Kommentarer til: Ricardiansk Ækvivalens

Af: Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov — Fri, 10 Jul 2009 04:47:36 +0000

Et par hurtige kommentarer:@SB: Jo, jeg kender bestemt indvendingerne, men også indvendingerne mod indvendingerne. En af de vigtige, der tager hånd om Hans-Jørgen Whitta og Peter Birchs indvending at private agenter og staten har forskellige horisonter er, at de effektivt antager, at statens horisont er længere. Men statens politik er defineret af politikere, hvis horisont som oftest kun strækker sig til næste valg! Hvem har så den længste tidshorisont i sine beslutninger? @JR: Jeg er selvfølgelig enig i, at strategisk default er en teoretisk vigtig indvendig, men er det et argument for indgreb? Næppe, fordi strategisk default hviler på, at ‘nogen’ rykker ind og hjælper en når man defaulter. Den nogen er i de fleste tilfælde staten, så her kommer en moral hazard / politisk økonomi-forklaring ind på, hvorfor RÆ måske ikke holder. Pointen med mit indlæg her på stedet var blot at pege på, at RÆ i underligt stort omfang er fraværende fra politiske diskussioner – man gør som om Keynes havde ret, mens en række studier peger på, at han tog storartet fejl. I sidste ende er det jo et empirisk spørgsmål, i hvilket omfang RÆ holder.

Af: dotseo

dotseo — Fri, 10 Jul 2009 01:22:00 +0000

Fantastisk indlæg!

Af: SB

SB — Fri, 10 Jul 2009 00:55:07 +0000

Hej Christian.Altså, Ricardiansk Ækvivalens er da en ret sjov teoretisk konstruktion, men er sandheden ikke, at meget få økonomer i dag tager den seriøst? Hans-Jørgen Whitta og Peter Birch følger deres (lille) afsnit om RÆ på med afsnittet “Why Ricardian Equivalence is likely to fail” og du kender sikkert indsigelserne:1. RÆ antager, at private agenter og staten har samme horisont. Men vi ved jo godt, at staten lever for evigt, mens vi andre dør på et tidspunkt. Hvis de private agenter (rationelt) forventer, at en del af stimulus-pakken ryger på nakken af kommende generationer, ja så har stimuluspakker vel en effekt.2. Intergenerational redistribution.3. Distortionary taxes.4. Credit Constraints.Ricardo skrev da også selv: “…but the people who pay taxes never so estimate them, and therefore do not manage thair private affairs accordingly. We are too apt to think that the war is burdensome only in proportion to what we are at the moment called to pay for it in taxes, without reflection on the probable duration of such taxes.”Se evt. Whitta & Birch p 486 og frem.SB

Af: JR

JR — Thu, 09 Jul 2009 08:43:08 +0000

Det er da også påfaldende hvordan Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti efterhånden ikke længere taler om at smide endnu flere penge i stimuluspakker. De har tilsyneladende slet ikke tidligere været opmærksommme på hvor dårlige statens finanser er. Grundlæggende kan man jo slet ikke have tillid til en fremtidig økonomisk politik fra partier som udviser den mangel på forsigtighed og omtanke.

Af: JR

JR — Thu, 09 Jul 2009 07:56:58 +0000

Gør det nogen forskel for ovenstående betragtninger hvordan stimuluspakkerne skrues sammen – er der forskel på om pengene gives til borgerne eller om det er direkte offentlige investeringer?Det rationelle er vel under alle omstændigheder at øge opsparingen med et beløb som svarer til det forventede skattesmæk. Men hvis man ikke får pengene i lommen kan det jo være svært for lavindkomstgrupper. Eller sagt på en anden måde: Vil offentlige investeringer de-facto betyde, at lavindkomstgrupperne ryger endnu længere tilbage med hensyn til opsparing på længere sigt? Derudover har de direkte offentlige investeringer naturligvis en lang række andre problemer.

Af: US

US — Wed, 08 Jul 2009 23:40:03 +0000

Jeg vil lige gøre en lille indsigelse mod den der antagelse om, at det “rationelle” nødvendigvis er, også bare blandt almindelige skatteydere, “at spare op, så man er i stand til at betale, når skattesmækket kommer”. Mikrofundamentet for en sådan argumentation er efter min mening ikke særligt stærkt.Hvis alle individer undtagen individ i sparer pengene op, hvorimod individ i bruger dem alle på forbrug (dyr rødvin, en tur til solkysten og andre ting, der ikke efterfølgende kan beskattes) inden regningen kommer, så har individ i ingenting at betale med, når de konfiskatoriske skatter, der skal betale for fortidens synder, bliver introduceret: Man kan ikke klippe håret af en skaldet, og hvis pengene er brugt, så er pengene brugt. Forbrug i dag vil for individ i være lig opsparing, fordi forbrug i dag reducerer i’s fremtidige forpligtelser. Strategisk default på individ-niveau kan slet ikke afvises som værende en fornuftig strategi for nogle, især når det – som det næsten altid vil være, når den offentlige sektor bruger penge, den ikke har – er uklart, hvem der i sidste ende skal betale regningen. Svaret vil være “dem, der kan”, og man kan faktisk selv gøre en del for at sørge for, at man ikke kommer i den gruppe; og dermed få en gratis frokost.Ricardo havde bestemt fat i noget, og som også blandt andre Tyler Cowen har bemærket, er den empiriske effekt af “stimulus-pakker” generelt set mildt sagt ikke overbevisende. Dertil kommer, at buffer-stock saving altid stiger i forbindelse med en recession – en faktor som har meget lidt med Ricardo’s ide om de fremtidige skattebetalinger at gøre, men som alligevel vil påvirke allokeringen af stimulusmidler. Men historien er altså mere kompliceret end som så.