Erkendelsen breder sig – nu også i NYT og Berlingske

Det har været ventet længe, efterhånden som de andre medier gav sig, senest WaPo for et par uger siden. Og så i mandags skete det omsider for NYT.

Efter først at have fortiet fremgangen i Irak så længe, at selv deres egen klummeskriver Thomas Friedman begyndte at joke om det, og dernæst at have skrevet (meget) små og spredte notitser om fremgangen omhyggeligt pakket ind i forbehold om, at det (forhåbentlig) snart kunne gå værre igen, kastede de omsider håndklædet i ringen og skrev den store samlende artikel om fremgangen, dog stadig med forbehold/håbet om en snarlig forværring.

Når NYT kan, så kan Berlingske også. Det skete dagen efter. Opgaven med at skrive artiklen var dog nok for grum, så man nøjedes med at oversætte artiklen fra NYT og i stedet supplere med en egen analyse. Her prøvede korrespondenten af bedste evne at balancere de gode nyheder med de, ahem, mindre gode. Det lykkedes ikke helt at ramme balancen, se f.eks. denne selvafslørende lille guldklump:

På den ene side Bush-administrationens forsøg på at vise tingene fra den mest optimistiske side muligt. På den anden side oppositonens og uafhængige organers insisteren på et mere realistisk vurdering.

Ser man bort fra tryk- og andre småfejl, og det gør vi gerne her på bloggen, så er det da et meget sjovt. De positive nyheder skyldes ikke facts on the ground, men blot Bush administrationens forsøg på at vise tingene fra ”den mest optimistiske side”, mens de negative nyheder er en ”mere realistisk vurdering”.

Hvis det her er hans bedste forsøg på at bluffe en upartisk fremstilling af udviklingen i Irak, må han være meget populær ved udenrigskorrespondenternes pokerbord.

Med den holdning i MSM til udviklingen i Irak, skal I ikke regne med at se disse ting, men her får I dem gratis.

Her er f.eks. CNN, hvis dækning af den seneste rapport om udviklingen i Irak tyder på, at den nedrige Bush administration må have haft fat i dem. Det er nemlig ganske positive toner fra det ellers meget kritiske CNN. Men måske følger det af de elektroniske mediers flygtige natur, at deres medarbejdere er mindre træge i opfattelsen end dead wood journalisterne.

Og her er Victor David Hanson, der gør op med krigsmodstandernes ynglingsargumenter, herunder den om Iran, der efterhånden er det sidste strå.

Så er der de assorterede Bushs-udenrigspolitik-er-måske-ikke-så-håbløs-alligevel artikler, der begynder at blomstre frem i takt med, at krigens to mål i Irak, at fjerne Saddam og skabe et demokrati, synes opnået. Her er James Kirchirck om Senatets seneste rapport om tiden før Irak-krigen, hvor det mest positive man kan sige, er, at den viser en normalisering af det politiske liv efter 9-11. Hvor de første rapporter var enige rapporter, fordi chokket havde bragt politikerne sammen, er den seneste rapport en skamløs partisan affære, hvor det demokratiske flertal skoser regeringens sprogbrug uden at nævne, hvad det republikanske mindretal til gengæld gør med perfid glæde i tillægget, at demokraterne brugte samme sprogbrug på baggrund af de efterretningsrapporter, som de havde set som formænd for diverse komiteer.

Og her er David Brooks med den for lidt flere mere spiselige pointe, at Bush er stædig, hvilket var noget skidt til at begynde med, men senere viste sig godt. Tja, det er da et synspunkt. Når det gælder stil, kan jeg nu bedre lide Andrew Roberts, hvis artikel indledes sådan:

As he leaves the White House at the end of his second term, the President has a poll rating of only 23 per cent, and is widely disliked and even despised. His foreign policy has been judged a failure, especially in view of the long, painful, costly war that he declared, which is still not over.

He doesn’t get on with his own party’s presidential candidate, who is clearly distancing himself, and had lost many of his closest friends and staff to scandals and forced resignations. The New Republic, a hugely influential political magazine, writes that his historical reputation will be as bad as that of President Harding, the disastrous president of the Great Depression.

I am writing, of course, about Harry S Truman, generally regarded today as one of the greatest of all the 43 presidents, and the man who set the United States on the course that ended decades later in the defeat of Communism.

Der er mere af same slags derude, men I må selv søge, for jeg vil hellere beskæftige mig med et andet spørgsmål, som fremgangen I Irak har gjort tydeligt: hvorfor mødes nyhederne om fremgang ikke bare med sund skepsis, men med udtalt bitter modvilje i visse kredse?

Der er formodentlig flere samvirkende grunde, hvoraf de mest prominente nok er:

Stædighed

Modviljen mod at forlade et allerede indtaget standpunkt er en menneskelig svaghed, vi alle kender (and how). Har man en gang skrevet den store forkromede artikel om, at krigen i Irak var en fejltagelse, der ikke kunne ende i andet end fiasko, er det simpelthen for surt at skulle indrømme, at man tog fejl. Det forunderlige er, hvorfor man dog indtog det defaitistiske standpunkt til at begynde med. Her skal man nok søge et supplerende svar i nogle af de andre grunde.

Anti-(indsæt her)

Det er et af det pubertære menneskes første og vigtigste erkendelser, at den der er negativ, lyder klog. Nogle kommer så aldrig videre. Her på bloggen har vi rost Stjernfelt & Thomsens, Kritik af den negative opbyggelighed (her), og bogen står stadig som den mest underholdende analyse af det fænomen. Mange, og vel ikke kun i MSM, vælger at være anti-etellerandet, typisk anti-USA eller, hvis man er blot lidt mere sofistikeret, anti-Bush, eller mere generelt anti-Vest. De forskellige anti’er kan så strides indbyrdes om, hvorvidt de overhovedet har noget til fælles. En pæn del af de journalister, der er anti-Irakkrig i MSM, synes blot ureflekteret at udtrykke dette fænomen. Men de gør sig nok ikke klart, at de med deres negative dækning føder en anden meget stærk grund, der normalt er at finde på den modsatte fløj, nemlig

Racisme

Begrebet er strengt taget forkert og efterhånden så skamredet, at det har mistet sin oprindelige betydning. Her bruges det i sin udvandede form, at man tillægger personer visse egenskaber, normalt negative, alene fordi de har et bestemt ophav, er født et givent sted eller har en bestemt nationalitet (egentlig chauvinisme), eller en bestemt religion. Hvor anti-Bush er den dominerende grund til at være imod indsatsen i Irak på venstrefløjen, synes denne form for racisme at være ganske udbredt på højrefløjen. Tænk sig, at vi kunne være så dumme/naive, at vi troede, at man kunne gøre muhamedanere til demokrater, lyder det ofte fra selv ganske pæne mennesker. Der er en del journalister,
der ved bedre, som allige
vel i kampens hede har udtrykt sådanne synspunkter. Efterhånden som demokratiet i Irak lever videre, bliver det nogle af den slags ting, de næppe vil ønske at blive mindet om i fremtiden.

Pacifisme

Endelig er der den bekvemme lommepacifisme, der ikke synes at være tilknyttet nogen bestemt fløj. Skal man forsøge en opdeling, så er det vel, at på venstrefløjen findes den i en vi-vil-gerne-hjælpe version, men hvor hjælpen alene skal bestå i at lave sjove indsamlinger og festlige støttekoncerter. Her kombineres den ofte med anti-fænomenet, så man nøjes med at vride hænder og sige, at noget bør gøres i [sted], men så snart nogen lægger an til faktisk at gøre noget ved problemet, så bliver man anti og råber, at det hele bare handler om olie/magt/penge. På højrefløjen findes pacifismen normalt i en mere ensidig de-kan-rende-os version, for de mere bløde ofte tilsat lidt de-kan-jo-bare-selv-gøre-oprør-og-indføre-frihandel.

Den sidste grund, som skal anføres her, er – som et forsonende træk til vores trofaste kommentatorer – denne grund

Det ender galt

Denne holdning er helt fornuftig, hvis man mener, at en militær indsats vil skabe flere problemer end den løser. De krigsmodstandere, der har hørt til denne lejr, har jeg fuld respekt for. Men hvis det virkelig var den eneste grund, så burde man vel vise glæde, når det viser sig, at det alligevel ikke var tilfældet. Når det ikke er tilfældet for nogen, må vi nok ty til de ovennævnte grunde for at finde forklaringen.

Hermed over and out, sommerferien sænker sig.

11 thoughts on “Erkendelsen breder sig – nu også i NYT og Berlingske

  1. Josephine C.

    Hej Mr. LawDet er ganske enkelt rigtig godt set, at venstrefløjen’s modstand mod at indføre demokrati i Irak og andre steder i Mellemøsten kan tangere racisme (i en eller anden bred forstand). Jeg havde ikke selv tænkt på modstanden på den måde, men jeg tror helt bestemt, at du har fat i den lange ende. Det er jo ellers dem, der beskylder os andre for at være det. Jeg havde engang en venstreorienteret veninde. Hun mente heller ikke, at de afrikanske lande kunne demokratiseres, det var deres kultur ganske enkelt ikke egnet til…God sommer, Mr. Law ;)Josephine

    Svar
  2. LuckyLibertas

    Det er alt for tidligt at drage store konklusioner, det samlede resultat på sigt er på ingen måde en klar vindersag, der er ubegribelig mange variabler fra mange lande, og mange af de allerede kendte variabler fejllæses af Vesten. Historikeren Luttwak ser ind til videre ud til at være den der har læst regionen bedst.

    Svar
  3. Knute

    Förresten, jag instämmer bara till 99 procent. Den resterande procenten är ett frågetecken om man kan göra muhammedaner till demokrater. Islam är oförenligt med demokrati. Jag vet inte hur de irakier som vill ha ett demokratiskt samhälle ska kunna balansera hotet om dödstraff om de lämnar islam.

    Svar
  4. Limagolf

    Det går sååååååå godt!http://www.monstersandcritics.com/news/middleeast/news/article_1413569.php/At_least_42_killed_in_Iraq__2nd_Roundup_Baghdad – At least 42 people were killed and 62 wounded in separate attacks across Iraq, police sources and media reports said Thursday. “In Nineveh province, 17 people were killed when a car bomb aimed at provincial Governor Doreid Kashmola, went off in the centre of Mosul, police sources told Deutsche Presse-Agentur dpa. The blast left at least 62 people wounded. Kashmola survived the explosion, while five of his security guards were among the wounded, sources said.”

    Svar
  5. Hans Henrik Hansen

    Det var festligt i går at høre DR berette om Kongressens bevilling til de kommende tolv måneders militære indsats i Irak og Afghanistan: Det blev oplyst, at bevillingen IKKE var ledsaget af nogen fast termin for tilstedeværelsens ophør – hvortil oplæseren med næsten hørlig væmmelse i stemmen måtte erkende, at dette nok var at betragte som en (‘DELVIS’) sejr for præsident Bush! 🙂

    Svar
  6. Limagolf

    Det går sgu’ da stadig af helvede til i Irak!Hvor får I denne fantastiske fremgang fra?!Ja, volden er faldet… til 2005 niveau.Jeg husker altså ikke Irak diskussionen i 2005 præget af udsagn som:”Ih hvor går det godt i Irak”””Nej hvor er Irak et dejligt land at bo i!””Irak, der kunne jeg godt tænke mig at mine børn voksede op!”Ifølge de konservative tal fra IBC, dør der ca. 1000 personer om måneden som følge af politisk eller religiøs vold, med ca. dobbelt så mange sårede.Det er sgu’ da sindsygt voldeligt!Samtidigt er enhver omtale af det Irakiske demokrati som “succesrigt” præget af ønsketænkning.Det Irakikiske demokrati fungerer overhovedet ikke. Parlamentet mødes stort set aldrig. Premierministeren bruger sine egne militser til at bekæmpe politiske modstandere. Sundhedsministeren brugte hospitalsvæsnet til etnisk udrensning af sunni-muslimer. Parlamentet kan stadig ikke blive enig om en deling af olien.Osv., osv., osv.Hvad ryger mr. Law egentligt? Og er det lovligt?! Hvis det er, vil jeg gerne have en addresse!;-)/Limagolf

    Svar
  7. Niels Christensen

    Da det sikkert ikke er alle, der læser Harry’s place i denne forsamling, så vil jeg godt lige henvise til et indlæg om Iraq today af Bruno Motta. Den supplerer Mr. Law udmærket, og så er den en omfattende oversigt over blogs, der beskræftiger sig med Irak. – Så hvis man keder sig i sommerferien, så er her sikkert politiske spekulationer for alle pengene. http://www.hurryupharry.org/2008/07/01/iraq-today/#comments

    Svar
  8. Thomas Bonde

    fra konklusionen i det ovenfor postede link om bevæggrunden for Irak-krigen.”Demokratisering har med stor sandsynlighed ikke været den afgørende faktor eller det afgørende rationale bag Irak-krigen. Det synes snarere at være tilfældet at forsyningssikkerhed og konsolidering af det amerikanske hegemoni, herunder dollarens dominans på oliemarkedet, har været de betydeligste faktorer, men selv hvis det havde været tilfældet at demokratisering var den primære bevæggrund, ville det stadigvæk være yderst betænkeligt, for indbygget i en sådan krigerisk demokratisme synes en foruroligende ideologisk selvtilstrækkelighed at hvile, hvor millioner på flugt, hundredetusinder dræbte, tortur, forsvindinger af mennesker til hemmelige fænglser (såkaldte black sites) samt udbredt desperation og armodighed, alle ses som blotte overgangsfænomener, som når de først er overkommet, vil lede til smukt blomstrende demokratier, der lever op til vestlige magthaveres høje normer. Dette er imidlertid blot den mere principielle problematik, for ydermere bør man nok overveje om det kan siges at være rimeligt, at skatteyderne i de nationer hvis ledere fører en aktivistisk udenrigspolitik, betaler de meget omfattende omkostninger som sådanne ideologisk funderede udenrigspolitiske aspirationer rummer. Omkostningerne til selve krigsførslen er imidlertid ikke blot omkostninger af økonomisk karakter, for udover disse findes en række omkostninger som må siges at være en uforsvarligt dyr pris at betale. Her tænkes på de frihedsmæssige omkostninger som deltagelsen i krigen mod terror har kostet den danske befolkning, i form af en række frihedsindskrænkende initiativer, som har terrorbekæmpelse som formål. Omkostninger som i fremtiden sagtens kan komme til at blive forøget, i takt med at Danmark, grundet nationens deltagelse i den amerikanske udenrigspolitik, i dag er langt mere udsat for terrorangreb, som hvis de skulle indtræde, kan komme til at betyde endnu flere kontroltiltag og dermed indskrænkninger i den individuelle frihed. En frihed som må siges at være essentiel for driften af et sundt samfund med et rummeligt potentiale for positiv udvikling for individet og befolkningen som helhed.”

    Svar
  9. C

    “Modviljen mod at forlade et allerede indtaget standpunkt er en menneskelig svaghed, vi alle kender (and how). Har man en gang skrevet den store forkromede artikel om, at krigen i Irak var en fejltagelse, der ikke kunne ende i andet end fiasko, er det simpelthen for surt at skulle indrømme, at man tog fejl….”Ja, og man kunne jo sætte omvendt fortegn på og så pege på Dem selv hr. professor? Som altid ligger sandheden et sted midt imellem de to rabiate yderpunkter, hvoraf du helt klart tilhører den ene side. Jeg har længe været forundret over, hvorfor alle dine indlæg om Irak altid skal begå præcis samme fejl, som den du angriber dine modstandere for at begå blot med omvendt fortegn? Du maler et rosentrødt billede af Irak og har gjort det længe, når ethver reflekterende (borgerligt) menneske jo har måtte indse, at krigen blev eksekveret katastrofalt dårligt og Irakerne og Vesten har betalt prisen lige siden.”Så er der de assorterede Bushs-udenrigspolitik-er-måske-ikke-så-håbløs-alligevel artikler, der begynder at blomstre frem i takt med, at krigens to mål i Irak, at fjerne Saddam og skabe et demokrati, synes opnået.” Det er jo ikke sådan, at hvis amerikaneren rejste i morgen, at alt så ville være fryd og gammen vel? Det tror du vel virkelig ikke selv på? Med andre ord, der er LANG vej igen før det demokrati kan stå på egne ben. Det er fair nok, at du kommer efter MSM og andre der tegner et unuanceret billede af situationen, men du skal også selv lave et reality check inden du kaster dig over tasterne…Jeg har sagt det før, og siger det igen: Du lider af BDS (Bush Deification Syndrome) 😉

    Svar

Leave a Reply to Thomas BondeCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.