Finanskrisen – interventionisme eller koldt vand i blodet

Mens europæiske og amerikanske politiske ledere synes at deltage i et race om, hvem der kan vise mest ’beslutsomhed’, er de videnskabelige diskussioner om finanskrisen begyndt. Sagen er nemlig, at finanskrisen er ved at være overstået, og de fleste vestlige økonomier er på vej ind i en regulær recession. Og den videnskabelige – og i stor stil også praktiske – diskussion har mindst to sider. På forunderlig vis bragte the International Herald Tribune sidste weekend begge sider af sagen.

Paul Krugman, professor på Princeton og af uvisse grunde manden der får Nobelprisen i økonomi i år (mere om det senere), skriver som ventet en minianalyse, der ender i markante politiske interventionskrav. Krugman indleder med at sammenligne, at det amerikanske finansministerium ’lod’ Lehman Brothers gå fallit, med russisk roulette. Hans vurderinger, at ”they’d better do something soon – in fact, they’d better announce a coordinated rescue plan this weekend – or the world economy may experience its worst slump since the Great Depression”.

Krugman argumenterer, at krisen startede med at boblen på det amerikanske ejendomsmarked brast, hvilket gav en serie tvangsauktioner og dermed tab hos banker og andre finansielle institutioner, ikke mindst de to statslige hypotekbanker Fannie Mae og Freddie Mac. Det førte, mener han, til en nedadgående spiral idet banker trak sig tilbage fra markederne, hvilket tvang ejendomspriser yderligere ned og dermed forstærkede det første problem. På denne måde lukkede pengemarkederne ned.

Krugmans svar på det er: Staterne må gøre noget! Han går så vidt at han skriver at ”Europe, lacking a common government, has literally been unable to get its act together”. Pudsigt som Krugman, som man ikke just kan beskylde for at være dum, ikke accepterer at Europa ikke er et land, men en region med meget forskellige lande og forskellige politiske traditioner. Men det han vil have os alle sammen til at gøre, er at følge Gordon Brown i at ’rekapitalisere’ banker, dvs. effektivt at forære de finansielle institutioner en stor bunke penge, som de har tabt i tvivlsomme handler under boblen.

På denne måde mener Krugman, at man skal hjælpe bankerne ved at sikre dem mod tab. Før vi går videre til det modsatte synspunkt, kan jeg ikke lade være med at pege på, at Krugman for få år siden publicerede analyser der vist, at netop den type statslig forsikring, som han i denne situation argumenterer for, var en vigtig udløsende faktor for den dybe asiatiske krise i 1997. Krugmans indsigt dengang var, at denne type politisk forsikring skaber et moral hazard problem ved at tillade finansielle institutioner at investere væsentligt mere risikabelt. Hvis det går galt, er de jo forsikrede af staten, og hvis det går godt, scorer man selv en større gevinst end hvis man havde investeret lidt mere konservativt. Men moral hazard problemer gælder ikke i vesten, eller hvordan?

Videre til det modsatte synspunkt, som professor i økonomi ved Chicago University Casey Mulligan står for. Mulligan, der bestemt heller ikke er en hvem-som-helst, argumenterer derimod for at hele den almindelige, politiske analyse, som Krugman står for, er baseret på to fejlagtige antagelser: ”First, saving America’s banks won’t save the economy. And second, the economy doesn’t need saving. It’s stronger than we think.” Ganske enkelt mener han, at betydningen af den finansielle sektor er stærkt overvurderet.

For det første peger Mulligan på, at når en eller flere banker går ned, rykker andre og bedre konsoliderede banker ind og overtager den del af markedet. Som han påpeger, er både Bank of America og J.P. Morgan Chase allerede i gang med det. Det er en del af den almindelige markedsmekanisme, at når de dårligste går ned, sørger profitmotivet for at mere produktive/profitable agenter – om de allerede er på markedet eller ej – rykker ind i hulet. For det andet understreger Mulligan, at ”financial-sector gyrations like these are hardly connected to non-financial sector performance”. Med andre ord har de ofte store udsving på aktiemarkeder og lignende stort set ingen realøkonomisk betydning!

Mulligan substantierer sit argument med konkrete tal. Profitabiliteten i den ikke-finansielle sektor, dvs. økonomiens totale, marginale kapitalprodukt (MPK), ligger i almindelige år i USA omkring 7-8%.  Mens MPK faldt til omtrent ½% under 30ernes depression, lå det amerikanske MPK så højt som cirka 10% for et år siden og rapporter peger på, at det ikke er faldet nævneværdigt. Hvis bankerne havde spillet den rolle, som politikere og Krugman-fløjen blandt økonomer påstår, ville det ikke være tilfældet. I stedet udbyder en lang række andre agenter – pensionsfonde, venture capitalists og mange andre – også den kapital, man forestiller sig er specifik for bankerne.

Der er ingen tvivl om, at finanskrisen koster arbejdspladser og er en belastning for mange firmaer, men man bør ikke overvurdere krisen eller overvurdere betydningen af de særdeles synlige finansielle agenter. Herhjemme har professor Michael Møller udtrykt det ganske godt, da han forleden karakteriserede det som en krise ”der vender den tunge ende opad”. Taberne er danskere (og andre) med store investeringer – og særligt investeringer, der ikke er tilstrækkeligt diversificeret – mens de fleste almindelige mennesker faktisk ikke kommer til at mærke andet til den end den recession, som både USA og Danmark allerede var på vej ind i med stormskridt.

Når man først har taget en dyb indånding og set på Mulligan og andres argumenter, er den egentlige fare ikke økonomisk, men politisk. Man har næsten kunnet se julelysene i øjnene på politikere, der tørster efter at vise ’beslutsomhed’, om den så viser sig som marxistisk glæde over en krise eller jubel over, at nu kan man måske bruge frygten som løftestang for at snige Danmark ind i eurozonen. Politikernes foretruk
ne handling er som altid d
irekte kontrol. Og som Paul Krugman burde vide, hvis han tog sin egen tidligere forskning alvorligt, skaber den slags problemer med moral hazard og inefficiens, som udløser kriser i stedet for at løse dem.

19 thoughts on “Finanskrisen – interventionisme eller koldt vand i blodet

  1. Niels A Nielsen

    “Man har næsten kunnet se julelysene i øjnene på politikere, der tørster efter at vise ’beslutsomhed’, om den så viser sig som marxistisk glæde over en krise eller jubel over, at nu kan man måske bruge frygten som løftestang for at snige Danmark ind i eurozonen. Politikernes foretrukne handling er som altid direkte kontrol.”Ja, dét er den egentlige fare.En af dem, der forudsagde kreditkrisen og aktienedturen er Ph.D i finansiering John P. Hussman, som administrerer et amerikansk investeringsselskab. Han skriver hver uge nogle yderst læseværdige og analytiske kommentarer. For eksempel denne:http://www.hussmanfunds.com/wmc/wmc080922.htm

    Svar
  2. RasmusE

    “Man har næsten kunnet se julelysene i øjnene på politikere, der tørster efter at vise ’beslutsomhed’, om den så viser sig som marxistisk glæde over en krise eller jubel over, at nu kan man måske bruge frygten som løftestang for at snige Danmark ind i eurozonen.”Forleden satte den danske nationalbank renten op, mens den blev sat ned i Euroland. Inflationen i Danmark er langt højere end i Euroland. Argumenterne for at få den er i mine øjne gode, men hvad er egentlig argumentet for IKKE at få Euroen?I øvrigt synes jeg du gør Krugman uret. Han var ikke den store fan af Paulsons 700 milliarder plan. Han støttede en form for indgreb, men ikke køb af de giftige værdipapirer.Krugman roser den engelske plan fremlagt af Gordon Brown.

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    “..hvad er egentlig argumentet for IKKE at få Euroen?”Du skal se, de vil komme strømmende, når Euroland har været i recession et stykke tid, og det viser sig, at krisen rammer landene asymmetrisk med asymmetriske nationale interesser til følge…Sig ordet..budgetunderskud!

    Svar
  4. Torben Mark Pedersen

    Bjørnskovs artikel er holdt i så generelle vendinger, at ingen (liberal) økonom kan være ueninge i de principielle betragtninger, men omvendt afslører Bjørnskov heller ikke nogen dybere indsigt i de specifikke og aktuelle markedsforhold, som overbeviser mig om, at det havde været klogt bare at lade stå til.Det var hedengangne Fischer Black (ham med Black-Scholes modellen), der engang sagde, at finansielle markeder så en hel del mere effektive ud fra “the banks of the Charles than from the banks of the Hudson” – altså: Når man sidder på Harvard eller MIT, der ligger ved bredden af Charles River i Boston, så ser de finansielle markeder en hel del mere effektive ud, end når man er aktør på Wall Street. Casey Mulligan muligvis er genial, men jeg har altså mine tvivl om, at hans udsyn fra bredden af Lake Michigan er meget bedre end fra Charles, og jeg er heller ikke sikker på, at udsigten fra Århus Å er meget bedre.Det er ikke min hensigt at forsvare den konkrete udformning af den amerikanske hjælpepakke, men min ikke unbiased vurdering (ikke unbiased, fordi jeg arbejder med risikostyring i den finansielle sektor) er, at det var absolut nødvendigt at gøre noget, at den amerikanske og danske hjælpepakke ikke kom et øjeblik for tidligt, og at der absolut ikke var tid til at vente på, at markederne selv skulle tilpasse sig, som Mulligan ifølge Bjørnskovs synes at mene. Andre liberale økonomer, som Zingales (også Univ. of Chicago), der i modsætning til Mulligan beskæftiger sig med finansielle markeder, har i det liberale Reason magazine argumenteret for, at der netop ikke var tid til at vente på en chapter 11 proces for Fannie Mae, Freddie Mac, AIG, osv.

    Svar
  5. LuckyLibertas

    Den “depressionskyndige” Mr. Bernanke gav i 2002, Milton Friedman og Anna Schwartz, ret i, at intervention, fra centralbankens side, var af det onde. Hvad er der sket……..som med rimelighed kan begrunde, at så mange økonomisk liberale, lige med de vuns, ikke er så liberale, at det gør noget………………også her til lands?

    Svar
  6. Niels A Nielsen

    Torben M Pedersen, jeg er nysgerrig efter at få din vurdering af John P. Hussmans principper for statslig afbødning af den finansielle krise?

    Svar
  7. Carsten Valgreen

    Som en der også er tæt på krigen må jeg give Torben ret. Se også min kommentar til Niels Westys indlæg om samme emne.Jeg er en stor fan af markeder. Men jeg kan ikke et sekund købe Farma-French teologien om efficiente markeder. Den er ikke empirisk velunderstøttet – efterhånden må man vel sige tværtimod. Finansielle markeder kan være hysteriske, og selvopfyldende forventinger i form af deposit runs eksisterer. Også i interbank markedet.Jeg ved ikke hvad der var sket uden offentlig intervention. Men jeg er ret sikker på at jeg er glad for ikke at vid det.Torben, hvis du har tid kunne det være rigtigt interessant at få en “risiko model magers” syn på dynamikken i en interbank krise, nu hvor du har oplevet den tæt på. Eventuelt her på bloggen.

    Svar
  8. Niels Westy

    Carsten skrev:”Finansielle markeder kan være hysteriske, og selvopfyldende forventinger i form af deposit runs eksisterer. Også i interbank markedet.”Tjah, det er jo ikke noget nyt – og gælder vel stort set alle former for markeder. Jeg tror at vi fører en paralel diskussion. Ehver nuværende krise kan jo i mangt og meget siges at være determineret af fortidens kriser (og håndteringen af denne). Lige som der jo er masser af eksperter i den finansielle verden, der må fortryde hvad de ved ingangen til dette år spåede det ville gå i 2008, eller som omtalte Michael Møller sagde en gang – cheføkonomer lever af, at ingen kan huske hvad de sagde for et år siden :)Johan Norberg har et eksempel med værdifastsættelsen af aktiver – der efter Enron skal gøres til markedspriser – altsp prisen nu. Havde det været tilfældet i forbindelse med krisen i begyndelsen af 80erne havde stort set alle store amerikanske banker været insolvente – ak ja.Måske ville det være mest korrekt at tale om en blandingsøkonomisk krise.

    Svar
  9. Kasper

    Til Niels Westy:Den risiko i de finansielle markeder, som Carsten nævner (selvopfyldende ‘deposit runs’), eksisterer vel netop ikke i alle former for markeder. Alle markeder kan være hysteriske, volatile og udvikle bobler, men der er vel nogle særlige forhold i de finansielle markeder, der som Carsten skriver, taler for at staten griber ind.Det er muligt at jeg sov i den relevante økonomitime på Rosenborggade, men jeg kan ikke komme på nogen direkte parallel til et ‘bank run’ i andre markeder – altså at en fuldstændig solvent forretning drevet med livrem og seler kan blive insolvent på en eftermiddag pga. panik blandt kunderne.

    Svar
  10. JR

    RasmusE: “Forleden satte den danske nationalbank renten op, mens den blev sat ned i Euroland. Inflationen i Danmark er langt højere end i Euroland. Argumenterne for at få den er i mine øjne gode, men hvad er egentlig argumentet for IKKE at få Euroen?”Vil du tage den irreversible beslutning alene pga. et forbigående fænomen?Kunne en af økonomerne her på stedet ikke forklare hvad effekten af de meget store budgetoverskridelser som nogle lande i Euroland får lov til betyder for de andre lande i samarbejdet og for Danmark via fastkurssamarbejdet? Jeg tænker bla. på hvordan inflationen i Euroland medfører en overførsel fra økonomisk ansvarlige medlemmer til uansvarlige medlemmer. Hvor stor er den overførsel? Er vi bedre stillet udenfor end indenfor (eftersom vi kan revaluere på et tidspunkt)?

    Svar
  11. Niels Westy

    Kasper skrev:Det er muligt at jeg sov i den relevante økonomitime på Rosenborggade, men jeg kan ikke komme på nogen direkte parallel til et ‘bank run’ i andre markeder – altså at en fuldstændig solvent forretning drevet med livrem og seler kan blive insolvent på en eftermiddag pga. panik blandt kunderne.Du peger på en af grundargumenterne for nationalbankens rolle som Lender of last resort – en rolle der (alt for) ofte ender med at man optræder som Investor of last resort. For LLR-rollen kræver, at NB har en viden markedet ikke har.Jeg vil mene, at et af problememe er, bl.a. i USA, at man netop har en lang historie for at redde finansielle institutioner – også i den periode som derfor uberettiget beskrives som ureguleret Laizzes-Faire. Den pengepolitik der er ført i USA det seneste årti vil jeg mene bør beskrives som en meget aktivistisk pengepolitik, ligesom man i de seneste år udvidede sin rolle ganske betydelig, hvilket bl.a. mødtes med stor kritik af Paul Volker, der ledede FED før Greenspan, i foråret.

    Svar
  12. Niels A Nielsen

    @JRLandene i eurozonen er enten free-ridere eller ofre for free-riding. Den følgende beskrivelse er vel nogenlunde dækkende:Anthony de Jasay: “Each member state of the Euro-zone is caught between two alternatives: to engage in fiscal free-riding or to be the sucker, the victim of free riding by the others. The reason is easy to grasp. When a country has its own currency, fiscal profligacy carries its own punishment. Interest on the national debt rises more than proportionately to the debt, both because the country’s own capital market gets overstretched, and because the risk attaching to its currency increases. Default on the debt and devaluation of the currency (coming after a flight into inflation to water down the debt), though perhaps still remote, start looking less improbable. The repercussions render a loose fiscal posture more and more difficult to hold, and in due course tend to impose some discipline on the government. As a member of the Euro-zone, the same government running a large deficit is spared most of these disciplinary consequences. No member country, with the possible exception of Germany, is big enough in the zone as a whole, for its deficit financing to represent a significant strain on the zone’s capital market. Currency risk subsists only relative to currencies outside the zone, in practice only the dollar and the yen, but it is eliminated within the zone; there is no Greek Euro and no Spanish Euro, so one cannot weaken relative to the other. Fiscal irresponsibility by one country still has adverse consequences for the zone as a whole, but only a small fraction of them is borne by the irresponsible country in question, with the bulk spread over all the other member countries. This is the classic breeding ground for free riding. Under these circumstances, fiscal vice is not punished but fiscal virtue is. “Stabilitetspagten bliver måske nu for alvor sat på en hård prøve. Det er vist bedst at betragte situationen fra sidelinien 😉

    Svar
  13. Mikael

    Carsten,Jeg tror du vil få svært ved at finde mange i dette forum, der abonnerer på den efficiente markedshypotese. Vi er nogle stykker, der undertiden har gjort et stort nummer ud af at fortælle andre, at det er nonsens i løs vægt. Alternativet er imidlertid ikke at idiotforklare alle, der er beskæftiget i den finansielle sektor (ej heller et vejet gennemsnit). Derfor køber jeg heller ikke din hysteritese. Det er indlysende, at aktørerne på finansmarkederne er højspændte for tiden, men de er ikke nødvendigvis irrationelle. Jeg går ud fra, at du selv vil have dig frabedt at blive påhæftet en sådan etikette. Det forekommer mere frugtbart at antage, at markeder i almindelighed er imperfekte; også de finansielle. Alligevel foretrækker jeg markedets allokering frem for det kaos, der følger i kølvandet på statslig intervention.Hvis man savner et eksempel til skræk og advarsel, så vil jeg pege på krisen i Japan i 90’erne. Her søsatte regeringen også adskillige redningspakker, der skulle holde insolvente banker og aktiemarkedet oven vandskorpen. Resultatet var ti års økonomisk stagnation. Du kan indvende, at den nuværende finanskrise er så universel og systemisk, at statslig intervention er ønskelig. Men hvorfor er interbankmarkedet paralyseret? Er det fordi alle er irrationelle/hysteriske eller fordi de grundlæggende mangler tiltro til diverse modparters betalingsevne? Uanset svaret, så ville det nok ikke skade at få skilt fårene fra bukkene. Måske ville det ligefrem medvirke til at genoprette tilliden

    Svar
  14. Carsten Valgreen

    “The “leave it alone liquidationists” headed by [my] Secretary of the Treasury Mellon, who felt that government must keep its hands off and let the slump liquidate itself. Mr. Mellon had only one formula: “Liquidate labor, liquidate stocks, liquidate the farmers, liquidate real estate.” He insisted that, when the people get an inflation brainstorm, the only way to get it out of their blood is to let it collapse. He held that even a panic was not altogether a bad thing. He said: “It will purge the rottenness out of the system. High costs of living and high living will come down. People will work harder, live a more moral life. Values will be adjusted, and enterprising people will pick up the wrecks from less competent people”…”Herbert HooverNogle gange er liberale deres egen værste fjende. Vores egen Friedman var i øvrigt langt hen ad vejen enig med Keynes i kritikken af Hoover administrationen og især Federal Reserve.Og Japan har haft 15 års stagnation fordi Bank of Japan har ment at 0% i gennemsnitlig nominel BNP vækst har været sagen. Ikke på grund af bankpakker, men på trods af dem. I det mindste har japanerne ikke forsøgt at køre balanceret budget samtidig som Andrew Mellon gjorde frem til 1933.@Niels, den med cheføkonomen sved 🙂 Vil dog bemærke at cheføkonomer laver andet end at give pressen de sound bites de vil have. Det er i øvrigt temmeligt umuligt at levere andet. Dansk journalistik lever i sin egen glasklokke skabt af journalisters forventninger til hvad deres kunder vil have og kan forstå. Men i øvrigt har Mikael Møller som sædvanligt et skabt øje og pen. @Mikael, nej du har ret i at hysteri er et forkert ord. Kald det selvopfyldende forventninger og institutionaliseret adfærd og logik.

    Svar
  15. Mikael

    @CarstenAfstanden mellem os bliver jo ikke mindre af, at du søger at flytte perspektivet til 30’erne og kanonisere Hoover. Det er trods alt manden, der forvandlede en nødvendig korrektion til en depression gennem protektionisme, subsidier, højere skatter og øgede offentlige udgifter. Roosevelt sørgede blot for at navngive denne kurs og holde fast i den, hvorfor krisen varede frem til ’38. Jeg tror Friedman i det store hele ville dele denne opfattelse. Som jeg forstår ham, vendte han sig primært imod den pengepolitiske kontraktion, der blev initieret umiddelbart efter krakket. Og det forstår jeg så udmærket. Hvad jeg ikke begriber, er, at Friedman hele sit liv betragtede inflation som det eneste symptom på sygdom. Her synes jeg at vi har fået syn for sagen; en kreditekspansion kan vare ganske længe inden den manifesterer sig i stigende priser. Og når inflationen så endelig indfinder sig, er det for sent at gøre noget ved det.Og så til Japan. Jeg mener det er lige lovlig frisk, at reducere den kroniske lavvækst i Japan til en bevidst policy-målsætning. Jeg er da enig i, at bankpakkerne ikke alene kan forklare et helt årtis kroniske lavækst. Men interventionsdynamikken, der fulgte efter bankpakkerne, kan forklare residualet. Og jeg frygter, at vi vil se det samme i Europa og USA, når dønningerne har lagt sig. For du regner vel ikke med uændrede arbejdsbetingelser, når krisen er kommet på afstand? Det er ikke gratis at dele seng med staten.

    Svar
  16. Carsten Valgreen

    @MichaelPrøver ikke at flytte fokus til 30erne eller at kanonisere Hoover. En grund til at citatet er interessant, er at Hoovers finansminister Andrew Mellon var endnu mere vanvittig end Hoover og at Hoover bagefter erkendte deres fejl. Men min primære intention var at man kan høre ekkoet af Mellon i mange liberales reaktion på krisen i dag (en nødvendig djævleuddrivelse efter flere års pengepolitisk synd, eller en ditto pga subsidiering af GSEer). Det er en farlig tankegang – især nu.Lige lovligt friskt at slå Roosevelt i hardkorn med Hoover. Mht Japan. Jeg ville ønske vi kunne bruge et par timer på at se på tidsserier sammen. Vil blot pointere at hvis inflation kan kureres med pengepolitik, så kan deflation selvfølgelig også. Jeg forstår ikke sætningen “interventionsdynamikken, der fulgte efter bankpakkerne, kan forklare residualet.” Hvad for et residual, i hvilken estimeret relation og hvad betyder “interventionsdynamikken”?For at forsvare Friedman, så var han vist ikke helt så “simple minded” som du her udlægger ham. Ligesom Keynes heller ikke er så simple minded som Jesper Jespersen udlægger ham.

    Svar
  17. The Citizen

    Alle jer, der mener, at man bare skulle have ladet tingene køre deres eget løb – I må logisk set mene (og flere siger det da også), at bank- og finanssystemerne ikke er særlige på nogen måde; at man bare kunne have ladet dem gå fallit.Det Carsten Valgren kalder djævleuddrivelse.Alle jer, gider I ikke godt forklare i få, men velvalgte ikke-fagspecifikke ord, hvorfor I mener, at vores økonomi kunne klare mødet med muren, når banker et. al. begyndte at krakke fra en kant af?De forskellige ydelser, bankerne leverer forekommer mig så fuldstændigt fundamentale for, at vores økonomi overhovedet kan eksistere på det niveau, den gør, at sektoren nødvendigvis MÅ bestå nogenlunde som vi kender den – hvis ikke bankerne er der til at flytte penge fra her til der, garantere for indeståender, bevillige kreditter, i det hele taget flytte elektroniske værdier rundt i systemet og garantere for overførslernes sikkerhed, hvad ville der så være tilbage? Der bliver jo flyttet enorme værdier rundt hver dag, alene baseret på tillid til, at værdierne eksisterer og kan indløses til “penge”.Hvis den tillid forsvinder, så forekommer det mig altså, at store dele af verdensøkonomien forsvinder med den.Argumenterer I ikke – mere eller mindre ubevidst – reelt for en tilbagevenden til guldstandarden?

    Svar
  18. Mikael

    @Carsten,Jeg tror vi gør os selv en tjeneste ved at sondre mellem pengepolitiske og statsfinansielle greb. Når det drejer sig om pengepolitikken, så er det vel almindelig anerkendt, også blandt liberale, at det ikke er forstandigt med en kontraktion, når krisen først er indtruffet. Det var også budskabet fra Friedman & Schwartz i forhold til perioden 1929-33. Dermed har jeg også leveret en implicit kritik af den pengepolitiske kurs, som japa-nerne valgte umiddelbart efter kriseudbruddet i begyndelsen af 90’erne. Det var ikke et velvalgt tidspunkt for et pengepolitisk paradigmeskifte. Men jeg ser som udgangs-punkt ikke noget problem i en prispolitik, der tillader less-than-zero, hvis den kan begrundes i produktivitetsudviklingen. Faldende priser er altså ikke et onde per se; det kommer helt an på betingelserne. Så til de statsfinansielle greb. Rationalet bag de mange bankpakker er, at de skal redde det finansielle system fra sammenbrud. Men hvad er det, vi taler om? Hvis det drejer sig om at få gang interbankmarkedet igen, så handler det om at få blotlagt insolvente foretagender; ikke at skjule dem. Gør man det, så bliver staten nødt til at opretholde en evighedsgaranti for finansielle tab. Hvis bankpakkerne blot har til formål at forbedre insolvente foretagenders balancer, så investorer ikke eksponeres for tab, så er det vel ikke utidigt, at liberale siger fra?Hvad mener jeg med interventionsdynamik? Det er en dysfunktionel proces, navngivet af Ludwig von Mises, hvor den ene statslige intervention følger den anden. Vi kan allerede se den spæde begyndelse af et sådant iterativt forløb, når amerikanske poli-tikere og finansfolk i ukritisk alliance skriger på endnu en redningspakke med nye instrumenter. Og så lige en afsluttende kommentar i forhold til Keynes. Jeg anerkender, at han er langt mere nuanceret, end han udlægges i medierne. Og jeg kan endda sige, at jeg med fornøjelse læste The Economic Consequenses of the War. Den er på sine steder perfid og elitær, men analysen er i orden.

    Svar
  19. Niels A Nielsen

    RasmusEEn langvarig recession vil være gift for en valutaunion, hvor der er et kraftigt incitament for det enkelte land til at føre ekspansiv finanspolitik og dermed undgå selv at sidde med sorteper, sådan som Jasay forklarer det. Går eurolandene i det mindste ind i recessionen med velpolstrede statskasser? Nej.”Samlet set udgjorde eurolandenes gæld 66,3 procent af BNP, og dermed opfylder de 15 eurolande samlet set ikke kravene i vækst- og stabilitetspagten, der har lagt rammer for, at gælden ikke må overstige mere end 60 procent af BNP.Ser man på de enkelte eurolande, er gælden i syv af dem banket gennem gældsloftet. Det er blandt andet de store eurolande Tyskland, Frankrig og Italien, der har for stor gæld. Men heller ikke Malta, Portugal, Belgien og Grækenland opfylder kravene.”Uha da da. http://epn.dk/okonomi/article1502621.eceJeg tror, at Danmark meget vel på længere sigt kan blive nødt til at sætte renten ned under Eurolands for at undgå, at kronen stiger til et niveau uden for det aftalte spænd i forhold til Euroen. Den nuværende høje danske rente er under alle omstændigheder et midlertidigt fænomen.

    Svar

Leave a Reply to Kasper Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.