Kommentarer til: Gode historier er vinklede med nuancer

Af: Thomas Lindqvist

Thomas Lindqvist — Wed, 05 Dec 2007 23:37:51 +0000

Ikke uvæsentligt.Der er heller ingen tvivl om, at Abu Ghraib billederne og andre håndgribelige dokumentationer af tortur af irakere har været medvirkende til at gøre projektet betydeligt mindre velanset i store dele af de vestlige befolkninger. Så kan man skrive nok så meget om, hvor god og rigtig krigen er. /Thomas

Af: Bielefeld

Bielefeld — Wed, 05 Dec 2007 02:04:16 +0000

Krig i ord og billederJournalisternes ord og artikler har en stor betydning, og det er godt og relevant med en vedvarende kritik af journaliststanden, men hvad med pressefotografernes levende og døde billeder? Hvor stor en del af skylden eller æren har de for, hvor meget eller hvor lidt en befolkning bakker op om en nødvendig krig? Irakkrigen, eksempelvis? Måske bør vi midt i vores kritik af de skrevne medier ikke helt glemme en af vor tids egentlige herskere: nemlig fjernsynet og dets billedskaberes daglige kaskader af billeder. Disse imagologer virker dog også ofte selv magtesløse i forhold til den stigende mediekonkurrence, der presser dem til at underholde mere..oplyse stadigt mindre..i et højere tempo..med mindre kildekritik..efter mindre research..med en dårligere uddannelse i bagagen..til en højere løn. Løsningen er selvfølgelig ikke at vende tilbage til mediemonopolet, men snarere en øget selvdisciplin og selvkritik blandt mediefolk. Det er en pokkers ærgerlig udvikling, at den fjerde statsmagt, der ellers var med til at bane vejen for demokratiets udbredelse, også ser ud til hjælpe med at udhule det igen. Da Johannes Gensfleisch zur Laden zum Gutenberg opfandt den moderne bogtrykkerkunst mistede munkene deres monopol på det at læse, og kirkens magt blev gradvist overtaget af kongerne og adelen. I stedet for teokrati fik vi et aristokratiden første klasse. Så lanceredes billigbøgerne i takt med den ny tekniks fremkomstså vidt jeg husker en tysk entreprenørog det at læse sivede langsomt ned gennem den ny middelklasse, som fik deres magtposition styrket i det 18. århundrede. Så blev hurtigrotationsprocessen opfundet og vupti blev aviserne så billige og informationerne spredt så hurtigt, at de borgerlige revolutioner i Europa brød ud og spæde borgerlige demokratier indført flere steder. Karl Popper advarede kort inden sin død om det billedproducerende fjernsyn, som han kaldte en fare for demokratiet. Fjernsynets billeder appellerer til følelsernes logik. Det føler vi godt. Vi påvirkes følelsesmæssigt af at se irakiske lig blive slæbt bort af en råbende menneskemængde i lange, hvide klæder ned ad en støvet, larmende, kaotisk gade i Bagdad. Nu og da endog ledsaget af sørgmunter underlægningsmusik, der selvfølgelig skal forstærke helhedsindtrykket. Alt for ofte forstærker denne musik stemningen på en måde, som på ingen måde er journalistisk forsvarlig. Krigsbilleder appellerer til følelser og ikke som ord til intellektet. Det har Elsa Gress i tidernes morgen skrevet noget klogt om. Eftersom krigsbilleder ikke levner tid og plads til refleksion hos seerne, har de (vi?) en tilbøjelighed til at sluge det hele råt. Billedernes vold og magt hæmmer vores evne til selvstændig refleksion. Analyseapparatet slås ganske enkelt fra, når vi kigger på billeder. Vi bliver passificeret og vi elsker det. Det kan ikke lade sig gøre, når man læser en artikel. Fjernsynet er med til at skabe et slags øjeblikssamfund, der fjerner fokus fra de længere og vigtigere perspektiver. Billeder af døde irakereman må vist nok endnu ikke fotografere døde amerikanere i krigszonerfår os til at tænke: Neeej, nu er det altså noook!. Eller som min gamle farmor plejede at sige, når vi sad og så nyhederne sammen: Jamen, du godeste, hvad er det dog for en verden!. Det tager henved tredive år at skabe demokratier, som Michael Ignatieff engang har udtalt, men det er der ikke tid til, i al fald ikke i den elektroniske tidsalder. Krigsbilleder har en kolossal suggestionskraft på os mennesker, og jeg vil til enhver tid hævde, at de har større betydning for, hvor populær eller upopulær en krig er i befolkningen, end journalisternes meninger i avisspalterne nogensinde vil få. Verdens første krigsbilleder blev i øvrigt taget under Krimkrigen mellem 1853 og 1856 (den amerikanske borgerkrig var den anden krig, under hvilken der blev taget fotografier). Specielt den engelske fotograf Roger Fentons billeder under Krimkrigen er senere blevet gjort til genstand for opmærksomhed i forbindelse med diskussioner om mediernes rolle for kriges popularitet. Der var det særlige ved hans billeder under krigen, at de var underlagt streng censur. Der måtte ikke tages fotografier af sårede på slagmarken, og dræbte soldater måtte heller ikke fotograferes. Flere steder på internettet kan man se Fentons billeder af britiske soldater, der smilende og selvsikkert poserer i grupper foran kameraet. Sådanne propagandabilleder er der efterhånden langt imellem i vestlige medier. Hvornår har man sidst set sådanne pressefotos? At der ikke blev taget billeder af døde engelske soldater under Krimkrigen skyldtes to ting: dels havde Fenton og de andre fotografer ganske enkelt forbud mod at tage dem efter ordre fra den britiske regering, dels var den såkaldte kollodiumprocesder dog trods alt gjorde det muligt at fotograferebåde besværlig og krævede meget udstyr. Kontrafaktisk pjat, men alligevel: hvor mange amerikanere ville i dag være positivt indstillede over for Irakkrigen, hvis ikke massemedierne på en daglig basis klyngebombarderede os med billeder af stakkels irakere liggende i vejkanten med afrevne lemmer og blodet flydende ned ad tindingen? Det er jo ikke fordi sådanne barske hverdagsrealiteter ikke skal dækkes af medierne, det er selvfølgelig en del af pressens opgave at gøre det, men krigsbilleder er ikke desto mindre med til at gøre befolkningen blinde for de længere perspektiver. Mon ikke Karl Popper også havde ret i dette tilfælde? At fjernsynet med dets billeder kan være en fare for demokratiet? Med al dets manipulative potentiale? De skiftende kameravinkler…..vekslende mellem total- og næroptagelser..af og til i slowmotion..med lidelsesfyldt ledsagemusik..og dramatiske lys- og skyggevirkninger. Er vi gået fra teokrati over aristokrati og demokati til telekrati?

Af: Limagolf

Limagolf — Tue, 04 Dec 2007 10:00:17 +0000

http://andrewsullivan.theatlantic.com/the_daily_dish/2007/12/nro-was-told-of.htmlHr. Sullivan (og Matt Yglesias, bl.a.) har været efter NRO, der jo ikke ligefrem har holdt sig på måtten under Beauchamp sagen. Nu viser det sig at de selv betydeligt værre. De Amerikanske konservative blogs reagerer med tavshed eller lavmælt mumlen.Som jeg forstod Beauchamp-sagen, havde Beauchamp, der selv er soldat i Irak, skrevet en artikel serie der fortalte om hvorledes soldaterne oplevede krigen. I disse artikler blev der fundet nogle få fejl og unøjagtigheder, der dog ikke rokker nævneværdigt ved hans indtryk af krigen set som soldat. Det er fair nok at kritisere ham og TNR, men der balancerede ikke nogle politiske pointer på fejlene.I modsætning til NROs dækning fra Libanon, hvor korrespondenten opfinder nogle hundrede Al Queda krigere til lejligheden.Det der irriterer mig mest ved de Amerikanske konservative blogs er deres:a) uendelige selvretfærdighedb) fantastiske evne til at glemme de utroligt mange gange de selv har megakvajet sig, SAMTIDIGT med at de ruller sig ud med frontalangreb på en snæver del af virkelighedenOg jeg mener faktisk godt man kan aflæse slagsiden i de oplysninger du videregiver! Jeg har aldrig påstået at du skulle have påstået at dine links ikke er ensidige. ;-PVirkeligheden i Mellemøsten er nuanceret, og det er ikke det indtryk man får når man læser dine indlæg.Læs noget mere Abu Aardvark og ikke kun når han er enig med dine betragtninger. Og Danger Room (hos Wired). Osv.Plus at massemedierne altså stadigvæk er de eneste der leverer reel researchet journalistik derude. Det er meget få bloggere der laver andet end at kommentere nyheder!/LimagolfP.S. Jeg gider ikke at lave en blog, jeg ville bare spilde for meget tid på ligegyldigt pedanteri om Mellemøsten 🙂 Altså mere end jeg bruge i forvejen.

Af: Hans Henrik Hansen

Hans Henrik Hansen — Mon, 03 Dec 2007 09:09:36 +0000

Meget enig i det skrevne – dog er jeg usikker på, om også Weekendavisen hører til blandt MSM!(?)Faktisk synes jeg, at WA generelt har (haft) en ganske god – til tider måske lidt vel ‘bred’ – dækning af vor militære indsats forskellige steder i verden. Med prædikatet ‘vel’ sigter jeg især til hr. Høy, som i de seneste måneder har undergået en ganske dramatisk holdningsændring, hvorimod jeg synes, at fx. Anne Knudsen og Pernille Bramming har skrevet mange ganske oplysende artikler om bla. Irak.(Senest udkomne avis bringer en interessant artikel om CIMIC-indsatsen i Afghanistan, skrevet af en (kvindelig) kombattant!)

Af: Mr Law

Mr Law — Mon, 03 Dec 2007 06:27:54 +0000

Hov, hov, Limagolf,Det er ikke fair at komme med opfordringer i kommentarboksen. Dem risikerer jeg at overse, navnlig i denne travle juletid.Men du peger i øvrigt på noget helt centralt: nemlig at der er slagside i de oplysninger, jeg falder over. Jeg mindes nu heller ikke, at jeg har givet indtryk af, at jeg skulle være særlig alsidig i min kritik. Hvis jeg har givet det indtryk, beklager jeg dybt. Det var ikke min mening. Ama’r.Jeg har således ikke set links til denne person fra NRO, men hvis du har, og du ikke gider lave din egen blog, så indsæt dem forneden — og hvis der er tale om en journalist, der har fabrikeret historier, så skal jeg allerede på forhånd bidrage med et FY!Men sjovt at du lige skulle nævne Beauchamp og de “mindre unøjagtigheder”, ahem, så har TNR omsider givet sig og taget afstand fra ham.Linket er her: http://www.tnr.com/politics/story.html?id=51f6dc92-7f1d-4d5b-aebe-94668b7bfb32&p=13Det er godt nok en ynkelig fragåelse, hvor de bruger den gamle vi-trækker-vores-historie-men-den-var-alligevel-sand-på-et mere-overordnet-plan-undskyldning, som Daily Mail brugte, da de havde bragt falske trofæfotos af britiske soldaters “mishandling”, og som BBC brugte efter Hutton-rapporten. Men en fragåelse blev det da til. Man har næsten ondt af stakkels Beauchamp, der jo bare ville være med på den der med vi-støtter-skam-vores-soldater-selvom-de-er-nogle-krigsforbryderiske-bondeknolde, der er så populær i de fashionable kredse, som TNR er hoforgan for. Når man ser på de film, Hollywood spytter ud for tiden, og som i øvrigt går elendigt, selvom de da nok skal få nogle europæiske filmpriser, så er det da næsten synd, at han skulle få et fur, bare fordi han ikke var kendt nok til at slippe afsted med det. Og dog.For journalister og skribenter skal holde sig til fakta og ikke fabrikere historier, uanset hvor velkomne de er i forskellige medier. Medmindre de klart markerer, at der er tale om fiktion. Det gælder både TNR og NRO.Den der sondring, som journalistforbundet fik en “ekspertgruppe” til at barsle med for at redde Gulbrandsens Afghanistanfilm, hvor dokumentarprogram er et program, der objektivt søger at holde sig til fakta og være nuanceret, mens en dokumentarfilm giver skaberen ret til at manipulere og fabulere frit, er nok det tætteste branchen er kommet på et troværdighedsselvmord. Det er meget muligt, at Moore tjener godt på den slags, men det er en vildledende brug af forstavelsen “dokumentar-“.

Af: Limagolf

Limagolf — Mon, 03 Dec 2007 03:58:19 +0000

Jeg synes iøvrigt at Mr. Law har været forbløffende tavs om de fantastiske fabrikationer af W. Thomas Smith Jr. NRO har publiceret, når man tænker hvor meget han var efter Beauchamp og TNR.Beauchamps artikler havde nogle mindre unøjagtigheder der ikke påvirkede hovedkonklusionerne nævneværdigt (men dog var udtryk for dårlig dømmekraft). NRO har udgivet historier fra Libanon der er helt hen i vejret! 100% opspind.Tavshed.;-)/Limagolf

Af: Limagolf

Limagolf — Mon, 03 Dec 2007 00:28:34 +0000

WA og resten af den danske presse er usammenlignelige.I WA får man velresearchede historier om effekten af foreslået lovgivning, i resten af pressen rapporteres der mest om personfnidder og taktik. I WA afspejler historierne, på godt og ondt, den enkelte journalist, hvor de fleste andre aviser lader det hele flyde sammen til en stor gang blæver. Det betyder dog man indimellem er tvangsindlagt til diverse journalisters tvangstanker, men det kan både være oplysende og morsomt (når det ikke er trættende). Endvidere er det interressant at se skribenterne folde sig ud på tværs af de traditionelle redaktionsskel. De fleste af journalisterne leverer indhold til både nyheds-, kultur- og bogsektionen. Det giver en uventet dybde i alle artikler!Jeg har ikke behov for en træ-baseret avis til hverdag, men Weekendavisen dækker et hul som ingen af de andre aviser gør. Og så er det vel danmarks sidste borgerlige avis (sådan i gammeldags forstand)?Problemet med deres dækning er at der ofte er tale om pletvise nedslag i stoffet. De har jo ikke haft nogen kontinuerlig dækning fra Irak eller afghanistan, eksempelvis. Men når de har noget med, plejer det at være på et niveau noget over konkurrenternes.Når det så er sagt, kan man altså finde en masse god journalistik gratis på nettet, også udenrigs. Uanset at Mr. Law ikke synes om dem alle, leverer de store amerikanske aviser en dækning der er milevidt over hvad vi er vant til i Danmark! Prøv også nogen af de mindre kendte som Christian Science Monitor, der er ofte fortrinlig journalistik. Når det gælder det israelske stof kan man veksle mellem Jerusalem Post og Ha’aretz, så får man vist det meste med.Med det væld af muligheder der er på nettet, behøver man altså ikke en daglig avis, medmindre man pakker ualmindeligt mange fisk ind!/Limagolf