Jamen, hvad betyder en halv procent overhovedet?

En af de mest frustrerende situationer for en nationaløkonom som undertegnede, er når man skal forsøge at overbevise folk om, hvor vigtig økonomisk vækst er. Man kan fortælle, at et eller andet politisk forslag – for eksempel en kraftig forøgelse af de offentlige udgifter – kommer til at betyde en nedgang i vækstraten på en halv procent, men standardsvaret er noget i retning af ” Jamen, hvad betyder en halv procent overhovedet? Det er da ligegyldigt”. Heldigvis kan ens kolleger komme en til undsætning, for det meste ved at understrege, at det altså betyder noget.

Men i dag til IAREP-konferencen i Ljubljana kom der en slags undsætning fra en anden kant. Detlef Fetchenhauer og Fabian Christandl fra universitetet i Køln præsenterede et papir, hvor de viser at selv ’eksperter’ undervurderer betydningen af økonomisk vækst. De har spurgt kandidatstuderende i økonomi og studerende i andre emner – primært lærere – hvor meget ekstra indkomst en vækstrate på fem procent over 25 år vil give. Det korrekte svar er selvfølgelig (1.05)25, som giver 239 procent ekstra. Det gennemsnitlige svar i undersøgelsen var 107 procent! Selv deres ’ekspertgruppe’ som bestod af kandidatstuderende fra universitetets økonomiinstitut svarede i gennemsnit, at det gav 125 procent, mens de ikke-økonomiske studerende typisk gættede på 60-75 procent. Kun en fjerdedel af alle de adspurgte ramte cirka rigtigt. Med en dansk gennemsnitsindkomst på 255.000 kroner, er forskellen altså, at den korrekte vækst indebærer godt 600.000 kroner mere, ’eksperternes’ gæt peger på 320.000 mere, mens de ’almindelige’ studerendes gæt kun giver 180.000 kroner. I det lange løb er det gigantiske forskelle.

Fetchenhauer og Christandls studie viser med al ønskelig tydelighed, at selv folk som man skulle tro kunne regne den ud, simpelthen tager vækstraten – fem procent – og ganger den med antallet af år – 25. Matematisk er det ren idioti, men en række psykologiske studier peger på, at folk generelt ikke forstår eksponentialfunktionen. De ender derfor med at glemme, at enhver vækstproces – inklusive hvordan investeringer, pensioner og gæld udvikler sig, også omfatter renters rente. Det er netop renternes renter, der giver de ekstra 124 procent indkomst i eksemplet.

Og hvad skal man så med den bid information? Tja, for det første er det altid rart at vide, hvad det er folk i almindelighed og ens studerende i særdeleshed gør forkert. Men for det andet understreger det en vigtig pointe når man taler vækst og økonomisk politik. Som Fetchenhauer opsummerede konklusionen: Økonomer har ikke en chance i den politiske debat, fordi folk helt konsistent og meget stærkt undervurderer hvor vigtigt vækst er. Så kære læsere, næste gang i hører en økonom tale om vækst, så vær så rare at huske renternes renter!

2 thoughts on “Jamen, hvad betyder en halv procent overhovedet?

  1. US

    Jeg håber ikke vi ville få tilsvarende resultater her fra Århus, så er der i hvert fald en finansieringsprofessor eller to som ville stå med et forklaringsproblem (og vel nok også nogle gymnasielærere rundt omkring?).Måske er det bare, fordi kandidatstuderende i økonomi vænner sig til at log-transformere alting, så de altid arbejder med pæne lige linjer og formler der er til at håndtere, og derfor glemmer alt om den eksponentielle vækst som ligger bag?Jeg har tidligere givet den korte version af, hvor meget en forskel på en procent betyder:http://econstudentlog.wordpress.com/2006/09/21/the-reason-why-the-long-run-matters/

    Svar
  2. Niels Westy

    Desværre passer de fundne resultater sikkert også meget godt på danske universiteter. Det er et meget vigtigt problem Christian peger på – ikke mindst nu, hvor Danmark er på vej ind i en lavvækst-periode.Siden 1970 er Danmark stille og roligt gledet ned af listen over verdens rigeste lande – og her betyder en halv procent om året ikke så lidt – 13% på 25 år for at være helt præcist, mens 1% indebærer 28% på 25 år.

    Svar

Leave a Reply to USCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.