Chokoladens mørke side – en underlødig kioskbasker forklædt som dokumentarfilm

I tirsdags viste DR2 dokumentarfilmen “Chokoladens mørke side” af Miki Mistrati, der til daglig er tilknyttet Ekstrabladet, hvilket i denne sammenhæng er passende. Som dokumentarfilm bærer “Chokoladens mørke side” først og fremmest præg af, at den aldrig løfter sig ud over den umiddelbare forargelse over at man bruger børnarbejde i Elfenbenskysten. En forargelse der, som det i årevis har været en trend, i sidste ende retter sig mod de store internationale firmaer (læs kapitalismen og markedet), som Miki Mistrati i lighed med en række NGO’ere forventer og forlanger skal have fuldstændig styr på og ansvar for hvad der foregår ud i produktionens yderste led. Filmen kan indtil videre ses eller genses her.

Lad mig understrege, at dette indlæg ikke er et forsvar for børnearbejde –  for slet ikke at tale om forhold der nærmer sig slaveri, men……

Selve programmet er som dokumentarfilm betragtet – hvis formålet altså er at vi skal bibringes mere viden og større forståelse – yderst ringe. Det samme gør sig gældende om bagmanden Miki Mistrati’s viden om emnet, ikke mindst baggrunden for de forhold der hersker i den del af verden. Skal man have noget ud af filmen, er man nød til at se bort fra den smagfulde underlægningsmusik, en mere end almindelig langtrukket fortællerstil og dens udokumenterede påstande, bl.a. om at størstedelen af kakao dyrkes og høstes ved hjælp af børnearbejde/slaver i Elfenbenskysten.

I en central passage i filmen, siger Mistrati, at han ikke ved om man kan stole på hvad de interviewede siger – og det kan han jo nok have en pointe i. Til gengæld fremstår han selv langtfra som troværdig. Måske har han ret, måske tager han fejl. Det har jeg reelt ingen mulighed for at afgøre som seer.

De egentlige afsløringer af hvorfor forholdene er som de er, ligger i detaljer hvis betydning Mistrati ikke ænser. Det er f.eks. når vi får oplyst, at det er en lokal milits der kontrollerer grænseområdet mellem Mali og Elfenbenskysten, hvor smuglingen af de stakkels børn finder sted – så ved vi noget om myndighedernes kontrol og mulighederne for lov og orden. Eller der er når en 12 årig pige, som man redder fra at blive smuglet ind i Elfenbenskysten fra Mali, fortæller at hendes forældre vil blive vrede, hvis hun kommer hjem uden penge (om hun rent faktisk er på vej til en kakaoplantage ved vi ikke). At man sætter lighedstegn mellem smuglingen af børn fra Mali til Elfenbenskysten og dyrkning af kakao er i sig selv uvederhæftigt – det ved journalisten ikke noget om. Handlen med og brug af børnearbejde er ifølge bl.a. UNICEF et generelt problem i regionen. Men det ville selvfølgelig ødelægge filmens hovedmål – at gøre de internationale chokoladeproducenter ansvarlige for børnearbejde/slaveri, hvis det blev pointeret.

Som repræsentanten for Toms Chokolade ganske rigtigt forklarer i en debat med Miki Mistrati i Deadline samme aften (hvor jeg ikke kan afgøre om Mistrati ér dybt naiv, proportions- og historieløs eller blot optræder sådan), er problemet først og fremmest et fattigdomsproblem. Problemet med udsendelsen – og en lang række politikeres efterfølgende “forfærdede” automatreaktioner – er vist først og fremmest håbløs uvidenhed om ikke kun del del af verden, men også vores egen historie (en ministers udtagelser kan dog være udtryk for, at han på forhånd har opgivet at sige noget fornuftigt om problemet).

Hvorfor er det nu lige, at vi har noget der hedder efterårsferie? og hvad mon børnene lavede i gamle dage på landet når de ikke gik i skole, for slet ikke at tale om hvad de lavede før man indførte almindelig undervisningspligt i det 19. århundrede. Det var næppe gemmeleg i kornmarkerne der var på programmet. Faktum er, at det er “os” der er usædvanlige fordi vi stort set har afskaffet børnearbejde i vores del af verden. På samme måde som det for 250 år siden var “os” der var underlige, da vi – eller rettere sagt først og fremmest englænderne (og tyske kvækere, ret skal være ret) – kom på den vanvittige ide, at man ikke kunne holde andre mennesker som slaver.

Gennem menneskets historie har slaveri og børnearbejde været reglen – ikke undtagelsen – og det gælder ikke mindst dele af Afrika, hvor slaveri først for få årtier siden formelt blev forbudt ved lov, og hvor denne praksis desværre fortsat er udbredt.

Nu vil jeg bestemt ikke forsvare slaveri i nogen som helst form, men at give internationale firmaer ansvaret for dets ikke kun formelle, men også reelle ophævelse, er ganske enkelt absurd. Hvis dette problem skal løses på kort sig er det næppe muligt uden at rekolonisere de pågældende lande. Fattigdom, kulturelle forhold, korruption, svage institutioner og manglen på rule of law osv. er de væsentligste forklaringsvariable, ikke internationale virksomheders jagt på profit.

Jo værre jo bedre

Nu er vi ikke just tilhængere af fairtrade her på bloggen. Ideen om at man hjælper ved at betale overpris for sine indkøb er økonomisk uholdbar, og giver kun mening så længe forbrugerne ikke forstår helt simple økonomiske sammenhænge (eller ønsker at forstå dem). Ja, faktisk kan man, hvis det rent praktisk var muligt at kende til produktionsforholdene, argumentere for at forbrugerne skulle gøre det stik modsatte af at købe produkter fremstillet under “gode forhold” (vi ser her bort fra at der reelt ingen garantier er i fairtrade systemet for at produktionen rent faktisk foregår under de forhold der kræves fra organisationen bag mærket).

Så længe der er tale om en frivillig transaktion forholder det sig derimod således, at hvis man som forbruger ønsker at gøre så stor en positiv forskel som muligt, så skal man købe varer der er produceret under så dårlige forhold som muligt. Alt andet lige, må vi gå ud fra, at jo ringere forhold man er parat til at acceptere som arbejder, jo mere forfærdelige er alternativet.

Men hvad så i forhold til den handlen med børn, som “Chokoladens mørke side” beskæftiger sig med? – det er jo ikke en frivillig transaktion, eller hvad?

Nu er det ikke ud fra filmen muligt at afgøre i hvilken udstrækning børnene bortføres fra deres forældre og hvilken udstrækning forældrene modtager betaling for børnene – eller hvilke vilkår der gør at børnene er parat til at forlade deres familie frivilligt (uden at fortælle dem det). Det er heller ikke muligt at afgøre hvor længe det slavelignende forhold eksisterer. I det hele taget er det ret småt med egentlig substans i “Chokoladens mørke side”. Personligt tvivler jeg på, at deciderede bortførelser, som vi f.eks. kender til i det nordlige Uganda, udgør hoveddelen af problemet. Men jeg erkender at jeg ikke ved det – ligesom de ifølge bl.a. en række FN-organisationer er et reelt problem, der dog ikke har noget med cacao at gøre. Men under forudsætning om, at børnene rent faktisk sælges eller udlejes af deres forældre for kortere eller længere tid, falder denne form for handel ind under princippet om “jo værre, jo bedre”. Udlejningen/salget af børnene er med til at sikre at familien kan overleve, og dét er fortsat det væsentligste problem i den del af verden. Det var jo heller ikke sådan, at de børn, der for blot få generationer siden, blev sat til at arbejde i vores del af verden fik lov til at beholde pengene selv – det var familiens, ikke den enkeltes tarv det handlede om.

“Chokoladens mørke side” ender derfor med blot at være endnu en sensationsjagene og underlødig kioskbasker i forklædt som dokumentar, der først og fremmest er lavet for at chokere og pege fingre af multinationale selskaber og den vestlige verden. Det har vi set mange gange før, og fordi tåbeligheder gentages, bliver de jo ikke mere rigtige af den grund.

Mistratis mangel på forudsætninger for at beskæftige sig med problemet fremgår tydelig af Ekstrabladets egen optakts-artikel fra i tirsdag. Vi skal have dårlig samvittighed når vi spiser chokolade og Toms chokolade er skyld i fattige afrikanske børns lidelser. Sludder og vrøvl, alt andet lige er befolkningerne i det pågældende område bedre stillet, fordi vi spiser chokolade. Men Mistrati tror måske at der ville være mindre underernæring og bedre levevilkår i verden, hvis vi ikke napper en Toms guldbarre på tilbud??

8 thoughts on “Chokoladens mørke side – en underlødig kioskbasker forklædt som dokumentarfilm

  1. Martin Seebach

    Nogen burde spørge Miki Mistrati om han har sikret sig at hans arbejde ikke er finansieret ved tvungen prostitution af handlede kvinder. Det er kun rimeligt at han kan stille garanti for at hver eneste af Ekstra Bladets massage-annoncer dækker over ressourcestærke, frivillige prostituerede. For han er vel ikke en hykler?

    Svar
  2. Janus

    Det hører med til billedet, at Toms fører sig frem med en meget højrøstet, svulstig og helt skamløs politisk korrekt profil (http://www.toms.dk/Files/Billeder/4%20Vores%20ansvar/TomsGruppen_CSRPolitik_FINAL.pdf). Dermed blotter virksomheden sig naturligvis for angreb. Det vidner dybest set om en kortsigtet ledelse, som spiller hasard med virksomhedens omdømme, og om en svag ejer, som tillader det. En ordentlig drevet virksomhed ville ikke markedsføre sig med den slags let gennemskuelige platheder. Måske skal vi ikke begræde, at virksomheden ligger som den har redt.

    Svar
  3. Christian Hallum

    Hvordan er det lige at indlægget adskiller sig fra Ekstra Bladets stil? En person, som åbenlyst absolut intet aner om forholdene inden for kakaosektoren udtaler sig skråsikkert og opstiller bombastiske påstande og afleder deraf en et handlingsforskrift med implikationer for millioner af fattige: gå efter varer der er produceret under så dårlige forhold som muligt! (den provokerende, sensationelle påstand som skal få os til at få en bitter smag i munden hver gang vi putter et stykke fairtrade chokolade i indkøbskurven). Krydret med lidt historisk banalyse og så er den i hus. Det hjælper ikke noget som helst at forfatteren samtidig indrømmer sin uvidenhed på området – det cementerer blot hykleriet.

    Svar
  4. Niels Westy

    @Christian Hallum

    Og hvad er det så lige jeg ikke ved noget som helst om? er det at fairtrade ikke er for de aller svageste, fordi der stilles krav til skriftlighed, minimumsstandarder de ikke kan opfylde og betaling de ikke kan skaffe? Er det at mennesker der arbejder under (for os usle vilkår) måske kan tænkes at gøre det, fordi det alligevel er bedre end ikke at have et arbejde? Er det at fattige mennesker ikke har samme syn på liv og død og egne børn som vi har det (hvis vi kunne se frem til at sandsynligheden for at vores børn varv døde inden det første leveår ville det formentlig også påvirke os en hel del)- Med andre ord fortæl mig hvad det er du mener jeg ikke ved noget om.

    Svar
  5. Niels Christensen

    Som det fremgik af Spiegel forleden, så har kampen for at forhindre at børn og unge syede fodbolde i Pakistan resulteret i at nogle voksne og børn har flyttet job. Nu arbejder børnene bl.a. på stålværker.
    Out of Sight – Out of Mind.

    Svar
  6. Christian Hallum

    @Niels Westy:
    “Nu er det ikke ud fra filmen muligt at afgøre i hvilken udstrækning børnene bortføres fra deres forældre og hvilken udstrækning forældrene modtager betaling for børnene – eller hvilke vilkår der gør at børnene er parat til at forlade deres familie frivilligt (uden at fortælle dem det). Det er heller ikke muligt at afgøre hvor længe det slavelignende forhold eksisterer. I det hele taget er det ret småt med egentlig substans i “Chokoladens mørke side”. Personligt tvivler jeg på, at deciderede bortførelser, som vi f.eks. kender til i det nordlige Uganda, udgør hoveddelen af problemet. Men jeg erkender at jeg ikke ved det – ligesom de ifølge bl.a. en række FN-organisationer er et reelt problem, der dog ikke har noget med cacao at gøre. Men under forudsætning om, at børnene rent faktisk sælges eller udlejes af deres forældre for kortere eller længere tid, falder denne form for handel ind under princippet om “jo værre, jo bedre””
    Der (og andre steder i artiklen) fremhæver du din egen uvidenhed omkring selve situationen (og her anerkender du den også). Det karakteristiske ved din kritik er, at du ikke tilbageviser en eneste af påstandene i filmen men derimod blot betvivler dem (uden nogen ordentlige grunde andet end historiske paralleller til dansk efterårsferie) for derefter at opsætter dine egne mindst lige så spekulative påstande.

    “Alt andet lige, må vi gå ud fra, at jo ringere forhold man er parat til at acceptere som arbejder, jo mere forfærdelige er alternativet.”
    Skal udenlandske virksomheder dermed bevist torturere en af deres medarbejder ved lottoudtrækning en gang om måneden? Jeg er sikker på at man nok skulle kunne finde arbejdere der var desperate nok til at påtage sig et arbejde på en sådan arbejdsplads i rigtig mange lande. Din argumentation er mildest talt plat og den der utilitaristiske tænkning har alle dage været en glidebane.

    Svar
  7. Niels Westy Munch-Holbek Forfatter

    @Christian Hallum

    Din argumentation svarer til den troende der beder den ikke troende om at bevise at gud ikke eksisterer. Kan han ikke det, tages det som bevis for at han gør det.

    Sit eksempel på tortur-lotto viser derimod din uvidenhed. Jeg anbefaler ikke at man som forbruger skal rende rundt og overveje hvem man støtter med sit forbrug og hvordan man gør mest godt. Det er nemlig umuligt – og det illustrerer jeg med det dilemma man står overfor, hvis det kunne lade sig gøre.

    Hvorfor du skal inddrage udenlandske virksomheder må stå hen i det uvisse – og holder forøvrigt ikke, i det multinationale selskaber generelt tilbyder bedre arbejdsvilkår end tilsvarende nationale indenfor samme sektor.

    tilbage står at uasnet hvordan man vender og drejer det, så vil en forbrugerstrategi der bygger på at man køber (hvis det altså kunne lade sig gøre og man mener at det er formålet med at forbruge)varer fremstillet under de værst tænkelige forhold være en strategi hvor man gøre mere godt end ved at købe fairtrade varer. Fairtrade systemet er som sådan inkonsistent.

    Svar

Leave a Reply to Christian HallumCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.