Vindere og tabere, Brasilien og Argentina.

En del herhjemme har formentlig en opfattelse af, at der ikke er de store forskelle på de enkelte latinamerikanske lande. En opfattelse der ofte præger mediedækningen i MSM, hvor problemstillinger fra kontinentet ofte kun er interessante, når det giver mulighed for slet skjult kritik af USA (venerationen hos dele af danske medier for f.eks. Cuba skal vist primært forstås i denne kontekst), hvor myten om USA’s imperialistiske dominans fortsat dyrkes intenst. I en hvis udstrækning skal journalisterne være undskyldt, idet det er en myte, der også dyrkes af både nationalistiske og venstreorienterede grupperinger i en række latinamerikanske lande. Da et stort antal journalister vist ikke er besjælet med nogen videre grad af hverken kritisk sans eller behov for at udfordre et allerede fastlåst (naivt) verdensbillede, eller har nogen dybere viden om økonomi og historie, er resultatet jo næsten givet på forhånd.

Man kan med en hvis ret spørge, hvad jeg bilder mig ind, når jeg så kategorisk afviser det meste af den danske nyhedsdækning i Latinamerika som underlødig. Den ret tiltager jeg mig efter mere end 20 års engagement i den “latinamerikanske virkelighed”. En virkelighed der for en nordeuropæer til tider antager nærmest surrealistiske dimensioner.

En virkelighed der for alvor “ramte” mig, da jeg en gang for mange år siden gerådede mig ud i en længevarende diskussion med nogle af mine vellønnede og veluddannede progressive brasilianske venner om Brasiliens udlandsgæld. Det endte med at en af dem pointerede at “de” som fattige og undertrykte altid var blevet blevet udnyttet af “os” i den 1. verden. Da jeg spurgte hende hvad hun mente med det, blev jeg belært om griske amerikanske banker, multinationale selskaber osv. osv. (med andre ord et verdensbillede som læseren kan stifte bekendtskab med ved at kigge på det herhjemme efterhånden berygtede/berømte online “leksikon” leksikon.org). Da jeg anførte, at det virkede temmeligt hult i mine ører, at en person hvis far ejede en hel dal, havde indtil flere hjemmehjælpere ansat, og i det hele taget havde et forbrug og en livsstil der på alle måder matchede den velstillede middelklasse eller mere til i den såkaldt rige del af verden, og at jeg så forøvrigt mente at det måske var en ide at se på de reformer der var gennemført i Chile, blev dette afvist med en henvisning til at Latinamerika var offer for den rige verdens undertrykkelse, og at Chiles reformer var udtryk for amerikansk imperialisme (samtalen fandt sted mens Pinochet fortsat var Chiles diktator)- punktum slut finale.

Her 20 år senere har samme nære ven flere gange været i Chile og taler varmt og begejstret om de fremskridt man har gjort der. Hvilket dog desværre (endnu) ikke indebærer en erkendelse af, at det kunne være at Brasilien og andre Latinamerikanske lande, måske kunne opnå samme gunstige resultater, som f.eks. at få en korruption på (næsten) nordeuropæisk niveau, hvis man begrænsede mulighederne for korruption ved at fremme de private markeder og minimere offentlig indblanding og beukratiske barrierer. Men bortset fra det, så er holdningerne ændret markant, og selv multinationale selskaber omtales i noget venligere toner, ligesom jeg ikke længere gøres personlig ansvarlig for den eksterne gæld 🙂

Som det fremgår af nedenstående figur, kan hverken Argentina eller Brasilien prale med synderlig høj vækst de seneste 30 år. Sammenligner man de to økonomier, er det dog slående, at Argentinas vækst er væsentligt mere erratisk. Set over det seneste halve århundrede er det måske også slående, at hvor velstanden i Argentina i slutningen af 1950erne var ca. det dobbelte af Spaniens, er forholdet i dag det omvendte.

Men der er en række gode grunde til at være mere optimistisk end i mange år omkring Brasiliens fremtidige vækst, i modsætning til Argentinas.

En del vil muligvis undre sig over dette udsagn, i og med at det fremgår af figuren, at Argentina siden dets økonomiske nedsmeltning i 2001 har oplevet høj vækst, hvorimod Brasiliens vækst har været på et noget lavere niveau. Ja, set på kort sigt vil der sikkert være de der vil pege på Argentinas høje vækstrater de senere år som “bevis” på, at det kan betale sig at føre en “populistisk” økonomisk politik, inklusiv tvangsnedskrivning af kreditorernes tilgodehavender osv.

Denne politik har også haft sine fortalere i Brasilien. Både i 1980erne og 1990erne argumenterede PT og dets leder, den nuværende præsident, Lula, for samme tilgang til Brasiliens gældsproblemer. Det interessante er, at i modsætning til Argentinas default på den offentlige gæld i 2001 og devaluering af pesoen, valgte man i Brasilien at stramme den økonomiske politik, acceptere lavere vækst og overholde sine eksterne forpligtigelser.

Selv om Partido dos Trabalhadores (PT) og Lula i valgkampen op til deres valgsejr i 2002 lovede at føre en ansvarlig økonomisk politik, reagerede de finansielle markeder negativt, da valgresultatet blev kendt, – ikke underligt, givet den langt mere venstreorienterede retorik ved tidligere valg. Men rent faktisk har man stort set stået ved det man sagde, og har fastholdt den ansvarlige økonomiske politik lige siden under den socialistiske præsident.

At det er lykkedes på trods af intern uro i Lulas parti giver anledning til en hvis optimisme. Nu og her har det indebåret, at udenlandske investeringer i Brasilien sidste år slog alle rekorder med 35 mia. USD. – en stigning på 84% i forhold til året før.

Argentina har godt nok oplevet højere vækst på kort sigt (se figur 1), men til gengæld er der et voksende inflationært pres (inflationsraterne i nedenstående figur er officielle tal, og den reelle inflation er formentlig en hel del højere, idet regeringen fifler en del med de økonomiske nøgletal, ikke mindst inflationstallene). Med en økonomi der allerede er tæt på sin kapacitetsgrænse, og som er præget af et lavt investeringsniveau – og en lav tiltro til myndighederne, ser det umiddelbart ud til, at Argentina fortsætter en gammel Latinamerikansk tradition for økonomisk ustabilitet og erratisk og lav vækst.

Mens begge lande har nydt godt af de høje priser på en række eksportvarer, kan man udtrykke det med, at Argentina har valgt, som det historisk altid har gjort, at bruge hele gevinsten med det samme, mens brasilianerne vægter de langsigtede muligheder højere.

Denne forskel i tilgangen til den økonomiske politik indebærer, at hvor risikoen for et økonomisk tilbageslag er overhængene i Argentina, hvis eksportindtægterne svigter, står Brasilien for en gangs skyld godt rustet, også hvis råvarepriserne skulle udvise en vigende tendens igen.

Og sidstnævnte er resultatet af hvad der må kaldes et historisk paradigmeskifte i Brasiliansk politik. Hvor man i 1960erne og 1970erne satte den stabilisering overstyr som fulgte efter militærets magtovertagelse i 1964, har regeringerne under de to seneste præsidenter, Fernando Henrique Cardoso (1995-2002) og Luiz Inácio da Silva (2003-), som nævnt ført en traditionel ortodoks økonomisk politik.

Det indebærer ikke, at Brasilien kan siges at nærme sig f.eks. den markedsliberale chilenske model, langtfra. Man fristes til at sige desværre, set ud fra et vækstsynspunkt, er Brasilien fortsat karakte
riseret ved høje skatter,
høj korruption (har været stigende i socialisten Lulas regeringstid), ineffektive finansielle markeder og offentlig sektor. Men den skepsis som Lula blev mødte med, da han tiltrådte som præsident i 2003, må anses for at være gjort til skamme. Og selv om det kan være svært at pege på originale tiltag fra den nuværende regerings side, der for alvor har påvirket Brasiliens fremtidige vækstpotentiale positivt, kan det meget vel være, at dens væsentligste bidrag er alt det den ikke gjorde, nemlig at vende tilbage til tidligere tiders populistiske og kortsigtede løsninger.

Dette står i skarp modsætning til udviklingen i Argentina. En autoritær økonomisk politik, udstrakt brug af administrative indgreb, høje eksportskatter (skatten på eksport af Soja er oppe på 40%) og manipulerede økonomiske nøgletal osv. viser (desværre) med al ønskelig tydelighed, at Argentina har lang vej endnu, før man erkender betydningen af økonomisk stabilitet og troværdighed og bliver en moderne økonomi.

eller som “The Economist” skrev i forrige uge:

“Argentina has indeed shown that a country can get away with sacrificing price stability in favour of growth for far longer than the naysayers claimed. But eventually, as in every other country in the world, the amount and productivity of its investment will determine its economic performance. With inflation rising ever higher—and becoming harder to calculate—that investment will prove hard to come by. “

Spørgsmålet er blot hvor mange kriser Argentina skal igennem, før man erkender dette. I Brasilien har den rødeste regering ( i hvert fald på papiret) nogensinde indset dette for flere år siden.

8 thoughts on “Vindere og tabere, Brasilien og Argentina.

  1. AK

    Tankevækkende og dejligt indlæg på bloggen, Niels. I sin biografi roser Alan Greenspan Brasiliens regering for mange af de ting du også nævner, især det “endelige opgør” med tocifrede inflationsrater. Faktisk er det underligt at MSM ikke beskæftiger sig mere med disse forskelle, men det er en helt anden diskussion.Din Brasilianske vens holdninger kan man sagtens støde på i Danmark også, men set fra et økonomisk synspunkt har latinamerika kun dem selv at takke for deres BNP-niveau.

    Svar
  2. Hans Henrik Hansen

    “Sammenligner man de to økonomier, er det dog slående, at Argentinas vækst er væsentligt mere eraktisk”- HVAD betyder nu dét?? Forsøger man at google, bli’r man spurgt: ‘Mente du: praktisk’! :)Og eneste henvisning vedr. termen fører lukt (tilbage) til Punditokraterne!

    Svar
  3. Niels Bollerup Andersen

    Super indlæg Niels Westy.Det er det fantastiske ved Punditokraterne. Balancerede og velskrevne indlæg, som man ikke får andre steder.

    Svar
  4. US

    Enig med de øvrige, et fint indlæg.HHH: Jeg har ikke set ordet før, men mon ikke ordet ‘eraktisk’ er Westy’s fordanskning af det engelske ord ‘erratic’ – altså noget i retning af uregelmæssig, ujævn, excentrisk?

    Svar
  5. JR

    CB: “En kort bid bevis herfra er, at variansen på Argentinas vækst de seneste 15 år har været 36,7, mens den tilsvarende for Brasiliens kun var 7,0.”Men kan de to varianser sammenlignes direkte? Har større (og mere diverse) økonomier ikke en (naturlig) mindre varians i væksten end hos “mindre” økonomier? Eller er den effekt nul når man ser på lande i Argentina og Brasiliens størrelse?Det er vel heller ikke nødvendigvis et krisetegn, at man har en høj varians i væksten. Så vidt jeg er orienteret koster det netop på den gennemsnitlige langsigtede vækst hvis man fra politisk hold forsøger at udjævne disse udsving.http://en.wikipedia.org/wiki/Boom_and_bust

    Svar
  6. Hans Henrik Hansen

    @5: “Niels’ brug af ordet ‘erratisk’ er en direkte oversættelse af ‘erratic'” – ja, det havde jeg (næsten) gættet!Men i den oprindelige tekst stod nu heller ikke ‘erratisk’, men derimod ‘eraKtisk’ – og dét sætter jo intuitionen på en vis prøve. Stavningen er øjensynlig nu blevet ændret, dog ikke helt ’til bunds’: Over grafikken ‘Inflated gauchos’ ser man stadigt den originale ortografi! 🙂

    Svar
  7. Hans Henrik Hansen

    @7: “Over grafikken ‘Inflated gauchos’ ser man stadigt den originale ortografi!” – hvilket var tilfældet, indtil (også) det blev rettet: Per ardua ad astra! 🙂

    Svar
  8. Christian Bjørnskov

    @2: Niels’ brug af ordet ‘erratisk’ er en direkte oversættelse af ‘erratic’ – dvs. ujævn, præget af store udsving. En kort bid bevis herfra er, at variansen på Argentinas vækst de seneste 15 år har været 36,7, mens den tilsvarende for Brasiliens kun var 7,0. Og det er direkte synligt i Niels’ figur, at de to vækstrater i perioden ikke har adskilt sig særligt, bortset fra en hurtigere brasiliansk vækst under Cardoso og Lula.

    Svar

Leave a Reply to Hans Henrik Hansen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.