Kommentarer til: At sammenligne på tværs af tid og rum

Af: R.H. Iversen

R.H. Iversen — Wed, 11 Jul 2007 06:11:13 +0000

Et addendum til min ovenstående kommentars første afsnit:Hvad anvendelsen af “logiske” redskaber angår, er det jo nødvendigvis også de spørgsmål man stiller til sit kildemateriale der afgør de metodiske værktøjer der bør anvendes (hermenuetikeren Iversen bukker og takker ;-)).

Af: R.H. Iversen

R.H. Iversen — Wed, 11 Jul 2007 06:05:55 +0000

“Min generelle pointe er alene, at historiefaget såfremt det stadig fra tid til anden stræber efter at frembringe noget, der med god ret kan kaldes historisk teori (altså mere generelle årsagssammenhænge) har lige så stort brug for holdbare logiske retningslinier som resten af socialvidenskaben. Det er mit indtryk, at mange historikere kvier sig ved at vedkende sig dette behov. Det kan sagtens være, at jeg tager fejl, og at der er tale om fordomme fra min side. Men selv fortidens individualitet skal vel etableres gennem empirisk forskning snarere end antages a priori eller hvad”Jovist. Så længe der er en generel accept og forståelse af, at de “logiske” metodiske værktøjer som historievidenskaben bruger i visse tilfælde hverken kan eller bør være synonyme med de som socialvidenskaberne anvender.Om manglen på egentlig overordnede “Gesemtinterpretationen” er det som David G. siger først og fremmest et udslag af tidsånden. Mikrohistorie og Fænomenologi er simpelthen “in” for tiden. Dette betyder dog ikke at du ikke kan finde egentlige større præsentationer der sammenligner “På tværs af tid og rum”. Et godt eksempel herpå er storværket “Dansk Udenrigspolitiks Historie” der omfatter perioden 700-2003 og hvis 4 og sidste bind udkom for nyligt. Jeg vil dog give dig ret i at genren står stærkere i den angelsaksiske verden, hvor den egentlige teoretiseren finder sted (f.eks. Victor Davis hansons tese om den “vestlige” krigskunsts ubrudte overlegenhed siden antikken).

Af: Jørgen Møller

Jørgen Møller — Tue, 10 Jul 2007 03:28:39 +0000

Kære R. H. Iversen og DavidDer er nok lidt om, at jeg er ude efter en stråmand her. David har givetvis ret i, at størstedelen af den historiske forskning består i at forklare enkeltforløb, ikke i at udlede generelle sammenhænge. Det svarer i øvrigt til den komparative strategi, der inden for politologien går under navnet process-tracing, og som jeg bevidst undlod at beskrive i det lille indlæg. Process-tracing overflødiggør selection bias og forudsætter ikke, at observationerne er uafhængige af hinanden. Øvelsen handler alene om at identificere en årsgagsmekanisme, ikke at redegøre for alle cases i et givent univers. Man vinder altså i dybde, hvad man taber i bredde. Men som så meget andet i livet kommer disse fordele jo ikke gratis. For process-tracing er, sammenlignet med de tidligere beskrevne komparative redskaber, et meget vanskeligt redskab at anvende, netop fordi det er så svært at sætte logikken på formel. Der er ret beset tale om en øvelse ud i detektivarbejde, som dels kræver en meget stor indlevelsesevne, og dels forudsætter en meget systematisk behandling af den relevante teori.Eller for at sige det på en anden måde: Process-tracing udgør helt bestemt et godt korrektiv til den komparative metode. Men i mine øjne bør de to strategier i højere grad bruges sammen. Systematiske sammenligninger kan derved sandsynliggøre en bestemt årsagsforklaring, som en god gang detektivarbejde bagefter kan underbygge på et lavere abstraktionsniveau. Uden en forudgående brug af den komparative metode kan process-tracing nemlig meget let udvikle sig til en øvelse, hvor man som den fulde mand, der har tabt sine nøgler leder under lygten (dvs. holder sig til det mest tilgængelige data), fordi det er for uoverskueligt at lede andre steder.Min generelle pointe er alene, at historiefaget såfremt det stadig fra tid til anden stræber efter at frembringe noget, der med god ret kan kaldes historisk teori (altså mere generelle årsagssammenhænge) har lige så stort brug for holdbare logiske retningslinier som resten af socialvidenskaben. Det er mit indtryk, at mange historikere kvier sig ved at vedkende sig dette behov. Det kan sagtens være, at jeg tager fejl, og at der er tale om fordomme fra min side. Men selv fortidens individualitet skal vel etableres gennem empirisk forskning snarere end antages a priori eller hvad?

Af: David G

David G — Tue, 10 Jul 2007 01:56:15 +0000

Iversen har ret i, at JM taler om en bestemt slags historieforskning, nemlig den “systematisk sammenlignende” og regelsøgende. Det er en velkendt sondring i historiografien, at den kan deles i to typer, den regelsøgende og den, der vil forklare enkeltfænomener. Historikere i den anden tradition vil ofte hævde, at der ikke findes (ret mange) ikke-trivielle regler eksempelvis for samfundenes udvikling, og at det iøvrigt ikke er særlig interessant at søge dem, men derimod at spørge, hvordan og hvorfor enkelte begivenheder eller begivenhedskomplekser indtraf.Naturligvis vil de postmoderne indvende, at hele debatten er omsonst, idet der ikke findes nogen fortidig virkelighed, men kun snak om den, og at al historie (i betydningen historisk forskning) er funktion af forskernes interesser og af forskellige debatstrategier (de berømte diskurser). Men dem kan vi nok lade ligge.Men når jeg eksempelvis er interesseret i at forstå de forskellige forløb på såvel individuelt som kollektivt niveau, der førte til Benito Mussolinis fald den 25. juli 1943 og til de efterfølgende politiske, sociale og ideologiske konflikter i Italien, så er jeg ikke interesseret i regler om, hvornår en bestemt type begivenhed indtræffer (en formulering der gør mig meget nervøs, fordi den synes at true individualiteten i al fortid og gøre historien til en slags bagudvendt statskundskab, hvad den ikke er), men derimod i tolkning af kilder (såsom samtidige dokumenter, senere personlige beretninger, almene vurderinger af den storpolitiske situation m.m.m.) og i forsøget på at opstille et psykologisk og politisk sandsynligt forløb, der “forklarer” det, jeg vil forklare. Hvor det naturligvis er endnu et meget stort og omdiskuteret spørgsmål, hvad det vil sige at forklare noget historisk eller producere en “historisk forklaring” af noget. Hvornår er en forklaring tilfredsstillende og hvorfor?Det er mit indtryk, at det i vore dage er mikrohistorier, der har fagfolks interesse, altså historier ofte om små grupper eller enkeltpersoner, hvorigennem man mener at fotografere en hel fortidig samfunds-, religions-, kultur- eller det-hele-tilstand, men uden politologiske prætentioner, der i parentes bemærket forudsætter en positivistisk tro på kildeudsagn, som de færreste faghistorikere tager helt alvorligt eller bruger uden kraftig omtanke.Det er derimod politologer og ligesindede, der frejdigt fortsætter med at drive makrohistorie, hvor spørgsmål som fx “hvorfor opstod demokratiet, når det gjorde, i forskellige samfund” overhovedet giver mening som dagsorden for arbejdet. Det er vist meget få historikere, der ville stille sådanne spørgsmål uden ironi eller forlegen fnisen. Hvilket ikke betyder, at spørgsmålene ikke giver mening, blot at historikere lader dem ligge.I grunden handler det også om temperament. Nogle mennesker synes det er interessant at stille abstrakte, sammenlignende spørgsmål som det nævnte. Andre synes det er vildt mere interessant at nærstudere debatterne, magtkampene og personlighederne i for eksempel Den franske Revolution i 1789-99. Atter andre, som undertegnede, kan se ideen med begge slags forskning, blot de ikke blandes sammen.

Af: R.H. Iversen.

R.H. Iversen. — Sat, 07 Jul 2007 05:48:49 +0000

Et par kommentarer:For det første undrer det mig at du tager udgangspunkt i Clausens over 40 år gamle værk om historisk metode. Ville det ikke have været mere nærliggende enten at gå tilbage til “kilden” (enten Erslev eller Steenstrups metodiske overvejelser i det sene 1800 tal) eller at have taget nyere teoretisk/metodisk litteratur i brug (jeg kan inden for de seneste ti år umiddelbart komme på mindst 4 titler der behandler den problemstilling du mener at påvise her). For det andet undrer din idealisering af “systematiske sammenligninger” og dit postulat: “Mange historikere vil imidlertid ikke vedkende sig behovet for systematiske sammenligninger” mig. Primært fordi du ikke er specielt konkret omkring hvilke historikere du taler om. Sekundært fordi den “systematiske sammenligning” i kraft af det tilgængelige kildemateriales beskaffenhed ikke altid er mulig eller ønskelig. Som du selv siger, kan vi ikke manipulere kildematerialet efter forgodtbefindende. Det kan derfor udmærket tænkes at de historikere du klandrer for at ignorere “systematiske sammenligner” bevidst har fravalgt fremgangsmåden. Enten fordi kildematerialet ikke var tilstrækkeligt eller blot fordi de har ønsket at belyse en anden problemstilling end den du måske synes er relevant.En tredje lille finurlighed er din analogi imellem historie og socialvidenskab. Igen vil jeg pointere at dette ikke er et givet og accepteret faktum. Om hvorvidt historie opfattes som socialvidenskab eller ej afhænger i høj grad af det behandlede emne, den anvendte teori og metode samt i hvilke akademiske cirkler du befinder dig (f.eks. er der temmelig stor forskel på hvor stor plads socialvidenskablige emner indtager i undervisningen på historiestudiet på hhv. KU og AUC). Mit eget standpunkt er at historie og socialvidenskab ikke nødvendigvis er synonyme, men at der er vissse tilfælde kan være et højt sammenfald imellem såvel emne som metode. Hvad din konklusion angår (at interrelaterede faktorer påvirker hinanden dynamisk over tid) er den i høj grad dækket af de seneste ti års bøger om teori og historisk metode. Den tåler dog stadigvæk en gentagelse, men det ville stadigvæk have klædt din artikel noget bedre at tage udgangspunkt i noget lidt mere kontemporært end H.P. Clausen. Dit postulat får derved karakter af en egentlig “stråmand”, idet du hverken specificerer i hvor høj grad “mange historikere” er uvidende om eller forsømmer at anvende “systematiske sammenligninger” eller tager stilling til at din konklusion reelt allerede er lærebogsstof og et accepteret, omend ikke almengyldigt, metodisk redskab