Kommentarer til: Punditokraternes egen ministerrokade

Af: Bielefeld

Bielefeld — Wed, 28 Nov 2007 02:41:35 +0000

Tine F. skrev:”…..der er flere og flere kvindelige ministre”.Jo, og det kunne jo så også være en indikation på, at magten befinder sig et andet sted, nemlig i bestyrelseslokalerne og på direktionsgangene.

Af: Tine F.

Tine F. — Tue, 27 Nov 2007 06:24:16 +0000

> BielefeldHvorfor er journalisten kvinde og ministeren mand? In case you haven’t heard: der er flere og flere kvindelige ministre.

Af: Rasmus Malver

Rasmus Malver — Tue, 27 Nov 2007 03:12:01 +0000

# 25True… Nu har jeg undervist i forfatningsret i 4 år – og hver gang der kommer nye studerende får de store øjne, når jeg fortæller dem at Ekstra Bladet er den lovgivende magt … men der skal ikke mange eksempler til, før de får aha-oplevelsen…

Af: Bielefeld

Bielefeld — Tue, 27 Nov 2007 02:43:11 +0000

# 24Pressens forhold til politikerne og vice versa bør hele tiden kigges grundigt efter i sømmene. En ny lov bliver ofte lavet sådan her. En ærgerrig ung kvindelig journalist fra en tv-station får en melding på sin telefon om, at en lille pige er faldet ned fra et klatrestativ på en legeplads et sted i København NV. Hun ræser derudaf på sin cykel, og når lige at fange et par rystede vidner, der så kan berette, at pigen er kørt på skadestuen med et brud på kravebenet og et par brækkede legemsdele. Ak, hvordan kunne det ikke have endt?! Optændt af et ønske om at bringe denne dramatiske historie som den første journalist, iler hun derpå videre til skadestuen, hvor hun modvilligt får et interview med pigens ulykkelige mor, der hulkende på tv spørger sig selv og seerne og politikerne, hvordan noget sådan dog kunne ske. Journalisten har en forudfattet mening om sagen og ikke mindst om dens konsekvenser, og dem vil hun have en politiker til at overtage. Journalisten ringer derfor til den minister, der er ansvarlig på området, men ministeren ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag på nuværende tidspunkt. Fandens osse! tænker journalisten. I pressekredse kaldes dette at finde en singing bird. Hvis politikeren ikke siger, hvad journalisten gerne vil høre, bringes svaret ikke i medierne; hvis han derimod fortæller det, kommer udtalelsen på forsiden af Ekstra Bladet næste dag. Denne historie lader hun ikke give fra sig. Hun beslutter sig derfor for at gå til en af oppositionspolitikerne, der nok skulle have en mening om denne sag. Og ganske rigtigt kræver politikeren straks, at ministeren tager affære og det kan ikke gå stærkt nok. Den slags ulykker må selvfølgelig ikke gentage sig i et civiliseret samfund som det danske. Politikeren henviser med en overbevisende stemmeføring til tal fra de lande vi normalt sammenligner os med, der tænkte-vi-det-ikke-nok viser sig at være i gennemsnit hele 6,72 procent lavere end i Danmark. Sagde han 6,72 procent lavere?! Yes! Journalisten har en god historie. Al mediepostyret truer nu med at gøre historien til et emne, som ministeren simpelthen MÅ tage stilling til. Han må finde en løsning på det opståede problem, det er vel det, han sidder der for! Der er et folketingsvalg lige rundt om hjørnet, og nu skal han ikke fældes på denne medieoppustede sag. På tv bebuder oppositionspolitikeren øjeblikkeligt, at ministeren er kaldt i samråd, og ministeren nikker og ser alvorlig ud: Det er en trist, trist sag, og det er klart, at regeringen nu vil gøre alt, hvad der skal til, for at sådanne ulykkelige episoder ikke gentager sig fremover, siger han med hovedet lidt på skrå. Der går nogle dage. Der går nogle uger. Verden har bevæget sig videre. Befolkningen har for længst glemt historien om den lille pige og det brækkede kraveben, og de får aldrig at vide, om og hvordan problemet løses. Et par måneder efter episoden kaldes ministeren i samråd, sagen drøftes og belyses fra forskellige vinkler, tekniske eksperter rådspørges, og en ny lov fremsættes. De fleste politikere kan da ikke have noget imod, at der fremover ikke falder børn ned ad klatrestativer, og enstemmigt vedtager de en ny lov på området, som påbyder at alle klatrestativer på alle legepladser i hele Danmark har gelændere, så man ikke drætter udover kanten. Jovist, en herlig kombination af discountjournalistik og hovsalovgivning. Sådan fungerer demokratiet også nogle gange.

Af: Sofie Amdi

Sofie Amdi — Tue, 27 Nov 2007 01:48:40 +0000

Nu, hvor der bliver diskuteret, hvad ministre kan gøre bedre, er det værd at bemærke den nye integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der som det første udtalte til pressen: “Man skal ikke forvente, at jeg begynder at udtale mig om enkeltsager, medmindre jeg er sikker på, at den enkelte journalist har læst alle sagens bilag”. Et lige så stort problem er pressens rolle. Der synes at bliver flere og flere ringe journalister, eller måske skyldes det bare, at alle vil være først med nyhederne?Ofte ved journalister ikke, hvad de selv står og siger, og kan ikke give politikerne et ordentligt modspil.Man krummer tæer nogle gange.

Af: Bielefeld

Bielefeld — Tue, 27 Nov 2007 01:33:40 +0000

#22Der er kun religionsfrihed UDEN FOR folkekirken, som Hans Gammeltoft-Hansen engang har sagt, eftersom den danske stat i sidste ende bestemmer, hvad der skal synges af salmer i folkekirken. Sådan er det ikke i frikirkerne, her er der masser af frihed, derfor forstavelsen fri- foran kirke.

Af: Peter Nedergaard

Peter Nedergaard — Mon, 26 Nov 2007 23:55:23 +0000

Ang. folkekirkens særstatus:Man skal huske, at vi i Danmark har religionsfrhed (man må tro, hvad man vil), men vi har ikke religionslighed (alle religioner er ikke stillet lige i lovgivningen). Der hersker altså intet religiøst lighedsmageri her til lands.

Af: Nikolaj Hawaleschka Stenberg

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Mon, 26 Nov 2007 10:00:01 +0000

lige @P.Nørgaard: At der skulle mangle et kirke-/undervisningsministerium og en minister for offentlige arbejder kan jeg kun være fuldstændig uenig i. Disse to/tre områder er — om nogen — nogle, som Statan skal holde sig fra.

Af: Peter Nedergaard

Peter Nedergaard — Mon, 26 Nov 2007 08:53:23 +0000

@Martin: Vi har altid haft en kirkeminister, så længe vi har haft en grundlov, der har sagde, at folkekirken skal understøttes af staten. Det mente man også, da Danmarks første liberale regering blev dannet i 1901.

Af: Martin Rannje

Martin Rannje — Mon, 26 Nov 2007 08:04:49 +0000

Der står vel ikke direkte at der skal være en decideret kirkeminister – selvom den protestantiske kirke er en grundlovsforankret, integreret del af den danske stat, kan man vel ligeså godt nøjes m. en lille kirkestyrelse under Indenrigsministeriet. Hvor meget arbejde kan der da være forbundet med at administrere den danske folkekirke…Mvh

Af: Peter Nedergaard

Peter Nedergaard — Mon, 26 Nov 2007 07:25:36 +0000

@Nikolaj H.S.: Jeg går ud fra, at du vil overholde grundloven. Ifølge den skal staten understøtte den evangelisk-lutherske folkekirke. Det var klogt set af grundlovsfædrene, og hertil behøves en minister.

Af: Jon Herstad

Jon Herstad — Mon, 26 Nov 2007 06:29:14 +0000

Fin liste Jake, jeg savner dog en Glistrup-klassiker:Ministeriet til afvikling af offentlig virksomhed

Af: Nikolaj Hawaleschka Stenberg

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Sun, 25 Nov 2007 09:56:19 +0000

Som sådan vil det vel altid være et fremskridt, hvis man kunne fjerne et ministerium hist og her; og Jacobs oprindelige forslag er også ganske glimrende.Men man kan jo skære nok så mange departementchefer væk, uden at samfundet bliver mere liberalt. Første skridt på “the right way” må først og fremmest være at afregulere; når det så er gjort, vil man hurtigt se, at mange ministerier vil have overlevet sig selv.Blandt de områder man så kunne afregulere er, for at nævne et par, områderne for infrastruktur, kollektivistik transport, pas m.v. (altså nummerplader, jagt- og fiskeritegn), diverse du-skal-søge-tilladelse-før-du-må-handle-reguleringer, nationalbanken osv.

Af: Trads

Trads — Sat, 24 Nov 2007 06:27:10 +0000

@BielefeldEt af Hilmar Baunsgaard’s problemer var jo også, at han skulle administrere en koalitionsregering, der bestod af De Radikale, Venstre og Konservative, som hver især kæmpede for at varetage deres egne interesser. Men det er selvfølgelig rigtigt set, at ministre, uanset politisk farve i øvrigt, er lidt for tilbøjelige til at “identificere sig med deres ministerium”. Connie Hedegaard kunne mistænkeligt ligne sådan en minister i sit nye klimaministerium, men det er statsministeren nok meget bevidst omkring.

Af: Bielefeld

Bielefeld — Sat, 24 Nov 2007 03:56:59 +0000

#4Det er ikke dér, problemet typisk ligger, frøken. Så kunne de jo bare skiftes ud, men det nytter oftest ikke spor. Problemet er nemlig snarere den ejendommelige, centrifugale naturlov der tilsiger, at ministre har en tendens til forbavsende hurtigt efter udnævnelsen at identificere sig med deres ministerium, således at miljøministeren taler miljøets sag, forsvarsministeren bliver forsvarets talsmand osv. Der kan nævnes mange eksempler op gennem tiden, men et af de mest åbenlyse af slagsen var VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaards ledelse, om hvem Hans-Jørgen Nielsen engang udtalte: Han har et stort talent for at sige en masse sagligt og konkret, der sagligt og konkret ingenting siger. Hver gang han udlader sig, sidder man med hjertet i halsen af lutter angst for, at han skal plumpe i og ødelægge de smukke tomheder ved at sige noget. Det sker gudskelov sjældent. Efter at socialdemokraterne havde været ved magten i mange år, ønskede borgerne med valget af Baunsgaard naturligt nok at begrænse statens rolle. Det lykkedes ikke for VKR-regeringen , tværtimod må man sige. Antallet af offentligt ansatte steg dramatisk og skatterne var på himmelflugt under Baunsgaard. De respektive ministre havde simpelthen for travlt med at tale deres ministeriums sag, frem for at følge Baunsgaards overordnede stramningspolitik, og regeringslederen selv var for svag til at holde sammen på tropperne. Resultatet var forudsigeligt nok en masse frustrerede borgerlige vælgere. Det er her, problemet ligger, desværre.

Af: Jacob Mchangama

Jacob Mchangama — Sat, 24 Nov 2007 02:04:57 +0000

Jeg har, jf. min kommentar under 6 rettet det oprindelige indlæg til.

Af: Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov — Fri, 23 Nov 2007 23:45:10 +0000

Forrygende tråd! Men en ting @Mikkel: Hvorfor vil du have et globaliseringsministerium? Som jeg ser det, handler det ministerium udelukkende om at holde fingrene væk! Eneste mulige opgave kunne være at presse EU maksimalt for at afskaffe landbrugspolitikken og toldmurene.

Af: Peter Nedergaard

Peter Nedergaard — Fri, 23 Nov 2007 08:21:23 +0000

Jeg har altid syntes, at Danmarks første ministerium efter systemskiftet og indførelsen af folketingsparlamentarismen i 1901 – med enkelte moderniseringer – angav en klassisk kernemodel for, hvilke ministre der behøves. Deuntzers regering var Danmarks regering 24. juli 1901 – 14. januar 1905 og bestod af følgende ministre:Konseilspræsident og Udenrigsminister: J.H. Deuntzer Finansminister: C.F. Hage Indenrigsminister: Enevold Sørensen Justitsminister: P.A. Alberti – tillige Minister for Island til 31. januar 1904 Kultusminister (Kirke- og Undervisningsvæsenet): J.C. Christensen Krigsminister: V.H.O. Madsen Marineminister: F.H. Jøhnke Minister for offentlige arbejder: Viggo Hørup til februar 1902, derefter C. F. Hage Landbrugsminister: Ole Hansen Man bør selvfølgelig lægge krigs- og marineministerierne sammen til et forsvarsministerium. Landbrugsministeriet er vore dages Erhvervsministerium. Herudover mangler Jacob i forhold til denne klassiske ministermodel nogen, som kan tage sig af “kultusområdet” (kirke- og undervisning) samt de offentlige arbejder (sidstnævnte kunne dog, som det skete i 1902, lægges ind under Finansministeriet).

Af: Niels A Nielsen

Niels A Nielsen — Fri, 23 Nov 2007 05:08:11 +0000

Jacob, din ministerliste er fin. Den afspejler, at det er et _land_, der skal regeres. “Velfærdsministeriet” – Kan det opfattes på anden vis end, at politikerne opfatter sig selv som givere af “velfærd”. Borgerne står i politikernes forståelse i forhold til staten som var de forældrenes umyndige børn!Men den politiske selvovervurdering når dog alligevel nye højder med et “Klimaministerium”. Det næste bliver vel “Minister for den evige salighed”.

Af: Kasper Kyndsberg

Kasper Kyndsberg — Fri, 23 Nov 2007 03:07:02 +0000

Jeg kan huske en partileder der for år tilbage foreslog at nedlægge forsvarsministeriet og erstatte det med en telefonsvarer der siger “vi overgiver os” på russisk.Om ikke andet, så er forsvaret bestemt ikke en af det danske kerneopgaver og hvis man gerne vil bidrage, kunne vi lige så godt udlicitere denne del af opgaven og give amerikanerne eller briterne et tilskud til driften af deres forsvar – det er jo ultimativt det, der skal forsvare os alligevel.