Obama og de bløde budgetbegrænsninger

Washington Post rapporterede i går, at Obama-administrationen har lovet ’ubegrænset finansiel støtte’ til de to lånegiganter Freddie Mac og Fannie Mae (læs her; hattip Volokh Conspiracy). Amerikanske kommentatorer har bemærket to ting: 1) at administrationen, der efterhånden er ekstremt upopulær (ratings er pt. lavere end for George W. Bush i hans anden præsidentperiode), har forsøgt at ’drukne’ nyheden ved at lægge den ud juleaftensdag; og 2) at administrationen samtidig har godkendt chefbonusser hos de to banker for tilsammen 42 millioner dollars.

Det amerikanske finansministerium har med beskeden sendt udtalelsen, at trækket ”should leave no uncertainty about the Treasury’s commitment to support these firms as they continue to play a vital role in the housing market during this current crisis.” Som den republikanske senator Scott Garrett bemærkede, er beslutningen ikke blot “a continued bailout of failed entities that need to be privatized to protect the taxpayer, the timing of the announcement is clearly designed to try and sneak the bailout by the taxpayers.”

Men endnu vigtigere, i det mindste på den længere bane, er at beslutningen synes at reflektere, at Obama og hans medarbejdere slet ikke synes at have forstået et af de største problemer ved deres handlinger: Det, man gennem den pinagtige kommunistiske erfaring i Centraleuropa, er kommet til at kende som ’bløde budgetbegrænsninger’. Fænomenet, som den ungarske økonom Janos Kornai har analyseret indgående, skyldes en indgående politisering af økonomien, eller dele af den. I dette tilfælde, ligesom i tilfældet med den amerikanske stats de facto overtagelse af flere bilfabrikker, vil politisk styring betyde, at der altid kan findes grunde til at give øget støtte eller løsere administration af regler osv. For eksempel påkaldes beskæftigelseshensyn meget ofte som rationale for, at virksomheder tæt på politikerne får offentlig støtte.

Bundlinjen bliver derfor ikke på nogen måde styrende for, hvordan forretningen køres. Incitamenter til at økonomisere med arbejdskraft eller ressourcer, til at indføre effektiviserende tiltag, eller til i det hele taget at tage forbrugernes præferencer alvorligt, svækkes derfor markant. Obamas overtagelse, de facto eller de jure, af Fannie Mae og Freddie Mac lover derfor ikke godt. Den amerikanske stat risikerer at kyle penge ud af vinduet i et forsøg på at ’beskytte’ folk med dårlige lån i de to hypotekbanker. Eneste gode nyhed er, at administrationens blatant venstreorienterede og økonomisk ilitterate adfærd giver masser af stof til de næste års undervisning i politisk økonomi.

1 thought on “Obama og de bløde budgetbegrænsninger

  1. Daniel

    The American Dream synes stadig at leve i bedste velgående med hjælp fra den amerikanske stat. Oftest betegnes Benjamin Franklin som faderen til The American Dream, herunder indeholdende ‘home ownership’, men faderen kunne vel næppe være mere uenig med stiftelsen af Fannie Mae.
    Et statsligt selskab oprettet under depressionen til støtte af boligejere, man kan dårligt forestille sig et større anti-kapitalistisk tiltag. Sidenhen kom Freddie Mac i 1970 ligeledes for at hjælpe sorte og latino’er med at blive ‘home owners’ også på statens “regning”. Lånevilkår, som før var markedsbestemt, blev pludselig ændret, så folk der tidligere ville have været uden mulighed for at blive erklæret kreditværdige af banken, blev pludselig en del af ‘home ownership’ bølgen. På intet tidspunkt har det været en ret i USA at være home owner. Desværre har venstreorienterede og socialistiske politikere ydet stor indflydelse i amerikansk politik og undermineret et tidligere markedsstyret boligmarked.
    Man kan blot håbe på, at nyere generationer af amerikanske politikere igen kommer til fornuft og lader markedet diktere renten på boliglån frem for at forsøge og gøre det til en menneskeret at være boligejer.

    Svar

Leave a Reply to Daniel Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.