Fjerde julegaveidé: Peter Wimsey krimier

Punditokraternes fjerde julegaveidé er ikke decideret eller direkte en liberalistisk gave (og nu må vi se hvad læserne siger til det), men nærmere en personlig favorit med nogle klare, traditionelt borgerlige træk. Julegaveideen er ganske enkelt Dorothy Sayers fremragende serie krimier med den meget britiske opdager Lord Peter Wimsey (læs Wikis entry her).

Sayers skrev fra sidst i 20erne og ind i 30erne en række detektivromaner med et gennemgående persongalleri, ikke mindst vores ’helt’ og hovedperson, Peter Wimsey, den anden søn af Lord Denver, som dermed ikke blot var voldsomt rig, men også medlem af overhuset. Wimsey optrevler i serien en række mord, der nok er spændende plots i sig selv, men aldrig får den altovervejende rolle som hos Conan Doyle eller Christie. Der foregår ganske enkelt alt for meget udenom til at forbrydelserne som sådan bliver bøgernes omdrejningspunkt. Sagt på en anden måde skrev Christie og andre krimier, der også var litteratur, mens Sayers mere skrev litteratur, der også var krimier.

Og hvorfor, fraset den ret betragtelige underholdningsværdi, er Wimsey-serien så værdig til at blive nævnt i en gaveideserie? Jo, fordi Wimsey lever i et samfund hvor der er klar forskel på rig og fattig, men på en helt anden måde, end det som oftest bliver beskrevet. I mange andre krimier, og ikke mindst i den ’skandinaviske tradition’ a la Sjöwall og Wahlöö, er der klasseforskelle, og det er typisk en elites skyld på den ene eller anden måde. Hos Sayers tilhører Wimsey overklassen og der er klasseskel – han har en butler, der vil gå gennem ild og vand for ham, og som altid titulerer ham Mylord. Der bliver heller ikke stillet spørgsmål ved det rimelige i, at fattige kalder Wimsey Sir eller Lord, hvilket ville kunne hidse mange venstreorienterede op, og har gjort det gennem tiden.

Men hos Sayers går respekten begge veje, og den beror på hvad man gør i stedet for hvem man er. Wimsey viser for eksempel den dygtige låsesmed (der har en fortid som bankrøver) enorm respekt for hans evner, mens låsesmeden viser Wimsey stor respekt for at han helt udfylder sin rolle som overklasse: Den hjælpende hånd og den selvfølgelige gavmildhed overfor de trængende. Det er med andre ord et samfund, hvor der ingen stat er, der står som dyrt eller bureaukratisk mellemled mellem folk der hjælper hinanden. Og der er absolut ingen respekt tilovers for dem, der ikke gør deres medmenneskelige pligt – klarest personificeret ved Wimseys storebror og svigerinde, der nok er rige, men uden en sans for at noblesse oblige. De eksisterer nærmest ikke udenfor deres snævre sociale habitat, mens Wimsey i en af romanerne klarer sig glimrende, da han som led i en sag tager et job inkognito på et reklamebureau.

Lyder det frygteligt gammeldags? Var 30ernes England ikke et hårdt sted at bo, hvis man var fattig? Ville jeg ikke hellere leve i 2008? Ja, jo og jo. Men Wimsey-serien, ved siden af dens kvalitet som underholdning, minder os måske om – på en måde der slet ikke løfter pegefingre – at mange af de funktioner, danskere tager for givet som en ’velfærdsstatsopgave’, faktisk blev udført af mennesker før i tiden, og sommetider væsentligt mere effektivt og værdigt end de skranker, der klarer dem i dag. Og de minder os også om, at bare fordi velfærdsstaten tvinger os til at blive mere ens, bliver ingen mere lige af den grund.

Den eneste, der er god nok til Wimseys søster er kriminalassistent Parker, der ikke ligefrem tilhører en økonomisk elite, men er bundhæderlig og en ligeværdig partner. Wimseys egen kærlighed falder også kun på én i løbet af bøgerne – forfatteren Harriet Vane – og det bliver først til noget, da begge indser at den sociale status og familier og samfunds forventninger til dem er uendeligt ligegyldige. Rige og fattige, mænd og kvinder, er meget langt fra ens hos Sayers, men som mennesker er de lige. Dér ligger skellet mellem de gode og de andre, ikke i objektiv status, men om man ser gennem et upersonligt samfunds briller eller på mennesker som individer. Hvis der er at være gammeldags, er det fint med mig.

5 thoughts on “Fjerde julegaveidé: Peter Wimsey krimier

  1. Poul Højlund

    @ Carsten: Hvis dvd’en er udgivelsen af tv-serien, ja. Men vent med at se den, til du har læst bøgerne.De er ganske enkelt fremragende, de kan læses igen og igen, og man morer sig lige godt hver gang, mens endnu flere af de utallige detaljer i den detaljerede, hyggelige og livskloge sædeskildring af mellemkrigstidens England går op for en. Sayers har altid et veloplagt og let ironisk i øjet, mens man samtidigt fornemmer hendes entydige bekendelse til dette at være et ordentligt menneske uanset herkomst og vilkår i øvrigt. I øvrigt er seriens sidste bind udgivet længe efter forfatterens død, færdigskrevet af en tro og vidende discipel, – det er imponerende godt gjort.

    Svar
  2. NielsC

    Hvis man ellers har tid så kan ‘Nine Tailors’ ( Ni klokkeslag ) anbefales hvis man har en forlænget nytårs ferie – rigtig god, og så foregår den omkring nytårstide. Hvad angår serien, så har de første filmatiseringer over 30 år på bagen, så de vil nok virke lidt ‘gammeldags’, men jeg husker dem for flotte miljøer, og god genskabelse af 30’erne. og (Sir) Ian Carmichael, der spillede Wimsey, i alle tilfælde i de første filmatiseringer rammer den engelske overklasse på kornet ( eller således som vi forventer den er)

    Svar
  3. replica

    I want to buy a [url=http://www.replicahandbags963.com]Louis Vuitton replica handbags[/url] and [url=http://www.replicahandbags963.com]Replica Handbags[/url] that [url=http://www.replicahandbags963.com]Designer Handbags[/url]

    Svar
  4. we

    I want to buy a Louis Vuitton replica handbags and Replica Handbags that Designer Handbags。 do you like Breitling Replica and Replica Rolex?

    Svar

Leave a Reply to we Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.