Kronik i Berlingeren

Som tidligere annonceret er her et link til min kronik i Berlingeren om Irak fem år efter.

Hovedsynspunkterne er

– at demokratiet i Irak tegner til at overleve.

– at Irak dermed er bedre stillet end ante-bellum.

– at den rigtige strategi i krigen mod terror fortsat er at søge demokratiet udbredt i Mellemøsten (og andre steder), om nødvendigt ved militær intervention.

– at FN repræsenterer en forældet version af folkeretten, der snarere hindrer end fremmer kampen for frihed.

Discuss.

13 thoughts on “Kronik i Berlingeren

  1. JR

    Fra RasmusEs blog: “Dekonstrueres kan den stille og roligt, men igen burde det ikke være nødvendigt. Vores moralske kompas er i os selv, hverken i en fortælling, en hellig bog, eller i noget andet.”Hvad opstår efter din mening moralske opfattelser af? Er det genetisk bestemt?Personligt er jeg ikke i tvivl om, at historiske begivenheder hjælper os med at deducere konsekvenserne af vores handlinger og dermed gør os i stand til at handle moralsk. At handle moralsk er jo ikke blot at gøre hvad der umiddelbart ser ud til at gøre Verden bedre – det er at gøre de ting som rent faktisk gør Verden bedre. Det er faktisk en vigtig forskel. Et godt eksempel på dette er ulandshjælp.

    Svar
  2. RasmusE

    Ville bare sige, at det ikke er min blog jeg henviser til. Jeg synes bare bloggeren havde en pointe i forhold til Jesper Laus efter min mening meget søgte sammenligninger mellem 2. verdenskrig og Irakkrigen.Udover det er jeg sådan set enig med dig. Og i samme ombæring kan jeg så bare sige, at jeg ikke tror, at vejen til en bedre verden ikke går gennem Irakkrige.mvh

    Svar
  3. JR

    Hej Mr. Law,Tak for en god kronik.Jeg fandt det specielt inspirerende at tænke på dine kommentarer om Anden Verdenskrig. Som du beskriver var denne sejr ikke en total sejr for det liberale demokrati. Sovjetunionen spredte jo f.eks. sine totalitære fangarme ud over hele Østeuropa. Derudover tabte Storbrittanien jo også hele deres oversøiske imperium. De menneskelige omkostninger var også ufattelige. Lande som Polen (16%), Litauen (14%), Letland (11%), Sovjetunionen (14%) og Tyskland (10%) mistede over 10% af deres befolkninger (se andre lande her: http://en.wikipedia.org/wiki/World_War_II_casualties). Til sammenligning har Irak mistet omkring 0,5% af sin befolkning i nærværende konflikt. Ifølge visse kritikere betyder det tilsyneladende, at vi ikke kan sejre i konflikten (uden at jeg skal negligere disse store tab).Helt urelateret er det i øvrigt interessant at se de befolkningsmæssige styrkeforhold i 1939 sammenlignet med i dag (prøv at sortere tabellen på ovenstående link efter befolkning). I mine øjner illusterer det Europas problemer i dag. Problemer som vi bliver nødt til at overvinde hvis vi ønsker, at europæisk civilisation skal spille en rolle på verdensplan igen.

    Svar
  4. Jacob Mchangama

    AD JR: du skriver:”Som du beskriver var denne sejr ikke en total sejr for det liberale demokrati.” for derefter at skrive: “Derudover tabte Storbrittanien jo også hele deres oversøiske imperium” Hvordan i alverden får du Storbritanniens imperium til at rime på liberalt demokrati???

    Svar
  5. RasmusE

    “Krigens formål var dels at fjerne Saddam og dermed hindre ham i at opnå abc-våben (atomare, biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben), dels at indføre demokrati.”Syrien, Iran, Nordkorea, hvad venter vi på? :-)Jeg synes det er for tidligt at snakke om succes eller fiasko. Hvis man ser på de fordele og ulemper, der er kommet ud af krigen mod Irak, så er der blandt de fleste andre mennesker vist ingen tvivl om, at den indtil videre er en fiasko.Og her tænker jeg ikke bare på volden og islamismens fremmarch i Irak, men også på de overordnede strategiske mål: krigen mod terror, inddæmmelse af Iran, mere kontrol med Mellemøsten. På alle disse punkter har irakkrigen med mine øjne forværret situationen ud fra et vestligt synspunkt.Men måske om 50 år vil det have været en succes. Synes bare ikke det ligner i øjeblikket.Og de der 2. verdenskrigs-sammenligninger synes jeg er irrelevante.http://kommentar-dk.blogspot.com/2008/04/det-str-skrevet.html#links

    Svar
  6. JR

    Ad JM: Det var nu ikke ment som et forsvar for det britiske imperium – blot en konstatering af, at de tabte det (hvilket i mine øjne var godt – men næppe en sejr for Storbrittanien).

    Svar
  7. Iver

    Iflg. Mr. Law følger USA en linje, der blev lagt i 1998. Det var vist dengang republikanerne vandt flertallet i senatet? Vil USA da følge linjen, nu dette flertal er væk (siden 2006)? Demokraterne har vist ikke samme tradition for “aktiv udenrigspolitik”. Kan denne ustabilitet ikke være et problem for udførelsen af den lagte strategi?De to mål er prisværdige, Baath-partiets affinitet til nazihistorien uomtvistelig (den vedblivende brutalitet måske også, men er det ikke reglen snarere end undtagelsen i området?) – men grunden til at koalitionen valgte at bringe sig i focus ved at “tage ansvar for udviklingen” mener jeg altså må ses i republikanernes (og det europæiske højres) angivelige demokratiske idealisme (demokratisk klassisk forstået altså, ikke som førende deres modpartis politik).Men når man følger Mr. Laws gode råd om selv at orientere sig, så falder man hurtigt over tidligere CIA-topmand Ken Pollack (f.eks her: http://www.washingtonmonthly.com/features/2001/0211.marshall.html og her: http://www.brookings.edu/experts/p/pollackk.aspx). Og i dag kunne man høre Herbert Pundik fortælle om israelernes oplevelse af shia’s fremmarch (Her: http://www.dr.dk/P1/Horisontpaap1/udsendelser/2008/04/24133441.htm). Konklusionen bliver meget hurtigt, at USA på et tidspunkt har indset, at nu er Iran ved at få atomvåben, og derfor er sikkerheden i regionen så truet, at man må gøre noget. (a’la: Skal man få hunde til at holde op med at slås er man nødt til at skænde på den mindste af dem?)Den ovennævnte P1-udsendelse præsenterer iøvrigt et noget alternativt syn på, hvor meget det går fremad i Irak. At den amerikanske tilstedeværelse er i stand til at gengælde når “irakisk Al-Qaida” hugger hænderne af folk fordi de ryger er da glædeligt, men det virkede ikke som om sikkerheden var varigt stabiliseret for hverken almindelige irakere eller for udlændinge. Og det må da være det næste mål, hvis USA skal kunne trække sig ud engang.

    Svar
  8. scipio

    Tak til Mr. Law for at have modet til i den grad at gå imod den offentlige mening.Det er forfriskende at blive mindet om en ret anderledes fortolkning af sejreni den 2. verdenskrig, Polakkerne er måske ikke helt så enige i at det var en sejr !Mht. de to formål med krigen:1) Fjerne truslen fra masseødelæggelsesvåben2) Skabe demokrati1) Sejr. At de så ikke eksisterede er en helt anden sag, men truslen for at Sadamsenere anskaffede dem senere er i hvert fald væk. Hvor stor den trussel ret besetvar kan selvfølgeligt diskuteres, men den er elimineret nu.2) Demokrati: Hmmm.Ja, der er blevet holdt valg og ja, det er sikkert et af de frieste i mellemøsten, hvilket bortsetfra Israel ikke siger ret meget. MEN hvad med de en af de andre kritiske ting i en velfungerendestat: Sikkerhed ??? Det er lykkedes USA at få nedbragt volden, imponerende,men så startede regeringen en krig mod Sadr’s milits, som den måske ikke tabte, men den vandtden heller ikke …. Irakkerne ser ud til at være delt i en række lejre som bekriger hinandenenebyrdes både mellem befolkningsgrupperne og internt (i shia gruppen). Hvis ikke de forskellgemilitser kan afvæbnes, hvad sker der så når USA trækker sig ud og ikke længere er denmodererende faktor ???At Sadam var en bestialsk diktator som ingen savner er helt sikkert, men det der er kommeti stedet er altså ikke for kønt …. Er der ikke en reel risiko for at Irak simpelthen bryder op somstat ?AD Jacob M.: Helt helt enig.

    Svar
  9. Bielefeld

    Kort tid efter englændernes besættelse af Bagdad i 1917 sagde generalløjtnant Sir Stanley Maude til byens indbyggere: “Our armies do not come into your cities and lands as conquerors or enemies, but as liberators … It is [not] the wish of [our] government to impose upon you alien institutions … [It is our wish] that you should prosper even as in the past, when your lands were fertile, when your ancestors gave to the world literature, science, and art, and when Baghdad city was one of the wonders of the world … It is [our] hope that the aspirations of your philosophers and writers shall be realized and that once again the people of Baghdad shall flourish, enjoying their wealth and substance under institutions which are in consonance with their sacred laws and their racial ideals.” Ikke meget har forandret sig siden dengang. Gammel må verden endnu være. Har briternes imperium slet ikke haft lod og del i udbredelsen af liberale idéer? Hvad med kapitalismens triumf? Internationaliseringen af det engelske sprog? Protestantismens vedvarende indflydelse? Overlevelsen af de parlamentariske institutioner, som andre imperier ønskede at annullere i 1940erne? I de senere år har fremtrædende britiske historikere med Niall Ferguson i spidsen gjort hæderlige forsøg på at rehabilitere deres tidligere imperium (der de facto ikke er kastet på historiens mødding, men som siden 1945 er blevet videreført af USA). Disse historikere har bl.a. peget på den uomtvistelige kendsgerning, at imperiet har bidraget væsentligt til udbredelsen af det engelske sprog, common law, protestantisme, det repræsentative demokrati, det skotske og engelske banksystem, engelske former for jordbesiddelse, minimal- eller natvægterstaten og ikke mindst ideen om frihed. Englænderne brugte dengang holdsporter som fodbold, cricket og rugby til at sukre pillen og for at holde sammen på imperiet—englænderne lod sig endog tabe med vilje for at skabe bedre samenhold mellem kolonimagten og kolonierne! (er Champions League i dag ikke markedets sejr over staten?); i dag bruger amerikanerne musik og film og mad og teknologi som ideernes fødselshjælpere. Som sagt. Ikke meget har forandret sig. Men tingene har fået andre navne. Man skal heller ikke glemme, at englænderne har forberedt en række lande på globaliseringen. Indien er måske, deres interne problemer til trods, det mest lysende eksempel. Hvor ville dette sammensatte land være i dag, hvis ikke dets flersprogede befolkning talte engelsk? En af forskellene på englændernes og amerikanernes fremfærd er dog, at hver gang englænderne ar forladt en af deres kolonier, er det, som følge af det nye magttomrum, endt i borgerkrig: Israel/Palæstina, Kashmir, Nordirland, Sri Lanka, Cypern, Sydafrika, Sierra Leone og man kunne blive ved. Faktisk ser det ud til, at de store konflikter i verden dag næsten alle ligger inden for grænserne af det tidligere britiske imperium. Men hvordan ville disse lande og regioner have set ud, hvis englænderne aldrig havde været dér? Bedre? Værre? Måske. Måske kan man også sige det sådan, at amerikanerne—bl.a. med tanke på Sir Stanley Maude’s citat ovenfor—”rydder op” efter englænderne. Det Britiske Imperium har bestemt haft tyranniske indslag, men ligefrem at feje imperiet med al dets væsen af bordet som et grundlæggende uliberalt fænomen? Spørgsmålet er ikke, som selv Ferguson skriver, om imperiet var uden fejl. Det var det ikke. Spørgsmålet er ”wheather there could have been a less bloody path to modernity. Perhaps in theory there could have been. But in practice?”(Niall Ferguson, Empire – The Rise and Demise of the British World Order and the Lessons for Global Power, p. xxix.)

    Svar
  10. Limagolf

    “Indien er måske, deres interne problemer til trods, det mest lysende eksempel. Hvor ville dette sammensatte land være i dag, hvis ikke dets flersprogede befolkning talte engelsk?”Så ville de nok bruge persisk (farsi) som handelssprog, ligesom de gjorde før englænderne kom. Persisk blev brugt som handelssprog fra Tyrkiet til Indien, hvor den turko-persiske kultur har efterladt en stor arv. De indiske Mughal-kejsere er et eksempel på en kultur der baserer sig på videreudviklingen af den tusindårige tradition fra perserriget med indflydelse fra først araberne og senere turkomanerne.Så det var såmænd nok gået uden englænderne!Og nu vi er ved historietimen:”Har briternes imperium slet ikke haft lod og del i udbredelsen af liberale idéer? Hvad med kapitalismens triumf? Internationaliseringen af det engelske sprog? Protestantismens vedvarende indflydelse? Overlevelsen af de parlamentariske institutioner, som andre imperier ønskede at annullere i 1940erne? I de senere år har fremtrædende britiske historikere med Niall Ferguson i spidsen gjort hæderlige forsøg på at rehabilitere deres tidligere imperium…”Har du læst om Briternes besættelse af Irak? Brutal kolonisering af værste skuffe. De brugte blandt andet giftgas nedkastet fra bombefly til at holde de urolige stammekrigere i skak!Der var sgu’ ikke nogen overlevering af parlamentariske institutioner. Det var rå udnyttelse af de strategiske olieressourcer.Meget af det bøvl vi ser i Mellemøsten i dag er baseret på de problematiske grænsedragninger der blev trukket efter første verdenskrig.Der er sandeligt også meget andet galt i mellemøsten, men det kan betale sig at studere dannelsen af de mellemøstlige stater i starten af tyverne./Limagolf

    Svar
  11. Christian Bjørnskov

    Mht. diskussionen om briternes kolonialisering var god eller dårlig: De interesserede kan f.eks. tage et kig på Grier & Grier’s artikel i Public Choice for nogle år siden, eller evt. Og hvis man er lidt emsig, kan man nok få fat i Vanya Krieckhaus nye artikel (ikke publiceret endnu) om Constitutive British Colonialism, hvor han peger på at de virkelige succeser stort set alle blev overtaget af briterne.

    Svar
  12. Bielefeld

    Nu har jeg af gode grunde endnu ikke læst Jonathan Krieckhaus’ artikel om ”Constitutive British Colonialism, hvor han peger på, at de virkelige succeser stort set alle blev overtaget af briterne.” Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvilke kolonier, mandatområder eller protektorater, Krieckhaus tænker på, men der er stærke indikationer på, at implementeringen af britiskformede institutioner har øget et lands økonomiske vækst, i særdeleshed de steder, hvor der har været forholdsvis affolkede, fordi det har tilladt de britiske institutioner at dominere ”with little dilution”, som Niall Ferguson skriver. Dér, hvor briterne, i lighed med spanierne i sin tid, erobrede allerede sofistikerede, urbaniserede samfund, var koloniseringens effekter mere negative, eftersom kolonisatorerne blev fristet til at ”engage in plunder rather than to build their own institutions.” Det forklarer så også, hvorfor briterne var i stand til at overhale deres spanske rivaler: netop fordi de, som sent ankomne i den imperiale magtkamp mellem de europæiske stater, i vid udstrækning var nødt til at kolonisere de ikke særligt lovende pletter på Jorden, såsom Virginia og New England, i modsætning til spaniernes Mexico og Peru. Det blev briternes held. Der er, som jeg sagde indledningsvis, ingen der benægter, at der fandt uhyrligheder sted. Det gjorde der. Briterne begik fejl dengang. Amerikanerne begår fejl i dag. Man skal kigge på de overordnede linjer. Og disse linjer viser, at verden ville have set markant anderledes ud i dag, hvis briterne ikke havde moderniseret og globaliseret verden. Jeg kunne godt tænke mig, at Limagolf tog stilling til følgende spørgsmål: Er det rigtigt eller er det forkert, at imperiet skabte markante folkevandringer? Er det rigtigt eller er det forkert, at imperiet har været en stærk drivkraft bag udbredelsen af kapitalisme som økonomisk system over store dele af verden? Er det rigtigt eller forkert, at imperiet parlamentariske demokratiske institutioner er blevet (forsøgt) implementeret i dets tidligere kolonier? Er det rigtigt eller forkert, at imperiet har spillet en ikke uvæsentlig rolle i Indiens vej ud af slummen? Hvordan er deres uddannelsessystem opbygget? Landets eliteskoler, universiteter, statsforvaltningen, hæren, pressen, det parlamenariske system har alle tydelige britiske træk. Er det rigtigt eller forkert, at imperiet har udbredt det engelske sprog og herigennem bidraget til at globalisere verden? Det 19. århundredes britiske imperium var pionérer inden for frihandel, fri kapitalbevægelse og med slaveriets ophør (briterne var de første til at gøre det i praksis) fri arbejdskraft. Er det rigtigt eller forkert, at imperiet investerede i og udbredte moderne kommunikationsmidler? Briterne kæmpede mange mindre krige, men imperiet sikrede verdensfreden. Bertel Heurlin har skrevet en god bog om, hvordan én supermagt er en større garant for verdensfred, end to eller flere supermagter, der kæmper mod hinanden om verdensherredømmet. Og skal vi heller ikke glemme, at uden det britiske imperium ville de allierede måske ikke kunne have holdt de t japanske og tyske imperium stangen. Briterne opgav deres imperium for at forhindre et, der var meget, meget værre. Ferguson, som er økonomisk historiker, påstår så ydermere, at en opgivelse af briternes kolonier i anden halvdel af det 19. århundrede ”would have led to higher tariffs in their markets, and perhaps other forms of trade discrimination.” Briternes militærbudget før Første Verdenskrig var en ”remarkably low insurance premium against international protectionism.” Eller hvad med arbejdskraftens fri bevægelighed? Er den faldet ned fra himlen? Eller tænk på briternes rolle i at gøre transporten af kapital nemmere til den mindre udviklede del af verden? De direkte investeringer i disse lande var massive. Og hvorfor? ”A plausible hypothesis is that empire […] encouraged investors to put their money in developing economies. The reasoning here is straightforward. Investing in such economies is risky. They tend to be far away and more prone to economic, social and political crisis. But the extension of empire into the less developed world had the effect of reducing such risks by imposing, directly or indirectly, some form of European rule.” I praksis var en investering I en de jure britisk koloni som Indien mere sikker end penge investeret i et de facto ”koloni” som Argentina. Og så skal man ikke forklejne de fordele, som implementeringen af britisk lovgivning og administration medførte. En ny undersøgelse af 49 lande konkluderede, at ”common-law countries have the strongest, and the French civil-law countries the weakest, legal protections of investors”, deriblandt aktionærer og kreditorer. Hvilken betydning har dette ikke haft for tilskyndelsen til kapitaldannelse, uden hvilken entreprenører ikke kan udrette meget? At 18 af de udvalgte lande har et common-law system skyldes fuldt og helt, at de på et tidspunkt har været under britisk styre. Endelig er det værd at nævne, at af de 53 lande, der på et eller andet tidspunkt i historien har været under briterne, var 26 i 1993 endnu demokratier. Hvor mange af disse lande ville have været halv- eller heldemokratiske i dag, hvis det ikke havde været for imperiet? Jeg gætter på 7 eller 8. Ifølge politologen Seymour Martin Lipset har lande, der har været en del af det britiske imperium, større chance for at opnå vedvarende demokratisering efter selvstændighed end lande, der har været underlagt andre imperier. Nu er spørgsmålet så bare, for at vende tilbage til denne tråds fødsel: hvad kan amerikanerne lære af briternes succeser og fiaskoer? Briterne har, som Dean Acheson sagde i 1962, mistet et imperium og ikke fundet en ny rolle. Måske er sandheden den, at amerikanerne har overtaget briternes gamle rolle, men uden at opdage, at der følger et imperium med.

    Svar
  13. Limagolf

    Hu hah,nu stiller du jo godt nok mange spørgsmål i din mail.Mit korte svar må nok blive nej!Hvis ikke sproget engelsk havde været dominerende i globaliseringen, havde det nok været andet, fransk, spansk eller et helt tredje. Jeg påpegede tidligere at persisk var handelssprog fra Bangladesh til Tyrkiet. Det blev presset ud af engelsk, men det var såmænd nok gået alligevel.Det er jo ikke til at vide hvad der var sket hvis det Britiske imperium IKKE havde været dominerende i de århundreder der betød mest for kolonialiseringen af verden, f.eks om en anden magt end de andre store kolonimagter var trådt til i stedet for. Derfor vil denne diskussion blive kontrafaktisk og svær at afprøve, selv ved hjælp af økonomisk forskning.Det er oplagt at briterne havde mest succes når de overtog et område hvor de kunne fordrive den oprindelige befolkning, som i USA, Canada, Australien og New Zealand. Derudover ved jeg ikke hvor mange succeser de egentlig har på samvittigheden? Indien, Pakistan og Bangladesh kan vist højst beskrives som en halv succes på en lang række områder. Frihandel er ikke det ord der falder en først for når subkontinentet bliver nævnt!Mit udbrud skete dog på baggrund udsagnene og Irak. Og der kan vist ikke være nogen tvivl om at Imperiet og de øvrige kolonimagter har gjort ubodelig skade i Mellmøsten (og ved sin tilfældige inddeling af store landområder i regioner som f.eks. Mellemøsten, en kulturelt ganske usammenhængende region).Før Første Verdenskrig bestod Ottomanernes besiddelser (husket efter hukommelsen!) i Mellemøsten (fra grænsen til Persien) af områderne Mosul (kurdisk), Bagdad (Sunni arabisk), Basra (shia arabisk), Palæstina (sunni arabisk), Syrien (blandet).Det fik briterne og franskmændende så fucket godt og grundigt op. Bla. hører det nok ikke til historiens mest begavede idéer at give maronitterne omkring Libanon-bjerget en ordentlig luns af syrien. Balfour deklarationen falder også i denne kategori.Vi kæmper stadig med konsekvenserne af begge handlinger.Briterne og franskmændende i Mosul og Basra skyldtes primært olie, som på dette tidspunkt var ved at blive et strategisk vigtigt råstof.Og det ER altså svært at få øje på arven efter parlamentarisme i Irak, Jordan og Syrien. Selvom Israel er demokratisk, kan Knesset vel ikke ligefrem siges at være født ud af britisk parlamentarisme? Det minder mere om Paradise Hotel… (det var en joke!)Og så må jeg lige minde om at Danmark har følt briternes idé om frihandel under Englandskrigene 1801 og 1807. Deres udlægning var, at frihandel er godt… på deres præmisser!/Limagolf

    Svar

Leave a Reply to BielefeldCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.