Virker fedmeskatter overhovedet?

Regeringen nedsatte som bekendt for et stykke tid siden en kommission, der i folkemunde har fået det meget præcise navn Forbudskommissionen. Den grundlæggende idé var, at danskerne er for overvægtige, og dermed en unødvendigt stor byrde for staten, da den som bekendt også driver det danske sundhedssystem. Kommissionen barslede med en række stærkt uliberale forslag, og et af dem der har fået egentlig indflydelse, er den såkaldte ’fedmeskat’ – at man skal lægge en ekstra afgift på madvarer, der på den ene eller anden måde er usund – og dermed tvinge danskerne via et økonomisk incitament til at leve sundere og længere (og nok også kedeligere, men det er en helt anden sag). I den forbindelse omtaler min ven Niclas Berggren (Nonicoclolasos) i denne uge et spritnyt studie, der er på vej ud i det velrenommerede Journal of Public Economics, som stiller et stort spørgsmålstegn ved denne politik. Studiet konkluderer, at:

Assuming that healthy meals are cooked at home with purchased ingredients and time input, the paper examines the effects on obesity of a tax on junk-food meals and a subsidy to cooking ingredients, distinguishing between a weight-conscious and a non-weight conscious individual, and between a weight-conscious individual who is physically active and physically inactive. The results show that for a non-weight conscious individual a fat tax will unambiguously reduce obesity, whereas a thin subsidy may increase obesity. However, for a weight-conscious individual, particularly one who is physically active, even a fat tax may increase obesity, as it may reduce not just the consumption of junk-food, but also the time devoted to physical activity. 

 

Som Niclas også pointerer, indebærer det at selvom man måske er enige med regeringen i både mål og middel er det langt fra givet, at fedmeskatter vil have nogen som helst virkning. Og så er vi tilbage ved det eneste klare rationale ved hele skattereformen: At øge statens indtægter.

14 thoughts on “Virker fedmeskatter overhovedet?

  1. US

    “Virker”? Definer virker!i) Hvis fedmeskatten mindsker antallet af fede, så vil den spare det offentlige mange penge på sundhedsbudgettet.ii) Hvis prisforhøjelsen på de “usunde fødevarer” ikke er høj nok til at have mærkbar indflydelse på folks forbrugsmønstre, og skatten derfor ikke betyder en reduktion i antallet af overvægtige danskere, så vil disse mennesker alligevel, afhængigt af skattens størrelse og udformning, dække en del af den ekstraomkostning, deres overvægt påfører sundhedsvæsenet.Jeg kan altså ikke se, hvordan en fedmeskat kan være andet end en win-win kombination for det offentlige. Skatten vil virke, det eneste spørgsmål er hvordan. Det jeg er mest overrasket over, især givet den hetz rygerne har været udsat for de sidste efterhånden mange år (nej, jeg ryger ikke selv), er, at det har taget regeringen så lang tid at få “fedmebeskatning” på bordet. Som om en regering, der ønsker at blande sig i næsten alt andet vi foretager os, selv vil lade os bestemme, hvad vi spiser og drikker til dagligt…

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    US, du overser en ganske vigtig pointe, hvis vi skal se realistisk på det offentlige. I dit punkt 2 skriver du, at de overvægtige alligevel vil “dække en del af den ekstraomkostning, deres overvægt påfører sundhedsvæsenet”. Det bliver nødvendigvis på den antagelse, at indtægterne kanaliseres fuldstændigt ud i sundhedsvæsenet. Jeg mener, at den antagelse er uden hold i virkeligheden – tværtimod vil de ekstra indtægter (hvis der overhovedet er ekstra indtægter, det overordnede tab af købekraft skal jo modsvares et andet sted) hvis man kender dansk politik ret bruges på overførsler og andet, mankan tækkes vælgerne med. Og så har vi slet ikke talt om den ideologiske side af sagen: Hvorfor i alverden skal staten bestemme, hvad danskerne skal spise?

    Svar
  3. US

    @Christian:i) Hvor pengene kanaliseres hen er efter min opfattelse irrelevant, og det ændrer ikke noget i forhold til mine argumenter i foregående kommentar. Hvor de (“eventuelle”, som du også bemærker; jeg er opmærksom på, at introduktionen af skatten kunne ske at have en negativ budgeteffekt) ekstra indtægter kanaliseres hen er irrelevant, fordi ekstra midler i statskassen er ekstra midler i statskassen. Om de midler, der finansierer statens nye “håndsrækning” til de nye “ofre” den finder, kommer fra fedmeskatten eller bilafgifterne, er uden betydning, i og med at pengene fra fedmeskatten _i princippet_ kunne kanaliseres over til alene at dække de øgede omkostninger fedme påfører sundhedsvæsenet. Selvom det ikke vil være sådan, systemet skrues sammen, ændrer det ikke på, at introduktionen af en fedmeskat implicit vil forskyde den øgede finansieringsbyrde fedmerelaterede sygdomme forårsager, således at de fede selv vil komme til at betale en større del af “kagen”. Selvom midlerne fra fedmeskatten går til efterløn, i stedet for hospitaler, vil det ikke ændre på, at introduktionen af den pågældende skat har ændret skattebyrden permanent, så overvægtige betaler mere af den samlede -byrde, end de gjorde før. ii) Mht. den ideologiske side af sagen er vi to ikke uenige. Det skal staten ikke blande sig i. Jeg bemærker bare, at den blander sig i alt muligt andet, og at det derfor er lidt, spøjst, at den først nu får øjnene op for denne finansieringskilde/dette reguleringsobjekt. Især når man påtænker, hvor afvisende regeringen har været i debatten om differentieret moms på fødevarer.

    Svar
  4. US

    Fru Kjeldsen:”Der er allerede en relativt omfattende sundhedsøkonomisk litteratur om adipositas med klare resultater. Samfundsøkonomisk udgør de direkte omkostninger 2-3% af sundhedsudgifterne, og de indirekte omkostninger udgør 0,3-0,5% af bruttonationalproduktet. Omkostnings-effekt-analyserne viser omkostnings-effekt-brøker, der størrelsesmæssigt tåler sammenligning med andre behandlingstiltag. Merforbruget af sundhedsydelser hos fede ligger i gennemsnit mindst en tredjedel over normalvægtiges forbrug.”Fra konklusionen af denne oversigtsartikel af Kjeld Møller Pedersen og Ann Louise Worre-Jensen i Ugeskrift for læger, 2006:http://www.ugeskriftet.dk/LF/UFL/2006/2/pdf/VP46237.pdf

    Svar
  5. LuckyLibertas

    Det er så grotesk, at der overhovedet er nogen, som vil tage dette alvorligt idag, så kort efter Adolf. Listen over “morsomheder” kan gøres lang:Lav IQ skal straffes med høje skatter, for det er i virkeligheden det, som disponerer for fedt, røg og alt dårligt – eller godt – hvordan man nu tager det.Typer som Churchill, Bohr og Glistrup mfl. er kun fede undtagelser, eller……Med The Bell Curve vil man også kunne tage fat på racebeskatning, og med alm. medicinsk kendskab vil man kunne kræve mere fra asiater og negre, da de får væsentlig mere diabetes og hjertefejl.Ja, asiater skal vel betale dobbelt alkoholafgift, da de næsten intet tåler, og folk med højt stofskifte producerer mere entropi – dvs ødelægger mere brugbar energi -og skal derfor straffes.Virkeligheden er dog den, at den tykkeste, dummeste og mest fattige i familien kan være den, som spreder mest lykke, med væsentlig og produktiv livskvalitet til mange andre, således at de kan svare enhver sit og ikke ligge andre unødigt til last.At lege Gud eller overmenneske er så ucharmerende og tragisk; hver gang staten begynder på sådant skal vi råbe op og sige stop!

    Svar
  6. Mads

    En sidebemærkning: Nu er den artikel i Journal of Public Economics, som diskussionen tager udgangspunkt i, udelukkende teoretisk (men ikke desto mindre ganske interessant). Så den kan – i sig selv i hvert fald – ikke sige noget om den virkelige verden.Der var, så vidt jeg husker, en sjov diskussion i Danmark for 5-8 år siden om hvorvidt man skulle indføre “vægtafgift” for fede mennesker. Er det ikke rigtigt? Mads

    Svar
  7. Crass Børsting

    Forslag til lov om særbeskatning af overvægtige§ 1Alle danske skatteydere bliver 1 gang om året indkaldt til vejning hos læge eller anden autoriseret sundhedsperson. Skatteyderens idealvægt i fh.t. højde (det såkaldte Body Mass Index) udregnes her, og personens faktiske vægt konstateres.§ 2Stk. 1: Personer, der vejer 10-19 procent over deres BMI, pålægges en ekstra skat på 5 procent af bruttoindtægten.Stk. 2: Personer, der vejer 20 procent eller mere over deres BMI, pålægges en ekstra skat på 10 procent af bruttoindtægten.Stk. 3: Personer, der tre år i træk vejer 30 procent eller mere end deres BMI, aflives smertefrit og humant. Værdien af deres kadavere tilfalder det offentlige.§ 3Stk. 1: Loven træder i kraft 1. juli 2009. Stk. 2: Loven gælder ikke for ministre, folketingsmedlemmer eller embedsmænd fra lønklasse 25 og opefter.

    Svar
  8. Fru Tyk Kjeldsen

    Nu er det jo en mærkelig diskussion, man her har taget op. Der er vel intet mindre liberalt end at lovregulere befolkningens vaner og især spisevaner.Der er intet som helst belæg for, at tykke mennesker koster samfundet flere sundhedskroner. Ej heller rygere. Hvilken befolkningsgruppe bliver den næste, vi skal hetze ? De rødhårede ?

    Svar
  9. Martin Manscher

    Og så har man hele diskussionen glemt at de nyeste forskningsresultater tilsiger at det er manglende aktivitet, og ikke fedme, der er problemet. Naturligvis er disse korrelerede, men en aktiv fed person har typisk lavere risiko end en inaktiv normalvægtig person. Inaktivitetsskat, anyone? Måske obligatoriske skridttællere til alle, eller indsættelse af kalorier forbrændt på statsautoriserede fitnesscentre på en konto via sygesikringskortet? Eller man kunne lade sig inspirere af Orwell’s “1984”, hvor hovedpersonen (frit efter hukommelsen) bliver irettesat når han ikke deltager tilstrækkeligt entusiastisk i morgengymnastikken, hvor han i sit hjem overvåges via en videokonferencelignende funktion.

    Svar
  10. US

    @Martin:Det er ikke klart, at “en aktiv fed person [typisk] har lavere risiko end en inaktiv normalvægtig person”. Eksempelvis fandt dette studie…http://care.diabetesjournals.org/cgi/reprint/28/7/1599…at normalvægtige inaktive havde lavere risiko for at udvikle (type 2) diabetes end aktive fede:compared with normal-weight and active adults, the multivariate-adjusted odds of diabetes was 1.52 (95% CI 1.25–1.86) times greater for normal-weight inactive adults and 1.65 (1.40 –1.96) times greater for overweight active adults. Whether active or inactive, extremely obese (class III) individuals had the greatest increased likelihood of diabetes and diabetes-related cardiovascular disease. og endvidere…These results directly address the “fitness versus fatness” debate that has beenpopularized by the media. This debate has centered on whether obesity is a majorhealth problem once the level of physical activity is considered. Some have suggested in this debate that it is acceptable to be “fat” from a health risk standpoint as long as you are “fit” (20). The argument being that fitness level is more important to health than body fatness, and fit obese individuals are at less risk than unfit normal weight individuals. Interestingly, in this dataset, the likelihood of having diabetes increases with increasing BMI regardless of level of physical activity. […] As such, these data do not support the concept that fitness level overrides body fatness….Når det er sagt bør det selvfølgelig bemærkes, som resultaterne også illustrerer, at både fysisk inaktivitet og fedme er stærke – uafhængige – risikofaktorer, når det kommer til udviklingen af type 2 diabetes.Angående sidste del af din kommentar: Please, please, please… lad være med at give dem gode ideer!

    Svar
  11. Pelle Lauritsen

    Men hovedproblemet er vel at staten ejer hospitalerne og betaler sygesikringen!Og med udgangspunkt i dette, er det vel ikke specielt uliberalt at mene folk der fylder sig med junk food, chips og slik skal betale lidt mere i afgifter for at dække de udgifter de senere (med høj sandsynlighed) påføre sundhedssystemet.Hvis vi havde et fuldt individuelt forsikringssystem, så ville jeg mene at ideen var noget pjat.At det så bliver et bureaukrati helvede at bestemme hvilke ting der skal medtages (og udelades), ja det bliver en hel føljeton i sig selv!Men det er en glidebane :-s

    Svar
  12. Stephan E

    Reference til den tyske undersøgelse nævnt som rejser interessante spørgsmål om forsikringsordningers effekt under forskellige økonomiske regimerhttp://ideas.repec.org/p/rwi/repape/0002.html

    Svar
  13. Stephan E

    Det retsprincipielle i dette spørgsmål er den gamle skyttegravskrig. Ud fra princippet om selvbestemmelse har staten ingen ret til at blande sig i dit valg mellem kortsigtet vellevned og langsigtede mere usikre spørgsmål – det er næppe det næste valg som afgør om du lever et år længere.Hvis man mener at andre har pligt til at sikre lighed og herunder pligt til at garantere f.eks. din sundhed, så har staten måske også “pligt” til at sikre at du lever et sundt liv som ikke belaster statens omkostninger.Personligt ser jeg udviklingen i teknokratiet på den direkte glidebane mod individuelle og detailkontrollerede kvoter på alt muligt herunder CO/2 så hvorfor ikke alt “fedende” eller mere basalt rationering af dine kalorier “af hensyn til tredjeverden”- Det sociale problem er sværere – for er fedme en sygdom du reelt ikke er herre over, et socialt problem som skyldes forhold du kun har begrænset indflydelse på, et spørgsmål om genetisk eller frivillig “svag karakter”, en kombination eller noget helt fjerdre? Det er meningsløst at forsøge at tvinge dig til noget, du ikke er herre over – uanset årsag. Men på trods af de trist overtoner om forskelsbehandling af en stribe ubehagelige argumenter gennem historien – hvis det er i orden at kvinder skal betale mere til pensionsopsparing fordi de formentlig lever længere, så er det vel også i orden at fede skal betale mere i sundhedsomkostninger hvis de har et dårligere helbred? En privat sundhedsforsikring ville formentligt inddrage BMI eller tilsvarende i præmieberegningen så hvorfor skulle statens planøkonomiske model ikke?Her støder vi på et centralt problem i økonomien – forsikringens prisforvridninger som har aspekter af tragedy of the commons. Vi kender det alle når en skadet bil skal repareres – prisen (og omfanget af reparationen) afhænger væsentligt af om kaskoen betaler eller om du selv skal betale. Selvom nye prismodeller måske kan eliminere denne forskel, så er det mig bekendt et uløst problem.Her rammer vi så den interessante undersøgelse fra det tyske sundhedsvæsen som efter sigende konkluderede at offentligt ejede hospitaler er mere effektive end private – formentlig grundet forsikringsperspektivet.Der er argumenter i mange retninger her.Personligt ville jeg starte med at give individet SELV reelt og tidligt indblik i egen sundhed som forudsætning for at man selv kan have kontrol og egenomsorgen får en chance uden al denne indblanding.

    Svar

Leave a Reply to Stephan E Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.