Lighed er ikke sammenhængskraft!

I den forgange uge har man ´blandt andet i 180 Grader kunnet læse om Økonomi- og Erhvervsministeriets nye rapport om Danmarks konkurrenceevne, og dens mærkværdige konklusioner, og ikke mindst de Konservatives erhvervsordfører Per Ørum Jørgensens mildt sagt underlige holdninger på området. Sagen er, at ministeriet mener at Danmarks konkurrenceevne har det godt, og at det i høj grad skyldes den særlige danske sammenhængskraft.

At sammenhængskraft, hvordan man end vil definere det, skaber konkurrenceevne, er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt. Mål som social tillid, dvs. graden af tillid som danskerne har til folk de ikke kender, ligger Danmark i den absolutte top i verden sammen med Norge og Sverige – og faktisk også sammen med New Hampshire og enkelte af de canadiske provinser. Tilliden bidrager til uddannelse, kvaliteten i retsvæsenet, og tillader os at arbejde mere effektivt sammen, da såkaldte transaktionsomkostninger kan holdes på et minimum. Som mange erhvervsfolk har lært, er der noget om det når man nogle gange hører, at  det er lettere at lede 200 danskere end 20 tyskere. Der hvor man både som liberal og som selvstændigt tænkende menneske af enhver politisk overbevisning må undre sig, er derimod i ministeriets påstande, og i Jørgensens glæde ved enkeltdele af socialismen.

Erhvervsordføreren udtaler således til Berlingske i dag, at ”i opbygningen af velfærdsstaten har socialismen skabt en solidaritet mellem de forskellige klasser i samfundet, så de rige i dag betaler til de fattige. Det er godt.” Til 180 Grader har han også udtalt, at ”Det er jo udtryk for, at vi lever i et land, hvor der er muligheder for alle, og hvor vi ikke har den store sociale klasse, hvor den tunge ende virkelig vender nedad. Og det er jo netop med til at skabe sammenhængskraft, at folk har et arbejde og en indtægt,”.
Jeg er ikke sikker på, at Per Ørum Jørgensen helt ved hvad han taler om. Det i sig selv er som bekendt ikke noget, der nogensinde har forhindret politikere i at udtale sig skråsikkert om dette og hint, men når en konservativ begynder at rose socialismen, er der noget mere basalt fat. Om noget har sammenhængskraften da lidt under socialistiske forestillinger i befolkningen, for hvordan er det nu, socialismens forestillinger om lighed ser ud? Jo, for en overbevist socialist er ulighed uretfærdig fordi den er udtryk for at en ’klasse’ – de rige – udbytter en anden ’klasse’ – de fattige, eller proletariatet.

Hvordan omfordeling på dén normative basis kan føre til øget sammenhængskraft på tværs af samfundets forskellige indkomstsegmenter har jeg svært ved at se. Ligheden gennem offentlig omfordeling bliver jo skabt på et idemæssigt fundament af mangel på fairness og næstehensyn. Hvad mere er, vil en øget offentlig omfordeling indebære, at langt flere mennesker i samfundet får interesse i at identificere sig som medlemmer af en gruppe, der står i modsætningsforhold til mindst en anden gruppe i samfundet (var der nogen der tænkte Ældresagen?). Indkomstfordelingen, og endda selve spørgsmålet om, hvilken indkomst folk bør have, bliver et rendyrket politisk spørgsmål med ubehagelige konsekvenser i sig selv.
 

Som Friedrich Hayek skrev i sin klassiker fra 1944 The Road to Serfdom: “Inequality is undoubtedly more readily borne, and affects the dignity of the person much less, if it is determined by impersonal forces than when it is due to design”. Med andre ord, hvis ulighed skyldes upersonlige kræfter og grundlæggende forskelle i talent, evner og hvordan individer vægter arbejde mod familie/fritid osv., er den grundlæggende fair så længe man individuelt har ret til frugterne af sit arbejde, og at den ret håndhæves af samfundets bærende institutioner. Men med en stor velfærdsstat kappes linen mellem individets evner og hans/hendes udkomme. I stedet kan man med en vis ret hævde, at ens lave indkomst skyldes staten, og dermed en elite/dem der stemte på regeringen/systemet osv. Hvor sammenhængskraften kommer fra i den sammenhæng har jeg igen svært ved at se.
 

Per Ørum Jørgensen er dermed på noget gyngende grund med hensyn til det idemæssige, og endnu mere når det kommer til den rent empiriske opbakning til hans og ministeriets synspunkter. Jeg skal ikke kede vores læsere unødigt med tørre tal, men det er værd at bemærke et par forhold. For det første udtaler Jørgensen til Berlingske i dag, at ”Hvis liberalismen styrede samfundet, ville der være enorme forskelle mellem de stærke og de svare i samfundet”. Det er ikke korrekt. Som blandt andet Punditokraternes svenske ven Niclas Berggren har vist, har samfund der er kendetegnet af stor økonomisk frihed generelt lavere ulighed, vel at mærke før staten har foretaget omfordeling. Chiles eksempel viser også med stor klarhed, at en omfattende liberalisering af samfundet ikke fører til større ulighed. Siden midten af 1970’erne har uligheden været cirka stabil i Chile mens fattigdommen er blevet reduceret markant.
 

For det andet ligger der i Jørgensens holdning en forestilling om, at velfærdsstaten har skabt den danske sammenhængskraft. Hvis vi igen tager den sociale tillid som indikator for sammenhængskraft, er det værd at bemærke, at der absolut ingen forbindelse er mellem velfærdsstater og graden af tillid i et land. På tværs af alle lande, er højere lighed ganske rigtigt forbundet med højere tillid, men det er ligheden før der er sket omfordeling – i tekniske termer er det pre-transfer Gini-koefficienten der kører relationen. Hvad staten gør for at skabe større eller mindre indkomstforskelle gør ingen forskel. På det punkt mangler ministeriet såvel som erhvervsordføreren at holde sig up to date. Og for at gøre det hele værre: I et stadigt upublicerede forskningsresultater (af undertegnede) viser det sig, at lighed-tillids-forbindelsen faktisk slet ikke holder for relativt små lande! Med andre ord er det måske slet ikke relevant for et land som Danmark.
 

Læren af denne uges politiske spil hund og kegler må være, at selv højrefløjen i dag er så forhippet på at hylde velfærdssamfundet og den socialdemokratiske ’arv’, at de er parat til at påstå de mest absurde ting. For min skyld må de gerne gøre det – det eneste der sker, er at befolkningens politikerlede tager til – men de må blande deres ministerier udenom. For Økonomi- og Erhvervsministeriets rapport må betragtes som et politisk bestillingsarbejde – selv ikke ’forskere’ fra RUC kunne have skrevet mere velfærdsstatsvenligt vrøvl.

14 thoughts on “Lighed er ikke sammenhængskraft!

  1. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    Tak for det sure opstød! Nu slipper jeg for selv at få et… eller…… For pokker. Kan Per Ørum ikke selv se, at han står og siger, at de seneste 100 års borgerlige politikere har taget fejl? At de har famlet i blinde og ikke indset, det virkeligt er bedre at ligge og lune sig foran socialdemokraternes kamin.Selvom Per Ørums udtalelser virker både naive og historieløse, tror jeg egentlig ikke, at han selv har så meget skyld i det. For det er altså ikke unormalt, at man stadig kan få konservative – unge som gamle – til at sige, at liberalismen er en revolutionær-menneskefjendsk-egoistisk-hulemandsideologi mens konservatismen hyldes som den pragmatiske livsholdning, der tager hensyn til helheden. Det er jo den form for vås, der får mennesker til at misforstå hvad de selv tror på. Reagan må vende sig i graven, Thatcher sige ”no, no, no” og Homer Simpson råbe ”d’oh”.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    @Hr Kommentar: eg vil da gerne forklare. Første spørgsmål er, hvorfor vi omfordeler. Mit svar er, at den offentlige omfordeling i høj grad hviler på et normativt marxistisk grundlag, der siger at ulighederne i indkomstfordelingen skyldes at bestemte klasser i samfundet udbytter andre (det følger af marxistisk værdilære). Denne udbyttelse – at arbejdsklassen og andre ikke bliver betalt den fulde værdi af deres arbejde og at samfundets institutioner som restvæsen osv. er designet efter elitens behov – kan naturligvis ikke være ‘fair’ i nogen forstand.Den hviler heller ikke på et næstehensyn, der jo ville sige at man skulle ‘omfordele’ til dem, der ikke kan tage vare på sig selv. Tværtimod hviler den normativt på en tro på, at der er skrigende uretfærdigheder i moderne samfunds opbygning. Og hvordan kan dét grundlag føre til øget sammenhængskraft? Der er dét, jeg har svært ved at se, også selvom man så fratager en ‘elite’ deres ‘merværdifortjeneste’.Mht. links er der forbløffende lidt forskning på området, men prøv at besøge Alberto Alesinas hjemmeside. Han har lavet nogen spændende ting, bl.a. sammen med George-Marios Angeletos.Sidst, mht. din kommentar til skandinavernes valgdeltagelse, er det vel værd at bemærke, at den har været_stabil_siden 50erne. Altså er der ikke sket nogen udvikling i takt med opbygningen af velfærdsstaterne. I stedet får vi nye partier når vi er mest lede ved politik.

    Svar
  3. Morten Schulz

    Rigtig god artikel, jeg er i gang med at læse Hayeks ”Road To Serfdom” og jeg har selv studset over Per Ørum Jørgensens mærkværdige udtalelser. Jeg er som jurastuderende ikke vanvittig skarp udi politisk filosofi, men Ørum Jørgensens beskrivelser af liberalisme og socialisme forekom mig at være- i bedste fald- temmelig unuancerede. Så det er rart at se at debatten blev taget op her i denne frihedens oase midt i socialstatens ørken; -)

    Svar
  4. Morten Schulz

    Rigtig god artikel, jeg er i gang med at læse Hayeks ”Road To Serfdom” og jeg har selv studset over Per Ørum Jørgensens mærkværdige udtalelser. Jeg er som jurastuderende ikke vanvittig skarp udi politisk filosofi, men Ørum Jørgensens beskrivelser af liberalisme og socialisme forekom mig at være- i bedste fald- temmelig unuancerede. Så det er rart at se at debatten blev taget op her i denne frihedens oase midt i socialstatens ørken; -)

    Svar
  5. Hr Kommentar

    Gider du lige forklare: “Ligheden gennem offentlig omfordeling bliver jo skabt på et idemæssigt fundament af mangel på fairness og næstehensyn.”Tak.Og gider du linke direkte til nogen undersøgelser/grafer om emnet?Og, danskernes politikerlede var ikke værre end at over 80% stemte ved lokalvalget sidst. I de skandinaviske velfærdsstater stemmer folk generelt mere end andre steder.

    Svar
  6. Hr Kommentar

    “Mit svar er, at den offentlige omfordeling i høj grad hviler på et normativt marxistisk grundlag”Der er jeg uenig. Det hviler på en nøgtern økonomisk betragtning af værdiskabelse, ikke på moralske normer. Penge avler penge. Man kan ikke investere, hvis man ikke har penge at investere. Lavindkomstgrupper bruger alle deres penge på sig selv, og har ikke noget tilovers at investere. Højindkomstgrupper kan ikke forbruge alt de tjener, og investerer resten, som så giver dem endnu flere penge mellem hænderne. Denne dynamik forstærker forskellene, og derfor modvirker en omfordelingspolitik samfundets økonomiske polarisering. Økonomisk polarisering = menneskepolarisering. Voila.

    Svar
  7. Niels Westy

    Hr Kommentar skriver:Højindkomstgrupper kan ikke forbruge alt de tjener, og investerer resten, som så giver dem endnu flere penge mellem hænderne. Denne dynamik forstærker forskellene, og derfor modvirker en omfordelingspolitik samfundets økonomiske polarisering. Økonomisk polarisering = menneskepolarisering. Voila.Tillykke hr. Kommentar, du har på elegant vis vist hvordan man reducerer det menneskelige individ til en ren mekanik. Må jeg påpege (og jeg er endda økonom) at vi – heldigvis – er rigtigt meget andet. For min part (men jeg er jo også en fæl liberalist) vil jeg gerne frabede mig det påtvungne fællesskab der ligger i begrebet sammenhængskraft, som i en europæisk/dansk forstand kun er mulig at opretholde, når man opererer med at individet kun er noget i kraft af at være del af noget andet (nationalstaten – kollektivet – landsbyen – kolonihaven you name it) – Det er ikke så underligt at også konservative finder behag i en socialistisk verdensopfattelse – for den bygger på at der eksisterer en dum masse der har behov for en oplyst (i egen forståelse) elite.

    Svar
  8. Kastberg

    Hr. Kommentar skriver: “Højindkomstgrupper kan ikke forbruge alt de tjener”Vås. Naturligvis kan de det. Selv Bill Gates og Buffet kan nå at bruge alle de penge han tjener, om end de til sidst har været nødt til at give dem væk.Når ringe mennesker investere deres penge, er det ikke et udtryk for overskud der ikke kan bruges, men at man udskyder et forbrug, og får en præmie for det, ved i stedet at give andre adgang til kapitalen.”Lavindkomstgrupper bruger alle deres penge på sig selv, og har ikke noget tilovers at investere. ” <- enig, men det forhindre dem på ingen måde i at påtage sig et ekstra job, så de kan optjene penge der kan investeres. I øvrigt må man da respektere disse menneskers valg af hvordan de prioritere deres fritid kontra arbejdstid. Der er jo nogen mennesker der vælger ikke at bruge meget tid på uddannelse, der kan gøre deres arbejdskraft mere værd. Hvorfor skal dette fravalg af arbejdsindsats præmieres?

    Svar
  9. Hr Kommentar

    “Tillykke hr. Kommentar, du har på elegant vis vist hvordan man reducerer det menneskelige individ til en ren mekanik.”Jep, som svar til Bjørnskovs opfattelse af samfundets “normative marxistisk grundlag”. Hvor det netop var moralske/etiske/følelsesmæssige normer, der var grundlaget. Han taler om ‘næstehensyn’, ‘uretfærdighed’, ‘fairness’. Jeg taler om økonomi.”Selv Bill Gates og Buffet kan nå at bruge alle de penge han tjener”Vås selv. Hvordan? Sætte 50 milliarder $ på rød i Vegas? Det er faktisk argumentet for at højere cheflønninger ikke varmer økonomien overhovedet som højere løn for lavindkomstgrupper gør, netop fordi cheferne investerer i stedet for at bruge.

    Svar
  10. Hr Kommentar

    “Er Hr Kommentars påstand, at investeringer ikke ‘varmer økonomien’ – så’n helt generelt??”Ikke som lønforhøjelser gør, så’n helt generelt.

    Svar
  11. Hans Henrik Hansen

    “Det er faktisk argumentet for at højere cheflønninger ikke varmer økonomien overhovedet som højere løn for lavindkomstgrupper gør, netop fordi cheferne investerer i stedet for at bruge.”Er Hr Kommentars påstand, at investeringer ikke ‘varmer økonomien’ – så’n helt generelt??

    Svar
  12. Christian Bjørnskov

    Jeg er bange for at Hr Kommentar anlægger en vulgærkeynesiansk betragtning i sine kommentarer. Det er korrekt at f.eks. lønforhøjelse ‘varmer’ økonomien, ligesom enhver anden efterspørgselsfremgang. Men på et sigt, der hedder blot 1½-2 år omsættes lønforhøjelser – der ikke har basis i produktivitetsfremgange – til ren inflation, der som sådan skader konkurrenceevnen, og på lidt længere sigt fører til øget arbejdsløshed. Den varmende effekt, Hr Kommentar omtaler, er derfor at sammenligne med den ligeledes varmende effekt af at tisse i bukserne. Og det er vel en type adfærd, de fleste af os er vokset fra?

    Svar
  13. Hr Kommentar

    Bjørnskov, du har helt ret, det er nemlig det økonomer er blevet enige om sker i en overophedet økonomi. Men har du noget at sige til min egentlige argument, i stedet for denne sidediskussion?

    Svar

Leave a Reply to Kastberg Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.