Ganske enig. Roskilde Bank, f.eks., burde have haft en direkte konkursbehandling. Sælg aktiverne til højestbydende, lad folk få deres penge jfr. de kontrakter, de har indgået med banken, og lad resten være historie.

Et af problemerne ved at tvangsfusionere dårlige banker er, at deres dårlige aktiver ikke bliver handlet til markedspris. Et andet at fusionerne er medvirkende til at banker bliver “Too big to fail” – hvilket ender med at være “Too big to bail”.

Der er oparbejdet en enorm systemisk risiko i det amerikanske bankvæsen, og så vidt jeg kan se, er den ikke ved at blive eliminieret. Den moralske risiko ved at have en “Lender of last resort” er stor, og presser bankerne til at maksimere deres risiko – eller blive straffet for at klare sig ringere end konkurrenterne.

Heldigvis har de også en “Spender of last resort” til at løse alle økonomiske problemer. En gang for alle.

Jeg er meget enig i, at en svaghed ved det nuværende system i mange lande er manglen af et “swift resolution regime” for store “systemically important institutions”. Det argumenterer Federal Reserve også for i øjeblikket. Det er et oplagt problem, både pga moral hazard og pga den usikkerhed det i sig selv skaber i forbindelse med at banker går ned. Personligt tror jeg at det er mindre problematisk at tage banker ned for økonomien og systemet end det ofte antages, så længe der er klarhed om hvordan diverse kreditorer bliver behandlet, og en sikring af at der ikke skabes et likviditetsproblem. dvs. at en offentlig institution er nødt til at garantere afvikling af alle udestående transaktioner med modparter indenfor 30-60 dage efter konkursen. Jeg tror Lehman Bro. konkurs kunne have skabt langt færre problemer, hvis man havde gjort det sidste.

I den udstrækning man mener, der er mere moral hazard/systemrisiko forbundet med store banker bør deres kapital være “dyrere”. Men i praksis er det meget svært at lave ikke-forvridende og ikke-omgåelig diskriminering efter størrelse. Regler er på mange måder nemme at omgå i den finansielle sektor.

Ideen om at finansielle kriser skal undgås næsten for enhver pris og at der er en fejl i reguleringen hvis de kommer er problematisk. Finansielle kriser er en naturlig del af en markedsøkonomi. Det er der de dårligste institutioner skal dø. Kunsten er at ramme en balance, hvor kriser kan foregå uden at det skaber for mange unødige afledte konsekvenser for hele det finansielle system og økonomien (hvad “unødig” så er). Det kræver som minimum klare, konsistente regelsæt for den finansielle sektor. Et af USAs oplagte problemer er at reglerne ikke er klare, at de i vidt omfang ikke eksisterer (intet konkursregime for AIG, Lehman) at de applikeres ad hoc og at det skaber unødig risiko/usikkerhed for hele systemet.

Den schweitziske bank UBS falder under lovens mindstekrav for reserver, hvorefter centralbanken forøger reserverne med 3 milliarder SFr. Pga. banksystemet betyder det, at banken nu kan udlåne ca. 30 milliarder ekstra – ‘penge’, der opstår som direkte følge af, at dens reserver har fået en kapitalindsprøtning. Når den låner de penge ud, vil de cirkulere i bank- og forretningsverdenen, og i sidste ende blive til op imod 300 milliarder Sfr.

Se også om Fractional Reserve Banking:
http://en.wikipedia.org/wiki/Fractional-reserve_banking

Jeg er udmærket klar over, at centralbankerne ikke styrer pengemængden direkte. Men de gør det indirekte – uden at tage ordentligt ansvar for det. Det er farligt.

Men frem for at finde modeller for at forhindre konkurser i banksystemet, virker det som en langt mindre forvridende og mere robust vej at gå, hvis der søges modeller, som gør problemerne ved konkurser mindre, fx opsplitning af store banker efter karakteren af aktivitet.

Og i stedet for kapitalkrav, der fremmer store banker med et bredt virkefelt – som Basel II-reguleringen, der belønner spredning – at have kapitalkrav, der bliver skrappere, når en bank søger at brede sig over mange felter eller bliver så stor, at det i praksis ikke vil blive tilladt, at den går ned. Det kunne blive et dynamisk system med mange, mindre, specialiserede banker – og fleksibilitet til, at de kunne gå konkurs og nye starte op.

Jeg tror du har et lidt for simplistisk forhold til, hvordan pengepolitik fungerer i en moderne økonomi (det har jeg mødt økonomiprofessorer som også har). Penge bliver ikke bare “givet” til den finansielle sektor. Pengemængdevækst er ikke noget centralbankerne direkte kan styre. Men det er en meget lang diskussion.

Jeg tror ikke du har ret i den sidste bemærkning.

@Martin, tak. Det kan fint være det sker i Synspunkt i Berlingske som jeg skriver ca. en gang om måneden.

Sagen er, at disse penge jo primært opstår i bankerne, og dermed giver finanssektoren uforholdsmæssigt mange penge mellem hænderne, hele tiden. En vækst i størrelsesordenen 10 % årligt er temmelig meget.

Pengemængden vokser blandt andet pga. den ekstremt lave rente, samt ved salg af statsgældsbeviser direkte til centralbankerne (Fed, ECB og Bank of England). På sin vis kan jeg godt forstå meningen i at ‘redde’ finanssektoren – men det sker desværre for nyskabte penge, der gør alle andre fattigere.

Ved at standse denne uberettigede tilvækst i finanssektorens penge vil behovet for yderligere regulering blive elimineret.