De næste dage skriver vi om forfronten i international public choice-forskning, da begge konferencer – den amerikanske i Monterey og den europæiske i Izmir – nu er vel overstået. Og en af de mest underholdende oplevelser til dette års konferencer var hollænderen Richard Jong-A-Pins præsentation af papiret ”Are Banana Republics Banana Republics?” Richard, der har specialiseret sig i studiet af politisk ustabilitet, spurgte en dag sig selv: Hvorfor hedder det egentlig en bananrepublik? Og er bananproducerende lande bananrepublikker, forstået som udemokratiske og politisk ustabile stater?

Richard, der i forvejen er en af de mest underholdende skikkelser i europæisk public choice – ved siden af at være blandt dens elite – besluttede sig for at skrive et joke-papir, som kunne vise, at nej, der er intet på den populære bananhistorie. Det skulle naturligvis gøres efter alle kunstens regler, så det kunne bruges i undervisningssammenhæng, som en økonomisk version af den kendte korrelation mellem storkeantal og børnefødsler. Ideen og de foreløbige tanker var godt nok til at blive optaget på årets EPCS-konference.

Problemet for Richard er blot, at hans omhyggelige analyse viser, at der faktisk er noget om banansagen! Selv når man tager en række andre faktorer i betragtning, er bananproducerende lande væsentligt mindre politisk stabile. En såkaldt IV-analyse peger endda på, at det er bananproduktion der skaber ustabiliteten, og ikke den anden vej (ustabilitet der holder lande i simple produktionsmønstre).

Richards analyse er faktisk så god, at det der var ment som en joke fik en alvorlig, uddybende kommentar fra en førende diktaturforsker. Rygterne siger endda, at en Cambridgeprofessor og tidligere Wicksellprisvinder har tilbudt at levere en formal teoretisk analyse af problemstillingen. Det er som Piet Hein sagde om kun at tage alvor alvorligt og spøg kun for spøg – videnskabelig udvikling kan være mærkelig!