“The Pursuit of Happyness” (stavefejl er med vilje) med Will Smith i hovedrollen. Her spiller selve skattevæsenet skurkerollen, og hovedpersonen klarer sig til tops ved hjælp af hårdt arbejde.

“Rocky”-filmene. Især den første, men også den sidste, Rocky Balboa tror jeg den hedder. Søg på youtube efter den scene, hvor Rocky giver sin søn en opsang/tale om livet (skrive Rocky speech to his son eller noget lignende).. Fantastisk scene!

Jeg foreslår, at Du laver en selvstændig post om dette emne, ligesom vi tidligere har gjort med “bedste klassikere”, sommerferielæsning, o.s.v.

Jeg har ihvertfald selv en del kandidater …

Udemærket kommentar, men du sparker nok åbne døre ind mht. Michael Moore, ham er der ikke så mange der kan lide herinde …

Lige en kommentar om reguleringen af finanssektoren: Når en sektor som har belønnet direktører og ansatte for at tage GROTESKE risikoer bagefter kommer løbende for at få støtte fra staten, så kan den da ikke forvente at der ikke vil følge betingelser med … Jeg er liberalist og går ind for fri løndannelse, men en række steder i den financielle sektor har man da haft en løn struktur (bonusser osv.) som har gjort det attraktivt at tage en stor risiko på ANDRES (selskabets) vegne … men når selskaberne selv har lavet denne lønstruktur, så er de vel i en vis forstand medskyldige. At staten ikke vil have at de gentager dumhederne kan da ikke undre …

Iøvrigt er jeg enig: Getty er mere inspirerende end Galt, men “Atlas Shrugged” var altså også lidt af en skuffelse ….

Takker. Mon ikke der kommer en del mere om USA generelt her på stedet, ikke alene er det et af mine profesionelle arbejdsområder (jeg arbejder i et amerikansk firma der analyserer amerikansk økonomi for blandt andet amerikanske investorer), men Henrik Fogh Rasmussen har som bekendt også meldt sig under fanerne.

Enig mht Kongressens popularitet. Det er slående, at Kongressen er så upopulær en institution (men forståeligt efter min mening) i USA. Diskussionen af hvorfor kræver nok (mere end) et blog indlæg. Men gerrymandering har en del af skylden tror jeg.

Med hensyn til indgreb og intervention synes jeg at man skal skelne mellem to ting.

1. Offentlige underskud. På grund af de automatiske stabilisatorer der er indbygget på især skattesiden forværres den offentlige sektors stilling altid markant i recessioner, og forværringen er størst i lande hvor skatterne og udgifterne er mest konjunkturfølsomme. Kun en del af forværringen er diskretionære beslutninger. At USA (i modsætning til mange nordeuropæiske lande som DK) så ikke formåede at forbedre den offentlige stilling markant under højkonjunkturen spejler så blandt andet Kongressen og især Bush administrationens prioriteter. Men når først skaden er sket er det svært at rette op. Bemærk i øvrigt at en af politikfejlene i 1930erne var at Hoovers Treasury Secr. Andrew Mellon, mente at hans job var at balancere budgettet igennem Depressionen. Friedmans kritik gik (berettiget efter min mening) mest på Federal Reserve, men Hoover administrationen hjalp bestemt ikke til. Bemærk også at det er så smart indrettet at amerikanerne selv kan bestemme hvilken rente statsgælden skal finansieres til (0% pt), så rentedøden lider de næppe. Men der forestår en del fiskalt oprydningsarbejde på sigt.

http://en.wikipedia.org/wiki/Andrew_W._Mellon

2. Indgrebene for at “redde arbejdspladser”. Indgreb i bilsektoren mv. er jeg helt enig i er en katastrofe, som garanterer en mere ineffektiv sektor og dermed indkomsttab.

Så i den forstand har du ret i at der er en “interventionsdynamik” i gang. Men for at være lidt rimelig, så tror jeg ikke Obama administrationen havde det eksplicitte politiske mål a priori at eje bilfabrikker og banker. Min pointe var dog at sammenlignet med 1930erne (tænk på Smoot-Hawley) er det gået noget bedre på protektionisme fronten. Og bedre end jeg havde frygtet. En påfaldende ting har været fraværet af brede krav om beskyttelse mod ekstern konkurrence fra virksomhedssiden. Presset kommer primært fra fagforeninger. En væsentlig årsag er globaliseringen af ejerskabet.

Jeg vil i kommentaren fokusere på USA og amerikanerne, fordi det er deres situation, jeg kender bedst. Jeg synes, du begår en fejl, ved at sidestille befolkningernes præferencer, i det omfang din skitsering af dem så i øvrigt er korrekt (det er lidt vanskeligt at tage befolkningens modtagelse af en specifik film som et pålideligt estimat for ‘folkestemningen’, eller for den sags skyld noget som helst andet), med politikernes samme. Den amerikanske kongress’ approval ratings burde i dag kaldes disapproval ratings, for disse tal har ikke i en eneste måned mens Obama har været præsident, været i kongressens favør (i september måned var der 72% af amerikanerne, næsten tre ud af fire, der ikke kunne stå inde for kongressens arbejde). Se her:

http://econstudentlog.wordpress.com/2009/09/27/a-few-numbers/

og her:

http://econstudentlog.wordpress.com/2009/10/07/an-update-on-those-approval-ratings/

for lidt mere data i den retning. Alternativet til Big-spending Democrats er Big-spending Republicans, så hvis befolkningen ønsker en anden slags ‘hope and change’ efter Obama end bare mere af det samme, så er det bare ‘tough’.

…

Dette er væsentligt, for mens befolkningen måske ikke er alt for vild med interventionistisk politik, stopper det altså ikke politikerne i denne tid, i hvert fald ikke i USA. Du er selv inde på dæk-tariffen, der kan blive starten på en handelskrig mellem Kina og USA, men det er jo blot et eksempel. Jeg kan slet ikke forstå denne passage i din post:

“Det er noget af det mest opmuntrende, der ikke er sket. Det her er en krise, hvor de vestlige landes politikere kunne have fundet på at ofre vores langfristede (eller endog kortsigtede) vækstpotentiale for at tilfredsstille vælgernes ønske om ”handling” og ”beskyttelse” mod markedet. Men den katastrofale interventionsdynamik fra 1930erne er ikke gået i gang (ret meget, der har været et par usmarte protektionistiske skridt).”

Obamas og kongressens politik står lige nu ifølge CBO til at øge den amerikanske statsgæld med 3 trillioner over de næste to år, hvilket er adskillige hundrede milliarder mere end Bush, som ikke på noget tidspunkt i sin præsidentperiode havde overskud på statsfinanserne, formåede at øge gælden med over hele sin præsidentperiode. Hvis man snakker vækstpotentiale, så bør man også huske, at den gæld altså skal forrentes (ligesom vores egen fordobling af statsgælden over de næste par år skal). Obama har med kongressens hjælp nationaliseret de største bilfabrikker i USA, planlægger at gøre det samme med sundhedssektoren, og han vil øge det offentlige forbrug over de næste år med sin såkaldte ‘stimulus pakke’ i et omfang, som ville gøre en mand som Roosevelt misundelig – og han har kun været præsident i ca. ni måneder! Lige for tiden kan man jo nærmest gå og bilde sig selv ind, at den eneste grund til at manden ikke har forsøgt at nationalisere Walmart endnu, er at han slet ikke har haft tid til at se i den retning. Jeg har svært ved at se meget andet end ‘katastrofal interventionsdynamik’, når jeg i disse dage tager et kig over på den anden side af Atlanten.