Historien gentager sig aldrig, men politikere og journalister gør det altid.

Som det vist er de fleste bekendt har de sidste uger været domineret af en finansiel krise, der er blevet sammenlignet med den krisen I 1930erne, der (fejlagtigt) ofte angives at tage sin start I børskrakket I 1929. Fejlagtigt, fordi det var den efterfølgende pengepolitik der bærer hovedansvaret for datidens krise som påpeget af Milton Friedman og Anna J. Schwartz.

Overskriften til dette indlæg er er mindre omskrivning af et berømt citat af franskmanden Voltaire. For i takt med at den amerikanske finanskrise udfoldede sig og dens effekter spredte sig til bl.a. Europa, har det været mageløst hvor meget sludder man ha skulle lægge øjne og ører til. Om det skal tilskrives manglende viden, ugidelighed eller manglende lyst til at erkende, at krisen mere er resultat af det ”politiske marked” end det frie markeds fallit, skal jeg lade være usagt.

Men faktum er, at de finansielle markeder – også I USA – langt fra er så frie, som ikke kun dele af venstrefløjen, men også borgerlige politikere som f.eks. Connie Hedegård tilsyneladende tror – men hvor skulle hun også vide andet fra? Det er nok for meget at forlange, at hun skulle have en viden om forholdende der rækker ud over det hun hurtigt har skimmet i aviserne, eller overhørt i de elektroniske medier? Hvilket dog ikke afholder hende fra at udtale sig, men deri minder hun jo blot om de fleste andre politikere.

Eller måske har hun hørt på nogen af alle de eksperter, der har vandret gennem medierne, uden at man tilsyneladende har overvejet hvor uafhængige de er med tanke på, at en stor del af dem på den ene eller anden måde er knyttet til den finansielle sektor.

Men hvis krisen viser noget, er det ikke at markedet har spillet fallit, men snarere at der er grundt til at tage en række problemstillinger, der både er velkendte og veldokumenterede mere alvorligt.

Det gælder f.eks. gennemsigtighed på markedet, – et problem der ikke kun er gældende på de finansielle markeder eller andre markeder for den sags skyld. Og problemerne er reelt langt større i den offentlige sektor, sammenblandingen af økonomi og politik (se slutning af dette indlæg), og problemerne omkring moralsk hasard er alle kendte problemstillinger.

I DR2 debatten I torsdags udtalte økonomiminister Lene Espersen (der ellers var ganske fornuftig at lytte til), at “banker må ikke må gå ned”, hvorved man bryder helt fundamentale vilkår der må gælde for ethvert marked – også det finansielle – hvis det med rette skal kunne betegnes som et “frit marked”. Hendes udtalelser er i sig selv en garanti for “banker vil gå ned” igen og igen og…. Vi har set det før, og vi kommer til at se det igen.

I samme debat satte socialdemokratiets formand, Helle Thorning forøvrigt også trumf på, ved at sige at “markedet skulle være samfundets tjener og ikke omvendt” – mon ikke hun mente “politikernes tjener”? – hvilket vist netop har været et af problemerne i USA.

Roskilde Bank, Bonusbanken og andres skæbne er jo ikke uden historiske fortilfælde, men på mange måder har man reageret på samme måde som tidligere. Den indskydergaranti, som regeringen nu har hævet til 350.000 kroner blev indført i kølvandet på kronebankens fallit i midten af 80erne. Det skete ikke til de store bankers udelte begejstring. Arsagen er selvfølgelig den enkelte og velkendte, at en indskydergaranti mindsker risikoen for borgerne ved at placere deres penge i banker der lover høje indlånsrenter. Dennes aflønning kræver, alt andet lige, at der løbes større ricisi.

Nu er det selvfølgelig forventeligt, at kapitalismens undergang og det frie markeds fallit proklameres I forbindelse med den finansielle krise. Det er sket hver eneste gang der har været problemer, – det være sig I 1930erne, 1970erne, eller forbindelse med den asiatiske finansielle krise I 1997. Ved nærmere eftersyn har man hver gang måtte konstatere, at det snare var det “politiske marked” der strålede I al sin imperfektion, end resultatet af det “frie markeds hærgen”.

Således også denne gang. Det har bestemt ikke skortet på advarsler om, at situationen på de finansielle markeder (eller den økonomiske politik generelt) har været uholdbar I en årrække I USA. Således udtalte Greenspan (der bestemt ikke er uden ansvar for det morads USA er havnet i) i april 2005, at “we increase the risk of insolvency and crisis….Without restrictions on the size of Fannie May and Freddie Mac, we put at risk our ability to preserce sound and safe finansiel markets in the United States”, og i et interview med abcnews for nylig pegede Bill Clinton (lidt mere end halvt inde I interviwet) på, at demokraterne i årevis modsatte sig forslag fra både republikansk side og hans egen (da han selv var præsident), der kunne bringe Fannie Mae og Freddie Mac under kontrol. Om der er nogen sammenhæng mellem det faktum, at især demokratiske politikere har været begavet med midler fra Freddie Mac og Fannie Mae, se også tidligere indlæg på bloggen her , og deres vægren ved at erkende problemerne skal jeg ikke gøre mig til herre over, men det ligner jo en tanke. 

At der har været et “særligt forhold” mellem de to hypotekerbanker og politikerne, – især demokraterne er der vist ikke meget tvivl om. At der samtidig har været et minoritetsaspekt I forbindelse med den mere end lemplige kreditpolitik fra de to institutioner gør ikke sagen mindre problematisk, hvilket kan forklare en række demokratiske politikeres afvisning af, at der var noget galt med Freddie Mac og Fannie Mays forretningsmetoder ved en høring I slutningen af 2004, se også her.

Begge præsidentkandidater har været ude med udtalelser om grådige spekulanter og deres ansvar, – jeg går ud fra, at de hermed mener investorer der prøver at profitoptimere. De skulle måske hellere have rettet skytses mod grådige OG inkomptente politikere.

Det er ikke så lidt af et paradoks, at en repræsentant fra det parti, der især har modsatte sig at bedre kontrol og indsigt i Fannie May og Freddie Mac, f.eks at de skulle fungere på samme vilkår som andre finansielle institutioner, med al sandsynlighed vil vinde valget netop på grund af en krise der ikke udelukkende, men i vid udstrækning kan tilskrives den boligboble, som Fannie Mae og Freddie Mac har et stort ansvar for.

Og hvis Wall Street har været grådig (hvilket jeg så sandelig håber at de er), hvad skal man så kalde et system, der er indrettet på at formidle lån til folk, der kun under de mest (usandsynlige) gunstige forhold vil kunne honorere disse?

29 thoughts on “Historien gentager sig aldrig, men politikere og journalister gør det altid.

  1. Niels Westy

    Til Rasmus E.Er det hele demokraternes skyld? Nej, som det også er blevet kommenteret på denne blog tidligere, bærer den nuværende administration et meget stort ansvar.Der er ført en uansvarlig økonomisk politik, der vel mest af alt kan sammenlignes med at blæse og have mel i munden – skattelettelser sammen med eksplosion i de offentlige udgifter og en kortsigtet fokus på umiddelbar vækst er nogle af kodeordene.Det er helt hen i vejret at betegne Bush administrationen som værende liberalistisk orienteret – tværtimod, meget af dens økonomiske politik minder mere om europæisk socialdemokratisk tankegang fra 70erne – eller sydamerikanske regimers politik i 1970erne og 1980erne.Men jeg synes, at du skal lægge mærke til hvad tidligere præsident Clinton siger i sit interview.Hvad angår regulering, ja så er det nødvendigt, netop fordi der ikke er tale om et frit marked – her er så en række problemer bl.a. det ganske simple, hvor man mon tror de skarpeste hjerner er ansat: i de regulerende myndigheder, eller i de finansielle institutioner. Desværre er der i den nuværende debat lidet plads til nuancer – og regulering og mulighed for kontrol er ikke helt det samme. Det første er nemt at indføre – men langt vanskeligere at overskue konsekvenserne af.Detr gælder den simple sammenhæng, at markedet og dets deltagere jo indretter sig på de givne administrative rammer og ikke omvendt – og hvis spekulanterne har regnet med at de vil blive reddet, ja så har de jo kalkuleret korrekt.For en anden fremstilling af Fannie Mays position, se forøvrigt denne artikel i det demokratiske hoforgan New York Times, hvor der i lighed med linket til youtube videoen nok skal trækkes lidt fra:http://www.nytimes.com/2008/10/05/business/05fannie.html Også her tales om politisk pression, omend ud fra en anden synsvinkel.Lige så lidt som “krisen i 1929” var resultat af det frie markeds hærgen, lige så lidt er den nuværende krise det – tværtimod.Men jeg erkender, at når man først er kommet derud, hvor vi og især amerikanerne befinder sig for øjeblikket, er det vanskeligt at argumentere for at man skal “lade falde hvad ikke kan stå” – de kortsigtede konsekvenser vil være enorme og meget synlige, men at man er kommet derud er altså resultatet af en historisk udvikling, hvor man igen og igen har reddet nødlidende finansielle institutioner og har brugt Fannie May og Freddie Mac til forfølgelse af politiske mål, uden at disse centrale aktører har skulle fungere på almindelige markedsvilkår.Og hvad angår hvornår man skriver om en given situation, så er der en hel del i MSM og blandt politikere der vist havde været bedre stillet ved ikke at skrive og sige noget, før de vidste hvad de talte om.

    Svar
  2. Ole F.

    @RasmusE:”at denne krise har betydet liberalismens totale fallit.”Laver du sjov. Hvori består fallitten ?At nogle banker er gået ned, at aktiekurserne er faldet eller hvad ?Den slags er da et grundvilkår i et frit marked, men hvordan bliver det til et totalt fallit. Jeg kommer lige nede fra Føtex, butikken var fyldt til bristepunktet med varer, og folk stod i lange køer med fyldte indkøbsvogne. Hvis dette her er udtryk for liberalismens fallit, så foretrækker jeg da stadig denne fallit så langt frem for selv den mest succesfulde kommandoøkonomi du kan opdrive.Indtil videre er der da intet sket af betydning. et ubetydeligt skulvp der kun kan skabe hysteri blandt folk der lever med skyklapper for historiske erfaringer. Vi er jo ikke blevet fattige, bevares nogen har mistet nogle urealiserede gevinster på aktiekursfald, men økonomien er jo ikke brast sammen. Vi har stadig en overdådig velstand, og intet tyder på at det ikke skulle forsætte. Tendensen er jo en klar fremgang i realindkomsten for hele befolkningen, og det ændrer en kortere period med stagnation og kursfald, jo intet på. Det er vel netop en del af mekanismerne at der skal ryddes op på markedet. At det måske var mere hensigtsmæssigt at det hele ikke skete på en gang, er jo en bagatel i den store sammenhæng. Liberalismen har hidtil skabt en uhørt velstand, og intet tyder på at fremgangen er stopper.Hvordan du kan få dig selv til at snakke om et fallit, er mig en gåde.

    Svar
  3. RasmusE

    Nu er en sådan krise jo et par år om at nå helt ned, men den skal da nok komme.Jeg mener ikke det bør være normaltilstanden, at vi med jævne mellemrum skal acceptere sådanne kollapser. Det tror jeg vi vil opleve endnu mere, hvis vi sætter markedet helt frit uden gennemsigtighed og en vis form for regulering.Og så sidestiller jeg ikke ideologien liberalisme med kapitalisme, sådan som du gør. Jeg kritiserer som sådan ikke kapitalismen, jeg kritiserer den ideologi, der siger, at vi bør lade kapitalismen, og dermed grådighed, som Westy selv siger, herske uindskrænket.Med fare for, at få folks pis i kog, så skal kapitalismen tjene os mennesker på jorden. Det gør den ikke, når den i grådighed og griskhedens tegn sætter vores samfunds rigdom på spil ved risikable spekulationer.

    Svar
  4. Carsten Valgreen

    Niels, Meget enig i nogle af dine konklusioner, og du har selvfølgelig ret mht danske politikeres indsigt. Men den glipper også lidt for dig hist og her synes jeg. Det er urimeligt at skyde skylden for krisen på politisk motiveret udlån fra Fannie og Freddie. Jeg er enig i kritikken af disse institutioner. OECD skrev så tidligt som i 1997 et synderlemmende kapital om US boligfinansiering i deres landerapport (de var også efter FHLB systemet som af en eller anden grund hele tiden overses i debatten også i USA). Men Fannie og Freddie har altid af OFHEO (deres tilsynsmyndighed – en af 7-8 forskellige offentlige finansielle tilsynsmyndigheder i USA!) været afskåret fra at give lån under en given FICO score (altså folk der ikke havde en rimelig god kedit historie). Lån til folk med dårligere score (eller over 417000 dollar i lån) var henvist til det private uregulerede realkredit marked (kategoriseret i subprime, Alt-A og Jumbos). Det er dette marked der først og fremmest er kollapset. GSE-markedet (Fannie og Freddie) kom først i problemer sent i processen, dvs. i sommer. Fannie og Freddies tab på porteføljen er fortsat meget små målt i basispoint set i forhold til de private segmenter. Der er et komplekst sæt af grunde til at det private uregulerede marked kollapsede. Mange liberale (Ole Birk i Deadline i går overfor en Niels Krause Kjaer, der åbenbart ikke har noget imod at stille sig op og tale om en krise han tydeligvis intet begreb har om) vil gerne skyde skylden på Federal Reserves pengepolitik (for lempelig i 2003-5 især). Så er det igen en politikfejl. Det er der selvfølgelig noget om. Men grundlæggende tror jeg at en rimelig konklusion er at problemerne skyldes massive markedsfejl, herunder et fuldstændigt uigennemskueligt privat realkreditsystem, hvor der ikke – som i DK – har været institutioner der var specialiserede i at forsikre kreditrisikoen på realkredit, og som havde en forretningsmodel på spil. Der har også været tale om udbredt bedrageri og moral hazard i en helt vanvittig grad. Ratingbureauerne ser heller ikke for godt ud.Årsagen til problemerne, skal nok også søges i amerikansk konkurslovgivning, der i modsætning til europæisk er meget venlig over for debitor (et paradoks givet vores generelle opfattelse af at USA er mere venlig overfor “kapitalister”!). F.eks. er stort set alle realkreditlån “non-recourse” dvs. der hæftes ikke ud over værdien af boligen. Det gør faldende huspriser (nominelt) som USA vel at mærke ikke har prøvet siden 1930erne til en ganske ubehagelig oplevelse for kreditorerne. Bl.a. derfor de massive banktab.Et andet problem der har vist sig er at “mark-to-market” ikke altid er lige smart, når man prisfastsætter meget store balancer til priser fra meget små og illikvide markeder. Det har tydeligt destabiliseret den finansielle sektor i det seneste år. Af de $550mia tab som banker har taget over indtjeningen, er formentlig kun ca. 100-150mia realiserede tab på tvangsauktioner. Resten er mark-to-market af forventede fremtidige tab op imod ABX indeksene og lignende. Blandt andet derfor indeholdt pakken en mulighed for midlertidig suspension af mark-to-market (hvilket selvfølgelig giver helt andre problemer).Jeg ville meget gerne renfærdigt kunne sige, at det er politikernes skyld. Men bankkriser og panikker ser som du nævner ud til at være en indbygget ting i frie finansielle markeder. Det betyder også at vi som liberale må acceptere en eller anden form for regulering af finansielle markeder og institutioner. Også selv om du har helt ret i at denne regulering ofte lægger grunden til den næste krise. Erfaringerne fra USA fra får 1913 (hvor Federal Reserve blev oprettet) var da også at bankkriser og panikker forekom løbende – ca. hvert 10-20 år. Selv hvis vi mente og havde ret i at markedet nok havde bedst af så bare at gå sin skæve gang, så vil det nok i ethvert demokrati være fuldstændigt urealistisk.Jeg kan heller ikke få mig selv til at fatte meget sympati for de Repræsentanter der stemte imod pakken. Den er ikke køn. Den er ikke den endelige løsning. Men jeg ved ikke om jeg havde haft lyst til at eksperimentere med bare at lade stå til nu.Så det spørgsmål vi som liberale så må overveje er, hvad er den rigtige regulering? Hvad sikrer det bedst fungerende marked? Og hvad sikrer os imod at vores politiske modstandere i fremtiden igen kan bruge “markedets og grådighedens krise” til at argumentere mod frie markeder?

    Svar
  5. RasmusE

    Udover nedrakning af demokrater, regulering og stat, så mangler jeg lidt svar på nogle spørgsmål omkring selve finanskrisen.Hvad mener man om bail out-planerne?Man vil gerne have gennemsigtighed, men hvordan vil man skabe gennemsigtighed uden regulering?Og skal vi bare acceptere, at det frie marked skal opføre sig grådigt, og at de derfor tager alt for store risici, som i sidste ende skal ryddes op af staten (skatteyderne)? Skal staten i det hele taget blande sig helt uden om, og skal vi lade det finansielle korthus falde sammen, med efterfølgende total nedsmeltning af økonomien til skade for alle?Med linket til et youtube-klip fra 2004, mener man så seriøst, at demokraterne skal have skylden, når det indtil for nylig (og også i 2004) er republikanere, der har siddet på magten i både kongressen og i det hvide hus? Er det seriøst?Indtil der kommer nogle lidt bedre svar fra liberalisterne, så vil jeg stadig fastholde, at denne krise har betydet liberalismens totale fallit.At det har taget punditokraterne måneder, MÅNEDER, at beskæftige sig med den mest alvorlige finansielle krise siden 1929 tager jeg som et tegn på, hvilket chok det tilsyneladende har været for bloggens skribenter, at deres fri-markeds-ideologi har ført til dette morads.

    Svar
  6. Christopher Arzrouni

    Fannie Maes folk sagde sådan set selv (i 2007), at de var i subprime markedet: “Fannie Mae has a history of working with lenders to serve families who don’t have perfect financial profiles. “Subprime” is, after all, simply the description of a borrower who doesn’t have perfect credit. We see it as part of our mission and our charter to make safe mortgages available to people who don’t have perfect credit. “(http://www.fanniemae.com/media/speeches/printthispage.jhtml?repID=/media/speeches/2007/speech_267.xml)Dengang mente, Fannie (og Freddie) tydeligvis ikke at de havde så meget (2,5 pct.) ude at svømme af den slags usikre papirer. Men efterfølgende har vi set, at det i realiteten var meget meget mere.Fannie/Freddie stillede massivt kapital til rådighed for de “pæne” AAA-rated subprime mortgage pools. Men disse viste sig at være junk.Når man er så store som Fannie og Freddie, er det selvfølgelig et betydeligt problem.

    Svar
  7. Mr Law

    Jeg er enig med Carsten. Det er ikke kun politikernes skyld, det er det også, men ikke kun.Jeg har ikke blogget et stykke tid, beklager, men jeg har da haft et par indlæg i Berlingeren og Politiken om spørgsmålet, kan man regulere markedsøkonomien eller er enhver regulering udtryk for markedsøkonomiens ophør (eller totale fallit, for nu at bruge den hellige venstrefløjs sprog)?Selvfølgelig kan man regulere markedsøkonomien. Markedet kan ikke fungere uden regler. Herved adskiller det sig ikke fra alle områder, hvor mange forskellige mennesker interagerer.Jeg betragter ikke liberalismen som en ideologi, der vil fjerne staten. I min optik var de mest succesfulde liberale de amerikanske funding fathers. For dem var opgaven, hvordan man sikrer, at staten ikke bliver mere magtfuld, end højst nødvendigt for at bevare et civiliseret samfund med udstrakt frihed for den enkelte. Det er stadig opgaven.Det er således forkert at betragte regulering som noget unaturligt. Det ville være lige så naivt, som de der tror, at al regulering altid er en forbedring. Ethvert forslag om regulering bør bedømmes for sig. Hvad er konsekvenserne, løser det et problem eller skaber det flere?Den vurdering er vigtig, især nu hvor krisen krasser.I den sammenhæng bør vi ikke lade os distrahere af, at der altid er nogle idioter, der benytter krisen til at slå et slag for planøkonomiens velsignelser. Dem om det.Meeen vi kan da godt benytte lejligheden til at notere os i forbifarten, hvem det er. Det er jo i kriser, at man kan se, hvad folk egentlig er gjort af.Tilbage under den kolde krig kunne det have været morsomt at lave en spøg, som den Orson Welles lavede i 1938 med transmissionen af Klodernes kamp. Nu blot med budskabet om, at russerne havde invaderet og erobret hele landet. Jeg gætter på, at ganske mange ville have kvajet sig med at løbe rundt med røde flag, indtil de opdagede sagens sammenhæng. Det skete aldrig, men i stedet har vi disse jævnligt tilbagevendende kriser. De har lidt samme effekt, de får virkelig skabsmarxisterne ud af skabet.

    Svar
  8. Niels Westy

    Til kommentarerne omkring markedsfejl vs. regulering. Jeg håber snart at komme med et indlæg omkring problemerne omkring regulering af finansielle markeder. Men uanset Carsten Valgreens og andres kommentarer, som jeg så dan set er enige i, ER det væsentligt at holde fast i, at det ikke giver mening, at tale om frie uregulerede markeder, når de finansielle markeder er gennemsyret af reguleringer – som i sig selv giver anledning til en særlig adfærd – i en del tilfælde en alt for lemfældig risikovurdering fra investorerne. At dele af markedet er underlagt kontrol og regulering og andre dele ikke er det, gør kun situatioen mere kompliceret.Men som sagt vil jeg forsøge at komme med et indlæg om nogle af de problemstillinger der er i forbindelse med regulering/kontrol – og det udbredte forhold, at opfatte de finansielle markeder som så særlige, at man ikke tør overlade dem til de almindelige markedsvilkår. Der bliver dog ikke tale om banebrydende nyt, for vi har egentlig vist det i mange årtier (og vil være velkendte for et del af kommentatorerne til dette indlæg).For betydningen af reguerling og lovgivning, vil jeg indtil videre blot pege på et enkelt glimrende eksempel, som Carsten kommer med, nemlig den amerikanske konkurslovgivning – der i sig selv medfører betydelige inciitamentsproblemer.

    Svar
  9. JR

    Mr. Law: “Det er således forkert at betragte regulering som noget unaturligt. Det ville være lige så naivt, som de der tror, at al regulering altid er en forbedring. Ethvert forslag om regulering bør bedømmes for sig. Hvad er konsekvenserne, løser det et problem eller skaber det flere?”Problemet er bare, at den debat vil modstanderne af regulering næsten altid tabe af retoriske og politiske årsager. Det er uendeligt meget nemmere at kommunikere ud, at vi må styre de slemme bankers udlån end det er at finde ud af hvorfor de meget risikovillige banker fylder så relativt meget Her spiller bla. garantien til indlånere på nu 375.000 kroner naturligvis en rolle. Omend de færreste indlånere ser sig selv som spekulanter er det jo rent faktisk det de er. Når man har sikkerhed for sine penge vælger man naturligvis den bank som kan give den bedste rente uden hensyn til om de kan dette fordi de har en høj risikoprofil. Garantien medfører altså, at risikovillige banker vokser på bekostning af andre banker og at pengene ikke investeres optimalt. Forklar du lige det til fru Hansen med 100.000 kroner i banken.Den politiske årsag er den simple, at reguleringens eventuelle positive effekter vil vise sig ret hurtigt, mens de (ofte større) negative effekter vil være mere skjulte, langtrukne og indirekte (højere priser). Politikere tænker sjældent ud over næste valg.Når det er sagt er jeg sådan set enig i, at noget regulering kan være hensigtsmæssigt. Jeg tror bare ikke vi er enige om hvor meget.

    Svar
  10. Mr Law

    @ JRDet er jeg (også) enig i. Det er ikke let. Men det er altså heller ikke umuligt.Problemet er, at ganske mange simpelt hen ikke fatter, hvad markedsøkonomi er, og hvordan den virker. Som det er blevet sagt, de fatter ikke, hvordan tomatjuice ender på hylderne. De forstår ikke de led, som går forud. Det er ren magi, og i så fald er det fristende at tro, at Staten kan gøre det lige så godt.Men, men, men. Vi har jo haft planøkonomi for ikke så længe siden, og der er endnu planøkonomier tilbage hist og her, f.eks. i Nordkorea, som man kan pege på i pædagogisk øjemed. Der vil altid være nogen, som ønsker at putte sig hos Staten, men jeg tror nu fortsat, at de udgør en minoritet.Et andet problem er, som du rigtigt påpeger, at frygten for bankkrak kan føre til et pres for omfattende (detail-)regulering, som skader markedet mere end det hjælper. Det minder f.s.v. om det argument, som man møder stadig oftere, selv i borgerlige rækker: hvis Staten skal betale for din sundhed, må Staten også bestemme, hvordan du lever dit liv.Det er et godt argument, men jeg mener ikke, at det er uovervindeligt. Når selv Kim Larsen og et slæng af gamle DKP’ere (og andre) kan se, at rygelovgivningen går videre end nødvendigt og protesterer mod denne begrænsning af deres frihed, så er der håb endnu.Så er jeg ikke uenig i, at det er svært at argumentere for en fornuftig regulering, når en krise ruller. Men det er heller ikke umuligt. Desuden har vi ikke rigtig noget andet valg end at prøve. Ellers overlader vi banen til de, der med statsgaranti vil ødelægge mere end de hjælper.

    Svar
  11. NielsC

    Det er sikkert at demokraterne har haft al for tæt kontakt til Fanny Mae, men det forklarer jo ikke hvorfor Bear Stearns og Lehmann Brothers engagerede sig ukritisk i et marked de så åbenbart havde svært ved at overskue. Jvn. Daniel Gross i Slate ‘Subprime Suspects’http://www.slate.com/id/2201641/

    Svar
  12. Carsten Valgreen

    Med hensyn til Soros, så skyldes hans kommentar at en af hans tidligere medarbejdere Alan Boyce netop har skrevet et papir, der argumenterer for at USA indfører et dansk type totalbalanceprincip og omdanner GSE’erne til realkreditforeninger efter dansk forbillede. Alan Boyce har været Head of funding for Countrywide (den største mortgage bank, nu købt af BoA). Han har handlet danske realer i 15 år i Soros Hedge Fund. Og han har været en central person i oprettelsen af et Mexicansk realkredit system efter dansk forbillede. Jeg kender få med så dyb en praktisk og markedsmæssig indsigt i realkredit som han.Jeg har i al beskedenhed bidraget til papiret. Hvis nogen er interesserede, så send mig en mail på carsten.valgreen@benderlyeconomics.comOg ja, dansk realkredit er det bedste og mest effektive realkredit system i verden. Og ja det klarer sig rimeligt. Men tvangauktioner er også kun 15% af, hvad de var på toppen i 1993.

    Svar
  13. Christopher Arzrouni

    Det er ganske normalt at engagere sig i markeder, man ikke kan overskue. Først og fremmest, fordi man tager chancer. Det interessante er dog ikke manglen på overskueilghed (den er udbredt og naturlig, idet markedet er en opdagelsesproces). Det interessante er den manglende konsekvens. Hvorfor kan risikobetonet adfærd, åndssvage dispositioner osv fortsætte og fortsætte? Svaret er klart: Fordi de ipågældende virksomheder kke bare går fallit. Her er det værd at se på, hvem der har holdt hånden under den risikobetonede adfærd igen og igen, på hver deres måde: FED, Fannie og Freddie. FED ved at pumpe penge ud. Fannie og Freddie ved massivt at købe andres subprimejunk.

    Svar
  14. Mikael Bonde Nielsen

    @Carsten,Gode poster fra din side. Jeg er ikke overraskende enig i de fleste af dine betragtninger, men kunne godt tænke mig, at du uddybede nogle af dine overvejelser.Jeg kan helt tilslutte mig, at den grundlæggende mangel i det amerikanske realkreditsystem er det totalbalanceprincip, vi benytter i dansk realkredit. Men hvis vi anser det for rigtigt, hvorfor så kun i forhold til realkreditområdet (læs boligfinansiering)? Bør det ikke udstrækkes til alle produktkategorier; selv de mest simple ind- og udlånsforretninger? Hvilke konsekvenser ville det i øvrigt have, hvis vi indførte et sådant princip i hele værdikæden, inkl. centralbankerne? Og enedelig – er det en indogen deffekt ved markedet, at en sådan princip ikke håndhæves? Jeg er også enig i din kritik af den amerikanske konkurslovgivning, som virker en anelese anarchosocialistisk (lån efter behov, betal efter evne og få et frihedsbrev, hvis det hele ser sort ud). Det er sikkert indrettet med den motivation, at alle ret til et fedt køkken, men blot et enkelt spørgsmål: Vil du ikke mene, at der her er tale om en simpel lovgivningsfejl? Din kritik af værdiansættelsen ”mark-to-market” forekommer også lødig i lyset af de problemer, vi har set med CDO’ere. Du tager dog forbehold for problemerne med den midlertidige suspension, hvilket jeg også er med på. Mit spørgsmål er imidlertid: Hvis vi helt vil undgå denne metode, som er benyttet i et par århundrede i forbindelse med futures kontrakter (so watch out, famers), hvad er da alternativet? Skal CDO’ere kun tillades, hvis de prissættes i et åbent marked? Det er måske besværligt, men vel ikke umuligt? Her vil jeg ikke spørge til fejltypen; vi befinder os jo nok i grænselandet mellem markedspraksis og regnskabslovgivning. Jeg ser frem til at læse Boyce’s artikel. Sender dig en retur-mail snarest…Bedste hilsner,

    Svar
  15. Carsten Valgreen

    @MichaelDet vil nok kræve et par hundrede sider at behandle de her emner nogenlunde ordentligt. Men her er et par hurtige svar.Totalbalanceprincippet. Ideen er at skabe en helt transparent sekuritisering, i og med at realkreditudstedere skal 100% matche lån og udstedte værdipapir. Det har en lang række fordele. Her er et par:1. Realkreditinstituttet specialiseres som kreditforsikringsvirksomhed. Der er (næsten) ingen renterisiko eller cash flow mismatch på balancen. Det giver en klar arbejdsdeling mellem finansielle institutioner, og hvad jeg vil kalde “ægte og transparent sekuritisering” (i modsætning til den halvbagte amerikanerne er ude i, fordi mange af risiciene i amerikanske papirer forblev på gearede finansielle balancer)2. Husholdninger kan købe obligationer tilbage, hvis kurserne falder meget. Da kurser er korreleret med huspriser giver det husejere et delvist rentehedge (Alan Boyce og Soros er glad for den pointe, men den er lidt overgjort synes jeg)3. Realkreditintittutet er forpligtet til at købe nødlidende lån ud af pool, men kan gøre det til distressed markedspris og realiserer dermed ikke så dybe tab.4. Tilbagekøb og nyudstedelse under par kan stabilisere mængden af varighed i markedet.Men totalbalanceprincippet handler kun om sekuritisering. Derfor kan det ikke generelt udstrækkes til alle former for lån og bankdrift. I hvert fald ikke med mindre man vil gennemtvinge en sekuritisering af alle lånetyper. Det er der vist ikke nogen eksempler på. Det er heller ikke klart om det man kalder “arms length” banking generelt er bedre end den traditionelle banking model. Nogle artikler argumenterer for at “twin engine” systemer, hvor man både har banker og sekuritisering er sagen. Men empirien er ikke soleklar.Jeg synes generelt at mark-to-market er en god ide, fordi jeg tror at markedet er den mindst ringe løsning (for at parafrasere Churchill). Men det kræver at markedet er stort og likvidt. Det kræver også at vi tror markedet altid er en nogenlunde rimelig reflektion af fremtidige cash flows. Efter de seneste dage kan man have sin tvivl. Mark to market med måde, og en eller anden form for mulighed for at fordele tabene over en periode kunne være et kompromis. Et af problemerne i øjeblikket er at banker er nødt til at “realisere” papir tab og derefter skal rekapitalisere sig i et møg marked til forfærdelige priser set fra eksisterende aktionærers synsvinkel. Det er en negativ spiral. En anden interessant mulighed er at gøre kapitaldækningskravene cykliske. På en eller anden måde er vi nødt til at gøre bankerne mere elastiske, så de er bedre buffere.Mht konkurslovgivning. Jeg ved ikke om der er en “rigtig” balance mellem kreditorer og debitorer. Men jeg ved at en debitor venlig lovgivning som den amerikanske på sigt betyder højere låneomkostning og overførsler fra “gode” lånere til “dårlige lånere og konkursryttere”. Subprime krisen er i nogen grad udtryk for det. Men en ting er sikkert. Forudsigelige og stabile legale rammer er vigtige. Når demokraterne nu vil svække konkursloven for at hjælpe husejere er det derfor som at tisse i bukserne.Bemærk i øvrigt at amerikansk konkurslovgivning har en del tilfældes med den franske arbejdsmarkedslovgivning. Den straffer dem, den foregive at beskytte.Endelig synes jeg at det er en rigtigt god ide midlertidigt at garantere interbank markedet. Det vi oplever er bedst at sammenligne med et run på dette marked. Det absurde er, at politikerne mange steder reagerer ved at garantere retail deposits. Det er i virkeligheden stærkt konkurrenceforvridende fordi det favoriserer banker med indlånsoverskud i forhold til investmentbanker, hedgefonde og banker med indlånsunderskud. Vi har offentlig garanti af deposit funding men ikke af en wholesale funding. Det betyder at vi fejlagtigt konkluderer at klassiske bank-systemer er sikrere og bedre end wholesale fundede investment banker mv. Resultatet kan blive at vi drager de forkerte langsigtede reguleringskonklusioner om både sekuritisering og wholesale funding. I virkeligheden er en garanti af interbankmarkedet kun med til at modvirke den forvridning til fordel for klassike bank forretningsmodeller som deposit garantien skaber.Blandt andet derfor synes jeg den danske bankpakke er rigtig god. I modsætning til hvad jeg blev citeret for i Berlingske i starten af ugen.

    Svar
  16. Mikael Bonde Nielsen

    @Carsten,Tak for den uddybende post, som jeg tror er til stor hjælp for læserne. Jeg har kun en enkelt kommentar. Jeg er på det rene med, at det strikse balanceprincip ikke i dag finder anvendelse inden for andre omårder end realkredit. Men hvis vi antager, at dysfunktionerne inden for andre områder er lige så omfattende som inden for boligfinansiering (hvilket nok ikke er helt urimeligt), så er det jo en nærliggende tanke at princippet i en eller anden udstrækning også udvides til at omfatte disse forretningsmodeller. Lad mig understrege, at jeg ikke efterlyser et 100% universielt reservekrav i alle forretninger, selv om det unægtelig har en lidt større appél i dag end tidligere. Jeg syntes også at den danske krisepakke er den mindst ringe af de løsninger, jeg har set. Men ellers må jeg sige, at jeg kapitalisme uden konkurser er som religion uden helvede. Også når det gælder bankvæsenet. Bedste hilsner,Mikael

    Svar
  17. Hans Henrik Hansen

    Re #2:”…uansvarlig økonomisk politik, der vel mest af alt kan sammenlignes med at blæse og have mel i munden – skattelettelser sammen med eksplosion i de offentlige udgifter…” – denne ofte hørte vurdering er ikke fri for at undre mig en smule, da jeg ikke finder den funderet i de foreliggende data!(?)Her er et lille udsnit af historiske, føderale budgetunderskud under Clinton hhv. Bush, hvor jeg har tilladt mig at udelade årene 1996 – 2001, som jeg finder atypiske, grundet it-boblen: Underskud (G$)1991 -269.21992 -290.31993 -255.11994 -203.21995 -164.0**********2002 -157.82003 -377.62004 -412.72005 -318.32006 -248.22007 -160.7Jeg kan ikke se om tallene er ‘inflationskorrigerede’ – men uanset dét, synes jeg da ikke, at Bush-epoken budgetmæssigt ser generelt mindre ‘ansvarlig’ ud end Clinton-perioden (it-boblen fraset).Kommentarer??Kilde: http://www.cbo.gov/budget/data/historical.pdf

    Svar
  18. Mikael

    @Hans Henrik Hansen,Det er jo noget flot at betragte 1996-2000 som en outlier. Det tjener jo givetvis dit ønske om at renvaske Bush, men det er jo en useriøs måde at håndtere data på. Det er rigtigt at de omtalte år var præget af et boom, hvorfor skatteindtægterne steg ganske betragteligt. Men det samme er jo tilfældet med det inducerede boom, der materialiserede sig i sidste halvdel af Bush’ første periode. Alligevel formåede Bush ikke at levere et eneste overskud. Jeg ved der er flere læsere af Punditokraterne, der stadig nærer varme følelser over for Bush (velsagtens grundet indsatsen i Irak), men det er håbløst at forsvare mandens økonomiske meritter; dertil er han ganske enkelt for stor en katastrofe. Han har brugt penge som en fuld sømand, ikke kun på krigsindsatsen. Og han har, som Westy rigtigt påpeger, en stor del af ansvaret for det cirkus, der skulle gøre selv insolvente amerikanere til homeowners. Resultat: Andelen af husejere er under Bush øget fra 62% til 68,% i et marked med eksplosive priser. Er det et sundhedstegn? Nej, for de 6,5 procentpoint er rimeligvis mennesker, der aldrig skulle have haft et lån. Blot til sammenligning: I Danmark har vi oplevet samme prisbillede på boligmarkedet som i USA, men her er andelen af husejere faldet fra i omegnen af 60% til lidt over 50% i dag. Det kan godt være, at det er surt for de, der gerne ville eje et hus. Men det er i overensstemmelse med økonomisk logik, at efterspørgslen falder når priserne stiger.

    Svar
  19. Mikael

    @JRJeg hører ikke til dem, der har ideologiske motiver for at kritisere de seneste 20 års boom-bust i USA. Historisk set har jeg stor respekt for USA’s model, men hvad hjælper det, at man kan fremvise fremgang, hvis man ikke evner at øge den gennemsnitlige realvækst over tid. Og når mulighedskurven ikke reelt skubbes mod nordøst, så det vel også rimeligt at fremhæve det paradoksale i stigende priser og stigende efterspørgsel på boliger. @Hans Henrik Hansen,I rest my case – se dog på de data, du selv bringer til torvs. Under Clinton lykkedes det faktisk i sidste at levere budgetoverskud ligesom det lykkedes at høvle noget af gælden. Under Bush har der ikke været et eneste embedsår med balancerede eller postive budgetter. Og det hænger naturligvis sammen med, at udgifterne er løbet løbsk. For alle ved, og kan ved selvsyn konstatere det i den sidste kolonne i din kilde, at indtægterne ikke er brugt på gældsnedbringelse. Gælden er steget ubrudt under Bush.

    Svar
  20. JR

    Mikael: “Andelen af husejere er under Bush øget fra 62% til 68,% i et marked med eksplosive priser. Er det et sundhedstegn? Nej, for de 6,5 procentpoint er rimeligvis mennesker, der aldrig skulle have haft et lån.Blot til sammenligning: I Danmark har vi oplevet samme prisbillede på boligmarkedet som i USA, men her er andelen af husejere faldet fra i omegnen af 60% til lidt over 50% i dag. Det kan godt være, at det er surt for de, der gerne ville eje et hus. Men det er i overensstemmelse med økonomisk logik, at efterspørgslen falder når priserne stiger.”Er din betragtning ikke oversimplificeret? USA har jo også i samme periode (og specielt hvis vi tager de sidste 10-15 år) oplevet en stærkere økonomisk vækst end Danmark. Men det godtgør nok ikke den store forskel du påpeger.

    Svar
  21. Hans Henrik Hansen

    @#19:”Det er jo noget flot at betragte 1996-2000 som en outlier. Det tjener jo givetvis dit ønske om at renvaske Bush, men…”- jeg nærer intet eksplicit ‘ønske om at renvaske Bush’, men når medier/opinion (næsten) énstemmigt udpeger syndebukke, som derefter pr. automatpilot klandres for samtlige denne verdens ulykker, da kimer mine indre alarmklokker, og jeg søger at ‘gå til kilderne’ mhp. at danne min personlige vurdering! Denne tilbøjelighed har jeg, uanset om sundebukken hedder Bush, Lomborg eller Kjærsgaard (mfl.).Nu viste jeg for overskuelighedens skyld kun et kortere åremål, men hvis man konsulterer mit link fra #18, vil man se, at Bush-æraens budgetunderskud ikke forekommer markant større end underskuddene fra midtfirserne til midthalvfemserne.”Han har brugt penge som en fuld sømand, ikke kun på krigsindsatsen” – det lyder flot, men jeg mener som sagt ikke, at de konkrete tal giver belæg for udsagnet, specielt ikke, når ‘opbremsningen’ (mht. underskud) i anden præsidentperiode tages i betragtning.

    Svar
  22. Hans Henrik Hansen

    @#24:”Det ideelle synes at være en demokratisk præsident og republikansk kongres. Under sådanne perioder har udgifterne i gennemsnit blot steget med 0,4%.”- dét kan vi så være nogenlunde enige om, i hvert tilfælde ud fra en økonomisk betragtning! :)Hvad den historiske analyse angår, vil jeg herfra overlade det til den enkelte medlæser at drage egne konklusioner.

    Svar
  23. Niels Westy

    Til Hans Henrik Andersen.Hvor du har dit tal for den offentlig gæld i 2007 ved jeg ikke, men de seneste tal jeg har set er at gælden udgør ca. 60% af BNP- Hvad angår det offentlgie underskud er det i indeværende (officielt) år tæt på 500 mia. dollars. Når jeg skriver officielt skyldes det, at de officielle tal ikke er dækkende for det egentlige underskud (USA er bestemt ikke ene om at have ikke helt gennemskuelige regnskskabsprincipper).Den offentlige gæld i USA svarer for øvrigt til at vi havde en offentlig gæld på lidt over en trillion kroner i Danmark.

    Svar
  24. Mikael

    @Hans Christian,Du sammenligner to tilfældige datapunkter og konkluderer, at den offentlige gæld (målt i pct. af BNP) er betydelig lavere under Bush end under Clinton. Det er jo en fuldstændig urimelig fremgangsmåde. Jeg er da enig i, at teknologiboomet sidst i 90’erne ikke var Clintons fortjeneste. Men næsten 30 års akkumulerede underskud og statsgæld forud for hans embedsperiode var da heller ikke hans projekt. Det vi kan konstatere er, at de stigende skatteprovenu sidst i 90’erne faktisk blev brugt til delvis gældsnedbringelse.Du har tilsyneladende ingen vanskeligheder med at lade Bush tage æren for det økonomiske opsving, som er faldet sammen med hans anden embedsperiode. Jeg er personligt af den opfattelse, at opsvinget sidst i 90’erne og i midten af 00’erne primært kan tilskrives en alt for skødesløs pengepolitik. Men lad det ligge. Det helt afgørende i vores meningsudveksling er præsidenternes relative performance. Og lad mig derfor slå fats, at Bush ikke har formået at reducere statsgælden under det opsving, der var pregnant i hans anden embedsperiode.Lad mig endvidere tilføje, at Clinton flere gange nedlage veto mod budgetforslag, der var for omkostningstunge. Det gjorde Bush aldrig; tværtimod. Mens Clinton i 1996 fjernede et helt velfærdsprogram, har Bush skabt et nyt, som er ekstremt dyrt. Lad mig til sidst gøre opmærksom på et forhold, som mange overser, når de sammenligner præsidenteres relative performance. Noget taler for, at det er nemmere at styre de offentlige udgifter, når præsidenten har en anden farve end kongressen. Da republikanere både sad på Det Hvide Hus og Kongressen øgede de offentlige udgifter i gennemsnit med 3,6%. Under en demokratisk præsident og en demokratisk kongres er de offentlige udgifter i gennemsnit øget med 3,3%. Det ideelle synes at være en demokratisk præsident og republikansk kongres. Under sådanne perioder har udgifterne i gennemsnit blot steget med 0,4%.

    Svar
  25. Hans Henrik Hansen

    @#22:”Under Clinton lykkedes det faktisk i sidste at levere budgetoverskud ligesom det lykkedes at høvle noget af gælden” – ja, som tilforn omtalt, var der budgetoverskud i årene 1998 t.o.m. 2001, i alt væsentligt takket være IT-boblen. Forud for det var gået 28 år med ubrudt budgetunderskud.Hvad den offentlige gæld angår, var denne i midthalvfemserne ~49% af bnp, hvor den for 2007 udgjorde 36.9% af bnp.

    Svar
  26. Niels Westy

    Til Hans Henrik HansenJeg beklager navneforvirringen. Dernæst har du ret i, at andre lande har og har haft højere offentlig gæld, hvilket dog ikke er lig med at det er fornuftigt. Angående budgetunderkuddet i 2008 er din angivelse hvad man forventede – ikke hvad det endte med at blive.

    Svar
  27. Hans Henrik Hansen

    @#28:”Angående budgetunderkuddet i 2008 er din angivelse hvad man forventede – ikke hvad det endte med at blive.” – det ligger vel i selve begrebet ‘budget’? Men jeg ved ikke, hvad ‘det endte med at blive’ – er dét overhovedet gjort op for 2008 (FY 2008 sluttede først for 18 dage siden!)? Men hvis du har mere opdaterede kilder, hører jeg da gerne derom! :)”…uden at jeg helt forstår, hvori forskellen består (muligvis noget med at de sidste ~20% er ‘indenlandske lån’??)” – ‘forklaringen’ lader til at være flg.:”Red lines indicate the public debt and black lines indicate the gross debt, the difference being that the gross debt includes funds held by the government (i.e. the Social Security Trust Fund)”, læs mere her:http://en.wikipedia.org/wiki/United_States_public_debt

    Svar
  28. Hans Henrik Hansen

    @#26:”Til Hans Henrik Andersen” – hvis det er mig, du henvender dig til, hedder jeg godt nok HANsen, men dét skal nu ikke skille os ad! :)”Hvor du har dit tal for den offentlig gæld i 2007 ved jeg ikke, men de seneste tal jeg har set er at gælden udgør ca. 60% af BNP” – fra det i #18 angivne link, tabel #2: ‘Revenues, Outlays, Deficits, Surpluses, and Debt Held by the Public, 1968 to 2007, as a Percentage of Gross Domestic Product’; men ja, jeg har også set angivelser omkring 60 – 65% af bnp (fx. i ‘CIA World Fact Book’) uden at jeg helt forstår, hvori forskellen består (muligvis noget med at de sidste ~20% er ‘indenlandske lån’??). Men selv 60 – 70% af bnp er iøvrigt ikke usædvanligt for større vestlige industrinationer – Italien og Japan ligger såvidt jeg husker endda la…angt højere!(?)Iht. http://www.cbo.gov/ftpdocs/89xx/doc8917/Chapter1.5.1.shtml#1069976andrager budgetunderskuddet for 2008 G$ 219, se ‘Table 1-3’.

    Svar

Leave a Reply to Hans Henrik HansenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.