I murens skygge

De seneste dage har der været masser af positiv opmærksomhed omkring murens fald. Med god grund. Først med Sovjetunionens sammenbrud blev Europa befriet fra de totalitære regimer som blev skabt af menneskefjendske ideologier efter første verdenskrig.

Der skete imidlertid noget andet interessant efter murens fald. Økonomer må leve med, at der er meget få muligheder for at lave kontrollerede eksperimenter. Men af og til giver historien os noget, der ligger tæt på. Og murens fald gjorde lige præcis det. De østeuropæiske planøkonomier startede alle fra nogenlunde det samme udgangspunkt (et ringe et). Men selv om de alle gik over til en markedsøkonomi, var det med temmeligt forskellige strategier. Her efter 20 år kan man lære meget af deres erfaringer. Lad os prøve at sammenligne tre af landene, og tillad mig at give min fortolkning af forløbet. Figurerne herunder, sammenligner BNP og arbejdsløshed i de østlige länder, Polen og Ungarn.

GDP

arblhed

Det tidligere DDR blev forenet med Vesttyskland, og DDR blev reelt sat direkte ind i forbundsstatsmodellen. Vesttysklands veludbyggede velfærdsstat blev udbygget til de nye länder. Reallønningerne i Øst blev sat op til vesttyske niveauer, på baggrund af fagforeningskrav. Østtyskland fik en velfærdsstat. De nye länder voksede hurtigt frem til 1994, som følge af den hurtige stigning i realindkomster (og overførsler), for siden bare at have sygnet hen i snart 15 år. Produktiviteten i øst kunne ikke følge med de høje lønninger. Arbejdsløsheden steg til høje niveauer. De unge flyttede til vest (øst mistede 10% af sine indbyggere på 15 år!). De subsidierede boliger endte med at stå tomme (der er en grund til at Berlin er billig). Vest måtte finansiere øst med 4-5% af BNP. Det blev en stagnerende økonomi på støtten. Vest gjorde østtyskland en bjørnetjeneste. Paradoksalt førte det til at Østtyskland i dag stemmer på Venstre partiet. Østtyskland er det mest venstreorienterede af de tidligere kommunistisk dominerede europæiske lande. Det er en god illustration af, hvordan den stagnation et overførsels-program kan fremkalde kan være politisk selvforstærkende, fordi det indebærer at store dele af elektoratet bliver klienter hos staten.

Polen havde ikke nogen rig storebror. Polske politikere var i starten af 90erne hurtige til at gennemføre en ”kold tyrker”. De gik hurtigt over til en dramatisk liberalisering af økonomien. Det kostede en stor krise i starten. Men det har også været en god investering. På trods af, at ingen har sendt store gaver (Østtyskland har i perioder fået 10-15% af deres BNP fra vest) eller netop af samme grund har væksten været stærk. Prisen var høj arbejdsløshed efter omstillingskrisen. Men den er efterhånden faldet. BNP i polen er samlet steget mere end i DDR og arbejdsløsheden er lavere.

Ungarn er en mellemhistorie. Ingen rig storebror. Men politikere der ikke turde konfrontere vælgerne med hårde valg, og en tilbøjelighed til at låne sig ud af problemer. Det betød mindre krise i starten, lavere ledighed. Men også lavere vækst end Polen (men meget bedre end østtyskand efter 1994) og nogle af østeuropas mest problematiske offentlige finanser.

Efter 20 år er dommen klar. Det var og er en økonomisk ulempe for de østlige Länder at de blev indlemmet i Forbundsrepublikken! De store økonomiske overførsler fra vest til øst er ikke alene spildte men har også skabt en politisk anspændt situation med høj ledighed i øst. Det samme fænomen, som rammer lande der finder olie og som forklarer hvorfor Ulandsbistand ikke virker, har ramt Østtyskland. Østtyskland blev fanget i en velfærdsstatsfælde, hvor velmente overførsler fra vest og høje reallønninger har fastholdt en høj ledighed og en trist stagnation. Det kan godt være Berlin er charmerende. Men økonomisk er det en tragedie. I den forstand har muren desværre haft lange skygger.

Her er så dagens provokerende spørgsmål har Danmark økonomisk set et øst- og vesttyskland i sig (blot ikke klart geografisk opdelt)?

6 thoughts on “I murens skygge

  1. Stephan E

    The current dispute about the Lisbon Treaty, which probably ended two days ago when I signed it, is about whether to go ahead with – this freedom and prosperity endangering – process or whether to interrupt it. Some of us are not happy with being brought back to a centrally organized and controlled world that we got rid of just 20 years ago.

    Svar
  2. US

    @Terminalfrost:

    Nu kan jeg kun gætte, fordi jeg ikke selv har siddet med materialet, men det vil være meget vanskeligt at tage udgangspunkt i 1989. Hovedårsagen til det valgte udgangspunkt er nok, at det er ‘meget lettere at arbejde med’ og at tallene er ‘relativt uproblematiske at anvende’. Af flere grunde (of the top of my head):

    i) Tal fra hver sin side af jerntæppet kan faktisk slet ikke sammenlignes på nogen fornuftig måde; mange af de tal, man har fra DDR’s officielle registre fra 89 eller før, er formodentligt, i varierende grad, fri fantasi. Hvis du brugte officielle BNP-tal for hele perioden, ville du formodentligt nå den konklusion, at det var transitionen, der gjorde landene fattige, ikke planøkonomien (‘alt var bedre i 89 end langt ind i 90’erne’).

    ii) I forlængelse af ovenstående: Prissystemet i landene blev påvirket voldsomt af planøkonomiens sammenbrud. Der var rigtigt mange ting, man pludseligt ikke vidste, hvad var værd, fordi de aldrig havde været tilgængelige på et frit marked. Hvis en cykel kostede 40 d-mark i 89, men 80 to år efter, hvordan håndterer man så sådanne effekter? Mit udgangspunkt ville være, at du slet ikke har nok information til at estimere en korrekt prisdeflator for den problematiske periode, hvor hovedparten af denne tilpasning fandt sted. Du kan gætte, men den slags gæt vil altid kunne kritiseres for at være ‘ideologisk motiverede’, uanset om kritikken er berettiget eller ej – så er det nemmere at tage fat i et senere udgangspunkt, hvor den slags problemer er meget mindre.

    iii) Østtyskland skiftede valuta i midten af 1990, hvor de forlod den østtyske mark til fordel for (det tidligere…) Vesttysklands deutsche-mark, et forhold der yderligere komplicerer sammenligningen før og efter 89. Jeg var i øvrigt i Polen på ferie i starten af 90’erne, og på det tidspunkt var landet i fuld gang med en valuta-revaluering, hvor de skar 4 decimaler af zloty’en pga. voldsom (hyper?)inflation efter murens fald. Jeg kender ikke Ungarns historie på dette punkt.

    Ligesom Terminalfrost kunne jeg godt tænke mig en kilde.

    Svar
  3. Carsten Valgreen

    Kilde: OECD.

    Alle data er nationalregnskabsdata. Graferne er mit værk. Der eksisterer kun nationalregnskabsdata fra 1991 i min OECD database, derfor startede jeg i 1992=100. Tror ikke det gør den store forskel for konklusionerne.

    US har ret i at nationalregnkabsdata for planøkonomier er temmeligt meningsløse selv i den udstrækning de findes. Hvis der ikke er et marked er der ikke en pris og dermed ikke en måling af value added.

    Mvh

    Carsten

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Jeg er helt enig med US og Carsten i, at sammenligninger Øst-Vest er meningsløse før lidt efter murens fald. Men hvis nogen skulle være interesserede i en sammenligning indenfor COMECON – dvs. den kommunistiske blok – har Angus Maddison haft adgang til sovjetisk statistik fra 1973, hvor man med lidt god vilje kan drage sammenligninger. Det hele er trods alt lavet med samme underlige system, så man kan meget groft sammenligne materiel velstand i Østblokken på dét tidspunkt.

    Svar
  5. TerminalFrost

    Tak for svarene! Uanset hvad har der (forståeligt nok) været enorme fald i output i 1990 og 1991; jeg spurgte bare ind til det, fordi jeg interesserer mig lidt for specifikt dét.

    Svar

Leave a Reply to Carsten ValgreenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.