Wolfowitz i modvind

Vores dækning af Plame-sagen skyldtes ønsket om at give et korrigeret billede af en meget omtalt sag, hvor der blev lagt større vægt på fakta, end medierne normalt gør.

Problemet med den slags er, at så er der mange andre sager, man også burde dække.

Her er f.eks. et uddrag fra WSJ om Wolfowitz, der tilsyneladende er genstand for en klassisk framing. Efter at gennemgå noget så banalt som kilderne, hvilket de fleste MSM ikke lader sig forstyrre af, konkluderer avisen bl.a.:

Needless to say, none of this context has appeared in the media smears suggesting that Mr. Wolfowitz pulled a fast one to pad the pay of Ms. Riza. Yet the record clearly shows he acted only after he had tried to recuse himself but then wasn't allowed to do so by the ethics committee. And he acted only after that same committee advised him to compensate Ms. Riza for the damage to her career from a "conflict of interest" that was no fault of her own.

Based on this paper trail, Mr. Wolfowitz's only real mistake was in assuming that everyone else was acting in good faith. Yet when some of these details leaked to the media, nearly everyone else at the bank dodged responsibility and let Mr. Wolfowitz twist in the wind. Mr. Melkert, a Dutch politician now at the U.N., seems to have played an especially cowardly role.

Det bedste, man kan sige om dækningen i danske medier er, at den er på niveau med de øvrige europæiske MSM. Desværre.

7 thoughts on “Wolfowitz i modvind

  1. RasmusE

    Der er sikkert ingen tvivl om, at behandlingen af Wolfowitz ikke er helt fin i kanten, og at, som du siger, medierne ikke får det hele med.Men til sagen vil jeg gerne sige, atden egentlige skurk i spillet vel er den amerikanske administration, der gennemtrumfede valget af en upopulær kandidat i et forum, hvor kandidaterne helst skal være temmelig ukontroversielle.Jeg kan faktisk godt forstå, at nogle verdensbankmedlemmer benytter sig af en mulighed for at komme af med en mand man ikke var glad for, og hvis kandidatur den nu meget svækkede Bush på trods af kritik gennemtvang.

    Svar
  2. kjerulf

    “hvor kandidaterne helst skal være temmelig ukontroversielle”Hvem siger det?Posten er politisk. Præsidentens forgængere har ikke holdt sig tilbage med at udnævne personer, der ville føre udnævnerens politiske ønsker ud i livet. Det er sådan den udøvende magt fungerer. Den er så omgærdet af beskyttelsesforanstaltninger, checks and balances. I verdensbankens tilfælde ligger beskyttelsen i, at posten skal godkendes af bankens bestyrelse, valgt blandt repræsentanter for de 184 medlemslande. Bestyrelsen godkendte Wolfowitz enstemmigt efter en jobsamtale. Fortæl os lige hvordan det gør præsidenten til en “skurk”.

    Svar
  3. Martin Østergaard Mortensen

    Det er en speget sag det her, hvor det er svært at finde hoved og hale i hvad der er sket. Netop derfor bør der udvises forsigtighed. Det er trods alt temmeligt grove beskyldninger du bringer videre her.For mig ser det ikke ud som om WSJ har været ”i noget så banalt som kilderne”, som du skriver. WSJ har bare læst et partsindlæg fra Verdensbanken (som Wolfowitz stadig formelt styrer). Financial Times skriver (http://www.ft.com/cms/s/f25f970a-ebb6-11db-b290-000b5df10621.html), at den anden part i sagen – den part du ikke giver taletid her (og dermed gør dig skyldig i noget af det samme som du anklager andre for) – mener, at det offentliggjorte partsindlæg er vildledende:”the full document clearly shows that the ethics committee talked about an ad hoc pay rise as an alternative to a promotion, not as an additional benefit.”I følge FT er det ikke et spørgsmål om Wolfowitz har handlet forkert ved at blande sig i sagen, det fik han ganske som WSJ skriver, besked på. Problemet er, at han i stedet for at vælge mellem, at give Ms. Riza en forfremmelse eller en lønforhøjelse, valgte at give hende begge dele.”the memorandum does not represent a statement of advice to Mr Wolfowitz, but rather a menu of alternatives from which the ethics committee would have to select when making its advice to the bank president.The ethics committee then made its choice and set out its advice in a subsequent memorandum, dated July 27 2005. That memorandum advises Mr Wolfowitz that it would be reasonable to offer Ms Riza a promotion – but makes no mention that she should be offered an additional salary increase as well.Mr Wolfowitz then proceeded to order Xavier Coll, the bank’s vice-president of human resources, to offer Ms Riza the initial promotion the ethics committee suggested, plus a pay rise in excess of the normal maximum associated with that promotion, guaranteed 8 per cent per annum rises thereafter, and a presumption of further promotion on her return from a secondment to the US State Department.”Det er jo en ganske anden udlægning. Hvis den er sand, har Wolfowitz ganske vist ikke været helt så slem, som nogle har anklaget ham for at være, men han har trods alt gjort sig skyldig i en grad af nepotisme, der ville tvinge de fleste andre virksomhedsledere til at trække sig.Men som jeg skrev i begyndelsen: Med de mangelfulde informationer der er tilrådighed på nuværende tidspunkt, bør man nok være forsigtig med at fælde moralske domme over nogen af parterne.

    Svar
  4. Jensan

    Uanset om Wolfowitz (W) bør fyres eller ej (dette vil jeg ikke tage stilling til endnu af ovennævnte grunde), så har FT endnu engang vist et eksempel på elendig journalistik. Sidste uge havde FT’s leder (lør d. 14/4, så vidt jeg husker) allerede regnet det hele ud. Ifølge FT’s leder bestod Bush’s dilemma i (om W skulle have opbakning eller ej), at W på den ene side var en loyal Bush støtte og på den anden side havde havde givet sin elskerinde lønforhøjelse og et bedre job. Herudfra konkluderede FT’s leder, at W burde gå af. Argumentet for at fyre W viste sig så senere også (selv iflg. FT) at være lidt mere kompliceret. Hvordan kan det være, at FT kan sætte W på forsiden (fre. d. 13/4) den dag, historien dukker op og kommer til sagens konklusion allerede den næste dag på lederplads uden overhovedet at have gjort sig den mindste anstrengelse for at få den anden side med. At FT sidenhen får den anden side med, taler så til deres fortjeneste (noget man aldrig kunne finde på i Berlingskes nyhedsdækning). Men at FT er ude på at føre kampagne snarere end at finde sandheden, er der vist ikke tvivl om. Hertil kommer så The Economist’s (denne uge)spøjse omend lidt mere fair (som sædvanlig) dækning. Her kommer lederen også frem til W må gå. Ikke så meget pga den konkrete sag (de deler ansvaret mellem W og den etiske kommité), men fordi W iflg. folk, der hader W, tror han ved det hele. Næppe et helt sagligt argument. I øvrigt læste jeg også en leder i FT for en 1½ uges tid siden, som interessant nok var imod fastsættelse af en bestemt dato for tilbagetrækning i Irak, men som talte om “the justly maligned Bush”. Uanset om det hele ender med, at W bør gå af, så har vi i hvert fald set endnu et eksempel på europæisk presses dobbelmoral og ringe kvalitet, når det kommer til USA-dækning. Netop de folk, der bliver bliver så fortørnede over Bush’s tendens til at kalde ting for evil og at se tingene i sort og hvidt (en efter min mening berettiget kritik, men min ophidselse er mere begrænset) forfalder selv til samme retorik (maligned = evil), når det kommer til beskrivelser af Bush og, hvad der har noget med ham at gøre.

    Svar
  5. jensand

    Var lidt sløset med links ovenfor, hvad jeg her vil rette op på.D. 14/4 gør FT’s leder sagen, om hvorvidt Bush bør presse Wolfowitz (W)til at gå af, udelukkende til et spørgsmål om, at W på den ene side åbenlyst har foretaget handlinger, der berettiger ham til at gå af, og på den anden side, at W er en loyal støtte til Bush’s politik. Se her: http://www.ft.com/cms/s/f65363ca-ea24-11db-91c7-000b5df10621.html.Uddrag:”Mr Bush tends to be loyal to those he regards as loyal to himself. It is not surprising, therefore, to hear Tony Fratto, a White House spokesman, declare that Mr Wolfowitz continues to have “our full confidence”. That then would seem to be the end of the matter: Mr Wolfowitz will survive because the US president has decided he should.Yet this ought not to be the end of the matter. To place loyalty above all other virtues is the ethics of a mafia boss not of the leader of a great country. The US president also needs to consider what is both right and in the interests of his own country.”Dernæst til The Economist’s leder, se her: http://www.economist.com/opinion/displaystory.cfm?story_id=E1_JDQDNTR (abonnement påkrævet). Uddrag: “Blame for this tawdry mess belongs in many quarters. Mr Wolfowitz’s crass favouritism was, AT BEST, A CASE OF EXTREMELY POOR JUDGEMENT (min fremhævelse). But he is not the only person to have behaved shabbily. The bank’s board was both irresponsible and indolent, insisting that Mr Wolfowitz decide the terms of his girlfriend’s pay package himself and failing to investigate when a whistleblower alerted them to its generosity.”og: “So what must be done? The best step would be for Mr Wolfowitz to resign voluntarily. A man who has put the battle against graft at the top of his agenda must be beyond reproach himself. And a chief executive who has lost the confidence of so many staff and shareholders cannot effectively run any institution. Clever and well connected, Mr Wolfowitz seemed an interesting gamble when he was appointed; but he became an isolated and ineffective leader long before the recent scandal emerged (see article).” I den artikkel, der her henvises til, finder man bl.a. følgende: “He came to the bank tainted by his role as a champion of the Iraq war. Opposition to the war, he still thinks, explains much of the hostility to him. “For people who disagree with things they associate with me in my previous job,” he said on April 12th, “I am not in my previous job.”The truth is perhaps more subtle. Some of the bank’s professionals complain that he is too secure in his own insights, unimpressed by the accumulated wisdom of the institution. That intellectual temperament may explain both his enthusiasm for invading Iraq and his lack of support in an institution that prides itself on its expertise. Moreover, if Mr Wolfowitz entered the bank expecting to fight his corner against a staunchly anti-war staff, his expectation may have been self-fulfilling. Certainly his underlings dislike the sectarian style Mr Wolfowitz seems to share with the man who appointed him.”Her bliver sagen altså af The Economist gjort til et spørgsmål om, hvem der havde størst modvilje over for hvem. Her må jeg så indrømme, at jeg tilsyneladende gik hen og blev subjektiv i min foregående post ved at tage stilling til denne konflikt ved at betegne personalet som W-hadere. Spørgsmålet er jo så bare, hvor subjektiv min holdning egentlig er.Udover WSJ’s konkrete eksempel (se Mr. Law’s link) på en W-hader (Mr. Melkert) i sagen, kan man spørge sig selv, hvilken andel af verdens oplyste befolkning, der ikke er W-hadere. The Economist’s nedtoning af hadet til W, finder jeg ikke helt troværdigt.Men når jeg kalder The Economist’s dækning spøjs skyldes det først og fremmest følgende: Hvis W har været sådan en uduelig leder op til nu, hvorfor har The Economist så ikke rapporteret om dette før nu? FT’s leder d. 23/4 bl.a. (http://www.ft.com/cms/s/5206274e-f136-11db-838b-000b5df10621.html):”… two points have become clear, despite much obfuscation. First, responsibility for the astonishingly generous terms given his girlfriend rested solely with Mr Wolfowitz, who went beyond the board’s recommendations. Second, the board itself failed to respond appropriately when he went beyond its advice.”Men hvilken del af ansvaret, bør W overhovedet påtage sig, når han har rådført sig med og været åben over for den etiske kommité? W kan næppe have troet, at kommitéen selvfølgelig ville gøre ham en vennetjeneste. Som tidligere antydet har han næppe haft mange venner i kommitéen og mindst et par fjender. Det synes simpelthen ikke at give mening, at han skulle være skyldig i nepotisme højst dårlig dømmekraft (altså lige modsat The Economist, se forstørrede bogstaver ovenfor), og er det nok til han bør af?Til sidst er her uddrag fra FT’s leder d. 11/4 (http://www.ft.com/cms/s/a96d4e16-e7c9-11db-8098-000b5df10621.html), hvis indhold jeg finder af noget svingende kvalitet:”But while it was indeed a mistake to invade Iraq, it would be a second mistake to set an arbitrary deadline for withdrawal. THE JUSTLY MALIGNED (min fremhævelse) President George W. Bush is right to threaten to veto any such bill.”og:”The Democrats’ suggestion that setting a deadline for US withdrawal will somehow force a political reconciliation is alluring – but unconvincing. The hard truth is that America is more likely to achieve its aims if it continues to show patience and determination.”

    Svar
  6. Jensan

    Konklusion:Min hovedpointe er altså at gøre opmærksom på FT’s leder d. 14/4 som et eksempel på elendig journalistik, og dernæst hvilken dobbeltmoral og villighed til at dæmonisere FT’s leder er i stand til, se d. 11/4. Bemærk forskellen på lederen d. 23/4 og den forrige fra d. 14/4. Før blev Bush sammenlignet med mafiaen. Nu er FT’s leder blevet betydeligt mere nuanceret. The Economist’s leder vil jeg nøjes med at betegne som spøjs. Og hvordan var det nu lige FT dækkede Kofi Annan’s rolle under korruptionsbeskyldnigerne rettet mod hans søn? Og olie for mad-programmet? Nå nej, men han var jo heller ikke neokonservativ.

    Svar

Leave a Reply to JensanCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.