Castro træder tilbage II – 50 år i tomgang

I går spurgte min ærede medpunditokrat Mr. Law, hvordan omtalen ville blive af Castro efter hans afgang som præsident. I mellemtiden har vi fået svaret. det er gået som forventet – og man bør vel ikke være overrasket over, at f.eks. Niels Lindvig på P1 morgen bl.a. udtalte at “det er meget få cubanere, der vil opfatte Fidel Castro som en diktator” – som jeg før har skrevet om, er der vist nok mere end en mening om denne sag – se også video fra Youtube , eller læs her .

Selv om jeg normalt ikke mener man skal gå efter folks levebrød, så må jeg indrømme, at jeg ikke mener, at Danmarks radio kan forsvare at anvende Niels Lindvig som journalistisk ekspert – om han kan bruges som nyhedsoplæser skal jeg lade være usagt. Hans dækning af Latin Amerika – herunder Cuba – er efterhånden så faglig anløben og problematisk, at han burde være forment adgang til medierne som “ekspert”. Havde han udtalt sig som medlem af enhedslisten eller et andet sekterisk parti så var det ok, men han tillægges altså ekspertviden fra DRs side, og den besider han helt åbenlyst ikke.

Derimod videregiver han den eventyrhistorie, der lægger sig i slipstrømmen af det cubanske regimes løgne og historieomskrivning, Der bl.a. systematisk har beskrevet Cuba før revolutionen som et ludfattigt land præget af store sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige problemer.

Dette ligger langt fra virkelighedens Cuba i 1950erne – uden at jeg på nogen måde vil forgøjle at Cuba var et rigt land i absolutte termer. Men efter datidens standard var man ganske godt kørende.

Det kommunistiske regimes historieomskrivning har selvfølgelig været nødvendig for at kunne kalde et land, der stort set har stået stille i 50 år, et eksempel på progressivitet og fremskridt.

Men der er en lang række fakta, som burde have fået selv journalister af den mest talforskrækkede slags til at overveje, om ikke deres undskyldende fremstilling af Castros regime, måske forlod sig lige lovligt meget på regimets egen historieskrivning.

Når man f.eks. fremhæver den lave børnedødelighed, hvorfor nævner man så ikke, at Cuba før revolutionen, ifølge FN, var blandt de lande i verden, der havde den laveste spædbørnsdødelighed? Den var i 1958 på 32 børn per 1000 levende fødte, mens den var 40 i Japan, 53 i Spanien, og 36 i Belgien.

I midten af 90erne var den officielt faldet til 12 i Cuba, hvilket dog er det tredobbelte af Japans, hvor spædbørnsdødeligheden var faldet til 4, og ca. det dobbelte af Belgien og Spaniens, der var faldet til henholdsvis 7 og 6.

For at sætte det i perspektiv kan det nævnes, at Portugals børnedødelighed i samme periode faldt fra 88 til 10. Og så er der endda grund til at tro, at FNs tal undervurderer den nuværende børnedødelighed i Cuba. Ligesom det hedengangne DDR målte sit lands succes i antallet af olympiske guldmedaljer, bruger det cubanske styre bl.a. tallene for børnedødelighed som ”bevis” på styrets evner. Der er vedvarende forlydender om, at man pynter på tallene ved at registrere børn der dør kort efter fødslen som aborter, ligesom det er udbredt praksis med meget sene aborter..

Se for øvrigt Michael Moore, som er en stor tilhænger af Cubas sundhedssystem, i problemer i ABC 20/20.

Et andet område, der fortsat fremhæves som en succes er uddannelsessektoren, hvor man på baggrund af et billede af et Cuba før revolutionen præget af analfabetisme, har fremført den nuværende alfabetiseringsgrad som et eksempel på regimets overlegenhed

Men også her hænger det ganske enkelt ikke sammen. Hvordan skal man egentlig også forklare, at cubanerne kunne vælge mellem 57 forskellige aviser hver dag, ud over de 23 forskellige Tv-stationer og 120 radiokanaler? – hvis cubanernes levestandard var så lav som påstået, og man ikke kunne læse og skrive, hvorledes kunne de mange medier så overleve kommercielt?.

Det skyldes selvfølgelig, at velstanden var relativ høj, ligesom alfabetiseringsgraden, igen ifølge tal fra FN, også var høj efter datidens standard i Latinamerika.

Således kunne 76% af befolkningen over 10 år læse og skrive i begyndelsen af 1950erne, hvilket kun blev overgået af Argentina (87%), Costa Rica (79%) og Chile (81%). Tallene var steget til ca. 95-96% for alle landene i 1995 – dog målt på andel over 15 år.

Det er vel egentlig mere bemærkelsesværdigt at f.eks. Paraguay, der i begyndelsen af 1950erne havde en alfabetiseringsgrad på 68, i mellemtiden var steget til 92%, og at Ecuador oplevede en stigning fra 56 til 90%. Jeg har nu aldrig oplevet, at disse to lande er blevet fremhævet, eller at evt. skyggesider i de to samfund er blevet mildnet, ved at man har påpeget deres evne til at lære landets befolkning at læse og skrive.

Det har næppe heller været ligegyldigt at Cuba i slutningen af 1950erne, altså før Castros magtovertagelse, var det land i Latinamerika, der målt i andel af samlet offentligt forbrug, brugte flest midler på uddannelsessektoren (23%).

Som nævnt var Cuba rig på medier, bl.a TV-stationer. Men det kunne selvfølgelig være, at det var forbeholdt en lille overklasse, der fandt glæde i at zappe rundt mellem de 23 TV-stationer (en besværlig fornøjelse, al den stund at fjernkontrollen knap var opfundet).. Men det viser sig dog, at antallet af TV-apparater i forhold til befolkningens størrelse var endog meget højt i Cuba. Med 45 Tv-apparater per 1000 indbyggere, blev cubanerne kun overgået af USA, England og Monaco på verdensplan. Også målt på antallet af personbiler klarede Cuba sig godt. Med 24 per 1000 indbyggere i slutningen af 1950erne blev det kun overgået af Venezuela. Man havde altså flere personbiler i forhold til befolkningens størrelse end Latin Amerikas rigeste land på daværende tidspunkt, Argentina.

I realiten var Cuba da også langt fra det fattige land, som Castroregimet efterfølgende har påstået. Det var et af de rigeste lande i Latinamerika, – og rigere end senere I-alnde, som Japan, Finland og Spanien. I dag er Cuba blandt de fattigste lande i regionen – og langt langt fattigere end de førnævnte lande..

Der er dog ingen tvivl om, at rigdommen var meget ulige fordelt med både datidens og nutidens nordeuropæiske standard, Men den var næppe meget anderledes end i andre latinamerikanske lande.

Alt dette er der ikke meget af i MSMs dækning af Castros afgang. Nu venter vi bare på en rehabilitering af Erich Honecker og det gamle DDR fra Niels Lindvig og ligesindede. Han kan jo altid fremhæve DDRs mange olympiske guldmedaljer som bevis på regimets overlegenhed.

Hvad man ellers skal mene om personer der er parat til helt eller delvist at forsvare og/eller undskylde en af de mest brutale Latinamerikanske diktatorer i det 20. århundrede, kan der læses mere om her .

4 thoughts on “Castro træder tilbage II – 50 år i tomgang

  1. Winston

    Fremragende indlæg. DRs dækning af Castros exit har mildt sagt været “biased” og efter alle DRs egne højtidelige alsidighedsregler.  Eksemplet er desværre ikke atypisk. For ganske nylig spidsede jeg øjne og ører da DR en sjælden gang bragte et indslag om systematisk mishandling og tortur af fanger, og for en gangs skyld ikke i hverken Guantanamo eller Abu Ghraib, men i Putins Rusland.  TV-A’s indslag indledtes med forfærdelige billeder, udsmuglet fra et russisk fængsel. Fangerne blev sadistisk gennembanket af politisoldater. Men hvem havde DR så indkaldt som “ekspert” til at kommentere disse gruopvækkende scener? Ingen ringere end formanden for Dansk-Russisk Forening, Karsten Fledelius, der kom med en gang tågesnak om at “Rusland var et kænpestort land”, og at “det ikke var som i Sovjettiden”. Det var alt. Som enhver, der følger bare lidt med i udviklingen i Rusland under Putins regeringstid vil vide, bliver dette “kæmpeland” stadigt mere og mere brutalt, og da især i fængslerne og i Putins rene tortur-lejre i Tjetjenien. Men DR var åbenbart tilfreds, for der lød ikke engang blot ét enkelt kritisk spørgsmål til Fledelius. Samme mand, der i øvrigt og som bekendt også af DR anses som Balkan “ekspert”, skønt hans rolle under Milosovic’s første etniske udrensningsbølger ikke just var kritikerens med stort K.  

    Svar

Leave a Reply to Niels Bollerup AndersenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.