Tobin-skatten – én gang til for Arveprins Knud

Lørdag aften var der debat på DR2 Deadline om den såkaldte Tobinskat – en global skat på valutatransaktioner. Baggrunden var, at den britiske premierminister Gordon Brown på et G20-topmøde forleden trak denne trætte krikke af stalden endnu en gang. Manden, der som bekendt er presset på alle fronter og tegner til at ende sin politiske karriere som en af efterkrigsperiodens mest ubehændige premierministre, er i det hele taget slået ind på en meget velkendt, protektionistisk-populistisk kurs. Denne kurs har også forleden taget udtryk i hans politik om ”British jobs for British workers”, der klinger ubehageligt af 30ernes slogans. Hans støtte til Tobinskatten er ikke andet end netop dét, men da debatten er startet igen, tager vi den også igen her på stedet.

For nogle af os er det ellers lidt af et deja-vu: For 8-10 år siden mødtes vi i netforummet mod-attac.dk, der blev stiftet som modvægt til den da meget omtalte internationale Attac-bevægelse, der i bund og grund var imod alt kapitalistisk, men satte ind mod internationale kapitalbevægelser og havde som hovedpunkt, at man skulle indføre den igen omdiskuterede Tobinskat.

Tobinskatten blev introduceret af økonomen James Tobin i 1971. Tobin, der efterfølgende har modtaget Nobelprisen – et faktum der i debatten bliver brugt til at give forslaget akademisk vægt – har lagt afstand til ideen, som han faktisk ikke støtter. Ideen er at lægge en lille skat, typisk 0,1-0,5 %, på alle internationale kapitalbevægelser. Med andre ord skal man betale en slags told, når en kapitaloverførsel sker over en landegrænse.

En del af grundlaget for ideen er, at kortsigtede transaktioner er skadelige – man får hysteriske valutahandlere og investeringer der flytter for et godt ord. Spørgsmålet er blot, om det er et solidt grundlag for indførslen af en global skat. Svaret må være et utvetydigt nej. Valutamarkedet bringer ligevægt mellem økonomiers fundamentale konkurrenceevne på langt sigt, og denne proces opnås ved millioner af handler, hvor brokerne ’opdager’ markedet korrekte pris. Forsøger man at dæmpe denne proces, opnår man blot et mindre effektivt valutamarked, hvor skævheder kan fortsætte i relativt længere tid og dermed kræve en større og hurtigere korrektion, når den opdages – den såkaldte hårde landing, som politikere er så bange for.

I stedet forhindrer en Tobinskat, at investeringer globalt flyder derhen, hvor de gør mest gavn – dvs. der hvor afkastet er størst i forhold til risikoen. Og effekten er ikke af en, f.eks., 0,5 % skat. De fleste kapitaloverførsler ledsages af en række ekstra valutahandler og investeringsjusteringer, som har til formål at afdække risikoen ved den egentlige handel. Som en grov tommelfingerregel går der 6-8 afdækkende transaktioner per egentlig handel. Altså kan man gange den ’lille’ skat med 6-8 for at få den egentlige beskatning.

Næsten det værste er den potentielle konsekvens af dette, set gennem tilhængernes forestilling om at en Tobinskat vil stabilisere markedet. Hvis man kunstigt gør noget dyrere, f.eks. gennem at pålægge en skat, vil markedet købe mindre af det pågældende. Det gælder for alle varer og ydelser, inklusive risikoafdækning. Med andre ord vil en Tobinskat gøre det dyrere at afdække global risiko, og dermed vil markedets aktører rationelt vælge at holde mere risiko.

Man har altså gjort det internationale marked mindre stabilt. Ved at knytte en skat til alle egentlige varehandler over grænser, hvor der nødvendigvis hører en valutatransaktion, har man også lagt en lille ekstra told på handel. Investeringer kan ikke frit flytte længere, og fejlinvesteringer, som ellers ville have trukket ud af landet igen, er blevet dyrere. Alle forhold fører til en mindre stabil verdensøkonomi, og er mere skadelige for fattige end rige lande.

Det er vel næppe det, tilhængerne af en Tobinskat har i tankerne? Brown selv udtalte, at der skulle focus tilbage på ”Hard work, responsibility, integrity and fairness.” Hvordan dét lige skal være konsistent med de egentlige virkninger af skatten, er over min forstand.  Men sådan går det, hvis man lader stærke intentioner og følelser kombinere med mangelfuld forståelse af den virkelige verden.

4 thoughts on “Tobin-skatten – én gang til for Arveprins Knud

  1. Liselotte

    Fy for den.

    I er nogle onde nogen jer Punditokrater. Og flere af jer har sågar været med i ondskabens moder-tænketank, Mount Pelerin selskabet.

    Det lærte jeg af deadline i går aftes. Den kloge mand fortalte også at der ikke fandtes konkurrence. Det hele var overtaget af få store corporations.

    I burde skamme jer over at sprede jeres ideer. De er nemlig pr. definition modbydelige.

    Svar
  2. Carsten Valgreen

    Ja.

    Erstat “Corporations” med “stat”, og du har Comecon.

    Slår mig altid som mærkeligt, at venstreorienterede tænkere tror at menneskers moral og ageren er fundamentalt anderledes (og “bedre”) hvis de ansættes i en offentligt ejet institution frem for en privat.

    Og så har Christian selvfølgelig ret mht Tobin skatten. Det eneste gode der er at sige om den er at den er så upraktisk og vanskeligt gennemførlig at den forhåbentlig altid vil strande på det.

    Svar
  3. Henrik R Clausen

    Tobinskatten ville medføre en enorm sort økonomi 🙂

    Men det var mærkeligt at DIIS-konferencen tilbage i september talte for et endnu mere radikalt pengesystem, hvor ‘urimelige’ profitter vil blive konfiskeret ved årets udgang, hvis de ikke var brugt.

    Per Stig Møller, der indledte konferencen, talte også om behovet for ‘global governance’. Er den mand egentlig konservativ, når det kommer til stykket?

    Svar
  4. Henrik R Clausen

    Erstat “Corporations” med “stat”, og du har Comecon.

    Corporations er et interessant spørgsmål. Hans-Herman Hoppe (NU snakker vi seriøs markedsanarkisme!) siger, at den fundamentale fejl, der fører til de enorme firmadannelser, er at de har fået en statslig ret til at operere med begrænset ansvar, hvad almindelige mennesker jo ikke har.

    Det fører også til et utroligt bureaukrati, hvor koblingen mellem firma- og regeringsmagt bliver lige lovlig tæt. Det ser vi i EU, hvor kun store virksomheder har ressourcer til at påvirke direktiverne, og det ser vi i USA, hvor koblingen mellem Wall Street, regering, storindustri, fagforeninger (!) og Federal Reserve er betænkelig tæt. Netop derfor gled redningspakkerne så nemt igennem, selvom formålet var uklart og der var masser af protester.

    Vi har interessante tider foran os…

    Svar

Leave a Reply to Liselotte Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.