Denne posting er en fortsættelse af en tidligere posting (her), så hvis man har oceaner af tid, kan man starte dér.

Ellers er et kort referat, at den postulere, at det går betydeligt fremad i Irak i en sådan grad, at det nu er overvejende sandsynligt, at Irak overlever som en samlet demokratisk stat. Denne positive udvikling er uønsket hos de politikere og journalister, der har sat deres troværdighed ind på at erklære Irak for en katastrofe. MSM har således forsøgt at fortie den positive udvikling. Fortielsesstrategien blev grundstødt, da Thomas Friedman i NYT af alle steder valgte at spøge med den, og nu skrider debatten.

LA Times var i går nødt til at behandle den positive udvikling, men sørgede naturligvis for at understrege, at så godt gik det heller ikke. Men alligevel, selveste LAT indrømmer det. Uha, uha, så er dæmningerne virkelig bristet.

Fokus i denne posting er, hvorfor så mange betragter det som et kæmpe nederlag, at udviklingen i Irak nu er vendt til det bedre. Det er en betydelig vrede, der udvises, og efterhånden som udviklingen befæstes, nærmest en desperat aggression imod tanken. Hvad er det, der er på spil?

Lad os varme op med nogle håndgribelige eksempler på, hvordan MSM manipulerer med nyhederne fra Irak.

Der var historien om Scott Beauchamp, der til stor fryd for det dannede The New Republic skrev om sine erfaringer som frontsoldat, og hvordan krigen havde brutaliseret ham og især hans våbenfæller. Problemet var så lige, at historien var fup. Det var endda let gennemskueligt fup, men TNR kunne naturligvis ikke gennemskue det, da det passede så smukt ind i hele det narrative set-up, som MSM betragter krigen i, en slags Full Metal Deer Apocalypse, som Mark Steyn meget rammmende har beskrevet det. Da det blev afsløret, prøvede de først at benægte det; de hævdede endda, at de havde fact-checked historien (det adskiller jo som bekendt MSM fra simple blogs, ikke?), og da historiernes løgnagtighed så blev dokumenteret, trak man i land, langtsom og kæmpende for hvert skridt. Her er et link til en af TNR’s plageånder, som belærer bladets redaktør om, hvad almindelig medieanstændighed vil sige. Ganske underholdende.

Et tjek på Infomedia viser, at i de sidste 12 måneder har en, gentager en, dansk avis skrevet om sagen. Vi, der gerne revser vores kære, er stolte over, at det var Berlingske, der som det eneste MSM valgte at oplyse danske læsere om denne skandale. Og vi er særligt glade for at kunne oplyse, at den artikel var skrevet af Bent Bludnikow (13/8 07). Det er ikke første gang, at han har reddet den avis’ troværdighed.

Så er der denne lille historie om de amerikanske tabstal. Et trist emne, som man skulle tro blev taget meget alvorligt af MSM. Men nej, de tæller alle dødsfald med, inkl. ulykker, eller som i dette tilfælde, en kvindelig soldat, der blev dræbt af en tidligere elsker, mens hun opholdt sig i Bahrain. No more blood for oil, synes den smagfulde holdning at være.

Det minder mig lidt om Politiken, der vist dagligt bringer en smagfuld lille firkant med røde kors på sort baggrund, som skal vise antallet af dræbte i Irak. Det oplyses ikke, hvem der er ansvarlig for drabene. Det er vi vel, lyder logikken. Man leder forgæves i avisen efter tilsvarende opgørelser over dræbte i Darfur eller andre af verdens brændpunkter. Deres liv rager åbenbart læserne en papand. Dansk humanisme med tunnelsyn.

Nå, der er også denne her, som viser den tvivl og usikkerhed, som pludseligt melder sig, når MSM skal rapportere om de faldende tabstal. De er heldigvis ikke så famlende, når udviklingen går den anden vej.

Et andet fænomen, der går igen så ofte, at det næsten ligner en teknik, er at indpakke de gode nyheder i dårlige. I postingen ovf. nævnte jeg, at Berlingeren var usædvanligt nuancerede i deres dækning af, at tabstallene faldt. Men selvfølgelig var nyheden pakket ind i den chokerende oplysning om, at der var blevet smidt 20 halshuggede lig foran en politistation. En alvorlig påmindelse om, hvor frygtelig lovløst situationen åbenbart stadig er. Det var bare ikke sandt. Historien var en and. BBC har trukket historien tilbage (opsamling her). Det var  i øvrigt ikke kun Berlingeren, som fandt historien god, dvs. dårlig, alt i MSM fra Horsens-Folkeblad, over Politiken til Information har iflg. infomedia bragt den, og iflg. samme kilde har ingen, gentager ingen, endnu bragt en korrektion. Et godt råd, hvis I venter på en korrektion, så hold ikke vejret.

Enough already. Det er trættende at fremdrage eksempler på den ekstremt ensidige negative dækning af Irak i MSM. Så her er et par nyheder, I næppe kommer til at læse i danske MSM i denne rene form, aller højst indpakket i dårlige nyheder eller som petitstof.

Antallet af de særligt fremstillede vejsidebomber, som formodentlig kommer fra Iran, er faldet drastisk på det sidste (læs her, endda fra Reuters). Igen en god nyhed, men denne gang også interessant pga dens forbindelse til Iran. Enten skyldes faldet, at man er blevet bedre til at kontrollere grænsen til Iran. Eller det skyldes en vis nervøsitet fra Irans side. Og de har jo en del at være nervøse over. Som bekendt har Frankrigs udenrigsminister, en kandidat til titlen som årets Mr Neocon, hvis det ikke lige var fordi MSM havde erklæret neo-konservatismen for død og borte, og så er han fransk (mon Dieu), erklæret, at al diplomati og forhandling i sidste ende hviler på en trussel om krig — hvis man altså ønsker at blive taget alvorligt. En tilføjelse, der absolut ikke er indlysende i visse diplomatiske kredse. Og resten af det Sunni dominerede Mellemøsten er heller ikke så glade for Iran, hvad i øvrigt også gælder deres trosfæller i Irak. En god nyhed ikke desto mindre.

Den anden gode nyhed er, at det går voldsomt fremad med Iraks økonomi. Det har længe gået særdeles godt i det Kurdiske nord, hvilket man normalt kun har hørt om indirekte på det seneste, hvor Tyrkiets trussel om at angribe PKK i givet fald ville ramme “et af de få rolige områder”, som det udtrykkes. Men også i det øvrige Irak er økonomien i fremdrift, valutaen styrkes, børsen er åbnet, investeringerne flyder ind. Og så indeholder redegørelsen her endda yderligere en and, nemlig den om det store røveri af – hold fast – 282 mio. dollars, der viste sig at være 282 mio. dinarer, hvilket ikke er helt det samme, for nu at sige det pænt, selvom den irakiske dinar bestemt er steget pænt på det sidste, og dollaren er gået den modsatte vej. Den and er naturligvis heller ikke blevet korrigeret i MSM.

Men nu er vi på vej tilbage til MSM og deres kritikløse kritik. Lad os i stedet gøre status.

Volden er ikke bare faldet drastisk. Den har navnlig ændret karakter, hvilket især viser sig ved, at al-Qaeda er ved at blive nedkæmpet, mens Sunni i stigende grad hjælper centralregeringen. Tilsvarende er Shia militserne blevet svækket, f.eks. holder al-Sadr sig fortsat væk fra sin milits, hvilket næppe skyldes en pludselig omvendelse, men nok nærmere hans erkendelse af, at der er mere at hente som politiker end som militsleder. Det betyder, at de landvindinger, der allerede er gjort, oprettelse af en demokratisk stat baseret på en rimelig
t moderne og fri – og nu o
gså folkeligt valgt – forfatning, ikke længere trues. Der vil fortsat være terror og kriminalitet i foruroligende omfang, men stabiliteten er ikke længere truet.

Det gør det muligt at hævde, at indsatsen i Irak er ved at være vundet. Saddam er væk, og et samfund, hvor et lille mindretal på 20 pct. brutalt undertrykte de øvrige 80 pct., og som var nær på sammenbrudets rand, er nu ført igennem en befrielse og frem til et samfund med et velfungerende demokrati og markedsøkonomi, mens tabene har været langt mildere end det Rawandascenario, man kunne have frygtet, hvis landet blot havde fået lov at bryde sammen under vægten af sanktioner.

Opfattelse er udtrykt i Spectator, se posingen ovf. Her er endnu en sammenfatning, læs selv eller nøjes med disse uddrag:

Here it is: The battle is actually over. Iraq has been won.

I know this will seem to many of you an insane claim. Ridiculous!

After all, haven’t you read countless stories that Iraq is a “disaster”, turned by a “civil war” into a “killing field”?

Didn’t Labor leader Kevin Rudd, in one of his few campaign references to Iraq, say it was the “greatest … national security policy disaster that our country has seen since Vietnam”?

You have. And you have been misled. […]

Violence is falling fast. Al Qaida has been crippled.

The Shiites, Kurds and Marsh Arabs no longer face genocide.

What’s more, the country has stayed unified. The majority now rules.

Despite that, minority Sunni leaders are co-operating in government with Shiite ones.

There is no civil war. The Kurds have not broken away. Iran has not turned Iraq into its puppet.

And the country’s institutions are getting stronger. The Iraqi army is now at full strength, at least in numbers.

The country has a vigorous media. A democratic constitution has been adopted and backed by a popular vote.

Election after election has Iraqis turning up in their millions.

Add it all up. Iraq not only remains a democracy, but shows no sign of collapse.  […]

To talk like this will, I know, choke many critics of the war with fury.

How angry so many are to hear good news from Iraq. And how suspicious is their reaction. Don’t we all actually wish for Iraq to be democratic, safe and free from tyranny?

But, they’ll splutter, but, but, but… […]

Was Iraq worth it? Yes. It stands, it stays, and the winning of Iraq was worth it, indeed.

Herved er vi (omsider) fremme ved spørgsmålet: hvorfor denne uvilje til at indrømme, at det går godt i Irak.

Et oplagt svar, der formodentlig dækker de fleste journalister og politikere og giver en vis umiddelbar forklaring, er, at de hader at skulle indrømme, at de tog fejl. De har allerede beskrevet Irak som en katastrofe. De, der var imod fra starten, har endda godtet sig, og de, som var for, har under mere eller mindre støjende former erklæret deres skyld & skuffelse. Hvad skal Jens Christian Grøndal nu gøre? Skrive en ny bog og kalde den tre skridt tilbage og fire skridt frem? Han har tidligere påberåbt sig sin uvidenhed, skal han nu bruge den undskyldning igen? Det er ikke let.

Et andet oplagt svar dækker formodentlig store dele af venstrefløjen og dermed en pæn del af MSM. Man er præget af venstrefløjens modkultur og selvhad, ikke bare hadet til USA, som man ønsker alt ondt og helst ti nye Vietnam, som idolet Che så kækt drømte om; man hader Vesten generelt og fatter derfor intuitiv sympati for enhver, der er anderledes og kæmper imod os. Det meget vrøvl om, at vi aldrig kunne besejre al-Qaeda, fordi de udsprang af vores egen undertrykkelse og blot ville blive stærkere, desto flere vi slog ihjel, har hele tiden haft en umiskendelig undertone af “I kan ikke slå os ihjæææl, vi er en del af jer sæææl”.

Men tilbage står en langt mere interessant gruppe. Og det er højrefløjen, eller som jeg foretrækker at kalde dem, den borgerlige-liberale gruppe. Hvorfor er der så mange, der med glæde har taget imod troen på, at vi var dømt til at tabe i Irak?

En lille gruppe blandt disse er de meget liberale. Det er dem, der knytter hånden i lommen i afmægtig vrede, når de ser en politimand på gaden, fordi han repræsenterer Statens voldsmonopol. For dem er det absurd at tro, at Staten kan udrette noget som helst godt, og da slet ikke befri et andet land og indrette et demokrati til befolkningen. I betragtning af, hvor håbløs Staten er til at løse selv simple opgaver, er det et argument, jeg har betydelig sympati for. Men det forekommer mig nu alligevel noget naivt. Jeg hælder mere til den form for liberalisme, som de amerikanske forfatningsfædre forfægtede. De troede ikke, at handel og marked kunne løse alle problemer, men indså, at der var behov for en stærk Stat på visse områder. Deres varige fortjeneste var, at de søgte at lægge alle tænkelige bånd på den, men helt at afskaffe den eller frakende dens betydning, det gjorde de ikke.

Det er ikke denne lille gruppe, der bekymrer mig. Det er derimod i alvorlig grad den glæde, hvormed de triste nyheder, som MSM ensidigt bringer om Irak, bliver modtaget i brede borgerlige-liberale kredse. Aha, siges det. Der ser man jo, at disse fremmede folkeslag med deres primitive kultur og iltre temperament ikke kan finde ud af demokrati, selvom vi forære det til dem på en sølvbakke. De ønsker bare at bo i huler og slås hele dagen, det har vi ligegodt aldrig nogen sinde gjort. Jo, Shu-bi-dua ramte denne brede gruppe danskere uhyggeligt præcist.

Jeg må anstrenge mig for at finde den slags reaktioner undskyldelige. Herre Gud, de hører konstant negative nyheder om Irak, og journalisterne fremmaler jo et billede af irakerne som blodtørstige vilde, der kun er ude på at skære halsen over på hinanden. Vi hører aldrig om de mange meningsmålinger, der viser opbakningen til centralregeringen, til et samlet Irak og deres afstandstagen fra militserne og terroristerne. Der er ikke noget at sige til, at folk får denne opfattelse af, at arabere er undermennesker, der er bedst tjent med en fod i nakken.

Men jeg kan ikke helt tilgive det alligevel. Det minder mig i uhyggelig grad om de holdninger, man hører – heldigvis sjældnere – om Afrika. Ja, de sorte har virkelig ødelagt det for sig selv; de havde det nu også bedre under hvidt styre, hvad skulle de med selvstændighed, de slås jo bare, hvis de da ikke ligger og dovner hele dagen, etc ad nauseam.

Medgivet, den slags hører man sjældent, men det er lige så grotesk at sige det om Irak. Drabtsraten i Irak er nu på niveau med Sydafrika, skal vi virkelig til at sige, at Apartheid havde været at foretrække?

Det er en utilgivelig afstumpethed at afskrive det irakiske folk på denne måde. Det er at slå ofrene i hartkorn med deres bødler. Ville nogen virkelig påstå, at briterne ikke var demokrater, mens IRA lavede terror, eller at tyskerne ikke var det, mens RAF hærgede? (ja, jeg ved godt, at en del på venstrefløjen sagde sådan noget den gang, men var der nogle fornuftige, som sagde det? Nej vel.) Men det gør man med Irak. Den journalistiske dækning af Irak har vækket en slumrende rascisme selv hos mennesker, man troede imune over for det.

Jeg tror ikke, at journalisterne i MSM tænker så meget. Deres mangelfulde kildekritik tyder ikke på det. I givet fald har de næppe tænkt over, hvor meget skade deres ensidigt negative dækning af Irak har gjort på den aktivistiske udenrigspolitik, som er et af de vigtigste levn fra Schlüters regering, der kom til i disse dage for 25 år siden.

Den systematiske sværtningen af det irakiske folk, et folk der konsekvent har støttet hvert eneste valg trods overhængende dødsfare – seneste valg havde en deltagelse på 75 pct. – har givet, eller rettere bekræftet en allerede slumrende fornemmelse i brede dele af befolkningen af,

at fremmede folkeslag virkelig er primitive, og vi skal for alt i verden have så lidt at gøre med dem som muligt. Det yderste venstre vil hellere sende nødhjælp, sælge julekalendere og holde støttekoncerter, det yderste højre vil gerne samhandle, hvis de ellers kunne få lov af deres mere protektionistiske landsmænd, men resultatet er, at vi lader dem i stikken.

Endnu er det den aktivistiske udenrigspolitk ikke død. Den nuværende statsminister har givet afkald på meget af det arvesølv, han fik fra Schlüters regeringstid, men har endnu ikke helt opgivet denne, selvom tilbagetrækningen foregik lidt for tidligt. Hans åbningstale viste gode takter, og hvis mandatfordelingen vil det, kan man jo håbe på, at han vender stærkt tilbage.

Ønsket om at beskrive Irak som en fiasko er en del af kampagnen imod den aktivistiske udenrigspolitik. Hvis det går op for folk, at indsatsen i Irak lykkedes, er det et alvorligt slag for kampagnen. Derfor denne aggressive fornægtelse af ethvert fremskridt.

Dermed til et andet mindre interessant spørgsmål.

Hvor længe kan dansk MSM modstå det pres, som får amerikansk MSM til at indrømme flere og flere af de positive nyheder?

Tja, de amerikanske korrespondenter synes at få deres nyheder fra læsning af NYT og WaPo, så det må så småt være begyndt at dæmre for dem, at der er et problem. Men lige nu har vi en valgkamp, og det er helt udelukket, at nogen dansk MSM vil turde skrive noget positivt om Irak. Det ville blive opfattet som en støtte til regeringen og dermed et karrieremæssigt selvmord for den uheldige journalist. Men efter valget er det tænkeligt. Spørgsmålet bliver blot hvem og hvordan.

Vi skal nok dække det.