Erkendelsen breder sig II

For noget tid siden havde jeg en posting kaldet Erkendelsen breder sig, hvormed jeg sigtede til den noget modvillige indrømmelse af, at det går mærkbart fremad i Irak i en sådan grad, at det nu forekommer overvejende sandsynligt, at landet forbliver et samlet demokrati. Den vold, der fortsat er, synes ikke at kunne true stabiliteten.

Jeg fulgte op med en posting, hvor jeg drøftede den noget blandede modtagelse, disse gode nyheder har fået (her).

Dagens dosis er fra lørdagens leder i The Times, og hvis den forekommer bekendt, skyldes det, at den også anslår de samme (positive) strenge, som de to ovenstående postings.

The Petraeus Curve.

Serious success in Iraq is not being recognised as it should be.

Is no news good news or bad news? In Iraq, it seems good news is deemed no news. There has been striking success in the past few months in the attempt to improve security, defeat al-Qaeda sympathisers and create the political conditions in which a settlement between the Shia and the Sunni communities can be reached. This has not been an accident but the consequence of a strategy overseen by General David Petraeus in the past several months. While summarised by the single word “surge” his efforts have not just been about putting more troops on the ground but also employing them in a more sophisticated manner. This drive has effectively broken whatever alliances might have been struck in the past by terrorist factions and aggrieved Sunnis. Cities such as Fallujah, once notorious centres of slaughter, have been transformed in a remarkable time.

Indeed, on every relevant measure, the shape of the Petraeus curve is profoundly encouraging. It is not only the number of coalition deaths and injuries that has fallen sharply (October was the best month for 18 months and the second-best in almost four years), but the number of fatalities among Iraqi civilians has also tumbled similarly. This process started outside Baghdad but now even the capital itself has a sense of being much less violent and more viable. As we report today, something akin to a normal nightlife is beginning to re-emerge in the city. As the pace of reconstruction quickens, the prospects for economic recovery will be enhanced yet further. With oil at record high prices, Iraq should be an extremely prosperous nation and in a position to start planning for its future with confidence.

None of this means that all the past difficulties have become history. A weakened al-Qaeda will be tempted to attempt more spectacular attacks to inflict substantial loss of life in an effort to prove that it remains in business. Although the tally of car bombings and improvised explosive devices has fallen back sharply, it would only take one blast directed at an especially large crowd or a holy site of unusual reverence for the headlines about impending civil war to be allowed another outing. The Government headed by Prime Minister Nouri al-Maliki has become more proactive since the summer, but must immediately take advantage of these favourable conditions. The supposed representatives of the Iraqi people in Baghdad need to show both responsibility and creativity if the country’s potential is to be realised.

The current achievements, and they are achievements, are being treated as almost an embarrassment in certain quarters. The entire context of the contest for the Democratic nomination for president has been based on the conclusion that Iraq is an absolute disaster and the first task of the next president is to extricate the United States at maximum speed. Democrats who voted for the war have either repudiated their past support completely (John Edwards) or engaged in a convoluted partial retraction (Hillary Clinton). Congressional Democrats have spent most of this year trying (and failing) to impose a timetable for an outright exit. In Britain, in a somewhat more subtle fashion admittedly, Gordon Brown assumed on becoming the Prime Minister that he should send signals to the voters that Iraq had been “Blair’s War”, not one to which he or Britain were totally committed.

All of these attitudes have become outdated. There are many valid complaints about the manner in which the Bush Administration and Donald Rumsfeld, in particular, managed Iraq after the 2003 military victory. But not to recognise that matters have improved vastly in the year since Mr Rumsfeld’s resignation from the Pentagon was announced and General Petraeus was liberated would be ridiculous. Politicians on both sides of the Atlantic have to appreciate that Iraq is no longer, as they thought, an exercise in damage limitation but one of making the most of an opportunity. The instinct of too many people is that if Iraq is going badly we should get out because it is going badly and if it is getting better we should get out because it is getting better. This is a catastrophic miscalculation. Iraq is getting better. That is good, not bad, news.

Tja, nu venter vi så bare på, at 25 øren falder hos de danske medier og politikere. Det sker nok ikke lige med det samme, og da slet ikke i en valgkamp. Her har man for længst besluttet, at Irak er “an exercise in damage limitation”, og nye facts skal ikke ændre på det. Hvis dæ æ fakta, så benægter a fakta.
Tilføjelse:
Vi er nok nogle stykker her på bloggen, der kunne overveje at melde det til Forbrugerombudsmanden, at de bliver ved med at omtale afstemningen den 13. ds. som et “valg”. Det er da vildledende.
Men måske er der alligevel et valg at træffe. Udenrigsministeren var så ufin, og formodentlig presset, at påpege, at NA synes at slutte sig til Lykketoftlinjen med dens ensidige kritik af USA og Israel. Det er i givet fald en støtte, som Anders Samuelsen ellers fornuftige skatteplaner ikke kan opveje, i det mindste ikke for denne punditokrat. Så måske er der alligevel et valg, der ikke kun handler om at rage til sig.

3 thoughts on “Erkendelsen breder sig II

  1. Mr Law

    Jep, det er en af de bedre, allerede fordi den ikke er defensivt ensidig, som mange andre indlæg har været det for nyligt, selvom den – typisk for MSM – også er varsom med at lyde for positiv. Dels er der stadig meget, som kan gå galt, dels og navnlig skulle man nødigt støde læserne, der for Slates vedkommende næppe vil juble, hvis Irak virkelig er på vej ind i stabilitet.Jeg er i øvrigt ikke enig med Carter i, at der er et paradoks her. Men det skyldes nok, at jeg ikke tror, at The Surge er hovedforklaringen på den positive udvikling. Den har bidraget til at skabe ro, hovedsageligt i Bagdad. Men den egentlige nye positive udvikling har næppe meget med det at gøre.Jeg hælder mere til, at de afgørende forandringer ligger hos Sunni og til en vis grad hos Shia. Det er især Sunni, der så småt har indset, at de har tabt kampen om dominans af Irak, og at deres venner i al-Qaeda er for splitter ravende skøre til at have hængende omkring sig. Men også Shia synes i stigende grad at indse, at militser ikke er vejen frem. Al-Sadr, der jo betragtes som en opkomling i det religiøse hierarki og dermed også politisk, prøvede før at skyde (helt bogstaveligt) genvej til magten som militsleder. At han har skiftet bane, i hvert fald indtil videre, er også et tegn på forandring hos Shia.Så jeg er enig med Carter i, at vores tilstedeværelse ikke er den afgørende faktor, og netop derfor ser jeg det ikke som et paradoks, at vi skal have vores soldater ud igen i takt med, at stabiliteten indfinder sig. Vores tilstedeværelse var nødvendig for at fjerne Saddam og for at hindre et blodbad, når de 80 pct. af befolkningen vendte sig imod deres gamle undertrykkere. Men det kan ikke løse det egentlige problem, for projektet handler om at indføre demokrati, og det kan kun lade sig gøre, hvis irakerne vil det. Og det vil de; det er terroristerne der har søgt at hindre det, og det er dybt usmageligt, når vi her til lands afskriver irakerne som en bande vilde, fordi vi slår dem i hartkorn med disse forbrydere.Jeg tror, det var Hitchens, der meget rigtigt pegede på det kurdiske nord som eksempel på, hvordan det øvrige Irak ville udvikle sig. Kurderne fik også deres befrielse leveret ved vores våbenhjælp efter Kuwaitkrigen (den 2. Golfkrig), og i begyndelsen opførte politikerne sig rædsomt. De myrdede løs på hinanden, og brugte de politiske embeder som tag-selv-butikker. Men efterhånden fik de lært demokratiets spilleregler at kende, og området fungerer nu langt bedre end de fleste lande i Mellemøsten, og økonomien klarer sig endnu bedre. Det tog små ti år for dem at lære; man må håbe, at det går lidt hurtigere for centralregeringen i Irak.Men det går klart fremad, så lederen i The Times har ret. Irak er ikke en sump, hvor alt er dømt til at gå galt. Det tyder tværtimod på, at vi er lykkedes med opgaven.

    Svar
  2. Vivi Andersen

    Angående din slutbemærkning om valget herhjemme, der tilsyneladende mest drejer sig om at rage til sig – så er det præcist dette der for mig, og en del bekendte, gør dette valg til en opvisning i forkælethed og kræven ind.Som viser, at det for mange drejer sig om at kræve ind af hvad man som borger opfatter ens rettigheder .Hvad er der blevet at : hvad kan jeg som borger gøre for mit samfund / land ?

    Svar

Leave a Reply to Vivi AndersenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.