De fire regler om Store Ideer

Jeg læste her til morgen Whimsleys essay om de fire regler for Store Ideer. Essayet er basalt set en kritik af en noget idiotisk klumme, skrevet af Clay Shirky, men måden Whimsley gør det på, er ikke dum. Han strukturerer den nemlig omkring de fire regler.

1. Tell stories and think by analogy

Var der nogen, der sagde Naomi Klein? Som det pointeres, bør en god historie være en start, et udgangspunkt, for at motivere en analyse, men bestemt ikke et argument i sig selv.

2. Make the point catchy, but make it ambiguous

Med andre ord, fang folks interesse, men vær aldrig præcis. Ellers kan det jo være folk begynder at tænke længere end dig.

3. Simplify and exaggerate

Ingen kommentar nødvendig.

4. Play on our natural identification with the underdog

Whimsley tilføjer her “cast anecdotes and your overarching theme in a rebellious and revolutionary light”.

Dagens udfordring til læserne er, at applikere de fire regler til medierne. Hvordan spinder Nick Hækkerup f.eks. regeringens skatteomlægning (her)? Hvordan diskuteres samfundsproblemer – og hvordan defineres samfundsproblemer – på begge fløje? Der er masser at tage fat på, hvis man kan lide at pille nonsens fra hinanden.

5 thoughts on “De fire regler om Store Ideer

  1. Joachim Boll

    For os forhenværende Politikenlæsere er mulighederne i denne disciplin jo nærmest uendelige. Se fx denne fantastiske (i ordets egentlige betydning) klumme http://politiken.dk/debat/signatur/article945802.ece Kommentarer er vel unødvendige men jeg prøvede alligevel:

    Lars Mogensen, sætter ligesom trumf på med sin analyse af de iøjnefaldende lighedspunkter David Cameron og Helle Thorning. Tesen er at oppositionen ligner hinanden i de to lande, på trods af, at de to partiledere befinder sig på hver sin politiske fløj.

    Og ret skal da også være ret, begge er 43 år, som Lars Mogensen argumenterer for. Hvad det så har med deres respektive politik og chancer i det kommende valg at gøre er lidt mere uklart. Endnu mere mystisk bliver det dog i konstateringen af at Cameron er blond. Det forekommer både inderligt irrelevant, men også underligt forkert, når nu han er nærmest sorthåret. Men således beriget med komparativ analyse, og en smule forvirrede, når vi til substansen i analysen: at Thorning i lighed med Cameron ”har skabt et bredtfavnende image som for længst har bragt dem begge foran i meningsmålingerne”, og at de begge – i modsætning til deres politiske modstandere, formoder jeg – har fokus på et bedre offentligt sundhedsvæsen og større krav til skoler.

    Det er jo rent freakshow og hat og briller. Hvis man konsulterer fx DR’s vælgerbarometer, er der forbilledlige grafer, som illustrerer, at Helle Thorning aldrig har ligget betydeligt foran i meningsmålinger siden Løkke overtog Statsministeriet. Tvært imod er den socialdemokratiske vælgertilslutning stadig tæt på et historisk lavpunkt omkring 25 pct. og har ligget stabilt på det niveau i hele perioden, mens de konservative i England har været mellem 5 og hele 17 pct. point foran Labour. Det er ligesom ikke den samme tendens, så hvorfor skal det fremstilles sådan? Thorning og Cameron er for bedre offentligt sundhedsvæsen, siger Lars Mogensen. Ja det er meget fint, men det samme er Lars Løkke, Pia Kjærsgaard, Obama, Fidel Castro, Thorvald Stauning, og andre af den nye bølge af politikere med dette banebrydende programpunkt. Men så er der selvfølgelig også stof til en udvidet analyse senere. Endelig mener Lars Mogensen, at Thorning og Cameron vil stille større krav til skolerne. Jeg studsede lidt over den, men må ærligt indrømme at jeg ikke er helt stiv i Engelsk skolepolitik. Hvad gør man så? På Politiken finder man åbenbart på et eller andet, man selv synes lyder interessant. Vi andre kan så google skolepolitik hos de engelske Konservative: Lettere adgang til at give eftersidninger, større fokus på økonomiske incitamenter til naturfags- og matematiklærere, bedre muligheder for at oprette friskoler med elevafhængige offentlige tilskud. Det minder vel egentlig mere om skolepolitik hos de danske Konservative end hos Socialdemokraterne.

    Som Lars Mogensen så rigtigt skriver er der en risiko for, at de kommende valg i Storbritannien såvel som i Danmark reduceres til det banale. Fear not my friend! Der er sikkert masser du kan lære alligevel. Men hvad har du tænkt dig dine læsere skal gøre i mellemtiden?

    Svar
  2. Christoffer Bugge Harder

    Meget fin klumme af Whimsley.

    Hvis jeg må klemme en lille udfordring ud mellem sidebenene ifht. min kæphest, kunne det måske være interessant for en punditokrat at prøve at applicere disse efter min mening ganske rammende iagttagelser om “Store ideer” på David Gress forskellige betragtninger om, at “Klimaet er den nye marxisme”.

    Hans hovedpunkter løst sakset fra diverse klummer er noget i retning af, at det er de samme folk fra 70erne, der nu er flygtet til klimasagen, at det hele er motiveret af et ønske om at tage friheden fra folk, at H.L. Mencken sagde et eller andet om at holde folk hen i frygt for at manipulere med dem og at vi må sætte vores lid til de få heroiske og modige videnskabsmænd i underfinansierede laboratorier, der tør tage til genmæle mod vanviddet.

    Man skulle nærmest tro, at han havde brugt Whimsley som skabelon…….

    Svar

Leave a Reply to Christoffer Bugge HarderCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.