Larry Summers har da ret i noget …

Larry Summers, fhv. finansminister og nu siden i går kommende formand for Obamas GOSPLAN-komité National Economic Council, sagde flere rigtige ting i sin tid som Harvard-rektor:

“Don’t you agree . . . that, in general, economists are smarter than political scientists, and political scientists are smarter than sociologists?” (The Boston Globe, February 17, 2006)

29 thoughts on “Larry Summers har da ret i noget …

  1. trane

    Rigtige intellektuelle bruger argumenter og gør sig umage med at have ret i et givent spørgsmål. Dårlige kopier argumenterer ikke, men klapper sig selv på skulderen med et ‘vi x er bare klogere, derfor har jeg ret’; de forholder sig ikke til en konkret sag, men stiller sig tilfredse med generelt og ukonkret disseri. Uanset hvilken faggruppe sådan en holdning kommer fra, er den lige så naragtig som den er dum. Det er klart, at Summers er en kapacitet indenfor sit fag. Men derfor er det gengivne udsagn så meget mere plat.

    Svar
  2. MM

    Hvor er det kontroversielle?Økonomer > Politologer > Sociologer er vel lige så åbentlyst som tyngdeloven? Hehe

    Svar
  3. Christoffer Bugge Harder

    “Økonomer > Politologer > Sociologer er vel lige så åbentlyst som tyngdeloven”? Måske ligeså åbenlyst som f.eks fysik>biologi>grammatik og fonetik/sprogvidenskab>økonomi? altså mht. de nøgne, umiddelbare krav til udøverne mht. logik samt kompleksiteten og mængden af information, der skal håndteres? (Og ja, det er ment som en provokation…….)

    Svar
  4. Mikael

    Jeg har aldrig helt forstået hvorfor fysikerne og ingeniørerne har så travlt med at distancere sig fra økonomi. Når det hele er kogt ned til kernen, er værktøjskassen i fagene den samme. Regressionsanalyse (som vi økonomer kalder det) og signalanalyse (som vist er dét, ingeniørerne kalder det) er jo praktisk talt identisk, omend vi nok lægger mere vægt på tidsserier end ingeniørerne. Eksempel: Kalman Filter blev udviklet i 60’erne og algoritmen er så vidt jeg ved brugt i radarteknologi til at optimere præcisionen i placeringen af et givent objekt. Guess what – man kan også bruge det til fx Value at Risk modelleringer mv.I øvrigt er Altmans post jo generel – der findes virkeligt dygtige sociologer der har enormt godt styr på økonometri og statistik – og der findes økonomer der synes forandringsledelse og organisationsteori bare er sagen.. I de tilfælde er jeg ikke sikker på det indlende citat holder.

    Svar
  5. JR

    Mikael: “Når det hele er kogt ned til kernen, er værktøjskassen i fagene den samme.”Du har da ret i, at de statistiske analyseværktøjer i mange tilfælde er de samme. Fysik er dog meget mere end statistisk analyse. Jeg har f.eks. endnu ikke hørt om økonomikurser i Hilbertrum og hermitiske operatorer (eksempler på matematiske værktøjer som anvendes til at regne på kvantemekanik). Når man ser på avanceret fysik er en meget vigtig del ofte et spørgsmål om at udvikle matematikken til at beskrive den fysiske verden.

    Svar
  6. Niels C

    Det ser ud til at krisen er god for en’ ting. Det stod forleden at læse i engelske aviser, at der var en stærkt øget tilstrømning til kurser i at blive ‘science’ lærere.I det engelske skolesystem. Årsagen er at mange af de matematikere, fysikere og biologer, der i de sidste år har leget økonomer, som investerings rådgivere, nu vender tilbage til deres læst.

    Svar
  7. Mads

    Come on … er det ikke tørvetrillere med for meget fritid der spilder deres tid med at rangordne videnskabers lødighed efter arbitrære kriterier? En smule pubertært.MadsSociolog

    Svar
  8. Altmann

    Mads, sociolog: “er det ikke tørvetrillere med for meget fritid der spilder deres tid med at rangordne videnskabers lødighed efter arbitrære kriterier? En smule pubertært.”En meget god karakteristik af Obamas nye økonomi-kommissær …

    Svar
  9. Rasmus Leander

    For et par år siden auditerede undertegnet et fag afholdt af én af de absolut bedre politologer, George Tsebelis, og han gjorde en del ud af at forklare, hvorfor økonomer tit enten er institutions-blinde eller drager vildskudte konklusioner fordi deres regressions-proxier er ALT for forsimplede (de to kritikpunkter hænger ofte, men ikke nødvendigvist sammen). Ekstremt generaliserende er både de bedste økonomer og politologer vel dem der skriver i en gråzone ml. de to felter? (og man kunne evt. smide jurister ind i ligningen). Omvendt er den stigende anvendelse af f.eks. international politisk økonomi (IPE) ofte politik-blind (overser alt fra elektoral motivation, ratificeringsmekanismer og andre forhandlingsproblmer, lukkede politiske udvalg og andre politiske institutioner til sikkerhedspolitik). Ligeledes er der en tendens, i hvertfald i den amerikanske polisci verden (i EU er de fleste vel stadig en eller anden gradbøjning af humanister) til at grad students oplæres til at blive blive tilnærmerede econ-håndværkere og ‘middle-range’ analytikere. Med andre ord er ‘fantasternes tid’ måske forbi, hvor innovative folk bevæger sig frem og tilbage mellem politisk teori/filosofi, sociologi, økonomi og politologi i håb om at skabe ‘grand theory’ (Andrew Moravcsik fra Princeton har et interessant paper om Robert Keohane’s indflydelse på IPE på sin hjemmeside med dette argument) Nå det nu er sagt, er der nok et gran sandhed i følgende vittghed:Reinkarnation for statskundskabsfolk: Hvis du har været en god og rar politolog kan du blive økonom eller sågar naturvidenskabsmand i dit næste liv. Hvis ikke, bliver du sociolog =D

    Svar
  10. trane

    Mads:”En smule pubertært”. Ikke kun en smule. Men på baggrund Altmanns indlæg, samt nogle af kommentarerne, vil jeg tro der er et fedt marked for t-shirts med påskriften “Rigtige mænd er økonomer” på mavsen.

    Svar
  11. Michael Kastberg

    Economists do it with models :Dhttp://www.zazzle.com/economists_do_it_with_models_shirt-235334147006067695

    Svar
  12. Christoffer Bugge Harder

    @13 og 14: “[Jeg] vil tro, der er et fedt marked for t-shirts med påskriften “Rigtige mænd er økonomer” på mavsen”. Blot lidt undren på strøtankeplan: Kigger samfundsvidenskabsfolkene her kun indad på deres eget fakultet, når de vil etablere deres hakkeorden? Hvis det “mandige”, “hårde” skulle ligge i logik, matematisk analyse, håndtering af data og kompleksitet, er der jo altså – med al respekt for økonomi – en hel del naturvidenskabelige fag, der unægtelig stiller lidt højere krav (og kombinerer dette med den mest moderne teknologi, hvilket vel i den samme fordomsverden må antages at være MEGET, meget mandigt), som JR også er inde på. Hvis man så vil argumentere med, at man i økonomi stiller krav til at håndtere mere diffust stof end i naturvidenskaberne, bevæger man sig jo også ud i samme type forsvar, som statskundskaben/sociologien vil fremføre overfor økonomer…….. Det er ikke for at angribe samfundsvidenskaben som sådan. Jeg synes mere generelt, at fokuseringen på “mandige” eller “hårde” discipliner indimellem tager overhånd (“fysikmisundelse”) og producerer både dårlig videnskab og giver lejlighedsvist latterlige udtryk. I de “blødere” naturvidenskaber ser man i hvert fald en hel del folk, der i misforstået længsel efter at gøre deres eget felt lige så “hårdt” som fysik slår om sig med ofte ret naive formler, som de bruger til at drage alt for bombastiske konklusioner. Min primære metode har været matematisk analyse af genetiske forskelle – en formodentlig “hård” disciplin indenfor biologien, men som ud fra et biologisk synspunkt absolut kun er interessant og nyttigt i det omfang, at man rent faktisk kan knytte det til de organismers biologi, som man studerer. Og der er en bestemt klasse af forskere, der konfronteret med problemer med deres stort anlagte konklusioner om diverse genetiske fænomener bruger oceaner af tid på raffinementer af analysemetoder og tuning af modelparametre, rutinemæssigt affejer deres kritikere som “bløde klappedyrsbiologer”, der bare slet ikke forstår sig på den højere videnskab – og derved overser, at de store fejlkilder i deres konklusioner ligger i usikkerhed omkring mere diffuse og komplekse forhold som f.eks adfærd, sammensætning af mikromiljøer, interaktioner mellem arv/miljø etc. Jeg vil umiddelbart gætte på, at flere andre videnskaber kender det problem. Jeg ved meget lidt omkring arbejdsfordelingen i samfundsvidenskaberne, så undskyld, hvis mit indlæg fremstår lidt naivt. Men hvis sociologer/scient.poler i højere grad end økonomer kan fremskaffe den slags “diffus og ukonkret” viden om mennesker og samfund, er det vel mindst lige så nyttigt som økonometriske analyser?

    Svar
  13. Mads

    #13: Enig! Jeg bør pointere, at ikke alle sociologer post-marxistiske hvalklappere med hang til kvalitativ spekulationsteori og eklatant mangel på selvindsigt. Det ser generelt sort ud i Europa (desværre!), men på de bedre amerikanske universiteter lærer sociologi-grad students rimelig high-end økonometri. Tjek fx Wisconsin-Madison, Cornell og U. Michigan. Vi er nogle, der meget gerne ser den tilgang indført – måske med magt – i Europa… og rigtige mænd programmerer naturligvis deres egne likelihoodfunktioner :-)Mads

    Svar
  14. Mads

    #17:”Faget sværhedsgrad” … come on, er det ikke en oplagt taberstrategi at tale om forskellige videnskabelige discipliners sværhedsgrad – svært i forhold til hvad? Mads

    Svar
  15. Søren Pilgaard

    #18Måske det var en lidt dårlig formulering – min tanke var at den videnskabelige metode i eksempelvis fysik er temmeligt krævende i IQ-enheder, hvilket muligvis kan få specielt intelligente unge til at søge faget. Det er naturligvis en påstand fra min side at de forskellige fags metode har forskellige IQ-krav – det kan være du kan komme med en mere troværdig forklaring på den observerede fordeling?

    Svar
  16. Kasper A.

    @ mads”come on, er det ikke en oplagt taberstrategi at tale om forskellige videnskabelige discipliners sværhedsgrad “Er det ikke en oplagt taberstrategi at hævde at alle videnskabelige discipliner skulle have nøjagtigt den samme sværhedsgrad ?Tjaa, herefter kan man jo snakke lang tid om hvad sværhedsgrad betyder, men det kunne jo f.eks. være, som Søren hævder, i forhold til IQ ?Det kunne vel tænkes at nogle discipliner benytter sig af metoder der alt andet lige er mere krævende end andre ?En opgørelse kunne jo også opgøres efter hvor meget “tid” der skal investeres for at nå et givet niveau indenfor faget. Er det f.eks. lige så krævende at opnå en cand.merc i human ressource management som en cand.merc i finansiering.Tjaa, i dette tilfælde tror jeg ikke engang flertallet af de HR studerende selv ville hævde at det er lige så svært/krævende. Og hvis man tager ud på en handelshøjskole og spørger bachelor studerende der står overfor at skulle vælge overbygning har de fleste også en ret klar ide om hvordan de forskellige linier kan rangordnes efter sværhedsgrad.Der eksisterer simpelthen fagområder/videnskabelige discipliner som alt andet lige er lettere tilgængelige, hvor det er hurtigere at sætte sig ind i stoffet, hvor man hurtigere vil kunne beherske metoder tilfredsstillende osv….

    Svar
  17. JR

    Mads: “”Faget sværhedsgrad” … come on, er det ikke en oplagt taberstrategi at tale om forskellige videnskabelige discipliners sværhedsgrad – svært i forhold til hvad?”Det har Søren jo netop linket til og uddybet senere. Her er et lidt bedre link:http://mjperry.blogspot.com/2008/11/chart-of-day-gre-scores-by-academic.htmlNu hvor vi har fået tal på bordet kan vi jo så omordne CBHs hierarki fra:fysik>biologi>grammatik og fonetik/sprogvidenskab>økonomitil:fysik>økonomi>biologi>sprogvidenskab (grammatik og fonetik er ikke på listen).Men nu er CBH jo også biolog;-)Derudover er det da ikke blot et spørgsmål om pubertære drillerier. Det er jo oplagt, at man ikke generelt kan have lige så stor tillid til forskningsresultater fra de områder hvor forskerne er mindre begavede (men naturligvis ikke dårligt begavede).

    Svar
  18. Mads

    #19 #21Jeg talte ikke om PhD-studerende inden for forskellige fags observerede færdigheder (som figuren viser), men om det absurde i at hævde a priori, at fx fysik som videnskab er sværere end fx økonomi. Selvfølgelig vil PhD-studerende inden for forskellige fag have forskellige niveauer og typer af færdigheder. Når man når til PhD-niveau inden for et fag tilsiger selektionen tidligere i uddannelsessystemet, at man (forhåbentligt) har fagspecifikke spidskompetencer (derfor er det vel ikke så mærkeligt, at PhD-studerende i matematik scorer højt på en matematiktest?). Belive me, jeg forsker i uddannelsesvalg (men er desværre kun sociolog …). Desuden kan man jo spørge sig selv, om ikke de færdighedsmål i figuren viser favoriserer visse typer fag og om vægtningen af de tre indikatorer i den samlede score skal være den samme inden for alle fag.Hvis man skal fortolke figuren er det måske mere meningsfuldt at kigge på adgangskravene på de forskellige studier og på den relative andel af studentermassen, der der tager PhD’er. Inden for især sundhedvidenskab tager relativt mange en PhD, og den gennemsnitlige “kvalitet” af de PhD-studerende må alt andet lige være lavere end inden for andre fag. Konkurrencen er simpelt hen mindre hård fordi der er flere penge. Men er medicin mindre svært end fysik af den årsag (det håber jeg for min egen sundshed skyld da der er større sandsynlighed for, at jeg bliver syg end ramt af en meteor …). Sjovt nok er det relativt sværest at få en PhD på humaniora pga. humanioras permanente finansieringsproblemer. #20 Jeg er enig i at forskellige universitetsstudier kan have forskellige standarder for hvor let man slipper igennem. Vi, der er uddannet på de “gamle” universiteter, har fx en tendens til at synes, at AAU og RUC har et lavere niveau. Men det siger vel heller ikke noget om forskellige videnskabelige discipliners fundamentale sværhedsgrad (men måske mere noget om pædagogiske principper og taxametersystemet)? Mads

    Svar
  19. trane

    Christoffer altså:Min tanke den der t-shirt-ting var IKKE ment som en kompliment. Tværtimod, faktisk. Det var for at understrege det latterlige og pubertære i Altmanns indlæg og dets underliggende idé (som vi også finder en udgave af hos Rasmus L, og hos Mads) om, at man kan rangordne god videnskab (og gode videnskabsfolk) efter fagets metoder (kvantitative overfor kvalitative i dette tilfælde), eller efter IQ (en bestemt form for intelligens), eller efter en bestemt færdighedstest. God videnskab beror alene på om man grundigt, vedholdende, fantasifuldt, systematisk og redeligt gør brug af de metoder, der nu passer sig til det man nu ønsker at blive klogere på. At gøre som Mads gør – at disse sådancirka al europæisk sociologi som dårlig videnskab er præcis lige så tåbeligt som folk fra ’det kvalitative hold’, der mener, at al kvantitativ samfundsvidenskabelig forskning er FORKERT, fordi man BARE IKKE KAN KVANTIFICERE NOGETSOMHELST. Derfor rammer du meget præcist, når du skriver:”Jeg synes mere generelt, at fokuseringen på “mandige” eller “hårde” discipliner indimellem tager overhånd (“fysikmisundelse”) og producerer både dårlig videnskab og giver lejlighedsvist latterlige udtryk. I de “blødere” naturvidenskaber ser man i hvert fald en hel del folk, der i misforstået længsel efter at gøre deres eget felt lige så “hårdt” som fysik slår om sig med ofte ret naive formler, som de bruger til at drage alt for bombastiske konklusioner.”På samme måde er det meningsløst, helt og aldeles, når JR, der ellers forekommer at være et udmærket tænkende menneske, at fæste lid til videnskab fra en hel profession, hvor IQ’en måtte være højere. Det svarer til, at man, hvis man er faret vild i en fremmed by, beslutter sig for kun at spørge den med højest IQ til råds; uanset om hun er lokalkendt, har stedsans, og taler et sprog man kan forstå. For så vidt må man altid vurdere videnskab som man vurderer en kok: Uanset om hun har en fin eksamen fra et fint sted, uanset om hun har en høj IQ; the proof is in the pudding.

    Svar
  20. JR

    trane: “For så vidt må man altid vurdere videnskab som man vurderer en kok: Uanset om hun har en fin eksamen fra et fint sted, uanset om hun har en høj IQ; the proof is in the pudding.”Nu lavede jeg også med vilje mit indlæg lettere inflamatorisk. Det var hårdere skrevet end ment;-)Naturligvis vil jeg ikke spørge en fysiker om pædagogik. Jeg er dog en hel del mere skeptisk overfor resultater fra områder hvor man ikke anvender den videnskabelige metode (http://en.wikipedia.org/wiki/Scientific_method) og for det andet hvor forskerne ikke i samme grad besidder analytiske og kvantitative kvaliteter.Jeg vil faktisk helst ikke kalde det arbejde som udføres af folk som ikke anvender den videnskabelige metode for videnskab (heraf naturligvis navnet “den videnskabelige metode”). Her kunne vi faktisk lære noget af amerikanerne som skelner mellem Science (som netop ofte defineres som værende de områder hvor den videnskabelige metode anvendes) og The Arts.

    Svar
  21. Søren Pilgaard

    @MadsHvis det du mener er, at man ikke kan rangordne fagenes sværhedsgrad på en til alle tider gældende absolut skala, så vil jeg ikke have meget at indvende mod det. Men det vil stadig være min formodning, at der på et givet tidspunkt – hvertfald lige nu – vil være forskelle i kravet til IQ-potentialet på tværs af fagenes metoder. Det betyder så ikke at rangordningen vil være fast – som du selv peger på kan metoderne – også i sociologi – jo udvikle sig over tid.Hvis man ønskede at teste formodningen om at der foregår en grad af selvselektion på baggrund af fagenes metodesværhedsgrad – det kunne jo være det var noget for en forsker ud i uddanelsesvalg 😉 – har du naturligvis ret i at der er en lang række andre forhold man også skal tage højde for. Min selvselektionshypotese må vel sådan lige umiddelbart betyde, at der – alt andet lige – skal være en signifikant forskel i karaktergennemsnittet (eller et bedre “potentiale” mål) mellem den gruppe unge der optages på fysik og den der optages på f.eks. arkitektskolen. En test af, om der er forskelle i fagenes sværhedsgrad ville derimod skulle baseres på de grupper, der færdiggør uddannelsen. Nå men det var lidt ud af en tangent…Mvh. Søren

    Svar
  22. Christoffer Bugge Harder

    @TraneJeg er skam helt med på, at dit t-shirtforeslag bestemt ikke var ment som en kompliment – og jeg er i øvrigt ikke spor uenig i, at denne øvelse fra “Altmanns” side af er lidt pubertær: “Æv bæv, sociologer er vist ikke for kloge” – mere er der ikke i det. Jeg vil helst slet ikke udtale mig om jeres skænderier i samfundsvidenskaben om værdien af kvalitative/kvantitative metoder, da jeg ved meget lidt om baggrunden – jeg kan blot sige, at det ikke er det afgørende skel mellem “bløde” og “hårde” discipliner i naturvidenskaben/biologien; selv en “blød” disciplin som f.eks adfærdsbiologis grundlag og metoder er formentlig stadig nærmest rent kvantitativt ud fra den opdeling, som jeg kan forstå, at man anvender i samfundsvidenskaben. Jeg vil dog tilslutte mig det grundlæggende i, at alle fag helt tydeligt ikke er lige svære at tilegne sig, og at forskere indenfor forskellige discipliner næppe gennemsnitligt har samme intelligenskvotient. At IQ så måske ikke er det eneste saliggørende, er en større diskussion, som jeg ikke vil tærske langhalm på her – jeg vil blot a propos nævne, at store dele af intelligensforskningen faktisk er et meget godt eksempel på ovennævnte “fysikmisundelse” efter min mening: Man ved simpelthen ved forholdsvis lidt omkring mange dele af hjernens funktion, epigenetiske forhold, interaktioner mellem genotype/miljø, der påvirker studiet af adskilte tvillinger (mange bortadopterede tvillinger havner hos onkler og tanter snarere end hos helt ubeslægtede plejeforældre). På grund af alle disse enorme uafklarede spørgsmål er medicinske hjerneforskere og genetikere med forstand på det fysiske/biologiske grundlag som regel forholdsvis forsigtige med at udtale sig. Til gengæld vil en bestemt type psykologer og samfundsforskere gerne drage massevis af bombastiske konklusioner omkring en ret løst defineret “rå-intelligens”, dens arvelighed, uforanderlighed samt alskens lands-, køns- og raceforskelle på baggrund af simple faktoranalyser alene. Helmut Nyborg eller Charles Murray er efter min mening ganske gode eksempler på psykologer/sociologer, der i deres iver efter at gøre deres fag “hårdere” (mere lig fysik/biologi) formulerer deres konklusioner skarpere, end de har reelt belæg for. “Du har den intelligens, du har, og det kan vi ikke gøre noget ved”.Det er næppe tilfældigt, at Nyborg/Murray klarer sig fint overfor vrede feminister eller NAACP, men betydeligt mindre overbevisende overfor folk som Freddy Bugge Christiansen, Bente Pakkenborg eller Richard Lewontin. MvhChristoffer

    Svar
  23. Christoffer Bugge Harder

    @JR Jeg må vist erkende, at jeg har overvurderet mit fag som helhed – i hvert fald, hvis man kan antage, at resultaterne af GRE-testen er generelle. Jeg undrer mig dog også betydeligt over, at medicin havner så langt nede på listen (og at økonomi ligger så højt) – jeg kunne godt tænke mig også at se nogle flere statistikker (også fra andre lande) med tal for, hvor mange der optages på de forskellige uddannelser, hvad testen præcist indeholder forskellige steder mm. Nu skal jeg åbenbart ikke forlade mg så meget på mine fornemmelser, men jeg ville afgjort a priori have rubriceret også medicin (og kemi) som langt højere end økonomi. Hvis man kigger på f.eks denne amerikanske IQ-undersøgelse af forskellige professioner:http://www.iqcomparisonsite.com/Occupations.aspx – kommer medicin ellers ind som den profession med det højeste bundniveau. Samtidig er samtlige ingeniørfag (f.eks “miscellaneous engineers”) langt længere nede på listen end på GRE-ranglisten. Derudover: Når du skriver”Jeg er dog en hel del mere skeptisk overfor resultater fra områder hvor man ikke anvender den videnskabelige metode(http://en.wikipedia.org/wiki/Scientific_method) og for det andet hvor forskerne ikke i samme grad besidder analytiske og kvantitative kvaliteter”. er jeg grundlæggende helt enig. Men det er vel et skel, der går midt ned mellem forskellige skoler indenfor et og samme fag – i hvert fald i samfundsvidenskaberne/humaniora? En nationaløkonom/en lingvist/en indlæringsforsker, der laver sammenlignende studier af f.eks indkomsforskelle/lydlove/sprogtilegnelse ved forskellige metoder arbejder jo i høj grad efter alle gode videnskabelige principper. Omvendt – og med stor fare for at begive mig ud i et minefelt eller udtale mig om noget, jeg ikke har forstand på (eller begge dele) – er forskellige østrigske økonomer eller filosoffer (der også scorer for mig overraskende højt på ovennævnte rangliste) som Ludvig von Mises (http://de.wikipedia.org/wiki/Ludwig_von_Mises) eller Murray Rothbard, der påstår at udlede “apodiktisk sande” teorier, så vel tæt på det ganske uvidenskabelige? Jvfr. “Methodenstreit” (http://de.wikipedia.org/wiki/Methodenstreit_der_National%C3%B6konomie). Vel ikke helt uinteressant i betragtning af, at den østrigske skole formentlig har en hel del større eller mindre tilhængere blandt denne sides læsere….. MvhChristoffer

    Svar
  24. Mikael

    Sammenhæng mellem de forskellige ‘videnskaber’http://3.bp.blogspot.com/_o6vigEr23C4/SUFn45V4FPI/AAAAAAAAAOQ/5fxNiUf2HUg/s1600-h/Picture+1.png

    Svar

Leave a Reply to Christoffer Bugge HarderCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.