Denne februar måned markerer 100 året for indførelsen af det federale forbud mod import af ryge-opium i USA (The Opium Exclusion Act of 1909), og selv om man ikke brugte termen ”war on drugs” på daværende tidspunkt (termen blev ”opfundet” af Ronald Reagan i 1982), kan starten på denne på nuværende tidspunkt længstvarende ”war on something” – passende dateres til 9. februar 1909. Men på trods af 100 års indsats og formentlig et tabstal der skal tælles i hundrede af tusinde, er der ikke meget der tyder på, at man vil erkende sit nederlag og erkende, at kriminaliseringen af narkotikaforbrug- og handel er et håbløst projekt. Det er lettere ironisk, at Danmarks radio netop i denne måned i en uge satte fokus på Afghanistan og bl.a. stillede spørgsmålet om der var tale om en konflikt der kunne vindes. Ironisk, at man efter små 8 år stiller dette spørgsmål i en konflikt, hvis menneskelige omkostninger på ingen måde kan sammenlignes med ”krigen mod narko”, formentlig den konflikt, der år for år indebærer det største tab af menneskeliv, for ikke at nævne samfundsøkonomiske omkostninger der får ”the war on terror” til at blegne, og synes man udsigterne i Afghanistan ikke ser for lyse ud, gælder for ”krigen mod narko”, at det er en konflikt der ganske enkelt ikke kan vindes.

Og selv om enkelte politikere, bl.a. Klaus Bondam åbenbart har set lyset, da han i sidste uge på sin hjemmeside foreslog, at man legaliserede Hash efter hollandsk model, for at komme bandekriminaliteten til livs, ved at argumentere – korrekt – for, at man dermed fjernede indtægsgrundlaget (eller en stor del af det) for de stridende bander, blev hans forslag (selvfølgelig) skudt ned af hans egen partileder allerede dagen efter, hvor Margrethe Vestager understregede, at det ikke var i overensstemmelse med partiets politik. Muligvis er den ikke det, men det afholder ikke danskerne fra at være det land i Europa, hvor flest har prøvet den “forbudne frugt” – desuagtet det gældne forbud.

Nu er det langt fra første gang, at en evt. legalisering af i hvert fald hash er blevet diskuteret, og det er langt fra heller første gang, at politikere og ikke mindst politiet har forgøjlet os, at de kan ”vinde” kampen mod narkotika, men de kunne lige så godt love os hvid jul hvert år, det giver nogenlunde samme mening.

I stedet for vil man nu indsætte en særlig ”taskforce”, der skal bekæmpe bandekriminalitet. Jeg vil ikke benægte, at man med indsættelse af tilstrækkelige ressourcer midlertidig kan reducere antallet af skudepisoder – som vi efterhånden, hvis man skal måle på medieomtalen og forsideplacering, har vænnet os til. Rockerkrigen ebbede også ud i 90erne, men om det skyldtes politiets indsats eller at man fik delt markedet (midlertidigt) mellem sig eller en kombination af begge dele er ikke helt til at sige.

Men på sigt er det et ganske sikkert bud, at der vil komme flere (og mere brutale) opgør. Markedet er ganske enkelt enkelt for lukrativt, og så længe der er tale om et illegalt marked er markedsspillernes brutalitet så sandelig afgørende for opnåelse af markedsandele.

Og selv om Danmark selvfølgelig ikke kan sammenlignes med USA, hvor man regner med at den samlede omsætning er ca 60 mia. USD. Om året, så taler vi om en omsætning på flere mia. kroner om året. En omsætning vi i vores visdom har overladt til nogle af samfundets værste typer at slås om.

Og der er bestemt ikke grund til at tro, at det er muligt, ej heller for dansk politi at mindske udbuddet. Som det fremgår af nedenstående figurer ser der ikke ud til at være problemer med at skaffe tilstrækkeligt af de fornødne rusmidler til at imødekomme kundernes efterspørgsel. Priserne på ikke kun hash, men også hårdere stoffer har været faldende igennem de sidste par årtier.

Det kan selvfølgelig være udtryk for en vigende efterspørgsel – og er det da også, når man ser på markedet for enkelte specifikke stoffer, men det er først og fremmest udtryk for at udbuddet er rigeligt.

Vel er Danmark ikke Mexiko, hvor tusinde bliver myrdet hvert år som konsekvens af krigen mod narkotika. København er heller ikke Tijuana eller Rio de Janeiro i Brasilien, hvor millioner af byens fattigste borgere lever i slumkvarterer (farvellas) hvor narkobanderne har magten, ofte er udstyret med bedre våben end de (selv korrumperede af narkotika) politistyrker der må have hjælp af militæret, når de prøver at genvinde kontrollen med de pågældende bydele.

Og selv om vi (heldigvis) er mile vidt fra tilstandene i førnævnte steder, og næppe heller ikke bliver det (omend pressen fra tid til anden kunne efterlade en med forestillingen om at det ikke længere var sikkert at gå på gaden i København), så er det selvfølgelig kun et spørgsmål om tid hvornår ”uskyldige” bliver offer for en konflikt der alene skyldes eksistensens af en religiøst betinget narkotikalovgivning. Eller rette sagt, før vi får det første offer for markedsdeltagernes kamp om markedsandele, for vi har allerede haft masser af uskyldige ofre – ofre for overfald og rovmord begået af narkomaner på jagt efter penge til stoffer, hvor priserne først og fremmest afspejler risiko-aflønning til sælgerne – eller blot ofre for en dominans af det offentlige rum af en afstumpet kultur, hvis status primært drives af narkotikahandlens profitter. Dertil skal selvføgelig lægges de titusinder der hvert år oplever at have haft indbrud, der for en stor dels vedkommende er begået af narkomaner.

Jeg ved ikke med læserne, men jeg synes at det er en absurd pris almindelige borgere må betale for en symbolpolitik, der vist kun kan give mening i en politisk og reelt religiøs kontekst, hvor egen behovsopfyldelse(fremstillet som “frelse” af nogen eller alle) sjældent holdes op mod konsekvenserne for andre.