I mit indlæg i sidste uge skrev jeg om, at den nuværende finansielle krise langt fra kan beskrives som resultatet af frie finansielle markeder, hvilket politikere, journalister og andet godtfolk ellers gerne så – ikke kun her, men også (ikke mindst) i USA.

Et hyppigt bragt tvklip de sidste par uger, er med Nancy Pelosi, der i forbindelse med vedtagelsen af den amerikanske ”Bailout” plan proklamerer, at ”the party is over”. Spørgsmålet er bare om hun er klar over for hvem?

Retorikken i de seneste uger både her og i USA har trukket heftigt på gammelkendte religiøse forestillinger om grådighed og spekulation som roden til alt ondt. En retorik vi har hørt mange gange før.

For mens medierne har været mere end almindeligt glade for at drage en anlog til krisen i 30erne, (det er fortsat ikke gået op for dem, at det var en politisk skabt krise), har de i samme moment glemt, at samme kritik af markedet og de fæle spekulanter har været fremherskende i forbindelse med alle finansielle ogg økonomiske kriser indtil dato. Tag blot Asiens finansielle krise i 1997-98, eller EMS-krisen i 1993. Også dengang var det ”spekulanterne og markedets skyld”. Først efter at der var faldet ro på valutamarkederne, og bl.a. den svenske krones værdi var blevet kraftigt nedskrevet erkendte man (bl.a. den danske nationalbank), at krisen var politisk determineret. Det overrasker næppe nogen, at eksponeringen af dette faktum var langt mindre i medierne, end udfaldene mod de slemme slemme spekulanter.

Men det er unægtelig heller ikke nemt, når ikke engang spekulanterne vil være ved, at de rent faktisk er….spekulanter. Tag f. eks. direktøren for dansk spekulantforening, undskyld aktionærforening, der sidestiller sine medlemmer med forbrugere der har købt fordærvet kød i den tro at det var fersk. Hvad skal man ellers mene om følgende udsagn, taget fra ”debatten” på DR2 i torsdags, hvor direktøren for dansk aktionærforening, Charlotte Lindholm, på et tidspunkt udtalte, at ”mange af de her aktionærer er blevet stopfodret med de her aktier fra bankernes side og de har ofte ikke fået at vide, at der var en risiko forbundet med det” – måske, og dette er skrevet af en hvis bankaktier ikke har det for godt for tiden, skulle de pågældende spekulanter have overvejet, hvorfor bankerne betaler bankrådgivernes løn. Der er vel heller ingen der tror på det, hvis ens bilforhandler påstår at netop hans biler ikke ruster, eller er der?

Jeg er klar over, at en diskussion mellem os der fastholder, at den nuværende udvikling først og fremmest er politisk determineret, og de der tolker den nuværende udvikling som udtryk for de frie markeders fallit, er præget af fundamentale forskelle i virkelighedsopfattelse.

Hvor jeg ville beskrive USA som en blandingsøkonomi med en (globalt set) stor offentlig sektor – den er på niveau med Tysklands(lidt mindre) og Australien (lidt mere) – præget af et yderst problematisk og ineffektivt samspil mellem regulerende myndigheder og de finansielle markeder, har andre tilsyneladende nemt ved at se bort fra de tætte bånd mellem det politiske system og centrale aktører i det finansielle system.

Jeg er således ikke bekymret for markedets ”evner” – hvis det da får lov til at fungere. Til gengæld finder jeg den manglende selverkendelse på Capitol Hill og i Det Hvide Hus, yderst bekymrende. Demokraterne prøver, ikke overraskende at lægge al skyld for miseren på det hvide hus og den første politik – hvilket kun delvist er rimeligt. At den nuværende administration har stået for en uansvarlig økonomisk politik er der ikke tvivl om. Den synes i høj grad at være præget ikke af konservative, men neokonservative værdier. Sidstnævnte har en eklatant mangel på forståelse og respekt for økonomiske sammenhænge, måske bl.a. fordi en del af neokonservatismens fortalere oprindeligt startede på den yderste venstrefløj, og i modsætning til den traditionelle amerikanske konservatisme, er præget af en manglende accept af ”economic fundamentals” – økonomisk politik er for dem først og fremmest ……politik. Men ansvaret for væksten i de offentlige udgifter må dog deles mellem Capitol Hill og det Hvide Hus – selv om en del ikke tror det, så er USA jo et demokrati.

Og et er omfanget aff de eksterne og interne balanceproblemer der er for nuværende i den amerikanske økonomi, noget andet er de problemer der vil være i de kommende år. Her er det et godt spørgsmål, hvorvidt det politiske system kan og vil anerkende, at der skal ganske skrappe reformer til for at bremse den fortsatte amerikanske gældsætning. Desværre ser det ikke ud til at denne erkendelse ligger lige for.

Så mens jeg som anført ikke mener, at den nuværende krise på nogen måde kan ses som resultatet af markedskræfternes frie spil, er jeg mere tilbøjelig til at give de iagttagere ret, der taler om at der er et finansielt magtskifte i gang, hvorefter USA’s dominans vil være reduveret markant. Bl.a. har historikeren Niall Ferguson i en artikel i Finansiel Times den 2. januar i år sammenlignet udviklingen i USA med det osmanske rige i slutningen af det 19. århundrede. Han skriver bl.a. at, ”Yet, on closer inspection, we are indeed living through a global shift in the balance of power very similar to that which occurred in the 1870s. This is the story of how an over-extended empire sought to cope with an external debt crisis by selling off revenue streams to foreign investors. The empire that suffered these setbacks in the 1870s was the Ottoman empire. Today it is the US.” og afslutter med at ”It remains to be seen how quickly today’s financial shift will be followed by a comparable geopolitical shift in favour of the new export and energy empires of the east. Suffice to say that the historical analogy does not bode well for America’s quasi-imperial network of bases and allies across the Middle East and Asia. Debtor empires sooner or later have to do more than just sell shares to satisfy their creditors.”

Det behøver ikke gå så galt (set med amerikanske øjne), men det kræver som sagt en selverkendelse i det amerikanske politiske system, som jeg har svært ved at få øje på hverken i det Hvide Hus, på Capitol Hill eller hos nogen af de to præsidentkandidater.

Som økonomen Robert Reischauer siger til International Herald Tribune om de to kandidaters forslag til at løse den nuværende økonomiske krise;

“Before the crisis, neither of them was telling how it really was going to be. Now one really doesn’t know how it’s going to be because we seem to have blown away any notion of fiscal limitations.” og fortsætter med, “At some point we as a nation are going to have to ask, ‘Where are we going to get the money to do all this, and at what price?’ That’s the question no one can answer.”

Så selv om Niall Ferguson nok trækker analogien med den finansielle krise i 1873 og det Osmanske riges efterfølgende bankerot vel langt, så er der grund til en hvis bekymring – ikke over markedskræfterne, men over sandsynligheden for at den næste præsident vil/kan føre en mere sund amerikansk økonomisk politik, der sikrer en øget indenlandsk opsparing. Faren – primært hvis Obama vinder – er betydelig for kortsigtede politiske indgreb, hvor øgede handelsrestriktioner f.eks. bruges til at begrænse det amerikanske handels- og derigennem betalingsbalanceunderskud og bibeholde arbejdspladser, i et forsøg på
at undgå den nødvendige
økonomiske tilpasning.

Ja, ”the party is over”, men jeg tvivler på at de i Washington er klar over for hvem.