Blå Plan

Nu har vi tidligere her på stedet anmeldt ”Fair Løsning” – S og SF’s økonomisk politiske udspil. Det ville jo være ”unfair” ikke også at give vores læsere en anmeldelse af Regeringens nye udspil. Regeringens plan hedder ”Danmark ud af krisen – Regningen betalt”.

De to planer kan nok ikke direkte sammenlignes. S&SF’s er bredere mht politik områder og er tydeligt et fælles valgoplæg mht økonomisk politik og erhvervspolitik. Regeringens plan er en sparepakke, som skal sikre at Danmark lever op til konvergenskravene igen hurtigt. Den er næppe noget Regeringen vil gå til valg på, for det eneste den gør er at træde forskellige grupper over tæerne. Regeringen har tydeligvis bestræbt sig meget på at træde alle lige meget over tæerne, herunder også en 5% lønnedgang til minister holdet. På en måde fortjener regeringens program derfor titlen ”Fair løsning” mere end oppositionens.

Ikke overraskende er oppositionens vinkel, at besparelserne er ”unfair” fordi de rammer de 2-3 millioner danskere, der er svage. Problemet med den ørkesløse fordelingsdebat er, at den er så relativistisk. Hvad er ”fair fordeling”? Er den massive omfordeling der foregår i Danmark i dag ”fair”? Eller er den ”unfair”? Er det rimeligt at opfatte udskudte skattelettelser som en stramning eller ej? Og hvad er ”rimeligt” med hensyn til satsreguleringen?

Fastfrysningen af satsreguleringen i to år er den del af programmet, som gør regeringen mest politisk sårbar, fordi alle indkomstoverførseler bliver ramt. Danmark har den mest gavmilde satsregulering i verden, fordi vi regulerer ydelser med timelønsvæksten i den private sektor – og ikke med de generelle prisstigninger. Det betyder, at alle produktivitetsstigninger i den private sektor automatisk kommer overførselsmodtager til gode via lønudviklingen i den private sektor. Er det fair? Eller er inflationsindeksering mere ”fair”? Det afhænger af øjnene der ser. Bemærk at satsreguleringen også bruges til at indeksregulere progressionsgrænserne i skattesystemet. Dermed bliver en fastfrysning af satsreguleringen også det samme som en skatteforhøjelse – især for højtlønnede.

Regeringen er selvfølgelig klar over, at planen vil blive angrebet af venstrefløjen med de sædvanlige fordelingsargumenter, og det er på sin vis modigt af dem, at de overhovedet tør overveje at fastfryse satsreguleringen i to år og klart melde ud at nul-realvækst i den offentlige sektor er ment alvorligt. Om ikke andet må man have respekt for at vi for første gang i 20 år nu har en borgerlig regering, der ikke bare stryger hunden med hårene, men faktisk udfordrer danskerne uden helt så meget behagesyge.

Problemet med pakken er ikke at den er ”fordelingsmæssigt skæv”. Den er tydeligt forsøgt lavet meget “millimeterretfærdigt”. Den kommer således næppe til at flytte på den meget lave danske gini-koefficient.

Problemet er at Danmarks offentlige finanser har det ganske udmærket, og at pakken dermed ikke reelt tjener et formål. Faktisk er de så gode, at danske renter er nogle af dem, der er faldet mest under grækenlandskrisen. Markedet mener med andre ord ikke der er nogen grund til at stramme op nu. Det er svært at se at strammere offentlige finanser i Danmark løser nogen økonomiske problemer. Med hensyn til konvergensprogrammet og EU er det jo grænsende til vanvid at hævde at der er et stort behov for danske opstramninger, når DK har bedre offentlige finanser end stort set alle andre udviklede lande. På det punkt har oppositionen ret.

Der er jo ikke noget galt i at fastholde offentlig budget disciplin, og det er rigtigt at Danmark netop har klaret krisen relativt godt blandt andet fordi de gode offentlige finanser har spændt et sikkerhedsnet ud under bank-sektoren og realkreditsystemet under stormvejret. Men strammere finanspolitik adresserer ikke de grundlæggende problemer i Danmark. Som S & SF i ”Fair Løsning” meget korrekt skrev så er det 1) Lav produktivitetsvækst 2) For lidt uddannelse 3) For lange uddannelsesforløb. Dertil kunne man tilføje 4) for tidlig tilbagetrækning (men det gjorde de ikke!). Vi er simpelthen nogle af de ringeste i verden til at få vores kage til at vokse. Regeringens ”fair spareløsning” ændrer ikke ved det. Den betyder bare at vi alle sammen får en smule mindre kage.

Lav produktivitetsvækst, uddannelsesvalg og tidlig tilbagetrækning er alle problemer som er skabt af organiseringen af velfærdsstaten i sig selv. Vi har for lange uddannelsesforløb og vælger ikke særligt markedsrettede uddannelser. For hvorfor skulle vi det når staten betaler uddannelsen, giver os SU undervejs og bagefter indkræver verdens højeste andel af vores indkomster, hvis vi skulle få den ide at tage en uddannelse, der faktisk fører til et højtlønnet og højproduktivt arbejde.

Og da det offentlige producerer al uddannelse, er der ingen markedsmekanisme til at sikre, at uddannelsesinstitutionerne faktisk bliver bedre og at dårlige institutioner lukkes. Med privatskoler som en undtagelse – og de er til gengæld i stigende grad succesfulde, som den socialdemokratiske elite fint har illustreret. Og med verdens højeste marginalskatter er der god grund til at gå efter mere fritid og tidlig pensionering – især når alle de andre betaler for det.

S & SF’s ”fair løsning” er at øge marginalskatterne, bede folk om at arbejde mere og at overføre flere ressourcer til den offentlige sektor. Der var reelt ikke ret mange andre forsøg på svar på problemerne i programmet. De der var, inkluderede tre semestre på uddannelsesinstitutioner (god ide, især hvis den tvinger mere produktivitet pr. krone ud af uddannelsessektoren?) og den lidt groteske ”skatteberlinmur”, hvor unge danskere skal betale for at få lov til at flytte ud af landet efter endt uddannelse. Ideen om at uddannelse, sundhed, pleje osv. skal produceres af det offentlige bliver ikke udfordret af S & SF. Det er fortsat kerneideologien at staten er god og markedet er ondt. Mennesker er grådige og egoistiske. Indtil de bliver ansat i den offentlige sektor. Eller de bliver svage.

Den borgerlige regering har i snart 10 år heller ikke haft mod til at udfordre logikken bag velfærdsstaten. De har endda taget ordet til sig og dermed accepteret det oplagte semantiske trick: At offentligt forbrug er ”velfærd” … i modsætning til privat forbrug, som når det stiger er en ”forbrugsfest”.

Når nu Regeringen endelig er kommet ud af Anders Foghs medianvælgerforskrækkelse og er blevet en anelse modig, så er det ærgerligt at modet bruges på at lave en lidt meningsløs finanspolitisk opstramning, i stedet for at blive brugt på noget, der faktisk sigtede mod at løse Danmarks langsigtede økonomiske problemer. Såsom lempelser i marginalskatter, oprydning i det bizarre omfang som offentlige overførsler til middelklassen har og skabelsen af et større markedspres på offentligt produktion af serviceydelser som sundhed, uddannelse og pleje. I praksis går programmet faktisk baglæns fordi det reelt udskyder nedsættelser af marginalskatterne. Det er lidt trist.

I øvrigt kan man se de to planer diskuteret i DR2s Debatten i torsdags bl.a. med overtegnede.

8 thoughts on “Blå Plan

  1. Robert V

    Gode analyse.

    Det virker mest som om nogen har lokket regeringen til at opgive skattestoppet, så de store udgiftsstigninger de seneste år kan blive skattefinansieret. Besparelserne er enten meget løst beskrevet eller – for overførslernes vedkommende – politisk uigennemførlige. Tilbage står, at skatterne helt sikkert vil stige.

    De ekstra skatteindtægter vil gøre bedre plads til S og SFs udgiftsplaner, når de med ret stor sandsynlighed vinder næste valg. Men hvad regeringen får ud af dette desperate træk er virkelig et godt spørgsmål.

    Svar
  2. TerminalFrost

    “Problemet er at Danmarks offentlige finanser har det ganske udmærket, og at pakken dermed ikke reelt tjener et formål. Faktisk er de så gode, at danske renter er nogle af dem, der er faldet mest under grækenlandskrisen. Markedet mener med andre ord ikke der er nogen grund til at stramme op nu. Det er svært at se at strammere offentlige finanser i Danmark løser nogen økonomiske problemer. Med hensyn til konvergensprogrammet og EU er det jo grænsende til vanvid at hævde at der er et stort behov for danske opstramninger, når DK har bedre offentlige finanser end stort set alle andre udviklede lande. På det punkt har oppositionen ret.”
    Citat slut.

    Men markederne er kun positive nu, fordi vi for fem år siden var “stramme”. Og markederne vil om fem år være glade for, at vi i dag er “stramme”. Den finanspolitiske disciplin er i dag rigtig nok ikke en af de “grundlæggende problemer”, men kun fordi man for et antal år siden besluttede, at vi skulle være ansvarlige. Ethvert tilløb til uansvarlig adfærd bør derfor stoppes. Der må ikke dannes ny skole.

    Vedr. satsreguleringen er selv noget som partistøtte omfattet. Spareplanen rammer vitterligt alle! Stakkels partier. (I øvrigt drejer det sig ikke kun om de satsregulerede overførsler: “[Suspensionen] Den omfatter alle de ydelser, der reguleres efter principperne i satsreguleringsloven, herunder folkepension, dagpenge, efterløn, kontanthjælp, fleksydelse, og barselsdagpenge samt ydelser, der reguleres efter andre principper, herunder SU og børnefamilieydelse. Også overførsler, som fastsættes ud fra beløbsgrænser mv., herunder boligstøtte og friplads i daginstitution, omfattes af suspensionen.”
    ( http://www.fm.dk/Publikationer/2010/~/media/abtfonden/Informationsmateriale/Document%20folder/Publikationer/Imported/2010/Genopretningspakken/genopretningspakken_danmark_ud_af_krisen_regningen_betalt_maj_2010_web.ashx )

    Svar
  3. Carsten Valgreen

    @Terminalfrost

    “Ethvert tilløb til uansvarlig adfærd bør derfor stoppes. Der må ikke dannes ny skole”

    Enig. Men det har der jo ikke været. Forværringen af den danske saldo er næsten udelukkende konjunkturel. Og da vi ingen offentlig gæld har er det svært at se hvorfor man ikke kunne vente og se hvor stærkt opsvinget bliver – f.eks. til efter næste valg.

    Det ser ud til at Kommissionen (lige som jeg) ikke fatter hvorfor den danske regering har travlt med at stramme finanspolitikken.

    http://borsen.dk/politik/nyhed/183659/

    Gad vide hvem i regeringen der er så økonomisk ukyndige at de har ladet sig hidse op til det her politiske harakiri.

    Svar
  4. TerminalFrost

    Forværringen af saldoen er også forårsaget af en betydelig (diskretionær) lempelse i 2009 og 2010. Lempelserne blev (i anerkendelse af den særlige situation) givet under forudsætning af, at der skulle strammes op senere. Nu er vi så kommet til “senere”, og hvis ikke der SKAL strammes op nu, så har politikerne bare lært, at de kan give tomme løfter om noget, der en gang i fremtiden “nok skal ske”.

    Det kaldes at være uasvarlig. 🙂

    Svar
  5. JR

    Carsten Valgreen: “Og da vi ingen offentlig gæld har er det svært at se hvorfor man ikke kunne vente og se hvor stærkt opsvinget bliver – f.eks. til efter næste valg.”

    Har det offentlige ikke en gæld på lidt over 600 milliarder kroner? Det svarer vel til omkring 110.000 kroner per dansker eller et par og tredive procent af BNP. Det synes jeg er lidt flot at kalde ingen gæld. Men bevares, vi er ikke belånt til op over skorstenen.

    Problemet med at vente til efter næste valg er vel også, at vi risikerer at Sohn og Søvndal sidder og hiver i rorpinden. Og deres kurs for en genopretning vil efter min bedste overbevisning være yderst skadelig for dansk økonomi (undtagen for Novozymes;-).

    Og hvem siger, at opsvinget kommer til Danmark? Dansk Industris nyeste prognose er i hvert fald ikke opløftende:

    http://di.dk/Opinion/Konjunktur/okonomiskprognose/Pages/DIsoekonomiskeforaarsprognose.aspx

    Svar
  6. Carsten Valgreen

    @JR

    Statens bruttogæld var ultimo 2009 622 mia DKK – lige under 30% af BNP. Det er den laveste offentlige bruttogæld i EU, hvor gennemsnittet er ca. 80% af BNP.

    Men det er et bruttobegreb, som ikke tager højde for statens indestående i Nationalbanken (211 mia) og den Sociale Pensionsfond mv. (115 mia). Især er det urimeligt ikke at trække de 211 mia fra, for det er lån taget for at booste valutareserven i forbindelse med krisen.

    Netto for de to aktiver er statens gæld 302 mia ultimo 2009 – eller ca. 18% af BNP.

    Men fra de 302 mia bør nok også trækkes de ca. 130 mia i indskud i forbindelse med bankpakke og kapital i Finansiel Stabilitet. Aktiver som næppe er nul kroner værd. Fratrukket disse 130 mia er gælder ca. 170 mia. eller 10% af BNP.

    Selv hvis der ikke kommer et opsving med faldende ledighed og selv hvis regeringen ikke strammer op, så vil det tage 5-7 år før den danske offentlige gæld i procent af BNP når op på det nuværende gennemsnit i Euro området.

    Big problem? I think not.

    Svar
  7. JR

    @Carsten Valgreen: Point taken. Jeg var i øvrigt ikke klar over, at Staten havde brugt 130 mia. kroner i Finansiel Stabilitet (vel hovedsageligt til lån til bankerne). Det var da en god slat. Men det er da dejligt at høre, at vi rent faktisk er tættere på at have fjernet statsgælden end jeg troede.

    Når det er sagt synes jeg også man må konstatere, at Staten de-fakto har påtaget sig nogle store fremtidige forpligtelser i kraft af den “pay as you go”-politik vi har ført her i Danmark. Først og fremmest at man fra statslig side har indført incitamenter til ikke at spare op til alderdommen og at forsikre sig mod sygdom. Det gik fint nok mens befolkningen var ung og voksede. Men med en aldrende befolkning giver det en forværring af finanserne (staten har så at sige brugt pengene nu og udskudt regningen til kommende skatteydere). Og det problem kræver, at vi har en større budgetdisciplin nu end det var nødvendigt for 20 år siden.

    Svar
  8. Carsten Valgreen

    @JR

    Point taken 🙂

    Det er en langt vanskeligere fiskal diskussion, fordi den slags langsigtede offentlige holdbarhedsberegninger baserer sig på nuværende regler, herunder pensionsalder mv.

    Da jeg læste Polit for 15 år skrev et par kvikke piger om den danske aldringsbyrde, og viste hvor uholdbart den var under givne regler, men også hvor lidt der skulle flyttes på tilbagetrækningsalderen før resultatet blev flyttet markant. Velfærdskommissionen viste grundlæggende det samme. Historien har jo siden også vist at vi har flyttet pensionsalder op + lavet opsparing til efterløn + lavet stigende privat finansieret pensionsopsparing.

    Der hvor jeg vil hen er 1) At aldringsbyrden for de offentlige finanser løses bedst ved at ydelsesgarantier som pensionsalder mv. flyttes. At den offentlige sektor sparer op til senere brug er næppe holdbart i praksis. Man kan også overveje om det er en fair løsning efterhånden som vi får stigende international mobilitet 2) Jeg mener grundlæggende at det store flertal af danskere skal tage ansvar for deres liv og jeg kan ikke se at en offentlig dansk opsparing er den bedste måde at adressere det ”problem” at vores levealder stiger.

    Svar

Leave a Reply to Robert VCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.