Boris Jeltsin (1931-2007)

I går døde Ruslands tidligere præsident Boris Jeltsin, og nyhederne har siden været fulde af forskellige eksperters vurderinger af ham. Jeltsin blev født i Butka i Sverdlovsk-regionen, hvor hans barneår utvivlsomt prægedes af hans fars tre år i Gulag, dømt for anti-sovjetisk propaganda. På trods af denne tidlige oplevelse voksede han op til en ingeniøruddannelse og blev partyboss i Sverdlovsk og borgmester i Moskva 1985-1987.

Han var således en apparatjik, men en noget rebelsk af slagsen. Han blev frataget sine officielle poster i 1987 efter at have kritiseret Gorbatjovs kone for at blande sig i statslige sager. Denne degradering og efterfølgende kritik kastede ham ud i en af de depressioner, der var et af mandens kendetegn og svagheder. En anden af hans svagheder – den for alkohol – kom også ganske tydeligt frem i de sovjetiske medier i denne tid. Jeltsin valgte da, efter nogle overvejelser og en intern magtkamp i partiet, at træde ud af kommunistpartiet i juli 1990.

På trods af disse svagheder og Jeltsins til tider uforudsigelige opførsel – eller måske netop på grund af – blev han valgt med 57 % flertal i Ruslands første demokratiske præsidentvalg i 1991, hvor han slog Gorbatjovs kandidat. I august forsøgte hardline kommunister at kuppe sig tilbage til magten i Rusland, hvorefter Jeltsin tog til pladsen foran parlamentsbygningen og trådte i karakter. For hvem kan glemme billedet af ham den dag? Stående foran den symbolske bygning hvor på en kampvogn, hvorfra han holdt en dundertale til russerne.

Derfra var vejen banet for russisk demokrati, om end det blev en vej med mange mærkelige sving. Jeltsin valgte chokterapi og en 35-årig økonom med hang til dybe reformer – Jegor Gaidar. Den første regering blev en af mange, der nogle gange syntes at blive udskiftet alt efter mandens luner og humør lige den dag. 90'ernes politiske ustabilitet er netop en af de faktorer, som mange har klandret Jeltsin for. Hvorfor kunne man ikke tage en mere lige vej mod demokrati? Hvorfor skulle det hele være her og nu? Hvorfor kunne man ikke – som mange kommentatorer har valgt at spørge om – have implementeret markedsreformer i et mere 'menneskeligt' tempo?

Og det er her, vi er fremme ved Jeltsins særkender, og det jeg håber han vil blive anerkendt for. Hviderusland og Ukraine var meget mere stabile, men netop også stabile på den måde, at intet skete. Stabilitet i et land, der har været kommunistisk siden 1917 betyder nemlig som oftest, at de stærkeste og mest veletablerede særinteresser er dem, der arbejder for status quo. Og Jeltsin så korrekt, at Rusland ikke havde behov for den slags stabilitet. Det havde behov for at stoppe med at være Sovjetunionen, og starte med at være Rusland igen. Det havde behov for et nybrud hvor gamle strukturer og interesser mistede indflydelse, og hvor der blev plads til både nytænkning og eksperimenteren.

Om Jeltsin gjorde det hele bevidst eller om han blot væltede det politiske bord i det perioder, han mest af alt lignede en vodkavåd cirkusklovn, kan jeg ikke sige. Men for mig står det klart, at netop hans uforudsigelighed og lejlighedsvise mangel på tålmodighed gjorde det særdeles svært for særinteresser – om de så var gammelkommunistiske eller kom fra de nyrige oligarker – at få nogen afgørende indflydelse. Ved at holde Ruslands politiske system flydende sikrede Jeltsin, at det flød med strømmen i den rigtige retning.

Jeltsin-perioden var ikke blot en sjældent spændende og lejlighedsvist stærkt underholdende periode. Den var også den mest demokratiske tid i Ruslands historie, for med mandens efterfølger Vladimir Putin vendte sovjettidens kontrolmani tilbage i skikkelse af en præsident med en dunkel fortid i KGB. Pressefrihed er nu blevet en by udenfor Rusland – i Reporters sans Frontiers ratings er Rusland nummer 147 af 168 lande, og dermed på linie med lande som Gambia og Congo – og Freedom House har placeret landet med en rating 6 ud af syv mulige på 'political rights', der måler mangelen på demokrati. Med Putins stabilitet har en bestemt gruppe særinteresser vundet, og andre som Mikhail Khodorkovski er sendt i fængsel. Det er svært ikke at savne Jeltsins ustabilitet og dermed hans forrygende mangel på politisk styring af et land, der var sendt ud i en stinkende sump af 70 års politisk kontrol. Ustabiliteten emulerede simpelthen den grad af demokratisk styring og 'accountability' som landet havde været foruden siden zarerne blev en faktor.

Man kan derfor klandre Jeltsin for mange ting, ikke mindst den uheldige måde hvorpå Ruslands privatisering foregik, og måske også den sociale nød der fulgte, selvom erfaringen fra resten af Østeuropa er, at den er uundgåelig i en transition mod at blive rigt og demokratisk. Manden var uforudsigelig, havde hang til stærk alkohol, dyb melankoli og endda selvmordstruende depressioner, og han var ikke altid helt gennemtænkt. Men Boris Jeltsin var også en mand af stort personligt og politisk mod, der fulgte sin overbevisning og aldrig lod nogen i tvivl om sin kærlighed til sit land. Russerne holdt ikke af ham ikke på trods af disse forhold, de gjorde det på grund af dem. Russerne elskede Jeltsin fordi han i et og alt var en stor russer, med alle de selvmodsigende forhold det indebærer!

1 thought on “Boris Jeltsin (1931-2007)

  1. Auberon Herbert

    Det var trist og beskæmmende i går at høre Uffe Ellemann-Jensen sige *to* gange i TV2 Nyhederne, at Jeltsin “gik for hurtigt frem” med de økonomiske reformer. Netop som man troede, at Uffe var den sidste klarsynede og principfaste Venstre-mand, der var tilbage . . . . . . Det var jo ikke hastigheden af reformerne men måden der var problemet. Skulle man endelig klandre reform-hasten i Rusland så er det vel snarere, at man ikke er gået helt så hurtigt frem som fx Estland, Ungarn, Polen, Tjekkiet osv.

    Svar

Leave a Reply to Auberon HerbertCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.