TeknoChile og vejen til den 1. verden

Der er god grund til (igen) at holde et vågent øje på udviklingen i Chile. Landets nyvalgte borgerlige præsident (første gang siden 1958 at chilenerne har valgt en sådan), Sebastián Piñera præsenterede i den forgangne uge sit hold af ministre, der kan karakteriseres ved tre ting:

1. De er primært valgt ud fra deres faglige viden

2. Der er bemærkelsesværdigt få ministre der kommer fra partierne bag SSebastián Piñera’s valgsejr.

3. Et meget stort antal er uddannet på nogle af verdens bedste– det vil sige private amerikanske – universiteter.

Denne måde at vælge ministre kan næppe ligge længere væk fra vores eget system, hvor normen er at ministre ikke har noget kendskab til det område de skal arbejde med (selv i ”tunge” økonomiske ministerier) og til andre tider på trods af relevant uddannelse næppe ville kunne få beskæftigelse på ”normale” vilkår i det ministerium de skal lede (gælder bl.a. en tidligere skatteminister i en af Anker Jørgensen regeringerne). Og selv om det er set oftere i en række latinamerikanske lande, at faglige kvalifikationer har vægtet tungere end politiske forbindelser (måske lidt overraskende), har det ofte været under militærstyre (Chile under Pinochet og Brasilien – både under militærdiktaturet og under de første demokratisk valgte præsidenter, dog ikke den nuværende .

Erfaringerne er mildt sagt ikke entydige. Det skal dog næppe tilskrives ”fagligt dygtige men politisk uerfarne ministre” – men primært de rammer og den grundlæggende ideologi som lægges på forhånd. I Brasiliens tilfælde var den grundlæggende ideologi baseret (hvilket den fortsat er til en hvis grad) på den enorme indflydelse fra fransk positivisme, Det vil sige troen på at man kan ”konstruere et samfund”, til hvilket der behøves en veluddannet elite der så netop konstruerer og planlægger til den store guldmedalje. I Chiles tilfælde forholdt det sig helt anderledes under Pinochet. Groft sagt opgav militæret i 1975, 2 år efter kuppet mod Allende, at styre Chiles økonomi. I modsætning til Brasilien, hvor militæret havde meget håndfaste holdninger til hvordan økonomien skulle styres og planlægges, oplevede Chile en i latinamerikansk (og vel også globalt) historie unik periode, hvor ministrene i vid udstrækning havde meget stor autonomi til at indføre de reformer, de mente var nødvendige – og kort fortalt er ”resten historie”. Chile gik fra midten af 1970 og frem til i dag fra at være en økonomisk og udviklingsmæssig fiasko til at være Latinamerikas rigeste land (hvis man ser bort fra Puerto Rico og dets mærkværdige position). Det skyldes først og fremmest de der sidenhen er blevet kaldt ”The Chicago Boys”. Det skal retfærdigvis siges, at der bestemt ikke var tale om en problemfri udvikling (mildt sagt), Var militærregimet faldet i begyndelsen af 1980erne ville historien have været helt anderledes. Ud over at stabiliseringen i anden halvdel af 1970erne medførte store afsavn og voldsom arbejdsløshed i Chile, var reformerne i høj grad præget af ”triel by error”, og først fra midten af 1980erne og frem kan man tale om kontinuerlig høj vækst.

Hvad der er væsentligt er, at reformerne fra 1970erne og frem indebar et paradigmeskifte der har gjort Chile til et ganske unikt land i Latinamerika. Således er det et af verdens 5 frieste økonomier i dag, ifølge Fraser Institute’s Freedom Index. En udvikling der har været mulig fordi de 20 års med centrum-venstre regeringer der fulgte Chiles tilbagevenden til demokrati har stadfæstet, at Chile ønsker frie markeder og begrænset offentlig ejerskab.

På samme måde, som centrum-venstre regeringerne lagde vægt på kontinuitet på centrale områder, har Sebastian Pineira – også efter han blev valgt – erklæret at han vil fortsætte den sociale indsats under de tidligere regeringer, men kombineret med en forøget fokusering på at skabe vækst i Chiles økonomi. Målet er at vækstraterne skal op på 6 % p.a., således at Chile i 2018 kan kalde sig selv et udviklet land.

Den forøgede fokus på vækst, hvilket vil kræve en række reformer (formentlig bl.a. arbejdsmarkedsreformer, Chile er her fortsat umiskendeligt latinamerikansk), har Pineira annonceres hvad der formentlig er Latinamerikas bedst uddannede regering. Ud af 22 ministre har 13 læst på udenlandske universiteter, f.eks. Harvard, Chicago School of Economics osv. Ud af de 22 er hele 14 såkaldte uafhængige – og forsvarsministeren har tidligere været minister under en af centrum-venstre regeringerne. Dermed er der også lagt låg på bekymringen for at kabinettet ville blive befolket med medlemmer med forbindelse til Pinochet-regimet, det er reelt kun stabschefen, Christian Larroulet, der også tjente under diktaturet.

Det nye kabinet er blevet godt modtaget, og bl.a. skriver det engelsksprogede Satiago Times, at “This will certainly be seen as a welcome change by most of Chile’s voters—long accustomed to a kind of ‘quota’ system used by the outgoing Concertación coalition, where certain ministries ‘belonged’ to certain political parties as part of a highly refined political spoils system,”

Det bliver herefter interessant at følge hvor meget den nye regering så kan gennemføre, når det kommer til stykket. I modsætning til tiden under militærdiktaturet, er det ikke nok at overbevise en enkelt eller nogle få magthavere. Pineira vil være tvunget til at være pragmatisk på grund af parlamentets sammensætning. Det bliver spændene at følge, og konsekvenserne af hvis det lykkes at komme igennem med større reformer, vil uden tvivl også blive fulgt med spænding i resten af Latinamerika.

1 thought on “TeknoChile og vejen til den 1. verden

Leave a Reply to Lars Hvidberg Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.