“1) Jeg tror egentlig ikke midtvejsvalget handler så meget om Obama selv. Kongres og administration er to vidt forskellige ting.”

Ja … og nej. Jeg mener, at de i bund og grund handler om noget helt tredje:

Økonomien –> præsidentens popularitet
–> hans partis popularitet i kongressen

Jeg tror dog, at man her næppe heller kommer udenom, at Obamas politikkers upopularitet smitter negativt af–først og fremmest sundhedsreformen, der virkeligt har tændt bål i sindene hos mange middelklasse-amerikanere.

Der er naturligvis også meget andet, der spiller en rolle. F.eks. “strukturelle” politiske forhold: At stort set alle præsidenter taber mandater i Huset ved midtvejsvalget. Fordi de ved deres eget valg to år før fik hevet nogle med ind, som ellers ikke ville være blevet valgt.

“Jeg tror ikke vi i vatindpakkede DK helt forstår hvor ondt krisen gør i en USA med en ledighed på 9,6%.”

Ganske enig. Det *er* hårdt.

” Er der ikke en mulighed for at en republikansk kongres kan være en fordel for den politiske proces. Sagen er jo at demokraterne jo ikke har haft nemt ved at lave reformer, blandt andet fordi de nemt blev taget ”hostage” af enkelte repræsentanter og dermed selv meget nemt endte i ”pork barreling”. Men også fordi republikanerne har været ude i en gang gang kontrær og destruktiv bipartisan oppositionspolitik. Hvis de vinder huset er republikanerne nødt til at finde en modus vivendi og lave ting sammen med administrationen og med et senat som er delt næsten lige over. Der kom flere gode ting ud af samarbejdet mellem Clinton og republikanerne efter 1994.”

Tjo … ja, ja … bum, bum … Måske. Altså, man kan jo sige, at kortene med en Republikansk sejr vil blive vendt lidt. Obama vil have en interesse i at bevæge sig selv mod midten og samtidigt fremstille Republikanerne som “burn, kill and rape” rabiate koldkrigere. Det var sådan set Clintons opskrift fra 1994 og frem til hans genvalg i 1996. Spørgsmålet er så, hvad Republikanerne vælger; de ville nok på nogle punkter gøre taktisk klogt i en moderat, samarbejdsorienteret politik. Men hvis man ser på, hvilke Republikanere, der ser ud til at blive valgt og hvorfor, så er det meget tænkeligt ikke så sandsynligt.

Apropos: David Brooks har iøvrigt i NYT en morsom “alternate history” om, hvordan Obama kunne have gjort …:

http://www.nytimes.com/2010/09/03/opinion/03brooks.html

Tak for en fin update.

Her er et par kommentarer/tanker.

1) Jeg tror egentlig ikke midtvejsvalget handler så meget om Obama selv. Kongres og administration er to vidt forskellige ting.

2) Selv om Obama har mistet popularitet er Kongressen (som institution) fortsat langt mindre populær – og med god grund. Den upopularitet arbejder grundlæggende mod incumbents – især i en periode hvor der er en afgrundsdybt mismod i USA, mht økonomien. Jeg tror ikke vi i vatindpakkede DK helt forstår hvor ondt krisen gør i en USA med en ledighed på 9,6%. Det ville være mærkeligt hvis ikke der blev skiftet godt ud ved dette midtvejsvalg. Tea-party bevægelsen er på den baggrund ikke så overraskende. Der bliver typisk altid stemt kontra ved midtvejsvalget, især hvis det ene parti har været i kontrol med både kongress og haft præsidentposten. Kombiner det med arbejdsløsheden, og det er ikke en overraskelse at det ser rigtigt skidt ud for demokraterne.

3) Health care reformen var dyr at satse politisk kapital på. Det kunne næsten kun gå galt for administrationen – og gjorde det. Ingen virksomme tiltag vil være populære.

4) Jeg synes personligt at Obama har vist sig lidt for ”aloof” på mange politik områder og ladet demokraterne i Kongressen styre for meget. Som da Nancy Pelosi nærmest dikterede den finanspolitiske plan, som mange af mine tænksomme demokratiske venner (økonomer) erkender var en forfærdelig gang ”pork barreling”. Det samme gjaldt den finansielle reform lovgivning, som i mine øjne er et katastrofalt ringe stykke lovarbejde. Han trådte i karakter på health care. Om end man kan diskutere resultat

5) Er der ikke en mulighed for at en republikansk kongres kan være en fordel for den politiske proces. Sagen er jo at demokraterne jo ikke har haft nemt ved at lave reformer, blandt andet fordi de nemt blev taget ”hostage” af enkelte repræsentanter og dermed selv meget nemt endte i ”pork barreling”. Men også fordi republikanerne har været ude i en gang gang kontrær og destruktiv bipartisan oppositionspolitik. Hvis de vinder huset er republikanerne nødt til at finde en modus vivendi og lave ting sammen med administrationen og med et senat som er delt næsten lige over. Der kom flere gode ting ud af samarbejdet mellem Clinton og republikanerne efter 1994.

“om ifølge Professor i økonomi og Nobelæprismodtager, Joseph Stiglitz er hovedansvarlig for den forringelse af USA’s finanser som har fundet sted i det forløbne årti”

Det er blandt andet den slags, der gør at ingen seriøse økonomer har lyttet til hvad Stiglitz siger i efterhåden lang tid. Hans politisering er så åbenbar at det har ført til et udtryk: “to be stiglitized”. Hans akademiske arbejde af værdi ligger efterhånden langt tilbage.

Paul Krugman er et godt eksempel på en økonom der er blevet “stiglitized”. Barro er nogen gange tæt på, omend med de modsatte synspunkter af Stiglitz og Krugman.

Opponer blot. Jeg kan ikke spore nogen generel tone af skadefryd, men jeg vil godt medgive at linket i den sidste sætning nok er en slet skjult … fornøjelse? … over at se, hvorledes alle de, der i 2008-09 sagde, at Obamas politikker lå langt til venstre for den midterste vælger; at Obamas snak om “change” og “hope” var en tynd og ikke særlig velsmagende kop thé; at Obamas sejr ikke repræsenterede et skifte i amerikanernes politiske holdninger men en kortvarig skuffelse over Bush; og at f.eks. stimulus-pakken var spild af penge … ja, tilsyneladende havde de pågældende mere ret, end der ved den lejlighed blev givet dem “credit” for.

“Fordi med republikansk flertal i Kongressen vil det jo ofte føre til “gridlock” – ”

Det vil jeg ikke nødvendigvis synes er så skidt. “Gridlock” kan være noget skidt, men det er sjældent det værste af alle alternativer.

Mener man, at “gridlock” (snarere end dårlige politikker) er det virkelige problem, burde man vel så også have bekæmpet, at Demokraterne fik kongresflertallet i 2006?

Iøvrigt er der jo sådan set allerede nu “gridlock”, ihvertfald i mere kontroversielle afstemninger.

“… Irak-krigen [Note: Som herværende blogskribent støttede- hvad vi ALDRIG må glemme], …”

Sludder. Hvor har jeg nogensinde udtalt mig til støtte for Irak-krigen? Det nærmeste, jeg er kommet, er mig bekendt, at jeg har tilsluttet mig, hvor Thomas Friedman har kaldt “Pottery Barn princippet”: You break it, you buy it.

“… som ifølge Professor i økonomi og Nobelæprismodtager, Joseph Stiglitz er hovedansvarlig for den forringelse af USA’s finanser som har fundet sted i det forløbne årti ”

At Irak-krigen (og ditto i Afghanistan) har haft en rolle i forværringen i de offentlige finanser, kan der rigtigt nok ikke være megen tvivl om. Men det er ikke der, hunden ligger begravet: Stigningen i offentlige udgifter selv ekskl. forsvars-relaterede udgifter var eksplosiv under Bush (og endnu mere nu under Obama).