The Party is over….men for hvem?

I mit indlæg i sidste uge skrev jeg om, at den nuværende finansielle krise langt fra kan beskrives som resultatet af frie finansielle markeder, hvilket politikere, journalister og andet godtfolk ellers gerne så – ikke kun her, men også (ikke mindst) i USA.

Et hyppigt bragt tvklip de sidste par uger, er med Nancy Pelosi, der i forbindelse med vedtagelsen af den amerikanske ”Bailout” plan proklamerer, at ”the party is over”. Spørgsmålet er bare om hun er klar over for hvem?

Retorikken i de seneste uger både her og i USA har trukket heftigt på gammelkendte religiøse forestillinger om grådighed og spekulation som roden til alt ondt. En retorik vi har hørt mange gange før.

For mens medierne har været mere end almindeligt glade for at drage en anlog til krisen i 30erne, (det er fortsat ikke gået op for dem, at det var en politisk skabt krise), har de i samme moment glemt, at samme kritik af markedet og de fæle spekulanter har været fremherskende i forbindelse med alle finansielle ogg økonomiske kriser indtil dato. Tag blot Asiens finansielle krise i 1997-98, eller EMS-krisen i 1993. Også dengang var det ”spekulanterne og markedets skyld”. Først efter at der var faldet ro på valutamarkederne, og bl.a. den svenske krones værdi var blevet kraftigt nedskrevet erkendte man (bl.a. den danske nationalbank), at krisen var politisk determineret. Det overrasker næppe nogen, at eksponeringen af dette faktum var langt mindre i medierne, end udfaldene mod de slemme slemme spekulanter.

Men det er unægtelig heller ikke nemt, når ikke engang spekulanterne vil være ved, at de rent faktisk er….spekulanter. Tag f. eks. direktøren for dansk spekulantforening, undskyld aktionærforening, der sidestiller sine medlemmer med forbrugere der har købt fordærvet kød i den tro at det var fersk. Hvad skal man ellers mene om følgende udsagn, taget fra ”debatten” på DR2 i torsdags, hvor direktøren for dansk aktionærforening, Charlotte Lindholm, på et tidspunkt udtalte, at ”mange af de her aktionærer er blevet stopfodret med de her aktier fra bankernes side og de har ofte ikke fået at vide, at der var en risiko forbundet med det” – måske, og dette er skrevet af en hvis bankaktier ikke har det for godt for tiden, skulle de pågældende spekulanter have overvejet, hvorfor bankerne betaler bankrådgivernes løn. Der er vel heller ingen der tror på det, hvis ens bilforhandler påstår at netop hans biler ikke ruster, eller er der?

Jeg er klar over, at en diskussion mellem os der fastholder, at den nuværende udvikling først og fremmest er politisk determineret, og de der tolker den nuværende udvikling som udtryk for de frie markeders fallit, er præget af fundamentale forskelle i virkelighedsopfattelse.

Hvor jeg ville beskrive USA som en blandingsøkonomi med en (globalt set) stor offentlig sektor – den er på niveau med Tysklands(lidt mindre) og Australien (lidt mere) – præget af et yderst problematisk og ineffektivt samspil mellem regulerende myndigheder og de finansielle markeder, har andre tilsyneladende nemt ved at se bort fra de tætte bånd mellem det politiske system og centrale aktører i det finansielle system.

Jeg er således ikke bekymret for markedets ”evner” – hvis det da får lov til at fungere. Til gengæld finder jeg den manglende selverkendelse på Capitol Hill og i Det Hvide Hus, yderst bekymrende. Demokraterne prøver, ikke overraskende at lægge al skyld for miseren på det hvide hus og den første politik – hvilket kun delvist er rimeligt. At den nuværende administration har stået for en uansvarlig økonomisk politik er der ikke tvivl om. Den synes i høj grad at være præget ikke af konservative, men neokonservative værdier. Sidstnævnte har en eklatant mangel på forståelse og respekt for økonomiske sammenhænge, måske bl.a. fordi en del af neokonservatismens fortalere oprindeligt startede på den yderste venstrefløj, og i modsætning til den traditionelle amerikanske konservatisme, er præget af en manglende accept af ”economic fundamentals” – økonomisk politik er for dem først og fremmest ……politik. Men ansvaret for væksten i de offentlige udgifter må dog deles mellem Capitol Hill og det Hvide Hus – selv om en del ikke tror det, så er USA jo et demokrati.

Og et er omfanget aff de eksterne og interne balanceproblemer der er for nuværende i den amerikanske økonomi, noget andet er de problemer der vil være i de kommende år. Her er det et godt spørgsmål, hvorvidt det politiske system kan og vil anerkende, at der skal ganske skrappe reformer til for at bremse den fortsatte amerikanske gældsætning. Desværre ser det ikke ud til at denne erkendelse ligger lige for.

Så mens jeg som anført ikke mener, at den nuværende krise på nogen måde kan ses som resultatet af markedskræfternes frie spil, er jeg mere tilbøjelig til at give de iagttagere ret, der taler om at der er et finansielt magtskifte i gang, hvorefter USA’s dominans vil være reduveret markant. Bl.a. har historikeren Niall Ferguson i en artikel i Finansiel Times den 2. januar i år sammenlignet udviklingen i USA med det osmanske rige i slutningen af det 19. århundrede. Han skriver bl.a. at, ”Yet, on closer inspection, we are indeed living through a global shift in the balance of power very similar to that which occurred in the 1870s. This is the story of how an over-extended empire sought to cope with an external debt crisis by selling off revenue streams to foreign investors. The empire that suffered these setbacks in the 1870s was the Ottoman empire. Today it is the US.” og afslutter med at ”It remains to be seen how quickly today’s financial shift will be followed by a comparable geopolitical shift in favour of the new export and energy empires of the east. Suffice to say that the historical analogy does not bode well for America’s quasi-imperial network of bases and allies across the Middle East and Asia. Debtor empires sooner or later have to do more than just sell shares to satisfy their creditors.”

Det behøver ikke gå så galt (set med amerikanske øjne), men det kræver som sagt en selverkendelse i det amerikanske politiske system, som jeg har svært ved at få øje på hverken i det Hvide Hus, på Capitol Hill eller hos nogen af de to præsidentkandidater.

Som økonomen Robert Reischauer siger til International Herald Tribune om de to kandidaters forslag til at løse den nuværende økonomiske krise;

“Before the crisis, neither of them was telling how it really was going to be. Now one really doesn’t know how it’s going to be because we seem to have blown away any notion of fiscal limitations.” og fortsætter med, “At some point we as a nation are going to have to ask, ‘Where are we going to get the money to do all this, and at what price?’ That’s the question no one can answer.”

Så selv om Niall Ferguson nok trækker analogien med den finansielle krise i 1873 og det Osmanske riges efterfølgende bankerot vel langt, så er der grund til en hvis bekymring – ikke over markedskræfterne, men over sandsynligheden for at den næste præsident vil/kan føre en mere sund amerikansk økonomisk politik, der sikrer en øget indenlandsk opsparing. Faren – primært hvis Obama vinder – er betydelig for kortsigtede politiske indgreb, hvor øgede handelsrestriktioner f.eks. bruges til at begrænse det amerikanske handels- og derigennem betalingsbalanceunderskud og bibeholde arbejdspladser, i et forsøg på
at undgå den nødvendige
økonomiske tilpasning.

Ja, ”the party is over”, men jeg tvivler på at de i Washington er klar over for hvem.

8 thoughts on “The Party is over….men for hvem?

  1. Kim Hvid Johnsen

    Niall Ferguson er ufattelig skarp til den slags analyser. Du skal have tak for at gøre opmærksom på den artikel. Kendte den ikke.

    Svar
  2. NielsC

    Der findes nok historikere der vil mene, at det osmaniske rige allerede i 1870’erne var noget af en kæntret skude, og allerede i adskellige århundreder før var på vej nedad på grund af manglende innovations evne. Om USA taber tråden bliver interessandt at følge, men det kan være vanskeligt, at spå om makropolitiske og økonomiske trends. Der er jo også de analyser, der siger, at USA faktisk set over de næste 50 år ikke står så dårligt rustet bl.a. i forhold til befolkningstal og alders gennemsnit, som f.eks. Kina eller for den sags skyld Rusland. Noget andet er om USA kan bevare den kulturelle dynamik, der har bevirket at den medieformidlede amerikanske kultur (og kultur kapital) har været både dominerende og inspirerende i det sidste halve århundrede.

    Svar
  3. Kasper

    “som grådige investeringsbanker har givet Jefferson County over det seneste årti”Ja, uha. Det er da grådighed så et basker. Sådan at låne penge ud til en kommune, som den så efterfølgende bruger på at renovere kloaker m.m.Det er ihvertfald ikke byens politikere, og borgere, der har handlet problematisk ved at låne enorme beløb. Det er nemlig god stil at leve over evne, og undlade at spekulere på om der er en sammenhæng mellem egen produktivitet og eget forbrug.

    Svar
  4. RMO

    “Hvor jeg ville beskrive USA som en blandingsøkonomi med en (globalt set) stor offentlig sektor – den er på niveau med Tysklands(lidt mindre) og østrigs (lidt mere)”Det kommer noget bag på mig, men det er bestemt interessant – ligger du tilfældigvis inde med en henvisning til tal eller lignende?

    Svar
  5. niels westy

    Bortset fra at der skulle have stået australien og ikke Østrig – det er nu ændret, så forstår jeg godt din kommentar, og det er ikke helt nemt at finde konsistent statistik. Men f.eks. kan man jo måle på andelen der er offentligt ansat – sehttp://sima-ext.worldbank.org/publicsector/Hvis vi måler på f.eks. skattesatser, er forskellen selvølgelig til at tage og føle på mellem Tyskland og USA. Men det ændrer ikke på at USA er en moderne velfærdsstat som andre I-lande, omend der er en mindre omfordelende effekt i de offentlige budgetter.

    Svar
  6. Martin Rannje

    Det er sgu en sandhed med modifikationer Westy. Det er korrekt nok at med mange forskellige delmål, er der ikke så stor forskel på USA og Tyskland som folk tror (og overordnet set er den den offentlige sektor i USA langt større end folk tror i Europa – f.eks. bruger det offentlige næsten lige så store udgifter på sundhedssektoren som i DK). Men når det kommer til de mest overordnede mål for den offentlige sektors størrelse, skattetryk og udgiftstryk, så er Tyskland altså pænt foran USA. I perioden 2002-2005 var udgiftrykket for USA og Tyskland:USA: ca. 36% (som er det højeste niveau nogensinde)Tyskland: knap 48%Det er altså ikke bagateller der adskiller de to lande (omend både Tyskland og USA har langt mindre offentlige sektorer end DK).Derudover er der også reguleringer, hvor Tyskland da har ry for at være et af de mest omfattende reguleringsmareridt i verden – og altså også langt mere reguleret end USA.Mvh

    Svar
  7. Niels Westy

    Til Martin Rannje (og andre)Formålet med at jeg skrev om den offentlige sektor i USA i forhold til f.eks. Tyskland var IKKE at sætte lighedstegn mellem politikken i Tyskland og USA. I bund og grund er det formentlig umuligt at beskrive offentlig indblanding i en økonomi og dettes skadevirkninger alene ud fra kvantitative mål – det (og der er jeg helt enig med Martin) er selvfølgelig også et spørgsmål om hvad og på hvilken måde det offentlige blander sig. Der er masser af ting der taler for USA – og på en række områder, ikke mindsst arbejdsmarkedet, er der jo tale om en langt mere fleksibel økonomi. Men det er ikke ensbetydende med at der ikke findes mængder af regulering og “red tape” i USA. Pointen er, at USA er en blandingsøkonomi – der nok er mere fri end de fleste europæsike økonomier, men ikke desto mindre en blandingsøkonomi.Og en af de markeder hvor det i hvert fald er helt hen i vejret at tale om frie markeder er de finansielle, hvor der er et hav af regulerende myndigheder, for skellige regler fra stat til stat osv. Hvis (og det mener jeg) at et af problemerne på de finansielle markeder er gennemsnuelighed, så har myndighederne i USA bestemt ikke hjulpet til med at øge gennemskueligheden – tværtimod.

    Svar

Leave a Reply to Niels Westy Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.