spiser for meget af ‘gudernes føde’.

Men for os alle vil disse drypvise indgreb blive absurde – hvor de end ender, og hvor man starter – og betyde et stort tab for alles frihed. Så hvorfor var Mill så personligt ambivalent? Sujiths forklaring er, at en genfortolkning af Mill afklarer hans mærkelige position. Mill argumenterer i hans optik for, at man på et første niveau skal have fuld frihed til at konsumere øl eller chokolade. Men samfundet – ikke defineret som staten, men som aggregatet af alle borgere – skal have en slags frihed til at kritisere opførslen og forbruget. Et andet af hans eksempler er ikke helt ved siden af, når man tænker på forskelle mellem Danmark og Sverige. Sujith forklarede nemlig, at de fleste kan være enige om, at racisme og racistiske holdninger og ytringer er forkerte. Det betyder bare ikke, at sagen ender der – man bør nemlig have frihed til at ytre visse holdninger. Denne frihed indebærer nemlig, at ‘samfundet’ får hvert individ til at reflektere over sin adfærd. Holdninger fører til adfærd – på det første niveau – men holdningerne kommer også et sted fra – det andet niveau.

Således bliver Mills fordømmelse af for eksempel homoseksualitet faktisk logisk konsistent med en liberal position. Som han skriver i On Liberty: “Human beings owe to each other to help to distinguish between the better and the worse”. En frihed til både at handle i overensstemmelse med sine egne holdninger og præferencer og diskutere, kritisere og fordømme andres adfærd fører netop til – ifølge manden fra London – at man reflekterer over, hvorfor racisme eller overdreven øldrikning er forkert. Dermed bliver folks holdninger udtryk for en ‘levende sandhed’ i stedet for ‘døde dogmer’.

Og for at komme til forskellen mellem Danmark og Sverige – og måske forskellen mellem frie vestlige borgere (både dem der er født her og andre) og indvandrere med fødderne solidt plantet i Mellemøstens mest tilbagestående støv – er Sujiths indsigter og tanker om Mills logisk konsistens og inkonsistens alt andet end fra det nittende århundrede. For hvorfor diskuterer vi danskere indvandring så frit og med en tone, som mange ikke rigtigt bryder sig om? Hvorfor gør de det ikke i Sverige? Tja, måske fordi Mills Harm Principle gælder i begge lande, men skellet mellem hvad der sker på andet niveau er markant? Sverige som samfund virker ikke i denne henseende – man tager holdninger osv. for givet og ender derfor med at lovgive om individuelt moralske forhold. Ligeledes gælder det netop, at nogle mellemøstlige muslimer nægter andre – og sig selv – adgang til at diskutere muslimsk/arabiske holdninger.

Dermed bliver megen islamisk lærdom og svenskeres holdning til for eksempel døde dogmer, mens de i Danmark enten er levende sandheder (racisme er skidt) eller døende misforståelser. På andre områder må man vel indrømme, at der er ting i Danmark, som er døde dogmer fordi vi netop ikke forstår at udnytte det, man hvis man strækker Mill (rigtigt, rigtigt) vidt kunne kalde andet-niveau-frihed. Nogle gange nytter det simpelthen at åbne for helt anderledes idéer og acceptere, at nogle af dem måske ikke er særligt nyttige endsige interessante. Nogle gange skal man lede udenfor lygtens skær efter sine bilnøgler. Man risikerer nemlig at finde mere end man ledte efter, så længe man har friheden til det. Og det ville gamle John Stuart Mill vel ikke have været uenig i, vel?

16 thoughts on “Mill, Sujith Kumar og friheden til en masse ting

  1. Christian Bjørnskov

    Hvis vi fortsætter i tråden, så tillader vi selvfølgelig – på niveau 2, om man vil – at vores læsere kommenterer som de har lyst til. Personligt bryder jeg mig blot ikke om perfide indlæg og umiddelbart vilde påstande uden klart belæg. Det gælder for både Rasmus og Bjlindhart. Sidstnævnte kunne måske, i hendhold til denne blogs ry (båber vi) som ‘akademisk’ og grundigt troværdig, dæmpe sig en anelse næste gang?

    Svar
  2. Rasmus Ole Hansen

    @ BjlinhardDu skriver:”Igen perfide kommentarer uden stillingtagen til beskrevne overgreb på dansk retssikkerhed.”Men hvad er det som jeg skal forholde mig til? Når du skriver noget som ikke har nogen umiddelbar sammenhæng til det Christian skriver, så må du leve med risikoen for sarkastiske svar. Fortæl gerne, for jeg kan ikke lige gennemskue hvad du mener med Camilla Rømer Jespersens rænkespil.

    Svar
  3. Mikael Thoustrup

    @BjlindhardEnten er du voldsomt offtopic eller også har du ikke forstået Christians artikel. Når Christian taler om niveau 1 og 2 er det ikke fysiske niveauer og det er ikke enten/eller. Niveau 1 er friheden til at handle som man har lyst til og niveau 2 er friheden til at mene om andre hvad man vil..

    Svar
  4. Per N

    Øee, jeg tabte tråden et øjeblik, så bjlindhart, jeg var lige inde og se på din side, jeg kan forstå at du har et opgør mod nogle myndigheder, jeg ønsker at du får held med det og får ret og ro.C. Bjørnskov, jeg er lidt oprevet over at chokolade skulle være gudespise, når en ved at Mjød (øl) er gudernes drik, så her er du vist på niveau 2 og jeg på 1 .-)

    Svar
  5. Lisbet

    “Men samfundet – ikke defineret som staten, men som aggregatet af alle borgere – skal have en slags frihed til at kritisere opførslen og forbruget.”Opklarende spørgsmål:Hvordan tager det sig ud i praksis? Altså at aggregatet af borgere fremsætter kritik? (gennem ex. organisationer, foreninger osv?)

    Svar
  6. Nikolai Dmitriyevich Kondratiev

    Burde man ikke slette BJLINDHARD’s indlæg da tilfældige tasteslag fra en åbenlyst psykisk syg person næppe hører til her? Punditokraterne kan risikere at ende med deres egen house troll.

    Svar
  7. Carsten

    Hum – for nu at vende tilbage til Mill et øjeblik. At Mill i “On Liberty” opererer på to forskellige (argumentatoriske) niveauer er for så vidt en gammel ide. Mest konsistent er den nok præsenteret i Roger Crisps introduktion til Mills andet hovedværk “Utilitarianism” (Bogen hedder “On Utilitarianism” og er udgivet af Routledge). Den niveauinddeling Crisp argumenterer for, er imidlertid en smule anderledes, end den Christian og Kumar argumenterer for.Derudover synes jeg der er en vis uklarhed i Christians præsentation (eller måske i Kumars foredrag, som han præsenterer), som gør Mill dummere end han egentlig er. Når der i indlægget pludseligt nævnes “Samfundsnytte” er det uklart (i det mindste for mig), hvorvidt Christian her referer Mill, eller kritiserer ham. Christian synes her at overveje, om Mill faktisk tilslutter sig et argument, der, ud fra en kalkulering af, hvilke omkostninger, en bestemt type af handlinger ville have for samfundet, ville lede til et forbud mod denne type handlinger. Dette er, i bedste fald, en meget lidt barmhjertig læsning af Mill. Har man læst “On Liberty” bør det stå lysende klart for enhver, at Mill aldrig ville accepterer et “samfundsnytte”-argument som en legitim begrundelse for at forbyde bestemte handlinger eller holdninger. Det er præcist her, at “On Liberty”-Mill kan synes at komme i konflikt med “Utilitarianism”-Mill: Hvordan forener man Mills absolutistiske argumenter for diverse frihedsrettigheder i ”On Liberty” med hans konsekventialistiske grundholdning? (Det er, i parentes bemærket, her, at Crisps niveauinddeling kommer på banen: Crisp argumenterer for, at ”Utilitarianism leverer det filosofiske (konsekventialistiske) fundament for de faktiske og pragmatiske (liberalistiske) anbefalinger, som Mill leverer i ”On Liberty”, men at de to værker opererer på to forskellige argumentatoriske niveauer, hvor ”Utilitarianism” har begrundelsesmæssig forrang. Dette er Crisps forklaring på forholdet imellem “On Liberty” og “Utilitarianism” – et forhold som har været et stående filosofiske problem siden værkerne blev udgivet).Hvad Mill argumenterer for i “On Liberty” er, som Christian også skriver, at “staten” (og generelt andre mennesker) kun har ret til at forhindre en person i at handle som hun vil, hvis hendes handlinger skader andre mennesker. Dette forhindrer ikke, at man kan være uenig med, kritisere, eller direkte fordømme andres adfærd. Mill er selv helt eksplicit om dette. Det, at en persons handlinger skader ham selv (at han ryger f.eks., eller at han ønsker at begå selvmord) er således, skriver Mill, ikke grund til at forbyde ham at handle som han gør. Det er derimod en god grund “for remonstrating him, or reasoning with him or persuading him or entreating him, but not for compelling him, or visiting him with any evil in case he does otherwise.” Mill er således fuldstændig afklaret med, at blot fordi man ikke har grund til at forbyde en bestemt slags handlinger (eller holdninger), så betyder det ikke, at man ikke kan, eller bør, argumentere imod denne type handlinger, eller forsøge at overtale folk til at afstå fra at udføre dem.Det virkelige, og interessante, problem, som rejser sig med “On Liberty”, er spørgsmålet om, hvad det vil sige, at en handling skader andre. Mill forsøger at undgå at tage eksplicit stilling til dette spørgsmål, ved at indføre en skelnen imellem handlinger som kun vedrører en selv, og handlinger som involverer andre mennesker, og derefter hævde, at der, ud fra “the Harm Principle” ikke synes at kunne gives nogen argumenter, der kan berettige til, at man forbyde, eller med statslige sanktioner søger at forhindre, mennesker i at udføre den første type af handlinger.Problemet med denne løsning er blot, at der er meget få handlinger, der udelukkende vedrører den person, der faktisk udfører dem. For nu at tage det eksempel, som Christian selv bruger, nemlig Flemming Knudsens mulige overforbrug af fadøl. På den ene side er det klart, at de umiddelbare skadelige følger af at drikke for mange fadøl hovedsageligt bæres af Knudsens selv: Det er hans lever og hans helbred, der lider under det overdrevne alkoholindtag. Men, hvis man overvejer sagen lidt nøjere, så visser det sig hurtigt, at hans fadølsindtag også har, eller kan have, negative, skadelige følger for andre; først og fremmest hans familie selvfølgelig, men måske også de embedsmænd der arbejder under ham i den kommunale administration, de borgere der har valgt ham i tiltro til, at han kan varetage deres interesser, og, i yderste instans, alle skattepligtige borgere i Danmark, hvis skattepenge i sidste ende finansierer den hospitalsbehandling, som hans fadølsforbrug kan tænkes at lede til.Følger man denne tankerække til vejs ende, så er det klart at man, ved konsistent at fastholde ”the Harm Principle”, kan blive ledt til at indføre en lang række illiberale frihedsindskrænkninger, som i sidste ende vil have absurde konsekvenser – som f.eks. at Christian forbydes at spise chokolade, fordi et overforbrug af chokolade kan tænkes at påføre andre danske skatteborgere en øget skattebyrde, fordi det offentlige sundhedsvæsens behandling af Christians mulige fremtidige overvægt skal finansieres.Hvad er løsningen på dette? Tjah, traditionelt har svaret været, at spørgsmålet om, hvad der konstituerer en skade for andre, og hvad det vil sige at en handling skader andre mennesker, er spørgsmål, som ikke kan gives ét entydigt svar, og som derfor må være genstand for en fortsat, demokratisk og offentlig diskussion. Skønt Mill aldrig selv eksplicit formulerer denne løsning, så synes den at ligge fint i tråd med hele det forsvar for ytringsfriheden, som Mill fremlægger i kapitel 2 af ”On Liberty”.Her bliver problemet imidlertid, i det mindste hvis man er klassisk rettighedsliberalist, at man ud fra Mill’s radikalt fallibilistiske forsvar for ytringsfriheden (vi ved aldrig om vi har fundet frem til sandheden om et bestemt emne, derfor må vi aldrig indskrænke vores muligheder for at søge sandheden; ytringsfrihed er et af de væsentligste midler til at efterspore sandhed, derfor må vi aldrig indskrænke ytringsfriheden), ikke tillader os at tildele nogen konkrete frihedsrettigheder en absolut og uomgængelig status. Enhver konkret måde at implementere det forsvar for individuel frihed, som ”the Harm principle” er udtryk for, er altid, helt principielt, åben for diskussion. Der kan ikke, ud fra Mill, gives en række evigtgyldige og urokkelige frihedsrettigheder, hvis sandhed med nødvendighed kan indses af alle til alle tider. Der er en række af de klassiske frihedsrettigheder (forsamlingsfrihed, pressefrihed, ytringsfrihed (Mill nævner undertiden også selv universiteternes forskningsfrihed)), som har så overvældende gode konsekvenser, at de er noget nær uomgængelige for enhver der accepterer ”the Harm Principle”, men selv her er den konkrete forståelse af, hvorledes disse rettigheder konkret skal implementeres, noget som skal diskuteres.Pointen med ovenstående: Man behøver ikke at indføre en niveauinddeling i selve ”On Liberty” for at give mening til Mills holdning: Værket er ret så konsistent, selv uden postuleringen af en sådan niveauinddeling. Problemet, set ud fra en klassisk rettighedsbaseret liberalisme, er blot, at Mill ikke, ud fra sine egne forudsætninger, kan nå frem til at begrunde en række konkrete, entydigt fastlagte, frihedsrettigheder.

    Svar
  8. Niclas Berggren

    Mycket intressant inlägg av Christian. Jag har själv gjort en reflexion vad gäller Hayek, att han ibland inte gör tydlig åtskillnad mellan de två nivåerna. T.ex. kritiserade han i starka ordalag Keynes för att vara omoralisk – trots att det enligt min mening bör finnas rum för olika slags livsstilar (den ena nivån) inom ramen för rättsstatens abstrakta och generella regler (den andra nivån).

    Svar

Leave a Reply to Christian Bjørnskov Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.