Hvem betaler prisen for regulering af den finansielle sektor?

Eric Falkenstein, som blandt andet har en fortid hos Moodys, hvor han lavede default modeller, har på sin glimrende blog et indlæg om, hvad den finansielle krise betyder for tænkningen i den finansielle sektor her.

Det er oplagt, at både den finansielle sektor selv og det politiske system nu vil tendere til at bureaukratisere forretningsgange og forretningsmodeller i den finansielle sektor (endnu mere). Den finansielle sektor lever nu på politikernes nåde og vil indrette sig på at “se godt ud” i deres øjne. Det betyder reelt, at man skal se godt ud i medierne. Derfor Goldman Sachs næsten pinagtige annoncering af $500 mio. til en fond for små virksomheder over de kommende år. Det er så tydeligt aflad, at det gør ondt at se på.

Hvad er problemet med at Goldman Sachs betaler aflad? Intet i sig selv- det må de om. Men det er et symptom på, at den finansielle sektor er på vej til at indrette sig på at være (endnu mere) politisk reguleret og beskyttet.

Det slår mig altid som mærkeligt når folk tror, at et offentligt tilsyn er bedre til at styre en banks kredit politik og forretningsgange end bankens egne ansatte og aktionærer. Bankens ejere, ledelse og ansatte har en større risiko. mere erfaring og flere ressourcer end tilsynet nogensinde kan have. Og offentlige tilsyn har stærke incitamenter til at søge mod en nul-fejls-løsning, hvor man går med livrem og seler. Det betyder at kreditfolk i stedet for at tænke sig om og gøre det forretningsmæssigt rigtige gør det, som de tror, at regulatorer og politikere vil kunne lide. Det betyder regelstyring og overkapitalisering. Det betyder også et stærkt incitament for bankerne til at pleje politiske forbindelser.

Nu lyder nul-fejl måske ganske tiltrækkende efter den krise vi har været igennem. Men husk, at det koster. Og at det er dig der betaler. Sovjetunionen havde aldrig en bankkrise og Kina har heller ikke haft nogen. For når staten ejer bankerne, har fejlinvestering af kapital ingen konsekvenser. For andre end skatteyderne og hele samfundet. På samme måde er det med overregulering. Amerikanske finansielle virksomheders indtjeningsmarginaler var tårnhøje i 1950erne og 1960erne, hvor der var langt strammere regulering (og højere end i det seneste opsving). Det var dengang banker var støvede halvoffentlige institutioner (det hed et “pengeinstitut”).

I 2004 havde Danmark 2060 bankfilialer. Sverige med næsten dobbelt så mange indbyggere og langt mere tyndtbefolket havde 1907. Norge havde 1234.  Danmark havde godt 38500 bankansatte mod Sveriges 36500. I 2008 havde Danmark 1874 filialer og 46000 ansatte. Og det på trods af den teknologiske udvikling.

Alligevel bliver danske banker ikke afviklet når de går ned.  Tværtimod er den (lokal) politiske prioritering at holde dem kørende og helst sælge dem til en, der ikke skærer for hårdt.

Så længe der er noget, der hedder indskydergaranti (hvordan den end er finansieret) vil banker få “for billig” funding, og have forvredne incitamenter til at køre med høj gearing og lav egenkapital ratio. Derfor er der offentlige krav om egenkapital, gearing og dermed tilsyn. Det ene forvridende indgreb nødvendiggør det andet. Men mindste kravet må være klare, internationalt ensartede og gennemskuelige regler. Det får vi næppe. Tværtimod er der en risiko for at den langsigtede pris for krisen bliver en (endnu mere) ineffektiv, bureaukratiseret og regeldrevet finansiel sektor. Politikerne skal jo vise handlekraft og at de kan straffe og styre den slemme finansielle sektor som lånte os for mange penge. Ultimativt betaler den gennemsnitlige borger prisen for det via dyrere finansielle ydelser og manglende udvikling af sektoren. Men det bliver desværre en ret usynlig pris – man ved jo ikke hvad man går glip af.

7 thoughts on “Hvem betaler prisen for regulering af den finansielle sektor?

  1. Henrik R Clausen

    Kan vi ikke bare standse væksten i pengemængden?

    Sagen er, at disse penge jo primært opstår i bankerne, og dermed giver finanssektoren uforholdsmæssigt mange penge mellem hænderne, hele tiden. En vækst i størrelsesordenen 10 % årligt er temmelig meget.

    Pengemængden vokser blandt andet pga. den ekstremt lave rente, samt ved salg af statsgældsbeviser direkte til centralbankerne (Fed, ECB og Bank of England). På sin vis kan jeg godt forstå meningen i at ‘redde’ finanssektoren – men det sker desværre for nyskabte penge, der gør alle andre fattigere.

    Ved at standse denne uberettigede tilvækst i finanssektorens penge vil behovet for yderligere regulering blive elimineret.

    Svar
  2. Martin Rannje

    Det er et godt indlæg – det burde bringes, evt. udbygget med lidt mere fakta/anekdoter, til en af de landsdækkende aviser. Gerne Berlingske el. Politiken, der formentlig har nogen af de mest fordomsfulde læsere.

    Svar
  3. Carsten Valgreen Forfatter

    @Henrik.

    Jeg tror du har et lidt for simplistisk forhold til, hvordan pengepolitik fungerer i en moderne økonomi (det har jeg mødt økonomiprofessorer som også har). Penge bliver ikke bare “givet” til den finansielle sektor. Pengemængdevækst er ikke noget centralbankerne direkte kan styre. Men det er en meget lang diskussion.

    Jeg tror ikke du har ret i den sidste bemærkning.

    @Martin, tak. Det kan fint være det sker i Synspunkt i Berlingske som jeg skriver ca. en gang om måneden.

    Svar
  4. Henrik Olejasz

    Der kan i et vist omfang være argumenter for, at staten (eller en anden institution, der optræder som agent for mange individuelle kunder) blander sig i indretningen af den finansielle sektor, som den er organiseret nu.

    Men frem for at finde modeller for at forhindre konkurser i banksystemet, virker det som en langt mindre forvridende og mere robust vej at gå, hvis der søges modeller, som gør problemerne ved konkurser mindre, fx opsplitning af store banker efter karakteren af aktivitet.

    Og i stedet for kapitalkrav, der fremmer store banker med et bredt virkefelt – som Basel II-reguleringen, der belønner spredning – at have kapitalkrav, der bliver skrappere, når en bank søger at brede sig over mange felter eller bliver så stor, at det i praksis ikke vil blive tilladt, at den går ned. Det kunne blive et dynamisk system med mange, mindre, specialiserede banker – og fleksibilitet til, at de kunne gå konkurs og nye starte op.

    Svar
  5. Henrik R Clausen

    Carsten, jeg har et ret detaljeret kendskab til, hvordan pengene opstår. Hvis du genlæser mit indlæg, vil du se at jeg ikke skriver at penge ‘gives’ til bankerne, men at de opstår i bankerne. Det sker f.eks. på denne måde:

    Den schweitziske bank UBS falder under lovens mindstekrav for reserver, hvorefter centralbanken forøger reserverne med 3 milliarder SFr. Pga. banksystemet betyder det, at banken nu kan udlåne ca. 30 milliarder ekstra – ‘penge’, der opstår som direkte følge af, at dens reserver har fået en kapitalindsprøtning. Når den låner de penge ud, vil de cirkulere i bank- og forretningsverdenen, og i sidste ende blive til op imod 300 milliarder Sfr.

    Se også om Fractional Reserve Banking:
    http://en.wikipedia.org/wiki/Fractional-reserve_banking

    Jeg er udmærket klar over, at centralbankerne ikke styrer pengemængden direkte. Men de gør det indirekte – uden at tage ordentligt ansvar for det. Det er farligt.

    Svar
  6. Carsten Valgreen

    @Henrik Olejasz

    Jeg er meget enig i, at en svaghed ved det nuværende system i mange lande er manglen af et “swift resolution regime” for store “systemically important institutions”. Det argumenterer Federal Reserve også for i øjeblikket. Det er et oplagt problem, både pga moral hazard og pga den usikkerhed det i sig selv skaber i forbindelse med at banker går ned. Personligt tror jeg at det er mindre problematisk at tage banker ned for økonomien og systemet end det ofte antages, så længe der er klarhed om hvordan diverse kreditorer bliver behandlet, og en sikring af at der ikke skabes et likviditetsproblem. dvs. at en offentlig institution er nødt til at garantere afvikling af alle udestående transaktioner med modparter indenfor 30-60 dage efter konkursen. Jeg tror Lehman Bro. konkurs kunne have skabt langt færre problemer, hvis man havde gjort det sidste.

    I den udstrækning man mener, der er mere moral hazard/systemrisiko forbundet med store banker bør deres kapital være “dyrere”. Men i praksis er det meget svært at lave ikke-forvridende og ikke-omgåelig diskriminering efter størrelse. Regler er på mange måder nemme at omgå i den finansielle sektor.

    Ideen om at finansielle kriser skal undgås næsten for enhver pris og at der er en fejl i reguleringen hvis de kommer er problematisk. Finansielle kriser er en naturlig del af en markedsøkonomi. Det er der de dårligste institutioner skal dø. Kunsten er at ramme en balance, hvor kriser kan foregå uden at det skaber for mange unødige afledte konsekvenser for hele det finansielle system og økonomien (hvad “unødig” så er). Det kræver som minimum klare, konsistente regelsæt for den finansielle sektor. Et af USAs oplagte problemer er at reglerne ikke er klare, at de i vidt omfang ikke eksisterer (intet konkursregime for AIG, Lehman) at de applikeres ad hoc og at det skaber unødig risiko/usikkerhed for hele systemet.

    Svar
  7. Henrik R Clausen

    Personligt tror jeg at det er mindre problematisk at tage banker ned for økonomien og systemet end det ofte antages.

    Ganske enig. Roskilde Bank, f.eks., burde have haft en direkte konkursbehandling. Sælg aktiverne til højestbydende, lad folk få deres penge jfr. de kontrakter, de har indgået med banken, og lad resten være historie.

    Et af problemerne ved at tvangsfusionere dårlige banker er, at deres dårlige aktiver ikke bliver handlet til markedspris. Et andet at fusionerne er medvirkende til at banker bliver “Too big to fail” – hvilket ender med at være “Too big to bail”.

    Der er oparbejdet en enorm systemisk risiko i det amerikanske bankvæsen, og så vidt jeg kan se, er den ikke ved at blive eliminieret. Den moralske risiko ved at have en “Lender of last resort” er stor, og presser bankerne til at maksimere deres risiko – eller blive straffet for at klare sig ringere end konkurrenterne.

    Heldigvis har de også en “Spender of last resort” til at løse alle økonomiske problemer. En gang for alle.

    Svar

Leave a Reply to Henrik R ClausenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.