At sammenligne på tværs af tid og rum

I Hvad er historie? fra 1963 lægger H. P. Clausen ud med at fundere en smule over historiefagets egentlige ærinde. Efter at have lagt vejen omkring den historiske metodelære tager han livgreb med historisk teori – og når frem til den følgende konklusion: ”Der findes vel andre former for historisk forklaring, men i de fleste tilfælde arbejder historikeren med en kausal sammenhæng mellem de historiske fænomener”. Få sider senere uddyber han betragtningen ved at lægge vejen omkring den britiske historiker E. H. Carr:

”Med Carr kan vi sige, at historikeren skaber en slags hierarki af årsager, etablerer deres indbyrdes relationer og afgør, hvilken slags årsager, der bør betragtes som de afgørende. Historikeren karakteriseres af de årsager, han drager frem. Derfor handler megen historisk debat om, hvilke årsager der skal have prioriteten”.

Dermed er også sagt, at historiefaget – ganske som socialvidenskaben i øvrigt – nødvendigvis må omfavne systematiske sammenligner. Hvorfor nu det? Jo, vi er ikke i stand til at manipulere fortiden efter forgodtbefindende, og kun ved at sammenligne på tværs af observationer – og dermed kontrollere for alternative årsager – er det muligt be- eller afkræfte en given historisk årsagsforklaring (dvs. en historisk teori).

Mange historikere vil imidlertid ikke vedkende sig behovet for systematiske sammenligninger. Når de skal forklare, så gør de ofte ved brug af casestudier, og det er almindeligt at opfatte denne fremgangsmåde som et alternativ til sammenligninger. Hvis man kun fokuserer på en case, lyder argumentet, så er der jo intet at sammenligne med. Men det argument holder kun, dersom én case bliver sidestillet med én observation (til ét tidspunkt). Og hvis det er tilfældet, så kan et casestudie alene bruges til at afkræfte en teori – ikke til at gøre os klogere på, hvad der er sket i den konkrete sag eller på generelle sammenhænge for den sags skyld. Det egentlige casestudie er, lyder denne artikels bud, et studie af variation over tid, dvs. det er en sammenligning af observationer på den afhængige variabel (det der skal forklares) og de uafhængige variabler (de mulige forklaringer) til tiderne t1, t2…tn.

Men det er ikke nogen enkel sag at sammenligne på tværs af tid. Hvis vi ser bort fra de mere tekniske spidsfindigheder – hvornår er t eksempelvis lig med t1: til ét bestemt tidspunkt eller i en bestemt periode? – så er to problemer værd at hæfte sig ved. For det første er det ikke sikkert, at en årsagssammenhæng, der gælder på tværs af tid, også gælder på tværs af rum. For det andet er der en fare for, at de uafhængige variable påvirker hinanden over tid – og at vi derfor ikke kan etablere, hvilke der er væsentlige, og hvilke der ikke er.

Lad mig illustrere den første pointe med et omvendt eksempel. Det er gentagne gange blevet bekræftet, at der består en global sammenhæng mellem velstandsniveau og demokrati: jo rigere et land er, jo større er sandsynligheden for, at det er demokratisk. Denne sammenhæng bygger på sammenligninger på tværs af rum – altså verdens lande imellem. Men der eksisterer meget få undersøgelser af, om der eksisterer en lignende sammenhæng mellem velstandsstigninger og demokratisering over tid, dvs. om et givent lands sandsynlighed for at blive demokratisk stiger i takt med en velstandsstigning. Og der er intet logisk belæg for at udlede den historiske sammenhæng af den nuværende globale sammenhæng – selv om det ofte bliver gjort.

Den anden pointe er endnu mere væsentlig. Lad os blive i demokrati-genren og antage, at vi ønsker at forklare, hvorfor demokratiet kom til Danmark relativt tidligt (i forhold til den generelle europæiske udvikling). I dette tilfælde vil vi opstille en række relevante variable: den moderne statsmagt opkomst i 1700-tallet, etableringen af et nationalt fællesskab i første halvdel af 1800-tallet, middelklassens stadig større økonomiske betydning ved samme tid, det geopolitiske pres på en småstat i et anarkisk internationalt system og så fremdeles.

Vi kan så sammenligne Danmarks status på disse variable til forskellige tidspunkter: før, under og efter demokratiseringen i midten af 1800-tallet. Men det er yderst tænkeligt, at de udvalgte variable påvirker hinanden – og ikke bare den afhængige variabel. Eksempelvis kan opkomsten af et nationalt fællesskab kobles sammen med presset fra fjendtlige naboer, mens det er muligt at argumentere for, at den moderne statsmagt (forstået som et weberiansk bureaukrati) skabte grobund for den velstandsstigning, middelklassen nærede sig ved. Og så fremdeles.

I denne situation er det meget svært at opstille Carrs hierarki af årsager, etablere deres indbyrdes relation og afgøre, hvilke der bør betragtes som de afgørende. Heldigvis er der hjælp at hente. For hvis vi samtidig sammenligner på tværs af rum til de forskellige tidspunkter (t1, t2…tn), så får vi langt flere strenge at spille på. Tag det danske demokrati-eksempel – vi kan enten sammenligne med et andet lignende udfald (eksempelvis det svenske) eller et forskelligt udfald (eksempelvis det tyske). Vi kan altså, for at gøre en lang historie kort, sammenligne på tværs af både tid og rum.

Lad mig bruge den pointe til at vende tilbage til Clausen. Hvad er historie? Indeholder en meget berømt passus, der er værd at citere i sin længde:

”Den engelske historiker, lord Acton (1834-1902), har sagt de hyppigt citerede ord, at den historiske metode kun er en fordobling af den sunde menneskeforstand. Det kan forklare os lidt om, hvorfor det er vanskeligt at fremlægge en tilfredsstillende historisk metodelære. Man skriver jo ikke en vejledning i brugen af den sunde fornuft”.

Nu kan man jo lægge ud med at konstatere, at det trods alt nok kræver lidt vejledning, at nå ud over den sunde menneskeforstand – og at fordoble fornuften er da lidt af en præstation, selv for en historiker. Frem for alt kræver studiet af fortiden, ganske som socialvidenskaben i øvrigt, solide logiske retningslinier. Når vi bevæger os fra den egentlige historiske metodevidenskab – kildekritikken og de tilhørende slutninger til virkeligheden – til historiske forklaringer, så er den komparative metode et uomgængeligt redskab. For hvad historikerne logisk set bør søge at forklare er afvigelserne fra en mere generel foreteelse, dvs. om et bestemt historisk fænomen indtrådte relativt tidligt eller relativt sent i forhold til den generelle tendens. Og det kræver, at vi anskuer (eller rettere konstruerer) både tid og rum som dimensioner langs hvilken de historiske objekters status kan variere.

Clausen, H. P. (1963), Hvad er historie? Den historiske videnskabs metodiske grundspørgsmål og nyere synspunkter på historieforskningens teoretiske problemer, Berlingske Leksikon Bibliotek.

Bartolini, Stefano (1993), ”On Time and Comparative Research”, Journal of Theoretical Politics, 5, No. 2.

5 thoughts on “At sammenligne på tværs af tid og rum

  1. R.H. Iversen.

    Et par kommentarer:For det første undrer det mig at du tager udgangspunkt i Clausens over 40 år gamle værk om historisk metode. Ville det ikke have været mere nærliggende enten at gå tilbage til “kilden” (enten Erslev eller Steenstrups metodiske overvejelser i det sene 1800 tal) eller at have taget nyere teoretisk/metodisk litteratur i brug (jeg kan inden for de seneste ti år umiddelbart komme på mindst 4 titler der behandler den problemstilling du mener at påvise her). For det andet undrer din idealisering af “systematiske sammenligninger” og dit postulat: “Mange historikere vil imidlertid ikke vedkende sig behovet for systematiske sammenligninger” mig. Primært fordi du ikke er specielt konkret omkring hvilke historikere du taler om. Sekundært fordi den “systematiske sammenligning” i kraft af det tilgængelige kildemateriales beskaffenhed ikke altid er mulig eller ønskelig. Som du selv siger, kan vi ikke manipulere kildematerialet efter forgodtbefindende. Det kan derfor udmærket tænkes at de historikere du klandrer for at ignorere “systematiske sammenligner” bevidst har fravalgt fremgangsmåden. Enten fordi kildematerialet ikke var tilstrækkeligt eller blot fordi de har ønsket at belyse en anden problemstilling end den du måske synes er relevant.En tredje lille finurlighed er din analogi imellem historie og socialvidenskab. Igen vil jeg pointere at dette ikke er et givet og accepteret faktum. Om hvorvidt historie opfattes som socialvidenskab eller ej afhænger i høj grad af det behandlede emne, den anvendte teori og metode samt i hvilke akademiske cirkler du befinder dig (f.eks. er der temmelig stor forskel på hvor stor plads socialvidenskablige emner indtager i undervisningen på historiestudiet på hhv. KU og AUC). Mit eget standpunkt er at historie og socialvidenskab ikke nødvendigvis er synonyme, men at der er vissse tilfælde kan være et højt sammenfald imellem såvel emne som metode. Hvad din konklusion angår (at interrelaterede faktorer påvirker hinanden dynamisk over tid) er den i høj grad dækket af de seneste ti års bøger om teori og historisk metode. Den tåler dog stadigvæk en gentagelse, men det ville stadigvæk have klædt din artikel noget bedre at tage udgangspunkt i noget lidt mere kontemporært end H.P. Clausen. Dit postulat får derved karakter af en egentlig “stråmand”, idet du hverken specificerer i hvor høj grad “mange historikere” er uvidende om eller forsømmer at anvende “systematiske sammenligninger” eller tager stilling til at din konklusion reelt allerede er lærebogsstof og et accepteret, omend ikke almengyldigt, metodisk redskab

    Svar
  2. David G

    Iversen har ret i, at JM taler om en bestemt slags historieforskning, nemlig den “systematisk sammenlignende” og regelsøgende. Det er en velkendt sondring i historiografien, at den kan deles i to typer, den regelsøgende og den, der vil forklare enkeltfænomener. Historikere i den anden tradition vil ofte hævde, at der ikke findes (ret mange) ikke-trivielle regler eksempelvis for samfundenes udvikling, og at det iøvrigt ikke er særlig interessant at søge dem, men derimod at spørge, hvordan og hvorfor enkelte begivenheder eller begivenhedskomplekser indtraf.Naturligvis vil de postmoderne indvende, at hele debatten er omsonst, idet der ikke findes nogen fortidig virkelighed, men kun snak om den, og at al historie (i betydningen historisk forskning) er funktion af forskernes interesser og af forskellige debatstrategier (de berømte diskurser). Men dem kan vi nok lade ligge.Men når jeg eksempelvis er interesseret i at forstå de forskellige forløb på såvel individuelt som kollektivt niveau, der førte til Benito Mussolinis fald den 25. juli 1943 og til de efterfølgende politiske, sociale og ideologiske konflikter i Italien, så er jeg ikke interesseret i regler om, hvornår en bestemt type begivenhed indtræffer (en formulering der gør mig meget nervøs, fordi den synes at true individualiteten i al fortid og gøre historien til en slags bagudvendt statskundskab, hvad den ikke er), men derimod i tolkning af kilder (såsom samtidige dokumenter, senere personlige beretninger, almene vurderinger af den storpolitiske situation m.m.m.) og i forsøget på at opstille et psykologisk og politisk sandsynligt forløb, der “forklarer” det, jeg vil forklare. Hvor det naturligvis er endnu et meget stort og omdiskuteret spørgsmål, hvad det vil sige at forklare noget historisk eller producere en “historisk forklaring” af noget. Hvornår er en forklaring tilfredsstillende og hvorfor?Det er mit indtryk, at det i vore dage er mikrohistorier, der har fagfolks interesse, altså historier ofte om små grupper eller enkeltpersoner, hvorigennem man mener at fotografere en hel fortidig samfunds-, religions-, kultur- eller det-hele-tilstand, men uden politologiske prætentioner, der i parentes bemærket forudsætter en positivistisk tro på kildeudsagn, som de færreste faghistorikere tager helt alvorligt eller bruger uden kraftig omtanke.Det er derimod politologer og ligesindede, der frejdigt fortsætter med at drive makrohistorie, hvor spørgsmål som fx “hvorfor opstod demokratiet, når det gjorde, i forskellige samfund” overhovedet giver mening som dagsorden for arbejdet. Det er vist meget få historikere, der ville stille sådanne spørgsmål uden ironi eller forlegen fnisen. Hvilket ikke betyder, at spørgsmålene ikke giver mening, blot at historikere lader dem ligge.I grunden handler det også om temperament. Nogle mennesker synes det er interessant at stille abstrakte, sammenlignende spørgsmål som det nævnte. Andre synes det er vildt mere interessant at nærstudere debatterne, magtkampene og personlighederne i for eksempel Den franske Revolution i 1789-99. Atter andre, som undertegnede, kan se ideen med begge slags forskning, blot de ikke blandes sammen.

    Svar
  3. Jørgen Møller

    Kære R. H. Iversen og DavidDer er nok lidt om, at jeg er ude efter en stråmand her. David har givetvis ret i, at størstedelen af den historiske forskning består i at forklare enkeltforløb, ikke i at udlede generelle sammenhænge. Det svarer i øvrigt til den komparative strategi, der inden for politologien går under navnet ’process-tracing’, og som jeg bevidst undlod at beskrive i det lille indlæg. ’Process-tracing’ overflødiggør ‘selection bias’ og forudsætter ikke, at observationerne er uafhængige af hinanden. Øvelsen handler alene om at identificere en årsgagsmekanisme, ikke at redegøre for alle cases i et givent univers. Man vinder altså i dybde, hvad man taber i bredde. Men som så meget andet i livet kommer disse fordele jo ikke gratis. For ’process-tracing’ er, sammenlignet med de tidligere beskrevne komparative redskaber, et meget vanskeligt redskab at anvende, netop fordi det er så svært at sætte logikken på formel. Der er ret beset tale om en øvelse ud i detektivarbejde, som dels kræver en meget stor indlevelsesevne, og dels forudsætter en meget systematisk behandling af den relevante teori.Eller for at sige det på en anden måde: Process-tracing udgør helt bestemt et godt korrektiv til den komparative metode. Men i mine øjne bør de to strategier i højere grad bruges sammen. Systematiske sammenligninger kan derved sandsynliggøre en bestemt årsagsforklaring, som en god gang detektivarbejde bagefter kan underbygge på et lavere abstraktionsniveau. Uden en forudgående brug af den komparative metode kan ’process-tracing’ nemlig meget let udvikle sig til en øvelse, hvor man – som den fulde mand, der har tabt sine nøgler – leder under lygten (dvs. holder sig til det mest tilgængelige data), fordi det er for uoverskueligt at lede andre steder.Min generelle pointe er alene, at historiefaget – såfremt det stadig fra tid til anden stræber efter at frembringe noget, der med god ret kan kaldes ’historisk teori’ (altså mere generelle årsagssammenhænge) – har lige så stort brug for holdbare logiske retningslinier som resten af socialvidenskaben. Det er mit indtryk, at mange historikere kvier sig ved at vedkende sig dette behov. Det kan sagtens være, at jeg tager fejl, og at der er tale om fordomme fra min side. Men selv ’fortidens individualitet’ skal vel etableres gennem empirisk forskning snarere end antages a priori – eller hvad?

    Svar
  4. R.H. Iversen

    “Min generelle pointe er alene, at historiefaget – såfremt det stadig fra tid til anden stræber efter at frembringe noget, der med god ret kan kaldes ’historisk teori’ (altså mere generelle årsagssammenhænge) – har lige så stort brug for holdbare logiske retningslinier som resten af socialvidenskaben. Det er mit indtryk, at mange historikere kvier sig ved at vedkende sig dette behov. Det kan sagtens være, at jeg tager fejl, og at der er tale om fordomme fra min side. Men selv ’fortidens individualitet’ skal vel etableres gennem empirisk forskning snarere end antages a priori – eller hvad”Jovist. Så længe der er en generel accept og forståelse af, at de “logiske” metodiske værktøjer som historievidenskaben bruger i visse tilfælde hverken kan eller bør være synonyme med de som socialvidenskaberne anvender.Om manglen på egentlig overordnede “Gesemtinterpretationen” er det som David G. siger først og fremmest et udslag af tidsånden. Mikrohistorie og Fænomenologi er simpelthen “in” for tiden. Dette betyder dog ikke at du ikke kan finde egentlige større præsentationer der sammenligner “På tværs af tid og rum”. Et godt eksempel herpå er storværket “Dansk Udenrigspolitiks Historie” der omfatter perioden 700-2003 og hvis 4 og sidste bind udkom for nyligt. Jeg vil dog give dig ret i at genren står stærkere i den angelsaksiske verden, hvor den egentlige teoretiseren finder sted (f.eks. Victor Davis hansons tese om den “vestlige” krigskunsts ubrudte overlegenhed siden antikken).

    Svar
  5. R.H. Iversen

    Et addendum til min ovenstående kommentars første afsnit:Hvad anvendelsen af “logiske” redskaber angår, er det jo nødvendigvis også de spørgsmål man stiller til sit kildemateriale der afgør de metodiske værktøjer der bør anvendes (hermenuetikeren Iversen bukker og takker ;-)).

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.