Velfærdssystem og egoisme – Amerikanske tilstande III

I Amerikanske Tilstande II skriver Jacob Mchangama om amerikanernes iver for at give til velgørende formål – en iver der i kolde kontanter er mere end 6 gange så høj som danskernes.

Jacob slutter af med at konkludere, at

“Såfremt det overhovedet giver mening at tale om et begreb som sammenhængskraft, er ovenstående i mine øjne et langt bedre eksempel derpå end den tvangsmæssige “solidaritet”, som velfærdsstatens høje skatter angiveligt skulle medføre”.

Man fristes til at stille det spørgsmål om ikke den tvangsmæssige “solidaritet” i realiten er medvirkende til at fremme den egoisme som velfærdsjunkierne normalt påstår er et resultat af markedskrafterne (med al dens væmmelige konkurrence og alt det der). Godt nok er amerikanerne gennemsnitlig væsentligt mere velstående end danskerne og godt nok betaler de en del mindre i skat, men det er vel næppe nok til at forklare en forskel på mere end en faktor 6 i tilbøjligheden til at give til vegørende forhold- kunne det mon tænkes at netop vores universelle velfærdsmodel er ekstra skadelig for borgernes ønske om at yde hjælp til agtværdige formål?

Hvis man ser på hvorfor USA ikke har opbygget så omfangsrig en velfærdsstat som de fleste europæiske – ikke mindst de skandinaviske lande, kommer Alberto Alesina, Edward Glaeser and Bruce Sacerdote frem til ( “WHY DOESN’T THE US HAVE A EUROPEAN-STYLE WELFARE STATE?”) at det skyldes at “Racial animosity in the US makes redistribution to the poor, who are disproportionately black, unappealing to many voters. American political institutions limited the growth of a socialist party, and more generally limited the political power of the poor”.

Der er næppe grund til at tro, at det historisk alene har været et spørgsmål om hudfarve – f.eks. var irske indvandrere ikke særlgt vellidte i det 19. århundrede – de var jo katolikker – og i det hele taget har indvandrernes rolle historisk været, at være prügelknabe indtil social opstigen gennem hårdt arbejde har givet en ny og accepteret social placering – en rolle og proces man også kunne iagtage i Danmark før 1960. En væsentlig forskel på amerikansk og europæisk opfattelse af redistribuering af velstand skyldes måske den amerikanske “exeptionalism” der indebærer at amerikanere overvejende opfatter fattigdom som selvforskyldt, mens europæere har en tendens til at se det som resultatet af “bad luck” – ligesom Amerikanere mener, at det er muligt at undslippe sin “skæbne” i modsætning til europæere.

Op mod 90% af danskerne er tilhængere af den danske velfærdsmodel og ca. 80% er tilhængere af en stram indvandrerpolitik (Institut for konjunktur-analyse februar 2004), hvilket passer meget godt med, at “solidaritet” er noget man udviser overfor dem der er “lige som en selv” Men hvis man er parat til at hjælpe dem der er “lige som en selv” er der jo ingen grund til at den skal være tvungen – det er veldokumenteret at statsliggørelse af velgørenhed har en “crowding out” effekt på privat velgørenhed – så hvad er pointen? – jeg er sikker på at mange af bloggens læsere har en række gode nær-konspiratoriske svar på dette spørgsmål.

Og så er der ét centralt problem, nemlig hvad det gør ved os, når der ingen sammenhæng er mellem at give udtryk for velgørenhed og rent faktisk at skulle finansiere den selv. Økonomisk er et godt bud at den faktisk givne velgørenhed er langt mindre effektiv – og moralsk/holdningsmæssigt er der grund til at tro, at det øger vores forventninger til hvad andre/samfundet skal gøre for os, mens det omvendte gælder for hvad vi skal gøre overfor andre.

Det er slående, at i USA, hvor man jo både har den (efter europæisk målestok) skrækkelige holdning at mene, at de fattige har et medansvar for deres situation og opdrager sine børn til noget så gammeldags som, at “hårdt arbejde har en værdi i sig selv” er 6 gange så villige til at hoste op til velgørenhed end de danskere, der dels synes det er synd for de fattige – de er blot er uheldige – og som ikke finder at det er så væsentligt at kunne forsørge sig selv at de mener de skal præge deres børn med dens slags pjatterier (ifølge Ole Birk Olesens “Taberfabrikken”).

Med en omskrivning af et kendt Kennedy citat kunne man måske mene, at velfærdstaten – som vi kender den – medfører at følgende bliver til ledetråden:

“Ask not what you can do for others, but what others should do for you”

Og det skal ikke lægges borgerne til last – for det er jo forventeligt.

13 thoughts on “Velfærdssystem og egoisme – Amerikanske tilstande III

  1. Christian Bentsen

    Aloha,om der er egentlige mekanismer som tricker en øget “lyst”, “trang” eller “tilbøjelighed” til at donere penge til velgørende formål er lidt uklart. Jeg synes ikke rigtig der er tilvejebragt nogle argumenter for at der er en sammenhæng mellem fraværet af en velfærdsstat/model og den øgede donationstrang. Ligeledes er der ikke præsenteret argumenter for at en omfattende velfærdsmodel reducere den samme trang. Det er noget i spekulerer jer til og det er da fint nok men jeg erindrer at Jacob Mchangama mente at en eller anden var ‘ideologisk’ idet vedkommende ikke tilvejebragte argumenter for synspunkt. Og det gør I altså heller ikke. Når der er forskellige indsamlinger i Danmark så går jeg ud fra, indtil andet er sandsynliggjort, at vi donerer i samme omfang som eksempelvis amerikanerne. Og at vi således donerer relativt identiske beløb. Vi har jo ikke nogen indsamlingstradition i Danmark hvor det nærmest er kætterisk og sikkert i en eller anden udstrækning ulovligt at samle ind tl sit barns børnehaves nye legeplads. At velfærdsstaten er med til at mindske donationstrangen er ikke sandsynliggjort mens det forekommer mig at være en intutiv sandhed at velfærdsstaten kan (i kursiv) være demotiverende i forhold til at støtte indsamlinger til områder der forekommer at være tilstrækkeligt finansierede. MEN det er at vende tingene på hovedet da det ikke er demotiverende at noget er tilstrækkligt finansieret. Det er bare ingen incitamenter! Amerikanerne donerer vel ikke penge til områder som forekommer dem at være dækkende finansieret – vel?Ellers nogle meget gode indlæg. Omend argumenterne bliver twisted lidt.

    Svar
  2. Christian Bentsen

    Aloha Mie,NEJ, argumentet er ikke at staten har udkonkurreret den naturlige motivation. DET ER DERIMOD PÅSTANDEN. Argumenterne lader i den grad vente på sig. De såkaldte forklaringsmodeller du henviser til forklarer absolut intet men påstår i stedet nogle forhold. Og ja, det er da trist, at der ikke er nogle substantielle argumenter der støtter tesen. Men omvendt så er ‘I’ flittige til at misbruge sproget på en sådan måde at man kun kan undre sig. Påstanden om at jeg under “tvang” støtter alle mulige og umulige tåbelige såvel som fornuftige ordninger såsom gratis mad til vuggestuebørn, ligegyldige afhjælpsningsprogrammer for narkomaner osv. er jo usand. Jeg støtter ideen om at nogle har mandat til at forvalte et bidrag. Hvis jeg finder ud af at der er svig eller dårlig forvaltning støtter jeg nogen der melder ud om en anderledes adfærd.Sandheden er jo den beklagelige, at Danmark f.eks. støttede det nye Afghanske parlament i form af dansk producerede møbler. Den hjælp der blev ydet til Afghanistan var således dansk erhvervsstøtte og intet andet. Hvis du, iværksatte en indsamling til etablering og drift af en eller flere skoler i f.eks. Peru så ville Gud og hvermand i skamløst socialistiske Danmark naturligvis donere en 100mand.”I” skyder forbi fordi “I” så gerne vil have at velfærdsstaten er demotiverende. Sagen er bare den at der ikke er nogen grund til at tro at den er demotiverende!Velfærdsstaten er på mange måder tåbelig. “I” er bare galt afmarcheret i “Jeres” forsøg på at bidrage med argumenter. Når I og Jeres er i anførselstegn så er det bare for at samle dig med punditokratmedlemmerne der har bidraget til trådene. I dækker med andre ord ikke over en politisk eller ideologisk fløj men blot dem der hævder at fremturer argumenter hvor der ikke er andet end påstande.Ses 🙂

    Svar
  3. Christian Bentsen

    Som Ps. Jeg erindrer at det var Mchintyre der kom med analogien om faderen der lod sønnen vinde i skak. Da det gik op for sønnen at han vandt under falske forudsætninger mistede han interessen for spillet. Det motiverende var således ikke sejren i sig selv men sejren for så vidt denne var et resultat af en “retfærdig”(På det tekniske plan) kamp. Hvis jeg tævede en eller anden sinke i skak ville jeg ikke prale med det. Og det forhold at jeg ville vinde over sinken ville ikke udgøre det motiverende element for overhovedet at deltage i spillet. Hvis jeg, igennem velfærdsstaten, “støtter” alle mulige altruistiske projekter så er det klart at jeg ikke ovenikøbet støtter dem ved siden af. Kommer der imidlertid en opfordring om at støtte noget som ikke allerede modtager støtte så er det da muligt jeg vil støtte – Men velfærdsstaten eller manglen på samme er naturligvis ikke motiverende for mig!!!

    Svar
  4. Niels Westy

    Til Christian Bentsen:Du synes i nogen grad at ønske omvendt bevisførelse. Det burde vel reelt være de der ønsker at man skal tvinges til at fiansiere velfærd/velgørenhed via indrivelse af skatter, der skulle afkræves “beviser” for at det har positive effekter. Hvad angår det økonomiske i mit indlæg burde der ikke være noget overraskende i det, ud over at offentlig finansieret velgørenhed naturligvis “fortrænger” privat velgørenhed er der naturligvis også problemet med at “gratis” ydelser indebærer et større forbrug – heller ikke dette er der noget nyt i. Og hvis du også her ønsker dokumentation vil jeg blot henvise til antal lægebesøg i Sverige (brugerbetaling) kontra Danmark (“gratis”).Hvad angår det “adfærdsmæssige” så vil jeg henvise til Ole Birk Olesens fortrinlige “Taberfabrikken” – her finder du masser af statistik – der underbygger den vel i grunden ikke særligt nye eller ophidsende påstand, at mennesket indretter sig (og ændrer sig) alt efter hvilket system det lever i.

    Svar
  5. Lizette Taguchi

    Med det formaal at bidrage til en mere nuanceret debat om velfaerdsstat, incitamenter og adfaerd vil jeg i al beskedenhed paapege, at der er klare indikationer paa at den danske velfaerdsstat trods alle teoretiske overvejelser tilsyneladende ikke har formaaet at udradere borgernes demonstrerede vilje til at engagere sig i civilsamfundet. Dette kommer til udtryk ved at en tredjedel af befolkningen regelmaessigt bruger tid paa forskellige former for frivilligt arbejde – inklusive socialt arbejde og integrationsarbejde. For en stor del af befolkningen er det saaledes ikke en selvfoelge mekanisk at overgive ansvaret for alle samfundsmaessige problemstillinger til staten, paa trods af dennes pervasive karakter. Jeg vil selvfolgelig ikke udelukke, at der kan vaere en effekt af hoej marginalbeskatning via den relative pris paa fritid – herunder fritid brugt paa frivilligt arbejde – men der er intet belaeg for at haevde, at denne effekt kan forklare hele den betydelige tilslutning til frivilligt arbejde i Danmark. Liberale vil typisk vaere tilboejelige til at beklage civilsamfundets erosion i velfaerdsdanmark – men dette er heldigvis ikke i overensstemmelse med observationer af danskernes engagement i frivilligt arbejde. Dette skal bestemt ikke opfattes som en kritik af de fremfoerte oekonomiske argumenter, men snarere som en erkendelse af, at viljen til at tage personligt ansvar er remarkably resilient in the face of negative incentives, samt at det kan vaere relevant at diskutere hvorledes social norms – og ikke kun strengt finansielle incitamenter – paavirker adfaerd. Afslutningsvis vil jeg gerne spoerge hvor alle de borgerlig-liberale bliver af naar det kommer til at deltage aktivt i civilsamfundet i stedet for blot at diskutere “amerikanske tilstande”? Jeg fornemmer i hvert fald en klar overvaegt af venstreorienterede i det frivillige sociale arbejde… Med venlig hilsen en af de meget faa liberale, frivillige projektkoordinatorer i Dansk Flygtningehjaelp.

    Svar
  6. Michael

    Hej LizetteJeg synes det er et godt indlæg du kommer med, og nogle gode pointer.Du pirrede min nysgerrighed, da du oplyste at 1/3 af befolkningen regelmæssigt bruger tid på frivilligt arbejde. Det var jeg ikke klar over – så det vil jeg gerne vide noget mere om. Kan du henvise mig til en kilde hvor jeg kan lære mere?

    Svar
  7. Mie Harder

    Nu sidder jeg tilfældigvis og studerer noget, der er lidt beslægtet. Nemlig motivation. Derfor kan jeg give dig et par referencer, der giver støtte til argumentet om, at velfærdsstaten mindsker motivationen til at donere eller lave frivilligt arbejde. (Se nedenfor). Argumentet er, at staten har “udkonkurreret” den naturlige (intrinsic) motivation, som befolkningen andre steder, fx. i USA, stadig har. Der er forskellige forklaringsmodeller. Én er, at når staten begynder tvinger en person til at gøre noget, som vedkommende ellers havde gjort af egen vilje eller lyst (fx at støtte velgørenhed), vil denne person overfor sig selv begynde at tilskrive sine handlinger denne tvang og vil derfor være mindre tilbøjelig til at udføre tilsvarende handlinger af egen fri vilje (attribution theory). En anden beslægtet forklaringsmodel er, at mennesker har et fundamentalt behov for autonomi, og at tvang underminerer oplevelsen af at handle på egen vilje og derfor undermineres intrinsic motivation for en aktivitet (cognitive evaluation theory). I økonomisk teori tales der om “crowding out”, hvilket bygger på samme rationale som ovenstående, blot tolket ind i økonomiske termer.Et typisk eksempel er, at når man begynder at betale et barn for at lave lektier, vil vedkommende efterfølgende kun lave lektier, når der er en betaling. I forhold til velgørenhed og frivilligt arbejde er rationalet det samme. Når man begynder at gennemtvinge det (over skatten) vil folk i hovedreglen ikke være indstillede på at udføre tilsvarende aktiviteter i fraværet af tvang.Kilder: (Der findes sikkert en masse andre kilder, jeg har som sagt ikke beskæftiget mig specifikt med studier af velfærdsstaten, men her er et par relevante referencer)Frey, Bruno (1997) Not just for the money – an economic theory of personal motivation.Kunda, Ziva & Shalom H. Schwartz (1983) Undermining intrinsic moral motivation: external reward and self-presentation. Journal of Personality and Social Psychology, vol. 45, no. 4., 763-771Fabes, Richard A., Jim Fultz, Nancy Eisenberg, Traci May-Plumlee & F. Scott Christopher (1989) Effects of rewards on children’s prosocial motivation: a socialization study. Development Psychology, vol. 25., no. 4, 509-515I fothold til velfærdsstaten har studier vist, at mængden af frivilligt arbejde er relateret til velfærdsstatens størrelse, se f.eks:Menchik, Paul & Burt Weisbrod (1987) Volunteer Labor Supply. Journal of Public Economics, 32, 159-183Weisbrod, Burt (1988) The non profit economy. Harvard University Press.

    Svar
  8. JR

    “Godt nok er amerikanerne gennemsnitlig væsentligt mere velstående end danskerne og godt nok betaler de en del mindre i skat, men det er vel næppe nok til at forklare en forskel på mere end en faktor 6 i tilbøjligheden til at give til vegørende forhold- kunne det mon tænkes at netop vores universelle velfærdsmodel er ekstra skadelig for borgernes ønske om at yde hjælp til agtværdige formål?”Bare lige et opklarende spørgsmål. Så vidt jeg forstod på den oprindelige artikel var bidrag til religiøse organisationer også omfattet af opgørelsen. Er det også driften af disse organisationer eller er det kun det velgørende arbejde de udfører? Hvis det første er tilfældet bør man vel også inkludere kirkeskat og bidrag til andre religiøse organisationer i Danmark.

    Svar
  9. Lizette Taguchi

    @ Niels Westy:Jeg kan ikke umiddelbart se en modsætning mellem at “arbejde for en verden baseret på frivillige fællesskaber” og det at vælge, ganske frivilligt, at bruge sin tid på forskellige former for almennyttigt arbejde i diverse organisationer.Strengt taget er der jo lige præcis tale om en realisering af “frivillige fællesskaber” og en kanalisering af privat initiativ og ansvar – en erkendelse blandt mange privatpersoner af, at visse opgaver bedst løses uden for offentligt regi. Du er selvfølgelig i din gode ret til at have en subjektiv, negativ opfattelse af et givent frivilligt fællesskab – men fra et liberalt standpunkt må man netop fastholde princippet om, at andre individer er i deres gode ret til at vælge, hvilke fællesskaber de ønsker at indgå i. Så til økonomien:Hvad angår den sidste kommentar, så føler jeg mig bestemt ikke kaldet til at forsvare den offentlige sektor – men ud fra en rent økonomisk betragtning kan man argumentere, at den historiske overdragelse til den offentlige sektor af visse tidligere private funktioner såsom børne- og ældrepleje har bidraget til højere økonomisk vækst gennem en udvidelse af arbejdsstyrken, en mere hensigtsmæssig allokering af denne samt en øget specialisering af arbejdsstyrken. Dermed ikke sagt, at private virksomheder ikke ville kunne løse de ovenfor nævnte opgaver langt mere effektivt – men hvis den private enhed forstås som familien, er det oplagt, at denne produktionsmetode er relativt ineffektiv. Goldman Sachs Japan har f.eks. påpeget, at den økonomiske vækst i Japan ville kunne øges ganske betydeligt, hvis udbudssiden blev styrket via en øget arbejdsmarkedsdeltagelse, der netop forudsætter, at børne- og ældrepleje i endnu højere grad udliciteres fra familierne til, ganske oplagt, private virksomheder. (Se i øvrigt Kevin Daly’s (Goldman Sachs Europe) artikel i The Business Economist. http://www.sbe.co.uk/rybczynski/index.htm)

    Svar
  10. Christian Bentsen

    Aloha Niels,Ordet ”velgørenhed” misbruges lige lovlig meget. Gratis institutionsmad er ikke velgørenhed når det finansieres af staten. Faktisk er ingen velfærdsydelser udtryk for velgørenhed! Og når du stædigt bruger udtrykket velgørenhed om offentligt finansierede opgaver så misbruger du sproget. Derfor kræver jeg ikke omvendt bevisbyrde: Du mener at det er en intuitiv sandhed at velfærdsstaten gør mennesker egoistiske og mindre altruistiske end ved fravær af en velfærdsstat. Eftersom det er en intuitiv sandhed så skal du ikke løfte bevisbyrden. Når jeg opponerer så er det mig der skal løfte bevisbyrden. So far so good.Problemet er blot at det ikke er en intuitiv sandhed. Et af kriterierne for den intuitive sandhed er at der er almen konsensus omkring sandhedsværdien af den. Og det kan man roligt sige at der ikke er. Derfor sidder du med bevisbyrden. På nøjagtig samme måde som at det er anklagerens opgave at løfte bevisbyrden for en sigtets kriminalitet. Du løfter ikke bevisbyrden men henviser til trivialiteter såsom at øget brugerbetaling på f.eks. lægebesøg mindsker frekvensen af lægebesøg. Men derfra og til at velfærdsstaten gør folk egoistiske at der voldsomt langt. Velfærd og velgørenhed er ikke to sider af samme sag!Mahalo

    Svar
  11. Niels Westy

    Christian Bentsen skrev:Du løfter ikke bevisbyrden men henviser til trivialiteter såsom at øget brugerbetaling på f.eks. lægebesøg mindsker frekvensen af lægebesøg. Men derfra og til at velfærdsstaten gør folk egoistiske at der voldsomt langt. Jeg er (ikke overraskende) helt uenig:Tværtimod er lige præcis lægebesøg og sundhedsvæsen et rigtigt godt eksempel på hvad der fordres hvis et offentligt finanseret velfærdssystem skal virke – og hvorfor systemet “degenerer” Vores skadestuer og venteværelser er fyldt med mennesker der ikke burde være der, fordi de enten ikke fejler noget eller møder op med absurde lidelser så som splinter i fingrene, banale forkølelser osv. – en privat organisation ville nok nemmere kunne slippe af sted med at afvise hypokondere og tidsrøvere end et offentligt hospital kan (her fordsætter jeg at der ikke finder betaling sted ved behandling) – for et fuldt ud patientfinansieret system m det være et spørgsmål mellem patient/forsikringstager og forsikringsselskab.For et par generationer tilbage var det ikke ualmindeligt at mennesker der var uhelbredeligt syge sagde nej tak til yderligere behandling – bl.a. begrundet med at det var spild af samfundets penge – sådan er det ikke længere, værtimod forventes at himmel og hav sættes i bevægelse for selv en inimal livsforlængende behandling. Til Lizette og Michael:Hvad der er at opfatte som velgørenhed er vist en meget individuel ting. Jeg vil mene at arbejde for en verden baseret på økonomisk frihed og frivilige fællesskaber er mindst lige så agtværdigt som at arbejde for dansk flygtningehjælp – ja en del vil formentlig mene at det er direkte skadeligt at bruge sin tid og energi på den organisation – og forøvrigt har en del af de funktioner der i dag primært udføres i offentligt regi før i tiden været udført i privat regi (formentlig væsentligt mere effektivt).

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.