Hvor er verdens bedste økonomiuddannelser?

I vores fortsatte serie om at måle universitetskvalitet, er vi kommet til et særligt prikkent emne: Hvordan måler man forskeruddannelsernes kvalitet? Som vores post om måling af enkeltforskeres kvalitet viste (selvom ikke læsere helt fik pointen), er det ikke ligefrem let at måle forskningskvalitet. Alt efter hvordan man skærer kagen, får man forskellige resultater. Dog skal det fremhæves, at top og bund er lette at identificere – de bedste skiller sig altid ud, og de værste performer ganske enkelt ikke. De samme problemer og lignende udfordringer gælder, når man undersøger, hvor de bedste økonomiuddannelser er. Vi interesserer os i dag ikke for, hvor gode uddannelserne er på bachelorniveauet, og vi kigger heller ikke på, hvem der har mest succes med at uddanne embedsmænd til centraladministrationer og interessegrupper, men udelukkende på hvor de bedste PhD-uddannelser er. Med andre ord, hvor får man den bedste forskeruddannelse i nationaløkonomi?

Punditokraternes ven Niclas Berggren gjorde mig forleden dag opmærksom på et stykke forskning udi dagens spørgsmål. Rabah Amir og Malgorzata Knauff fra det katolske universitet i Leuwen har for nogen tid siden set på sagerne. Artiklen med deres resultater blev publiceret for knap to år siden i det prestigiøse Review of Economics and Statistics. Amir og Knauffs approach til spørgsmålet er ret intuitiv: Når man har en rimelig idé om, hvilke universiteter der er ’bedre’ end andre, kan man undersøge, hvor PhD’er fra forskellige universiteter får deres første ansættelse. Og hvor er det så?

Toppen er som de fleste nok ville have forventet. I rækkefølge fra nummer ét til ti: Harvard, Massachusetts Institute of Technology, Stanford, Princeton, University of Chicago, University of California at Berkeley, Yale, Northwestern University, Oxford, og London School of Economics. Et par overraskelser, som Amir og Knauff noterer sig, er at New York University, Boston University, og Toulouse i Frankrig umiddelbart ikke ser ud til at placere deres PhD’er særligt godt.

Og så den positive overraskelse (og en af grundene til at Niclas sendte mig papiret): Aarhus Universitet er med som nummer 39! Rent umiddelbart virker det underligt – måske endda forkert – at Aarhus er med på en liste over de bedste forskeruddannelser i verden. Hvordan kan det være, at det ikke er København, som normalt ligger en tand højere på ranglisterne end Aarhus? Hvordan kan det jyske universitet ligge højere placeret end Sorbonne i Paris og EU-projektet European University Institute i Firenze?

Når man kender lidt til stedet, er det måske ikke så dumt endda. Uddannelsen i Århus er voldsomt stringent, en række PhD-vejledere er godt networkede, så de studerende kan komme på længere besøg på topuniversiteter (blandt mine kolleger har folk været på Cornell, Princeton og Stanford), og mange når at publicere før de er færdige. Man kan da også nævne en række eksempler på gode ’placeringer’ de senere år: Juanna Joensen (Stockholm School of Economics, #30 på listen), Toke Aidt (Cambridge, #19), og Morten Nielsen (Cornell, #32, nu på Queen’s).

Pointen med dagens post er naturligvis ikke bare at råbe et hurra for mit hjemuniversitet, men derimod endnu en gang at understrege, hvor komplekst det er at måle, hvad universiteter gør, og hvor godt de gør det. Når universitetsforhold diskuteres i dansk politik, bliver det alt for ofte et spørgsmål om, hvor meget der gøres, hvor ofte de forskellige institutioners folk er i medierne, eller hvor meget professorerne deltager i myndighedsarbejde. Men som vores eksempler, både i dag og tidligere, viser, er der mere til de spørgsmål. Og hvorfor ikke lade markedet og ikke uvidende politikere være den bedste guide, som hos Amir og Knauff?

12 thoughts on “Hvor er verdens bedste økonomiuddannelser?

  1. Christoffer Bugge Harder

    …..og mange når at publicere før de er færdige.

    Jeg har et lidt overrasket spørgsmål: Er det ellers usædvanligt, at PhD-studerende i økonomi når at publicere, før de er færdige?

    Måske misforstår jeg dig, men på en hel del naturvidenskabelige fag er det efterhånden i praksis næsten umuligt overhovedet at blive optaget/få et PhD-stipendium, hvis man ikke har publiceret noget i internationale, peer-reviewede tidsskrifter inden – og jeg har stort set aldrig hørt om nogen, der ikke havde publiceret noget inden forsvaret (i hvert fald ikke nogen, der endte med at få deres PhD-grad i hus!).

    Hvis jeg forstår dig ret, hvad skyldes forskellen så? Tager det meget længere tid at komme gennem review-processen i økonomiske tidsskrifter, er det a priori “sværere” at gøre nyopdagelser, er konkurrencen lavere, eller er kravene ganske enkelt anderledes mht. mængden af undervisning ifht. tid til forskning – oder was? Bare nysgerrig i forlængelse af en hel del debatter om forskningskvalitet i forskellige discipliner.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    @Christoffer: Du er inde på et par af forklaringerne. Fro det første er publikationsprocessen ekstremt langsom i nationaløkonomi. Det er ikke usædvanligt, at det tager mere end et halvt år at få det første svar fra et tidsskrift, og hvis man overhovedet får en revise and resubmit, kan en artikel stadig godt gå igennem et par revisioner, hver med seks måneders ventetid. Så hvis man er heldig, kan man nå at få noget trykt på papir to år efter første submission. Som et eksempel kan jeg nævne, at jeg for to uger siden fik en artikel, skrevet med to tidligere studerende, optaget i et pænt tidsskrift. Vi præsenterede første version i januar 2007. Mine naturvidenskabelige venner er chokerede over det!
    Den anden forklaring er, som du også peger på, at konkurrencen er benhård. Et godt tidsskrift som Public Choice får vel omkring 800 submissions om året, og publicerer måske ti procent. Toptidsskrifterne accepterer mindre end fem procent af hvad de får, og ifølge Bruno Frey bliver det typiske papir i nationaløkonomi afvist 4-5 gange før man har held med det.
    Sidst, men ikke mindst, må man vel også nævne at den typiske artikel i nationaløkonomi er 20-25 sider lang. Det betyder i sig selv, at der er plads til langt færre artikler end i naturvidenskaberne. Når man husker på, at de fleste af vores tidsskrifter udkommer fire gange om året, kan man vel få en fornemmelse af konkurrencen.

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    @ selve posten: Jeg kender kun delvist oekonomi i Aarhus, men lidt goer jeg jo, og jeg kender en del til statskundskab i Aarhus, og det, der er altsaa er synligt for een som mig (der har arbejdet ogsaa ved SDU og nu KU), er, at der er–af mangel paa bedre betegnelse–en synlig “protestantisk etik” i Aarhus. Man har rigtigt gode studerende, man arbejder haardt, og man bliver maalt haardt i forhold til hinanden. Jeg kunne ogsaa se, da jeg sad i FSE, at de oekonomi-studerende i Aarhus kom ind paa rigtigt gode universiteter rundt om i verden, og selvom jeg aldrig talte det op, siger min mavefornemmelse mig, at man enten havde langt bedre studerende eller bare var rigtigt meget bedre til at faa dem placeret. Jeg ved saa ikke, hvad den dybere forklaring paa det er, men jeg er ikke overrasket over, at Aarhus oekonomi ligger nr. 39, naar det er det, der er maalestokken.
    Indenfor statskundskab er der en synlig forskel mellem f.eks. Aarhus og mit eget nuvaerende institut–i de studerendes attitude, deres syn paa egen indsats, deres flid, o.s.v., og den er naesten altid til Aarhus’ fordel.
    Hvad forklaringen er, ved jeg ikke. Det har ihvertfald ikke noget med karaktererne at goere. Jeg tror heller ikke, at det er incitamenterne. Hvor meget det smerter mig … tror jeg, at det er noget med “kultur” og path-dependency.

    @ Christian: “Public Choice får vel omkring 800 submissions om året, og publicerer måske ti procent.” Ahh, helt saa godt er det nu ikke. Vi faar p.t. knap 600 om aaret (mod 250 da jeg blev med-redaktoer), og jeg tror, at vi tager ca. 15 pct., lidt afhaengig af opgoerelsesmetoden–det er en lidt hoejere acceptance-rate end top-top-tidsskrifterne, men til gengaeld publicerer vi ogsaa rigtigt meget! (OT: Jeg synes, at der er ved at vaere alt for mange tidsskrifter, som udkommer alt for hyppigt, og hvor back-logs er alt for lange …;-)

    Svar
  4. Handelshøjskole-tossen

    Jeg har ikke forstand på forsknings-delen af debatten, men Kurrilds bemærkninger om en mentalitetsforskel blandt de studerende i henholdsvis Århus og København kan jeg sagtens genkende. Og det er vel oplagt at en sådan efterfølgende også afspejler sig blandt “forskerne”.

    Jeg kender de to handelshøjskoler indefra som studerende, bachelordelen i Århus og så kandidatdelen i KBH. Det er et kulturchok og en faglig nedtur af dimensioner at krydse Storebælt.
    Mængden af bullshit, en stærkt reduceret forventet timeforbrug på uddannelse samt den udtalte modvilje mod matematik er vel det primære kendetegn ved CBS.

    Og så kan man jo spekulere over forklaringer. En oplagt forklaring har noget at gøre med studiejobs og karriereræs. En stor del af kandidatstuderende ved CBS har relevante studiejob – det medfører færre timer på studiet, det medfører mere “praksis fremfor teori” agtigt studiemiljø hvilket også afspejles i undervisning, pensum m.m., og for mange studerende mindsker det følelsen af et behov for at sætte sig på sin flade og læse også de kedelige bøger – der er jobs alligevel.
    I Århus er det fagligheden og karaktererne der er det primære på CV’et for en nyuddannet.
    Dertil kommer selvfølgeligt det “kulturelle” – CBS er mere glamour end ASB. Og der er intet trendy over statistik og matematik. Branding og CSR derimod.
    Dertil kommer måske en forskel i de studerendes baggrund. Flere i KBH har akademiker-forældre (eller velhavende forældre) end os bonderøve fra Jylland. Vi har kun os selv til at hjælpe os frem – ikke vores forældre og deres netværk.

    Det er ikke svært at forestille sig lignende mekanismer blandt statskundskaberne.

    Min erfaring fra de to steder – og den er identisk med ALLE andre jeg kender som har oplevet de samme to institutioner – er at der enorme forskelle, og ligesom Kurrild er inde på, taler den næsten altid til Århus’s fordel.

    Svar
  5. Carl-Johan Dalgaard

    Der er ingen tvivl om at økonomi ved Aarhus Universitet har haft nogle særdeles flotte akademiske “anbringelser” i de senere år. Tilpas mange til at det på ingen måde kan anses for at være en “tilfældighed”. Særligt er succesen stor i USA, hvilket er hvad undersøgelsen Christian citerer primært fokuserer på (fokus er jo på akademiske ”placements”; og de fleste af de 58 universiteter der er medtaget i undersøgelsen er amerikanske).

    Denne succes kræver PhD studerende af høj kvalitet, samt at en (eller flere) VIP(‘er) presser på for at få de respektive udenlandske institutioner til at få øje på kandidaterne, som Christian rigtigt peger på.

    Men desuden kræver det, at de (bedste) studerende er interesserede i at rejse ud, med PhD’en i baglommen. Uden det sidste er de førnævnte kriterier selvsagt ligegyldige, i forhold til det at slå igennem på det amerikanske jobmarked. Min fornemmelse er, at det er her “skoen trykker”, i forhold til det faktum at nationaløkonomi på KU ikke klarer sig bedre ifht “placements” på det amerikanske jobmarked end AaU. Altså til trods for, at KU er betydeligt bedre rangeret på forskningssiden, som Christian antyder i sit indlæg (ØI er som det eneste i top 100 globalt set – fx: https://econtop.uvt.nl/rankinglist.php ).

    Hvordan skal man så forklare, at ønsket om at rejse fra Aarhus er større end på KU? Der kan være mange forklaringer. Men at kultur og “stiafhængighed” kan spille en rolle, som Peter er inde på, tror jeg er en af dem.

    Jeg ved nu ikke om det har så meget med Weber at gøre. For mig at se er en mere nærliggende forklaring, at Aarhus med succes har skabt en kultur omkring dette at orientere de PhD studerende mod det internationale akademiske (amerikanske) jobmarked. Man har altså fået skabt en stemning blandt de PhD studerende om
    at det forventes – eller anses for at være særligt prestigefyldt – at rejse ud med PhD’en. Og når først man som PhD studerende ser, at folk bliver “placeret” på institutioner som fx Cornell, da understøttes udviklingen selvfølgelig. Ingen tvivl om, at vi i København kan lære af Aarhus på dette område.

    @Handelshøjskole-tossen

    Det er jo trist at høre at forholdende på CBS er så ringe. Men hvis du er interesseret i nationaløkonomi er det jo på den anden side heller ikke dér du burde være til at begynde med. 🙂

    Svar
  6. JC

    Er det ikke noget med, at man vil gøre meget for at slippe ud af Århus? 😉

    Man er vel oftest i slutningen af 20’erne eller begyndelsen af 30’erne, når man er færdig med sin PhD, og er således typisk i et fast parforhold. Og så er det vel – alt andet lige – mere sandsynligt, at kæresten har et job, der fastholder parret i København, end i Århus, i hvert fald hvis kæresten også har en universitetsuddannelse.

    Svar
  7. Mikael Thoustrup

    Blot en generel kommentar om universiteterne vs. handelshøjskolerne.

    Man skal passe på med at sammenligne æbler og bananer. Som det vel er tydeligt for enhver er Handelshøjskolernes fokus på virksomhedsdrift, og økonomi bruges først og fremmest som et redskab til at forstå virksomhedens omgivelser samt som en vigtig del af finansieringsteorien. Når man holder det in mente er det også lettere at forstå forskellene mellem CBS/ASB og AU/KU – og respektere den forskel.

    Ingen kan bestride at KU og AU leverer dygtige økonomer – jeg har enormt begavede venner fra økonomistudierne på begge universiteter og deres evner i makroøkonomi (de sidder begge i Nat.banken) er imponerende. Omvendt kan jeg også se at når det kommer til finansieringsteori har CBS og ASB nogle klare kompetencer, som økonomerne fra universiteterne ikke besidder. Jeg arbejder med værdiansættelse og kapitalstruktur til daglig og har kolleger fra ASB, CBS, KU og AU og her mangler CBS/ASB absolut intet for at kunne måle sig. Nok nærmere tværtimod.

    Mangler vi så matematik? Ja for min skyld kunne vi godt knalde nogle af vores mere bløde, holistiske fag på CBS ud og erstatte dem med lidt linær algebra og stokastiske diff. ligninger, men omvendt må jeg sige jeg endnu ikke har mødt en udfordring i finansiering, jeg ikke har fået værktøjerne på CBS til at løse. Muligvis hvis vi rammer ind i værdiansættelse af de mere komplekse derivater, men det må siges at være en niche.

    Hvorom alting er – good going, Arhus Uni!

    Svar
  8. UEH

    Jeg læste for et års tid siden nogle tal der viste, at der var markant flere fra Aarhus der læste PhD end fra landets øvrige økonomiuddannelser. Det var vist 8 eller 9 procent af cand.oecon’erne fra Aarhus.

    @Mikael: Det var vel mere Aarhus vs. København end universitet vs. handelshøjskole, der blev diskuteret.

    I forhold til matematikspørgsmålet så kan jeg personligt ikke forstå, at HA-almen på CBS slet ingen matematikundervisning har. Jeg mener ikke, at man kan sige finansieringsteori er mindre matematikintensivt end andre grene af økonomi.

    Min egen oplevelse som cand.merc.(mat.) med speciale i finansiering er også, at de finansieringsfag, som jeg fulgte på cand.merc., led under manglende matematikfærdigheder hos de fleste af deltagerne.
    Men min oplevelse er nok også farvet af, hvordan jeg er vant til at blive undervist. 🙂

    Svar
  9. Mikael Thoustrup

    UEH
    Jeg er ikke uenig – kvantitativ finansiering har jo en begrundelse. Jeg prøver blot at påpege at i diskursen “enten er det matematik eller også er det bras” synes jeg man overser nogle ret væsentlige ting. Den forståelse for tingenes teoretiske sammenhæng, som det matematiske grundlag giver, er brugbar mange steder – men jeg har aldrig mødt en direktør, der kunne give mig efterspørgselskurven for sit produkt, standardafvigelsen på afkastet på sine aktiver eller haft en holdning til hvorvidt Hull-White er en brugbar rentekurve-model i forhold til lige netop hans finansiering..

    Min pointe er, at hvis matematik er det eneste værktøj man har i sin værktøjskasse får man nok en overraskelse når man møder virksomhederne. Jeg har fået mere respekt for de blødere fag på CBS efter jeg er blevet færdig med at læse end jeg havde under studierne.

    Dog må jeg krybe til korset og give PKK ret i sin tese om kultur og path dependency. Da jeg på kandidaten kom på hold med flere, der havde taget deres bachelor i Århus, lagde jeg mærke til deres omhu. Der kan dog være en vis selection bias i og med man kunne forestille sig det var en bestemt type (ambitiøse) studerende, der valgte at forlade ASB for at komme til København og det større udvalg af gode studiejobs..

    Mvh
    Mikael

    Svar
  10. Christian Bjørnskov

    Mikael: Du har bestemt en pointe i forhold til dem, der_kun_kan matematikken. Men mht. dine tanker omkring, hvem der tager til København, har jeg et par erfaringer som ansat på ASB. Det tenderer så vidt jeg kan se mod at være dem, der enten flytter efter de studierelevante, praktiske jobs (som du skriver) og så dem, der ‘bare’ er tiltrukket af København. Den sidste gruppe er typisk ikke de bedste studerende:-) Den første er nok mere praktisk indstillet, så når du møder omhu fra dem, der er flyttet fra ASB, er det næppe en omhu, der er større end den man finder på kandidatuddannelsen i Århus. At vi så endda forsøger os med mere eliteprægede uddannelser som f.eks. International Economic Consulting skræmmer nok næppe folk væk.

    Svar
  11. David

    Som uddannet cand.polit vil jeg lige give mit besyv med.

    For det første er den der med “jyder er mere arbejdsomme end Københavnere” en smule trættende (er selv jyde, og polit-studiet svømmer over af jyder).

    For det andet er det rigtigt at der er langt flere relevante studiejobs i Kbh end i Aarhus. Det kan naturligvis være en dårlig ting (mindre tid til forberedelse osv.) – men samtidig ganske sundt med lidt praksis oveni teorien. For polit-studiet er trods alt – i hvert fald da jeg gik der, for 3 år siden – et temmelig teori-tungt studium med megen vægt på matematik (“l’art pour l’art”).

    For det tredje, så er det ikke særlig interessant for polit-studerende at tage en phd (nu generaliserer jeg kraftigt – men kender ingen jeg læste med, der bare overvejede det). Igen hænger det nok sammen med, at man 1) bliver tilbudt job der hvor man allerede arbejder deltid eller 2) der, sammenlignet med Aarhus, er et væld af jobmuligheder, der trækker. Og efter 5 år med et meget teoretisk studium, er det også rart at komme ud i “virkeligheden”.

    Når det så er sagt, så er det godt gået af Aarhus mht. phd-uddannelse. Kender flere oecon’er (og nej, jeg oplever ikke at de ved mere eller mindre, i gennemsnit, end polit’er – de to uddannelser virker meget ens), og de taler meget positivt om den stemning der er omkring phd i Aarhus.

    Svar

Leave a Reply to Mikael ThoustrupCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.