Kommentarer til: Dr. No som præsident II

Af: Benjamin Skou

Benjamin Skou — Tue, 21 Aug 2007 23:28:50 +0000

Det er selvfølgelig ingen nyhed, men den er vel stadig gal med Barnett´s (politiske) præmis for at støtte krigen i Irak; jeg aner ikke, hvilket bevis, han har set, der kan begrunde invasionen med legitimt selvforsvar. Findes det bevis? Ideologi beskæftiger sig måske mest med sandheden på det normative, intellektuelle plan, men som akademiker kan Barnett vel ikke være helt ligeglad med bevisførelse. Kan nogen? Vel især ikke, når ideologien skal holdes op imod drab på mennesker. Fordi man frygter og foragter islamismen som pesten, er det vel ikke et bæredygtigt argument for at angribe og demokratisere et strategisk godt placeret diktatur. Nu her efter kolonialismen skal den angribende part vel helst opleve en reel trussel mod sig, før den angriber. Selvfølgelig er det let at pege fingre, nu det viste sig, at Saddam ikke havde masseødelæggelsesvåben, og landet efterfølgende er eksploderet i den terror, som langt de fleste menneker på jorden gerne vil befries for. Men netop fordi, vi er blevet klogere på, hvordan situationen i Irak er og var, klinger forsvaret for `liberalister og krigen i Irak´ så hult. Så indrøm dog, at krigen var et fejlskøn. Det kan være nærmest rabiat ideologi, når sympatiske youtube-Ron stemmer i Kongressen (425-1 votes). Jeg ved intet om, hvilke ligesindede han har haft siden isolationismen dominerede amerikansk udenrigspolitik. Jeg mener, at USA fortsat skal spille en stor rolle i den globale kamp for stabilitet. Men måske ville det være godt at holde sig til politisk pression for en tid. Bare et par år. En enkelt præsidentperiode. Man kan jo altid vende tilbage til krigen mod terror.

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Fri, 03 Aug 2007 09:36:30 +0000

Associated Press har dd. en artikel om Ron Paul:http://news.yahoo.com/s/ap/20070803/ap_on_el_pr/ron_paul_2;_ylt=AimlzO5V0sLPQhEIFHrmOg4E1vAI

Af: Nikolaj Hawaleschka Stenberg

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Mon, 30 Jul 2007 00:30:30 +0000

Jeg har tidligere udtrykt mine uforbeholdende og særdeles positive holdning overfor Ron Paul og hans politiske linje; både her og på min egen blog, der på et tidspunkt svømmede i YouTube-indlæg, så alle kunne se, hvor formidabel hans meninger er.At han så ikke kan sælge budskabet er en anden ting.Hvis man elsker frihed skal man selvfølgelig håbe på, at Ron Paul kan lave en ny Barry Goldwater: Han taber nomineringen men vinder (på sigt) holdningen.Det tog Goldwaters holdninger 20 år om at forgrene sig ud i Det Republikanske Parti; men da det skete, blev han holdninger også fremført af USAs største præsident i det 20. århundrede. (Det er vist ikke nødvendigt at nævne hans navn).Jeg tror, at vi kommer til at se flere mænd/kvinder af Pauls holdningsmæssige kaliber i Amerikansk politik indenfor de næste 10-15 år.Om ikke andet, så håber jeg det.

Af: Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen — Wed, 25 Jul 2007 08:18:27 +0000

I forlængelse af Publikums indvending mod Randy Barnett er her hvad David Brooks skriver om Bush’ syn på nationbuilding kontra Tolstoys (følge Café Hayek: http://cafehayek.typepad.com/hayek/2007/07/tolstoy-on-haye.html). Bush’ holdning komprimeres af Brooks til dette:”Hes convinced leaders have the power to change societies. Even in a place as chaotic as Iraq, good leadership makes all the difference.When Bush is asked about military strategy, he talks about the leadership qualities of his top generals. Before, it was Generals Abizaid and Casey. Now, its Generals Petraeus and Odierno.When Bush talks about world affairs more generally, he talks about national leaders. When he is asked to analyze Iraq, he talks about Maliki. With Russia, its Putin. With Europe, its Merkel, Sarkozy, Brown and the rest.He is confident in his ability to read other leaders: Who has courage? Who has a chip on his shoulder? And he is confident that in reading the individual character of leaders, he is reading the tablet that really matters. History is driven by the club of those in power. When far-sighted leaders change laws and institutions, they have the power to transform people.”Tolstoy derimod mente ifølge Brooks det her:”Tolstoy had a very different theory of history. Tolstoy believed great leaders are puffed-up popinjays. They think their public decisions shape history, but really it is the everyday experiences of millions of people which organically and chaotically shape the destiny of nations from the bottom up.According to this view, societies are infinitely complex. They cant be understood or directed by a group of politicians in the White House or the Green Zone. Societies move and breathe on their own, through the jostling of mentalities and habits. Politics is a thin crust on the surface of culture. Political leaders can only play a tiny role in transforming a people, especially when the integral fabric of society has dissolved.If Bushs theory of history is correct, the right security plan can lead to safety, the right political compromises to stability. But if Tolstoy is right, then the future of Iraq is beyond the reach of global summits, political benchmarks and the understanding of any chief executive.”For mig er det indlysende, at Tolstoy havde en mere realistisk indstilling til dette spørgsmål end ikke alene Bush, men også Barnett. For også Barnett synes at mene, at hvis bare man havde haft en præsident, som modsat Bush havde været villig til at lære af sine fejl og ændre taktik undervejs, så ville alt være gået godt i Irak. Social engineering er muligt, mener Barnett, hvis bare politikerne er dygtige nok.

Af: info

info — Tue, 24 Jul 2007 10:54:02 +0000

Nå, ingen koder. Sorry.

Af: publikum

publikum — Tue, 24 Jul 2007 10:52:59 +0000

Naturally, the libertarians who supported the war in Iraq are disappointed, though hardly shocked, that it was so badly executed.Med andre ord - I ved, at staten som regel vil fucke up, når de påtager sig store projekter og derfor blev I ikke overrasket, da det skete. Men I støttede det alligevel? Modstanden mod statens projektmageri blandt libertarians er ikke bygget på den indsigt, at staten per definition ikke kan gøre noget godt, men i stedet at resultatet som regel bliver skidt. Derfor er Ron Pauls principielle modstand berettiget, fordi overall-resultatet bliver bedre, selv om vi går glip af de projekter, der rent faktisk kunne have nyttet noget. At tro man kan forudse så komplekse sammenhænge som forløbet af en rask lille invasion og så noget nationbuilding bagefter og dermed vælge de gode projekter ud på forhånd, indeholder en arrogance libertarianere plejer at lade politikliderlige om at besidde.Jeg håber naturligvis også stadig på succes i Irak, og det har jeg gjort fra starten af, i og med vi nu engang er der, men det forhindrer mig ikke i at ytre min principielle modstand hverken nu eller dengang. Barnetts klumme lugter af dårlig samvittighed.