Topskat og de dygtigste

Efter at Ny Alliance har meldt sig på den politiske bane i Danmark – og efter at partiet er ved at nå en ’normal’ politisk tilværelse – er debatten om det danske skattesystem blusset op igen. Debatten føres som oftest på basis af nogle få punkter: Vil en fladere skat, dvs. en lavere eller eventuelt helt fjernet topskat, føre til et større arbejdsudbud, og afhjælpe det stigende pres på arbejdsmarkedet? Kan og vil man finansiere ændringer, og i hvor høj grad er en nedsættelse af topskatten selvfinansierende? Og vil ændringer i skattesystemet føre til øget ’ulighed’?

Et fjerde, vigtigere aspekt af debatten bliver enten overset eller summarisk afvist af de fleste politikere og meningsdannere. Spørgsmålet er, i hvor høj grad det danske skattesystem på sigt er en hindring for dansk udvikling i en stadig mere globaliseret verden. Der er bred politisk enighed om, at dansk forskning og uddannelse bør tilhøre den internationale top, og at man derfor må kunne tiltrække de dygtigste udenlandske og fastholde de bedste danske forskere. I den sammenhæng er centrale elementer i den danske velfærdsstat fremtidige barrierer. En ny rapport fra Socialforskningsinstituttet viser således, at der netto er udvandring af danskere med en ph.d.-grad og naturvidenskabelige uddannelser.

Hvis regeringens forskningspolitik skal lykkes, er det netop disse mennesker, man skal fokusere på at tiltrække og beholde i dansk forskning. I den forbindelse er både skattesystemet og den traditionelle danske lighed, der også bibeholdes af andre velfærdspolitiker, et væsentligt problem. Først og fremmest har danske frontvirksomheder som Grundfos svært ved at skaffe internationale forskere til deres udviklingsafdelinger, og på universiteterne er situationen på ingen måde bedre. Nok lokker Danmark med en skatteprocent på 25 de første tre år, men i forskningsverdenen såvel som i industriens udviklingsafdelinger, er tre år relativt kort tid.

For det andet er de universiteter, man ønsker at sammenligne sig med, ofte placeret i Storbritannien, USA og Canada. En typisk startløn for en adjunkt – den første universitetsansættelse – ligger på cirka 450-500.000 kroner om året i USA, og det vel at mærke med en meget lavere total og marginal beskatning end i Danmark. En dygtig, ung forsker på et godt, amerikansk universitet kan dermed tjene det samme som en erfaren dansk professor – før skat. Det er derfor ikke så underligt, at danske virksomheder og forskningsenheder har særdeles svært ved at tiltrække de bedste medarbejdere, men derimod tit kun folk fra anden og tredje division.

Dette problem er hverken nyt eller i bedring. Da lektor Peter Guldager fra Handelshøjskolen ved Århus Universitet officielt gik på pension i vinters, holdt han et afskedsseminar med titlen ”40 års lønudvikling på ASB”, Med baggrund i sin egen situation som overenskomstaflønnet universitetslektor, kunne Guldager vise at en dansk lektorlønning, korrigeret for den almindelige prisudvikling, ikke er steget siden 1982. Som han lakonisk bemærkede, er det næppe forskere, der har bidraget til den svagt stigende ulighed. Der er ingen tegn på, at denne mangel på udvikling er vendt.

I en stadig bredere global konkurrence er Danmarks vigtigste konkurrenceparameter viden og kvalitet, men ingen af delene kommer magisk ud af den blå luft. Tværtimod har danske virksomheder som sagt svært ved at finde dygtige udlændinge, der er villige til at flytte permanent til Danmark. Ligeledes er det stort set umuligt for universiteterne at fastholde de bedste danske forskere – dem der på længere sigt kan give Danmark nye konkurrencefordele. Der er for eksempel intet tilfældigt i, at den danske superfysiker Lene Hau – hende der stoppede lyset – sidder på Harvard i stedet for Københavns Universitet. Forholdene er ganske enkelt bedre, også privatøkonomisk.

Når Ny Alliance og Liberalisterne har bragt ny fokus på skattesystemet, er der derfor ikke nok blot at diskutere lighed og finansiering af offentlige budgetter. På den lange bane er skattestrukturen og dele af velfærdssamfundet med til at svække Danmarks evne til at agere i en global kontekst. Uden reformer vil andre lande overhale os i kampen om markedet, og i kampen om de bedste hjerner.

3 thoughts on “Topskat og de dygtigste

  1. US

    Er den brede konsensus du nævner netop ikke en del af problemet? Det mener jeg den er. Altså det der med at “der er bred politisk enighed om, at dansk forskning og uddannelse bør tilhøre den internationale top, og at man derfor må kunne tiltrække de dygtigste udenlandske og fastholde de bedste danske forskere”.Linket mellem sekundær uddannelse og vækst er meget svagt, og hvis man som jeg opfatter en stor del af den uddannelse der finder sted i DK i dag som signalering og intet andet, så er man mildt sagt ikke vild efter at lade staten smide flere penge efter det. Som jeg ser det er det blevet alt for let for politikerne at spille uddannelseskortet, som om det var et universalmiddel, der kan løse alle problemer. Jeg har ikke noget imod at Danmarks uddannelse ikke er i verdensklasse, hvis de sidste 5-10 % det kræver for at opnå det, koster dobbelt så meget som de første femoghalvfems. Det skal i hvert fald ikke være en offentlig opgave at sikre de sidste 5-10 procent. Derudover ville det nok være godt, hvis nogle forskere og politikere indså, at Københavns universitet ikke er Harvard, og aldrig vil blive det, ligegyldigt hvor mange penge “man” kaster efter det.Forskerordningen er en lappeløsning som skulle håndtere det problem, at de danske skatter er så høje at så godt som ingen fornuftige, dygtige mennesker fra udlandet kunne drømme om at tage til Danmark, blot for at blive brandbeskattet. Hvis man udbygger forskerordningen giver man politikere større, ikke mindre, indflydelse i, hvad der skal være billigt at forske i og hvad der ikke skal have indirekte støtte. Jeg mener at huske at du tidligere har talt for, at staten blandede sig mere udenom. Hvis din kritik af den stagnerende lektoraflønning blot er med for at pointere, at politikerne siger et og gør noget andet (ved ikke at spendere flere penge på forskerordningen og/eller den direkte aflønning af danske forskere, selvom de taler højt og flot om den høje politiske prioritering af forskningen), så er jeg helt på linje med dig. Hvis den er med som et argument for, at det er nødvendigt at udbygge forskerordningen for at holde DK i toppen, så er vi meget uenige.Vi er efter politikernes opfattelse nødt til at lokke folk til at tage en uddannelse ved både at betale for den _og_ give de studerende penge at leve for samtidig. Vi er på samme tid nødt til at lokke de folk, der skal undervise dem, til landet, fordi de ikke ønsker at komme på egen hånd og ikke kan acceptere ansættelsesforhold som er på lige vilkår med danskernes. De ting fortæller mig at der er noget alvorligt galt med det danske system, og at en udbygning af forskerordningen eller lignende lappeløsninger ikke er vejen frem – hvis vi fortsat vil have velkvalificerede og arbejdsomme mennesker i den danske arbejdsstyrke om 30 år, så skal helt andre boller på suppen.

    Svar
  2. nai

    Meget enig med US kommentar. I de lande vi kigger langt efter med eliteuddannelser er de jo ikke en målsætning i sig selv at 50% af en årgang får en boglig uddannelse, ligesom man næppe ville problematisere at børn af advokater er mere tilbøjelige til at læse jura end børn af en skraldemand.Jeg forstår udmærket frustrationen hos dygtige og ambitiøse forskere som kigger langt efter de priviligerede forhold på de konkurrenceprægede universiteter i den anglo-saxiske verden. Men det kan bare ikke sammenlignes. Så længe de danske universiteter skal løse integrationsopgaver, udligne social arv, sikre lighed, modvirke drivhuseffekten og i øvrigt helst ikke vil måles på om de overhovedet opfylder disse mål, så vil det samfundsmæssigt set være at hælde penge i et stort hul. Misforstå mig ikke, jeg mener virkelig det er af enorm betydning at have universiteter, men jeg synes at hele investeringstanken er vanskelig at bruge i den sammenhæng. For det første fordi effekter kan være temmeligt afledte og for det andet fordi jeg ikke mener at staten er en særligt dygtig investor. Det åbner for at enhver forøgelse af omkostninger på uddannelsessiden kan henføres til at være en investering, uanset om denne går til alt for dyre bygning, honorarer til bestyrelsesmedlemmer eller faktisk anvendes til forskning. Der mangler ganske simpelt en markedsmekanisme.I øvrigt også interessant at reallønnen har stået stille siden 1982 (hvilket faktisk vil sige at den gik i stå ca. 5 år før skolelærernes) så er det vel påfaldende at vores konkurrenceevne i den mellemliggende periode ikke ser ud til at være forringet på de videns- og forskningstunge områder./Nicolai

    Svar
  3. Hansen

    Er universiteterne så meget værd?Bill Gates han tog aldrig sin eksamen, og selv har jeg ikke brugt ret meget af en cand. merc. eksamen. Det er mig en gåde, at personer med lange uddannelser tjener så meget som de gør i lønstatistikker. En kort HD uddannelse er dog næsten lige så god. Det er dog især i København at lønningerne er høje. Lektorlønnen er en god løn i Århus, selv hvis den ikke er steget siden 1982. Inden for IT arbejder man ofte i erhvervslivet med nogle helt andre programmer med andre principper end man har på uddannelser, og derfor er det den praktiske erfaring der tæller. Hvilket kan ses i lønstatistikker ved at startlønnen efter uddannelsen er lav i forhold til lønnen med nogle års erfaring. Værdien af uddannelsen er altså forholdsvis begrænset. Men der er en tendens til at dem med de højeste karakterer i gymnasiet vælger at læse videre på de lange uddannelser. Så det er måske karakteren i gymnasiet, der er forklarende faktor og ikke uddannelsen?

    Svar

Leave a Reply to HansenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.