Bad Bad Banks

Obama administrationens seneste påfund er lovgivning, der skal forbyde banker at foretage ”proprietary trading” – det vil sige handle for egen bog. I praksis er det et skridt tilbage til tiden før 1994 hvor Glass-Steagall loven blev ophævet. Glass-Steagall adskilte i praksis ejerskabet af ”investment banks” fra ”commercial banks”. Ophævelsen af Glass-Steagall (som var en 1930er opfindelse uden paralleler i andre lande) førte i perioden 1994-2008 til flere fusioner på tværs og dermed ”krydsninger” mellem investeringsbanker og commercial banks. Citigroup og JP Morgan Chase er eksempler. Paradoksalt nok nærmest tvang Bush administrationen (og Tim Geithner!) Bank of Americas Ken Lewis til at overtage investeringsbanken Merril Lynch i den weekend, hvor alt kollapsede i efteråret 2008. Dermed var den nuværende amerikanske finansminister med til at skabe den slags konglomerat som han nu åbenbart mener er et problem. Det er i det hele taget mærkværdigt at administrationen nu demoniserer store banker. Sidste år var den med til at skabe en del af dem via stærk tilskyndelse til fusioner. Det er dog også tydeligt at Obamas forslag ikke er groet i Tim Geithners have. Og konsistens med hensyn til finansiel reform har hidtil ikke været en af administrationens stærke sider.

Indtil efteråret 2008 opererede ”investment banks” dog fortsat uden FDIC garanti og tog derfor ikke imod deposits. En af konsekvenserne af Lehmans konkurs var at de to resterende rene investment banks – Morgan Stanley og Goldman Sachs konverterede til at blive regulerede commercial banks.

Det er endnu uklart, hvordan Obamas forslag skal implementeres, og i finans mere end nogen andre steder er djævelen i detaljen. Forslaget bliver nok i praksis ineffektivt. Og selv hvis det ikke  bliver det, vil det næppe føre meget godt med sig. Almindelige rene commercial banks som Wells Fargo og alle de regionale banker tjener i forvejen ikke meget på prop trading og investment banking i almindelighed. For de ”rene” investeringsbanker som Goldman Sachs og Morgan Stanley er det imidlertid en vigtig del af deres forretningsmodel. De vil blive tvunget til droppe commercial bank status igen for at undgå lovgivningen. De store tabere bliver dermed ”krydsningerne” såsom JP Morgan, Citigroup og Bank of America.

Det lyder jo godt, at Obama vil forhindre bankerne i at tage for meget risiko. Men sagen er, at forslaget i praksis ikke vil opnå andet end at flytte risiko rundt. Vinderne bliver i øvrigt paradoksalt nok det ”shadow banking system” som alle er efter herunder især hedge funds. For investeringsbankerne og brokerne er der reelt ingen klar grænse mellem ”prop trading” og ”market making”. Bananhandleren nede på Israels plads er nødt til at have et lager af bananer for at kunne handle med dem, og dermed har han også en risiko for tab hvis bananprisen falder. En del af det bananhandleren bliver betalt for er, at påtage sig en prisrisiko på varelageret. Anderledes er det ikke for investeringsbankerne. I praksis kan de derfor ikke leve med ikke at måtte tage risiko.

Det morsomme er, at der ikke er en eneste sober analyse, der viser at prop trading er en underliggende årsag til den finansielle krise. Listen af banker der er gået ned inkluderer både investment banks (Lehman, Bear Stearns og de facto Merril Lynch), commercial banks (Wachovia, WaMu), specialiserede mortgage banks (Countrywide m.m.fl.) og de statsgaranterede Realkredit udstedere (Fannie Mae og Freddie Mac). Og sidst men ikke mindst. Det mest spektakulære kollaps var slet ikke en bank. Det var AIG – verdens største forsikringsselskab – der viste sig at have leget market maker i credit default swap markedet. Med den tabsliste burde det være åbenbart, at hverken graden af proptrading, regulatory regime eller størrelse på nogen klar måde har været afgørende for om en institution har overlevet. Det er også slående at ingen andre rige lande forbyder at banker driver investmentbank og commercial bank under et tag, eller forbyder prop trading. Det har ikke forhindret lande som f.eks. Canada i at komme væsentligt bedre igennem den finansielle krise. Der er vel ingen, der reelt forestiller sig, at et forbud mod at banker bedrev prop trading havde mindsket eller forhindret den finansielle krise. Bortset måske fra Paul Volker.

De underliggende svagheder i det amerikanske realkreditsystem var blandt andet at låntagerne kun hæfter med værdien af huset, og at det er ret ”billigt” at gå fallit og at de institutioner der originerede lånene ikke beholdt en tøddel kreditrisiko og derfor ikke havde nogen som helst incitament til at checke om opgivet indkomst mv. passede. Læg dertil en god portion politisk indblanding i Fannie Mae og Freddie Macs udlånsvirksomhed (flere lån til fattige husholdninger) samt en helt åbenbar offentlig garanti af de to ineffektive og oppustede kæmpers balancer.

Det sidste gør det i øvrigt morsomt at høre europæiske socialisters schadenfreude i forbindelse med den amerikanske ”hyperkapitalismes sammenbrud”. Det er åbenbart ikke gået op for dem, at hjertet i det amerikanske realkreditsystem er to statsgaranterede banker og FHLB systemet, der garanter over halvdelen af alle realkredit udlån med den amerikanske skatteyder som reel ultimativ garant. Det danske realkreditsystem har altid været mere markedsbaseret og “nyliberalistisk” end det amerikanske og det er i øvrigt et af de systemer der har klaret sig bedst igennem krisen.

Hvis man skal løse de underliggende problemer i den amerikanske finansielle regulering vil det imidlertid i praksis betyde en opstramning af kreditvilkårerne for middelklasseamerikanere og dermed en styrkelse af kreditorernes retsstilling.

Obama kunne her et år efter krisen have vist sig som en stærk præsident, der søger at finde den rigtige langsigtede løsning, også selv om den ikke ville være umiddelbart populær eller let at forklare: En opstramning af reglerne for hvor meget realkreditlån må udgøres af ejendommens værdi. En meningsfuld reform Fannie Mae og Freddie Mac (start f.eks. med at påtvinge dem et dansk totalbalanceprincip så de bliver reelle kredit forsikrings utilities). Og på sigt en privatisering af dem. En forsigtig, graduel og forudsigelig og ensartet generel opstramning af kapitalkravsregler for banker. En opstramning af lovgivningen vedr. personlig konkurs, der sikrer kreditorer en bedre retsstilling. Intet af dette ville være populært, men det ville give mening, og styrke systemet på sigt. Det ville i øvrigt formentlig også på sigt betyde billigere lån til husholdninger, der faktisk betaler til tiden og ikke lyver om deres indkomst.

I stedet vælger Obama at straffe de slemme banker og især deres highflying prop traders. Det er sikkert populært. Det er i hvert fald populistisk. Det vil sikkert ikke skade systemet netto. Men det er alligevel en skuffelse for flere af de demokrater i den finansielle sektor jeg taler med.

Det er efterhånden indtrykket, at Obama er så forsigtig og drevet af rating-angst, at han har svært ved at beslutte sig og at det gør ham til tider populistisk og ineffektiv. Er Obama en “light weight”?

 

UPDATE: De dygtige bankanalytikere på banksstocks.com er heller ikke imponerede.

1 thought on “Bad Bad Banks

Leave a Reply to Henrik R Clausen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.