“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Da et Københavns mere velstående forstæder i sidste uge var rammen om endnu et opgør i den verserende bandekrig, fik det formanden for poltiforbundet, Peter Ibsen, til at kræve 2000 mand ekstra. Begrundelsen var, at

“Vi er på vej mod en amerikanisering. Det er ikke alle kriminalitetsformer, der er steget, men kriminaliteten er blevet mere rå. For år tilbage fik folk et par på hovedet, når der var slagsmål, i dag stikker de hinanden med knive eller truer med pistoler”, og fortsætter med, at “Især når det gælder bandekrigen. Her er der tale om drabsforsøg, hvor ikke engang offeret vil medvirke til opklaringen. Det er klart, at det kræver mange flere timer, at efterforske de her sager”.

Forøgelsen, der skulle ske som 200 mand ekstra om året de næste 10 år, affødte en kommentar et par dage senere fra advokat Henrik Hasseris Olesen, der plæderer for at 2000 mand over 10 år er alt for lidt. I stedet skal man 3-doble bevillingerne til politiet fra de nuværende 10 mia. kroner om året for 2010 til 30. mia kroner om året, fordi;

“Såfremt vi i fællesskab besluttede at tredoble denne bevilling, ville det indebære en merudgift pr. borger, ung som gammel, på lidt mindre end 4.000 kr. om året. Det er voldsomt, men vi har råd til det, hvis vi i fællesskab beslutter os for det. Det ville givet kræve besparelser andre steder i samfundet. For eksempel kunne store anlægsarbejder som Femernbro og Metro indstilles. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at de fleste borgere gerne ofrer disse transporttilbud og andre goder, hvis gevinsten er, at vi atter kan glæde os over et trygt samfund, som hviler på de retsprincipper, som vi jo deler. En forudsætning for succes er naturligvis en politiledelse, som løfter opgaven med styrke, konsekvens og engagement.”
Hvis vi fulgte denne opfordring – under forudsætning af, at tredoblingen af også medførte en tredobling af antallet af betjente, vil det indebære, at vi har næsten dobbelt så mange betjente i forhold til befolkningens størrelse som i USA, og være blandt de lande i verden hvor man har flest betjente. En anden mulighed vil være at øge antallet af indsatte i fængslerne (ud fra decvisen om, at s længe de sidder der kan de jo ikke stjæle fra os andre). Danmark har ca. 1/10 så mange indsatte i forhold til befolkningens størrelse, som i USA. Øgedes antallet af indsatte med 50% ville vi komme på niveau med lande som Canada, Australien og Holland.

Nu er statistik over kriminalitet notorisk problematisk, tallene er ofte lige så meget udtryk for villigheden til at anmelde (og incitamentet til samme). Men med tanke på at der åbenbart er en tiltro til at flere betjente vil kunne imødegå “amerikanske tilstande”, skulle man jo tro at kriminaliteten er voldsomt højere end i Danmark, men det er den (uanset usikkerhed)……ikke!

Tabel 1. Registreret kriminalitet og antal indsatte samt politi per 1.000 indbyggere

[table=2]

Kilde: Nationmaster.com (tal dækker perioden 2000-2005)

Et hastigt blik hen over ovenstående tabel viser at der er en noget højere voldskriminalitet i USA i forhold til Danmark, til gengæld er andelen af indbrud (den form for kriminalitet vi har størst sandsynlighed for at blive udsat for) dobbelt så høj i Danmark (er også blandt de højeste i den rige del af verden overhovedet). Men den højere grad af voldelighed påvirker tilsyneladende ikke amerikanernes grad af utryghed, ligesom det højere antal registrerede indbrud åbenbart ikke påvirker danskernes opfattelse af “materiel” tryghed. Niveauet er bemærkelsesværdigt ens – eller rettere var bemærkelsesværdigt ens for de to befolkninger (tallene er fra 2004)

Tabel 2. Opfattelse af tryghed

[table=3]

Kilde: Nationmaster.com (tal er fra 2004)

For hvis opfattelsen af at være tryg var nogenlunde den samme for 5 år siden, må vi på baggrund af Trygfondens seneste undersøgelse af danskernes tryghed konkludere, at danskerne i dag er væsentligt MERE utrygge end amerikanerne. Og så er der vist grund til at holde op med at bruge “amerikanske tilstande” som et skrækscenarie”.

Det vil formentlig komme som en overraskelse for mange, med tanke på den markant højere voldskriminalitet, at danskerne er mere utrygge end amerikanerne – er det mon journalister og medier med til at forstærke vores utryghed? er vi med andre ord hysteriske, når vi føler os mere utrygge? Det er der sikkert en del der vil mene.

Uden at afvise, at der kan være kulturelle niveauforskelle, kan det jo også skyldes, at ét er den statistiske opgørelse over anmeldt kriminalitet, noget andet er vurderingen af risikoen for at det kan ske for en selv.

Som en dansker bosiddende i Los Angeles skrev på facebook som kommentar til anden artikel i Berlingske hvor Karina Lorentzen fra SF sammenlignede bandesammenstødene herhjemme med forholdene i Los Angeles;

“I København er tingene meget farligere for den enkelte, almindelige borger, fordi der også skydes i pæne kvarterer som indre by. I LA skal man køre i 45 minutter for at komme derhen, hvor der skydes”.

Og det er der vist en god pointe i, ikke mindst med tanke på skudepisoden i Hellerup. Ja, selv i Rio de Janeiro, berygtet for sin høje kriminalitet, hvorfra de dramatiske billeder af en politihelikopter gik verden rundt i sidste uge, læs mere på “Kampen om (narko)markedet“, er risikoen for at blive fanget i et bandeopgør meget lav, med mindre man bor i et af slumkvartererne.

Men hvad der er centralt i Danmark – som alle andre steder, – er hvad der sker, når der kæmpes om narkotikamarkedet. Når Rio de Janeiro med jævne mellemrum rammes af voldsomme ildkampe, skyldes det at der er flere bander og ikke én dominerende, som det er tilfældet i de fleste andre større byer i landet. Og vi burde jo også af de to tidligere konflikter herhjemme om kontrollen af narkotikamarkedet have lært dette. “Rockerkrigen” i 1980erne om kontrollen af hashmarkedet på Christiania endte med “sejr” til Hells Angels. Den anden i 90erne endte, da politiet faciliterede en aftale mellem Bandidos og Hells Angels om at dele markedet. Da der nu er mange parter i konflikten, bliver dette unægtelig vanskeligt at gentage.

Og så er vi tilbage ved forslaget om at øge antallet af betjente og i yderste konsekvens det retoriske spørgsmål om “Vi” er parate til at betale det tredobbelte til politiet, i forhold til hvad vi bruger i dag. Denne punditokrat siger klart nej. Det er ikke fordi jeg er imod synligt politi, tværtimod – hvis det vel og mærke er synligt på de tidspunkteer, hvor der er risiko for at der sker noget. Men før vi ansætter 2000 flere betjente, ville det måske være en ide at se på hvad de første 11.000 får deres tid til at gå med.  At det så skulle have nogen større effekt på hjemmerøverier og bandekrig er nok tvivlsomt.

Den anden mulighed var som sagt at øge antallet af indsatte. Og nej, jeg tænker ikke på at sætte straffene for vold op, men derimod straffen for berigelsesforbrydelser – og så afskaffe de rige muligheder for betingede domme. Det er næppe antallet af betjente – eller mangel på samme – der gør Danmark attraktiv for udenlandske tyvebander, men formentlig mere at risikoen for at blive opdaget kombineret med konsekvenserne af dette er ringe . Flere betjente indebærer ikke nødvendigvis at dette forhold bedres markant.

For det andet er det tvivlsomt hvor stor effekt en større politiindsats (i form af flere betjente) overfor banderne vil have. Og det nytter næppe at skele til USA. Nok har man en del flere betjente, men det der først og fremmest springer i øjnene er naturligvis de 10 gange flere indsatte.  Med andre ord kunne det være interessant at få en beregning på hvad 2000 flere heltidsfanger vil medføre for kriminalitet og opfattelse af tryghed i forhold til 2000 flere betjente.

Endelig er der den 3. mulighed – at legalisere salg af de produkter (narkotika), hvis profit er tilstrækkelig høj til, at den åbenbart er værd at dø og slå ihjel for. Fordelen ved sidstnævnte er, at det samtidig indebærer et stort fald i almindelig berigelseskriminalitet. Heroin vil kunne sælges til en pris, der kan klares ved lidt flaskeindsamling. Hermed undgår man også dilemmaet fra løsningsmodel nr. 2., at øgede straffe for “småforbrydelser” i vid udstrækning vil ramme personer, der primært begår kriminalitet fordi lovgivningen medfører at deres afhængighed er meget dyr at finansiere.

3. løsningsmodel er den eneste der ikke blot vil mindske omkostningerne, samtidig med at kriminaliteten mindskes, men ligefrem kan øge statens indtægter. Med andre ord et rationel forslag ud fra en økonomisk synsvinkel. Det vejer dog næppe tungt i en verden drevet af politisk og organisatorisk rationalitet.

Mon ikke politiforbundet i sidste ende får deres vilje, hvorefter man efter et par år uden bedring, kan gentage dette osv. osv. – og ved samme lejlighed kan man også hælde flere penge ned i det hul der hedder forebyggende arbejde (og formentlig heller ikke har den store effekt), men så har man også fået dækket den flanke af.

4 thoughts on ““Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

  1. Lasse Grosbøl

    En af grundende til at amerikanere og danskere er lige trygge, kunne være at begges landes medier fylder nogenlunde samme sendeflade ud med de samme emner: død og vold. Uanset at det samlede niveau for vold og drab i Danmark er markant lavere, er der åbentbart rigeligt til at det kan fylde alle nyhedsudsendelser. Så det er måske ikke så underligt at der ingen sammenhæng er mellem tryghed og den samlede mængde vold i samfundet.

    Såvidt jeg husker er der en statistisk sammenhæng mellem antal betjente og kriminalitetsniveauet i følge amerikanske undersøgelser, så det ville muligvis hjælpe at ansætte flere. Om ikke andet, så for at holde ro og orden for borgerne. F.eks. i Helgolandsgade på Vesterbro, hvor aggresive afrikanske pushere efterhånden har overtaget gaden. Det er selvfølgeligt uacceptabelt (150m fra Station City), og et sted hvor politiet passende kunne sætte ind, når de er færdige med at afspadsere efter klimatopmødet.

    Og som sikkert ikke vil overraske dig, mener jeg selvfølgelig også vi bliver nødt til at se på forbuddet mod hash, der gør ligeså megen gavn som alkoholforbuddet i tyvernes USA.

    Se DET var et sted hvor en sammenligning med “amerikanske tilstande” var på sin plads!

    🙂

    mvh
    Lasse Grosbøl

    Svar
  2. Niels Westy

    @Lasse

    Jeg er bestemt ikke uenig med dig. Alt andet lige må det forventes at flere betjente medfører mindre kriminalitet, spørgsmålet er bare hvor meget. Inden man begynde at ansætte flere ville jeg også foretrække at man fik kortlagt hvad de allerede ansatte egentlig laver. Dette skrevet uden at jeg dermed indikerer at de ikke laver noget. Men der er ingen grund til at tro at effektiviteten er særlig høj. Derudover vil jeg også sætte spørgsmålstegn ved hvor meget mere politi vil bidrage med, når vi i sidste ende ikke sætter folk i fængsel. Det kunne jo tænkes at det væsentligste bidrag i USA kom fra at man har øget andelen der er buret inde ganske betydeligt. Her ligger vi meget lavt også i forhold til lande vi ellers normalt sammenligner os med (f.eks. Holland, der har ca. samme antal betjente per capita).

    Grundlæggende går jeg ind for at kriminelle bures inde så billigt som muligt og så længe som muligt, Mit problem i den forbindelse er alene, at en del af dem (narkomanerne) i vid udstrækning er drevet af deres afhængighed – og ret beset er det jo gældende lovgivning der gør at de er nød til at begå kriminalitet for at finansiere deres misbrug.

    Hvad angår bandekriminaliten er jeg til gengæld ganske sikker på at en forøgelse af antallet af betjente vil have en meget lille effekt, med mindre man samtidig ændrer lovgivning og politiets beføjelser i et omfang jeg ikke finder forenligt med et retssamfund med en hvis frihed. Det har vi set i USA, og det er bestemt ikke noget smukt syn.

    til gengæld er jeg ikke enig i at pressen skulle være afgørende for at skabe utryghed – de er ikke mere besatte af vold og kriminalitet end de var for 10 år siden. Og indtil 2005 lå vi fatisk i top hvad angår følelsen af tryghed – men det vra og er USA også, hvilket formentlig overrasker en del.

    Svar
  3. David Gress

    Hvis danskere var bevæbnet i samme grad som amerikanerne, ville der være betydeligt færre indbrud.

    Jeg har aldrig følt mig så tryg som da jeg boede i USA. I mit kvarter i Watertown nær Boston havde betjentene tid til at bevogte vejarbejder, noget jeg aldrig har set i Danmark.

    Hvis en indbrudstyv tror, at han risikerer at blive slået ihjel af beboeren, er det en afskrækkelse, selv lavt begavede kriminelle, og det der jo de fleste, kan forstå.

    Statistikkerne er iøvrigt tvivlsomme, idet mange indbrud og andre berigelsesforbrydelser end ikke anmeldes. Jeg kender ikke til undersøgelser, der sammenligner formodede mørketal fra forskellige lande, så det er en formodning, at dette mørketal er betydeligt højere herhjemme end i det meste af USA.

    Mht narko har det i årtier været min opfattelse, at man bør legalisere al narko og pålægge det en klækkelig statsafgift og samtidig indføre dødsstraf for illegal narkohandel. Hvor svært kan det være?

    Subsidiært at opretholde hele det store, dyre og aldeles forfængelige apparat for narkohandelforebyggelse, men dog indføre dødsstraf for narkohandel. Det kunne måske batte lidt.

    Svar
  4. Niels Christensen

    Nu kunne antal af indbrud i DK jo ofte hænge sammen med at en stor del af danske parcel huse og lejligheder står tomme hele dagen. Så det med våben, vil nok ikke hjælpe ret meget her.
    Med hensyn til bandekonflikten, så er det jo sådan at den ‘kun’ berører et relativt lille antal københavnere. Herregud.
    Langt større problemer er den pøbelagtige attituder der dukker op i det offentlige rum, i form af hærværk, gaderøverier, ballade i busser, trusler og vold i forbindelse med skolegang. Her er det ingen tvivl om at mere synligt politi vil hjælpe.
    Men måske man skulle overveje et flerstrenget politikorps, som man kender det i andre lande; og lave en slags ‘by’ politi, der primært har til opgave at være synligt.

    Svar

Leave a Reply to Niels Christensen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.