Kommentarer til: Den stenede færd imod demokratiet

Af: Limagolf

Limagolf — Thu, 20 Sep 2007 08:40:57 +0000

Bortset fra det, virker det som om gradualisme og sekvetialisme er tæt beslægtede og den store modsætning står imellem den optimistiske og pessimistiske udlægning af demokratiets fremkomst.Så det slagsmål der finder sted her, er derfor mindre vigtigt end slagsmålet mellem det optimistiske og pessimistiske demokratisyn. Derfor kan det selvfølgelig godt blive bittert alligevel…Er jeg iøvrigt den eneste der finder det ironisk, at Francis “historien er død” Fukuyama lige pludselig mener at demokrati ikke bare vælter ud af alle sprækker overalt? Og det regner heller ikke med ponyer.Øv./Limagolf

Af: Martin Rannje

Martin Rannje — Thu, 20 Sep 2007 08:17:35 +0000

Ja, det er et virkeligt godt indlæg. Tak for det.Jeg er også selv tilhænger af gradualisme, både i økonomisk og politisk udvikling (hvilket også er hvorfor jeg ikke tror på Jeffrey Sachs’ og andres “Big Push” ideer, eksempelvis.). Jeg mener også at det er troværdigt at liberalisme/retsstat og demokrati er afhængige af hinanden, for at kunne bestå over længere tid (omend de er også er hinandens modsætninger på mange punkter). Men jeg synes blot at det er væsentligt at understrege, specielt for det internationale “development community”, at liberalisme og markedsøkonomi kommer FØRST. Det er simpelthen nødvendigt for at etablere det institutionelle og økonomiske fundament der kan bære demokrati. Først og fremmest er det jo, så vidt jeg ved, næsten en naturlov at ingen stat hvis indbyggere har en gennemsnitlig årlig (købekraftsjusteret) indkomst på mindre end 2-3000 dollars (mener jeg at det er, correct me if I’m wrong) har nogensinde formået at indføre demokratiske institutioner. Derudover er der jo også det argument som Zakaria fremfører at ingen stat, så vidt han ved, har nogensinde indført demokrati før markedsøkonomi. Som eneste undtagelse nævner han Indien, og han er dybt skeptisk overfor kvaliteten af deres demokratiske institutioner.For mig at se starter udviklingsprocessen i autoritære lande ofte med at en eller anden enevældig autokrat (Pinochet, Lee Kuan Yew, Deng Xiaoping etc.) indfører markedsøkonomiske reformer, enten pga. af idiosynkratiske luner, eller pga. lysten til at tiltrække udenlandske virksomheder og tjene penge, eller pga. et pres fra interessenter i landet, hvorefter velstandsniveauet stiger og presset for åbenhed og demokratisering begynder at manifestere sig blandt de nu mere myndiggjorte borgere. Alternativt udvikler en form for magtbalance sig imellem landets eliter, der dermed sætter dem i skak overfor hinanden og begrænser deres diskretionære muligheder for at intervenere i den almindelige borgers liv, og lader et marked udvikle sig (f.eks. England i 1600 tallet). Uanset hvordan kommer markedet først. Det er jo også den vej vores egne vestlige demokratier har taget – først markedsøkonomi, derpå demokratisk udvikling? Mvh

Af: Limagolf

Limagolf — Thu, 20 Sep 2007 07:12:35 +0000

jeg er helt enig med Jens R, aldeles fremragende!/Limagolf

Af: Jens R

Jens R — Thu, 20 Sep 2007 07:06:46 +0000

Kære Jørgen – fremragende post

Af: Jørgenj Møller

Jørgenj Møller — Wed, 19 Sep 2007 23:25:19 +0000

@ LimagolfDet er rigtigt, at Fukuyama har skiftet fokus fra en hegeliansk struggle of recognition i The End of History til statsdannelse som makrofænomen. Men jeg mener egentlig ikke, der er nogen modsætning imellem de to emner. Fukuyamas tidligere argument var jo alene, at historien gik mod sin slutning, da den moderne liberale samfundsform så sin begyndelse for omkring to århundreder siden. Langsigtede strukturelle drivkræfter vil nu – fordi den psykologisk tilfredsstillende samfundsform er fundet – gøre, at verdens lande vil bevæge sig imod demokrati. Men i hele denne afsluttende proces vil der forekomme politiske og sociale reaktioner og tilbagefald, og den vil først blive tilendebragt i en endnu fjern fremtid. Der er altså tale om det, historikerne longue durée. Og den påstand kan jo ikke modbevis her knap to årtier senere.Nu fokuserer han så på kortsigtede forhindringer for demokratiet, og i særdeleshed de forhindringer der følger af manglende stateness hvilket er spændende. Men nogen modsætning til 1989/92-påstanden kan jeg som sagt ikke se. Og jeg tror, at mange af de folk, der skoser Fukuyama for at have erklæret historien afsluttet, overser denne pointe, eller måske slet ikke har læst bogen.Til gengæld kan man måske sige, at The End of History-tesen ikke er særligt interessant, al den stund den er så langsigtet (og på lang sigt er vi jo, som Keynes påmindede os, alle døde). Men så meget desto mere grund til at rose ham for det nye fokus.