En europæisk gældskrise eller en politikkrise i unionen?

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Grækenland har svære økonomiske problemer. Det kan næppe heller herske tvivl om, at det udelukkende er landets egen skyld. Lønningerne i en af den vestlige verdens mindst produktive offentlige sektorer har været voldsomt stigende i de seneste år, og en række af landets regeringer har udvist en grad af uansvarlighed, der endda har overrasket i en græsk kontekst. En bidragende faktor er nok en række indflydelsesrige fagforeninger, de næppe har opdaget, at vi er i det 21. århundrede, og nok heller ikke at vi har passeret 1950, men de bidrager til en forklaring, ikke en undskyldning. Så hvilke tanker kan man gøre sig om, hvad der sker og hvad der bør ske? I det følgende gør jeg mig mine helt personlige og idiosynkratiske tanker om det.

Slaget står nu om, hvor meget hjælp grækerne skal have, og ikke mindst hvem der skal hjælpe dem. Logisk set er det IMF’s rolle, men hjælpepakker fra fonden opfattes som noget, udemokratiske ulande får, eller noget de evigt uansvarlige latinamerikanske regimer reddes af. Grækerne er stadig utilbøjelige til at acceptere en hjælpepakke fra fonden, da den er forbundet med betydeligt politisk stigma.

Det samme gælder for det dilemma, som EU’s politiske ledere står med. På den ene side vil det være et uopretteligt prestigetab, hvis en del af en union, der stiler efter at være verdens mest dynamiske økonomi, indrømmer at den er fallit. På den anden side vil en stor del af unionen ikke ende i en situation, hvor Nordeuropa og dele af Centraleuropa effektivt finansierer traditionel, sydeuropæisk uansvarlighed og politisk populisme. Så EU’s ledere, fint eksemplificeret af Angela Merkel, står populært sagt med problemet om, ”how to square the circle”.

Men der skal tages en eller anden form for beslutning. Med det officielle estimat sat til, at Grækenlands gæld i 2010 når 124 % af BNP, og et stadig meget stort budgetunderskud, er der ingen måde at udskyde problemerne på. Og markedet og dets institutioner har meldt klart ud, hvor store problemerne faktisk er, samtidig med at det bliver klart, at det ikke kun er grækerne der har gjort i egne bukser. New York Times skriver for eksempel (læs her), at Spanien er blevet det tredje land efter Grækenland og Portugal, der har fået kvaliteten af sine statspapirer reduceret i de internationale credit ratings. Ikke mindst Standard and Poor’s har meldt ud, og Grækenlands statsobligationer er nu vurderet til BB-/B – kun et nøk over lande som Argentina og Pakistan.

Hvordan ser man så på tingene hos hovedaktørerne? Reaktionerne fra unionen på den økonomiske virkelighed er til tider ganske absurde, som forleden da en talsmand for Olli Rehn spurgte “Who is Standard & Poor’s by the way?” (også NYT, her). Senere på ugen forsøgte man at bortforklare udtalelsen, mens andre embedsmænd nærmest truede Standard and Poor’s med udtalelser om, at man forventer de opfører sig ”in a responsible and rigorous way”. Det er helt naturligt ikke i EU’s interesse at rating agencies tegner et retvisende billede af, hvor slemt det står til i visse EU-lande, men det er stadig beskæmmende, at man forsøger at beklikke agenturernes troværdighed.

At EU ikke kan slippe af sted med at påstå, at det slet ikke er så slemt, virker ret klart i signalerne fra markedet. Her er renten på græske tiårige statsobligationer steget til 11,1 %, hvilket er tæt på den tilsvarende rente på pakistanske obligationer. Med andre ord tager markedet noget der efterhånden ligner en 7-8 % risikopræmie for at låne til den græske stat, hvilket indebærer at markedets vurdering af risikoen for en græsk bankerot er ganske betydelig.

En mulig bankerot betyder dog ikke det, som mange danskere synes at tro. Som min med-punditokrat Carsten Valgreen skrev forleden, er Grækenland ikke bankerot i den forstand at landet ikke kan betale sin gæld: ” Krisen handler om hvorvidt Grækenland indenrigspolitisk VIL betale, altså at en græsk regering kan holde til at betale kreditorerne ved at stramme livremmen (meget) ind.” Med andre ord handler den om, hvorvidt der er politisk vilje og mod til at betale sin gæld. Viljen er det øjensynligt småt med, og modet fejler endnu en gang grækerne, når befolkningen går på gaden og demonstrerer imod nedskæringer. Dén mekanisme bider så sig selv i halen, for jo mindre tilbøjelige græske politikere er til at fortælle befolkningen, hvor stor den klat er, som de har lagt i nælderne, jo mere kommer nedskæringerne til at ligne et undgåeligt, ideologisk træk. For at undgå grækernes vrede, sørger de græske politikere med andre ord for at undgå den helt nødvendige krisebevidsthed.

Samtidig spiller de højt spil med Nordeuropas og IMF’s tålmodighed. Krisen er et ret tydeligt eksempel på moral hazard: Grækerne har hele tiden forventet at blive bailed out af EU, hvis det skulle gå galt, hvorfor de ikke har taget de nødvendige træk i tide. Nu da det er gået galt, spiller de et ’extortion game’ ved basalt set at sige: ”Se, hvis vi falder, trækker vi jo Portugal, Spanien og måske Irland med!” Og EU har ikke råd til at ’redde’ så store dele af den europæiske økonomi.

Når man tager de langsigtede briller på – dem som de fleste politikere og forbløffende mange økonomer har glemt hjemme i skuffen – er det at overveje at redde Grækenland meget lig det at give efter, når den femårige står i butikken og skriger på is. Giv hende en is nu, og du er sikker på at hun skriger på næste fredag igen. Der er ingen grund til at belønne uansvarlighed og urimelig adfærd, men det er netop det, EU er på nippet til at gøre for at redde unionens image. Jeg tror ikke meget på, at det sker, men jeg ville foretrække at unionen gav besked om, at vi ikke hjælper grækerne. Så kan de vælge at gå bankerot, de kan træde ud af det eurosamarbejde de svindlede sig ind i, eller de kan vælge at tage ansvar for egen økonomi én gang for alle. Og et nej til klassens dumme svin er altid et klart signal til dem, der overvejer at smide deres problemer over på de fornuftige. Jeg håber at de hører efter i resten af Sydeuropa og Irland.

10 thoughts on “En europæisk gældskrise eller en politikkrise i unionen?

  1. Erik Ernst

    Besynderligt at du mener det græske folk selv er skyld i krisen, og at de derfor som det naturligste i verden selvfølgelig skal betale. Jeg er slet ikke enig.

    A) Det er almindelig kendt, at Goldman & Sachs spillede en stor rolle i at hjælpe den daværende græske regering med at “snyde” sig med i EU. Selv samme politikere har antageligt levet på en sky lige siden.

    B) At straffe en befolkning for korrupte bankfolk og politikeres adfærd, troede jeg hørte til i en anden tid:/

    Grækerne har ingen som helst grund til at finde sig i hverken deres regering eller IMFs vanvittige ideer, og derfor glæder det mig da også at se de ikke bare smører glidecreme på…

    Sydeuropa og Irland udgør langt fra den største trussel pt., jeg ville kigge nærmere på Spanien og i særdeleshed England de næste par uger, det er her det næste slag skal stå. The Daily Telegraphs Ambrose Evans-Pritchard, citerede for et par dage siden The Royal Bank of Scotlands Bob Janjuah, der ved en konference for bankfolk afholdt i Berlin udtalte følgende til sine kollegaer:

    “Britain’s debt metrics are pretty ugly when you include PFIs (private finance initiatives) they have off books. We think the real figure is over 100% of GDP already.”

    Det eneste med garanti positive vi må kunne blive enige om må trods alt være, at Danmark ved hjælp af sine forhold, undgår at blive sovset alt for meget ind i grækernes gældssanering:)

    Svar
  2. Erik Ernst

    @Michael

    Godt at se du er omstillingsparat:) Når oppositionen kommer til magten ved næste valg, kommer du, dine børn og børnebørn nemlig til at betale regningen for de sidste 50 års idioti.

    Den næste regering får gode kår lader det til…

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    @Erik Ernst: Jeg finder det svært at forstå dig. Hvis grækerne ikke selv skal betale, hvem skal så? Og hvis befolkningen i et demokrati ikke er ansvarlig for dens valg af politikere, hvem er så?

    Svar
  4. Erik Ernst

    @Christian

    Folkene i Goldman Sachs vidste at det kogte et produkt sammen til grækerne, der var dømt til at fejle, om de græske politikere og i særdeleshed om befolkningen var klar over dette, er ikke til at sige.

    Du har selvfølgelig ret i, at demokratiets grundtanke er at folket er ansvarlige, men nu er hverken Grækenland eller Danmark sande demokratier.

    Vi vælger repræsentanter hvert fjerde år, der så helt uden ansvar de næste 4 år kan gøre som de vil, det virker ærlig talt ikke som den enkelte borger har særlig meget indflydelse eller ansvar.

    Jeg vil gerne give dig ret i, at man i Grækenland, ligesom i Danmark i øvrigt, har haft en slem tendens til at vende det blinde øje til problemerne mens det gik godt, og at man i samme grad lader til at nægte at se realiteterne i øjnene når de rammer som en boomerang, men jeg mener bare ikke at den rigtige løsning er at lappe lidt på et elendigt monetært system og dets “cykliske” nedbrud, og så ellers bede befolkninger rundt om i Europa om at betale regningen hver gang.
    Det kommer kun oprør og opstandelse ud af det i det lange løb.

    Egentligt er spørgsmålet meget simpelt, vil vi have mere eller mindre statskontrol i vores liv?

    Hvis vi lader bankerne om at udsulte vores lande som vi har set det hidtil, så skal der stadig mere og mere kontrol til før at det kan fortsætte, det vil kræve en stadig dummere og magtesløs befolkning.

    Vi kunne også erkende at systemet er brudt sammen, og vælge at fokusere på at bygge et nyt og bedre system der kan erstatte det gamle, dette kræver intelligente og veludannede borgere.

    Den helt konkrete løsning på hvordan vi organiserer den enorme gæld i eurozonen er kun 19 sider lang, og hedder Glass-Steagall:)

    http://en.wikipedia.org/wiki/Glass-Steagall_Act

    Svar
  5. Emil

    Er det ikke et reelt problem at tyske og franske banker ejer en del græske papirer, så vil en græsk bankerot ikke kunne medføre at Frankrig og Tyskland bliver nød til at rede deres egne banker?
    I såfald er det ikke lidt lettere politisk at rede Grækenland?

    Svar
  6. scipio

    Glimrende skrevet Bjørnskov.

    @Erik Ernst
    Det er selvfølgeligt trist for den græske befolkning, men at skyde skylden på Goldman Sachs er ret langt ude. Så vidt jeg forstår blev Goldman Sachs brugt af den Græske regering til at få deres økonomi til at se bedre ud og få adgang til Euroen. Det er så vidt jeg ved ikke Goldman Sachs der er skyld i at Grækenland har bygget en gæld på mere end 100 % af BNP

    Mere kritisk: Har det at Grækerne nu skal konkurrere under euroen ikke ødelagt deres økonomi yderligere ? En klassisk løsning hvis konkurrence evnen er for svag er at devaluere, men det kan så ikke ladesiggøre i Grækenland … Men den position har Grækenland selv bragt sig i … og nu skal en række andre lande betale for det …

    Hvad sker der hvis et land med en svag økonomi (og konkurrenceevne) binder sig til et lands valuta som er stærkere ? Argentina bandt deres valuta til dollaren i starten af 90’erne, og 8-9 år senere faldt bunden ud af deres økonomi … er det ikke det samme som Grækenland oplever nu ? Med den forskel at deres valuta ikke kan falde …

    Svar
  7. Ignacio

    @Erik Erns

    Det er den Græske regerings ansvar, de havde ønsket om at svindle sig med i euroen, Goldman Sachs var “bare” instrumentet.

    Svar
  8. J. E. Vig

    Finanskrisen fremskynder Eurokrisen, der ville komme uanset, fordi en tvunget europæisk enhedsvaluta forudsætter en statsdannelse, hvor eksempelvis fælles fastlagt finanspolitik for enkeltelandene er forudsætningen at valutaen kan holdes stabil.De mere velgående lande skal “aflevere noget overskud” på de offentlige finanser eller “forpligte sig til det på forhånd” (men problemet er, at ingen kan eller vil dette) til de mindre godt gående lande, Spanien, Italien, Belgien, Grækenland, Portugal, Polen. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele eurozonen, mår pengemængden ligger fast fra ECB.

    Forholdsvis få kompetente har lagt skjul på nogle af disse svagheder i denne forbindelse fra Euroens første færd:

    [blot et mindre uddrag]

    Maj 1999:
    Euro: To kvalitetsgennemgange, en light og mere ordinær
    Maj 2006:
    http://danmark.wordpress.com/2006/05/20/euro-flyder-i-olie/

    Euro og dens primære opgaver:

    At gå ud fra at den fælles obligatoriske pengeenhed skulle afspejle realøkonomien i EU og tjene denne har vi åbentbart misforstået. Svarende til Spaniens skæbnesvangre forvaltning af det indvundne guld i Latinamerika i 1500-tallet ser det ud til at euro på bedste merkantilistiske vis via handel afregnet i euro med f.eks. olie fra Mellemøsten skulle danne det genererende moment, der skabte forandring i et Europa med mere end 20% arbejdsløse og udstødte (officielt 9%) og en enorm statsgæld, som det ikke er muligt at tegne et entydigt billede af længere. Jean Monnet – en af stamfædrene til projektet – hævdede netop i 1950-erne, at den obligatoriske enhedsmønt ville blive brugt til at løfte en politisk union i fuld skala på plads. Det var formen, ikke indholdet, der talte, kan vi konstatere.

    Skulle for eksempel et af Maastricht-kravene til konvergens omhandlende statsgældens størrelse, der ikke må overstige 60% af BNP, have faktisk gyldighed, ville mellem halvdelen og to tredjedele af landene kun opfylde dette krav ved at acceptere stabiliseringskriser. Så meget kan uddrages af de reelle informationer, der slipper ud tid efter anden.
    Bortset fra under Merkantilismen, der vel historisk afsluttedes med Napoleonskrigene, er det således at stabilitet og udvikling ikke måles som et prisindeks eller et forholdstal, at når for eksempel visse kvantitative normer er opfyldt, så er der tale om en stabil valuta (med henvisning til de fem fra Maastricht konvergenskrav). Til stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investerings-processen, økonomisk vækst, ny teknologi og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage vælgerne alvorligt. Alt dette kan man ikke opnå eller beregne på grundlag af et eller andet statisk begreb.

    Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kunne have sikret, at centralbanken agerede som den gamle Tyske Forbundsbank og holdt tøjlerne fuldstændigt stramme, men fra et ganske andet udgangspunkt. Det blev besluttet på Dublin topmødet i december 1998 at droppe stabilitetspagten, og også i årene 2002 og 2003 kom Frankrig ud med et for alt store underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht-bestemmelserne og Tyskland ligeså på 5. år. Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB blev ved den lejlighed samtidig fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske Forbundsbank var meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod var banken meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var politikeren Helmuth Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har fået indbygget deres krav til euroen i de efterfølgende traktater. Nu var Helmuth Kohl helt væk og den daværende tyske forbundskansler (i 2006) var selv centralist (Gerhard Schröder). Så har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond). Kohl måtte også æde, at der ikke kunne blive tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud. Der kræves nu (efter Amsterdam-traktaten) 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den monetære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for euro.

    Desuden vil indførelse af den rene (økonomiske) stabilitetspagt uden at landene har orden i deres økonomier, føre til virkelig politisk ustabilitet. Må pengemængden ikke diskuteres over den samlede eurozone, fordi den skal fastsættes af en hård ECB, så vil konsekvenserne for visse områder være så afsindigt hårde umiddelbart, at der bliver politisk ustabilitet. Ikke alene Italien og Grækenland er oplagte eksempler.

    For at bøde på dette, kan man så indføre, at de mere velgående lande skal “aflevere noget overskud” på de offentlige finanser eller “forpligte sig til det på forhånd” (men problemet er, at ingen kan eller vil dette) til de mindre godt gående lande, Spanien, Italien, Belgien, Grækenland, Portugal, Polen. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele eurozonen. Dette er fælles finanspolitik. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, men også mange andre.

    Når man skulle dømme efter den faldende DM og den stigende Lire i 1997-1998, måtte markedet få det indtryk, at der bliver tale om en blød medgørlig euro ved dens etablering.

    Man gav i øvrigt godt tid til de endelige kursfastsættelser af hensyn til de valutaspekulanter, man i princippet ellers ville bekæmpe.

    Der var en simpelthen ukendt, men kolossal italiensk lire-mængde, der skulle have en evigt fastlagt eurokurs i juli 1998. Hvordan kunne det lade da sig gøre?

    Allerede i 1996 kunne man forudse, at hvis Tyskland, Frankrig og England skulle overtage Italiens enorme gældsbjerg – det er sket tilsyneladende -, ville det ødelægge euroen fra starten af. Dette ville føre til, at ECB også skulle tage sig af at garantere for solvensen fremover for både Italien, Belgien og alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande, for eksempel Grækenland, og hvad der ellers kunne forventes optaget af EU-medlemmer i Østeuropa i øvrigt. På denne måde ville i øvrigt skabes en alliance, der ville lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig havde kontrol over den monetære politik uden at have det. Det er også sket. Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med tre eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation – uden en kraftig løftestang udefra. Herved mistes den politiske stabilitet som forholdene er og vil blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele projektet. Derfor lader de fortsat som om.

    Angsten for konkurrence hæmmer rationaliteten:
    Globalisering betyder den ubegrænsede bevægelighed for markeder herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og nationalstaten. Det gør den kun fordi der ikke længere findes et internationalt pengesystem til at forhindre det. Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejdsmarkedet. Løntryk og nedskæringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser, ved bl.a. udflytning. De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise på krise – Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika. Kriserne bliver dybere på grund af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i samfundene. Og det hele skyldes at man har valgt at handle med målebåndet i stedet for at bruge målebåndet til at måle med. Det bliver værre, når alle staternes ledere fortsat netto låner mere og mere.

    Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer. Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier. Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende, fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste.

    Euro-Unionen er en prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbeltmotiv var a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regimente.
    Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markedsandele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed, hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrede Europas udvikling og integration, men fra “Maastricht” var målet afskaffelse af D-marken, og det er så sket. Begrundelsen var, at netop D-marken skulle have drevet euro-deltagerlandene i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård euro.

    Inflationen er forud programmeret. Så kan der blæses mere luft i ved at lade den flyde i olie først, men kollapset bliver så bare endnu større. Alle deltagerstaterne er dybt forgældede og kører alle med underskud.

    Straks ved euroens start tabte de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og fleksibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme politikere har indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er herefter arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euroland vil skulle harmoniseres nedadtil.

    Det er socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har arbejdsmarkeds- og socialpolitikken takket endeligt af – og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne og fagforeningerne.

    Marts 2007:
    http://danmark.wordpress.com/2007/03/21/fra-internationale-vipper-til-nationale-ligevaegte-til-internationale-vipper-i-dag/

    Unionen egner sig som den ser ud kun til underkastelse – Islam betyder underkastelse.

    Euro-Union er ikke et middel imod globaliseringens udløste beskæftigelseskrise. Der er intet specielt ved denne globalisering; det er blot et fyndord; international konkurrence er det rette ord. Euro-union forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden uden at have de fornødne redskaber. Det er “fremskridt” mod det 19. århundrede (her søgte man også det rigtige styringsredskab), ikke mod det 21. århundrede. Euro-Union er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener; den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer.

    Den Europæiske Centralbank (ECB) må føre fuldstændig fællespolitik først 12 siden 15 forskelligt strukturerede lande i eurozonen, uden at de kan gribe tilbage til vekselkursernes udligningsventil. For at hindre kapitalen i at forlade eurozonen, må centralbanken hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden yderligere. En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde – med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik, men uden D-marken.

    Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Union viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden? Ja, reelle i stedet for nominelle valutakurser i et nyt pengesystem, som har manglet i næsten 40 år.

    Som det kører nu: Europa og den arabiske verden er allerede begyndt at arbejde sammen økonomisk, som det blev forudskikket i Nord-Syd-Dialogen fra 1968 og i den Europæisk-Arabiske dialog fra midten af 1970-erne. Egypten, Jordan, Marokko og Tunis besluttede sig sidste år (2006) for at sætte frihandelszone op, og Algier, Libanon, Mauretanien, den palæstinensiske myndighed og Syrien inviteres til at være med i den store frihandelszone. Egypten forventes fuldt optaget i frihandelsgruppen. Imidlertid har EU forhandlet med 12 Middelhavslande som led i den såkaldte Barcelona-Proces om kooperation mellem EU og dets naboer omkring Middelhavet mod syd. Endemålet med denne Barcelona-Proces er at etablere tættere bånd vedrørende handel og sociale spørgsmål så vel som politiske (immigration!). Dette skal efter det politiker-proklamerede føre til skabelsen af Euro-Middelhavs-Frihandels-Zonen bestående af 27 lande i 2010.

    Det er muligt at Europa-produktionerne fremover skal foregå i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa, indtil de er kommet op, og vi kommet helt ned. Det er et spørgsmål om befolkningerne her finder sig i det.

    February 4 2010: Pressure has been mounting across the Atlantic as Greece, Portugal and a handful of struggling countries that use the euro scramble to pay off mountains of debt accumulated from years of profligate spending.

    February 13 2010: Axel Weber, President of Germany’s Bundesbank, warned the German economy will contract this year

    The latest: Spain’s unemployment rate breached 20% in the first quarter (of 2010), double the euro zone’s March average. Euro-zone inflation, meanwhile, rose at the highest rate since December 2008.

    The official unemployment-rate!!

    J. E. Vig

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.