To uger til Nobel

Årets Nobelpris i økonomi nærmer sig hastigt. Mandag den 11. oktober vil Sveriges Riksbank annoncere, hvem der får prisen i 2010. Og i blogosfæren er diskussionerne begyndt, både de seriøse og de knap så seriøse, ligesom Harvard har sat deres Nobelpulje op igen (her). Traditionen tro er her vores bud, og et oplæg til vores læsere om at give deres bud.

Men først lidt om, hvem der er i spil. I sæsonpremieren på The Simpsons fik Jagdish Bhagwati prisen, også selvom Lisa Simpsons kandidat er Elhanan Helpman (læs her). Begge er faktisk gode bud, selvom Helpman sandsynligvis skule dele en eventuel pris med Gene Grossman. Mostly Economics nævner miljøøkonomerne William Nordhaus og Martin Weitzman som gode og politiske korrekte bud. Samme side oplister Thompson Reuters bud: Alberto Alesina (primært politisk økonomi), Nobuhiro Kiyotaki og John Moore (konjunkturteori), og Kevin Murphy (primært arbejdsmarkedsøkonomi).

Andre mulige emner, der bestemt har gjort sig fortjente til prisen, er Ernst Fehr for sit pionerarbejde med adfærdsøkonomi, Eugene Fama og Kenneth French for teorien om efficiente markeder – også selvom den del af økonomi er stærkt upopulær i politiske cirkler for tiden – og Paul Romer for endogen vækstteori. Det er nærmest umuligt at give et klart bud i dette felt, og der er altid muligheden for, at komiteen finder en eller flere kandidater udenfor de åbenlyse kandidater. Sidst er mit personlige håb: Mit hjerte banker stadig for en pris til enten William Baumol for at bringe iværksættere tilbage i økonomisk teori og flere bidrag til public choice, og selvfølgelig Robert Barro for hans pionerarbejde i økonomisk vækstteori. Hvad mener vores læsere?

7 thoughts on “To uger til Nobel

  1. Mikael Thoustrup

    John Taylor for sit arbejde inden for monetær politik. Han laver noget djævelsk godt forskning – stadigvæk.

    Svar
  2. Carsten Valgreen

    @Mikael. Temmeligt uenig. Noget af det han laver er temmeligt løst baseret cheerleading for “Taylorreglen”.

    Paul Romer er mit personlig håb. Har en svaghed for økonomer, der selv laver iværksætteri. Og så er Charter City ideen interessant.

    Fama & French brugte 20 år på at lave empiri der skulle vise at den teori de havde lært (CAPM) på en eller anden måde afspejlede virkeligheden. Til sidst erkendte de at den ikke gjorde det…

    Svar
  3. Niels Bollerup Andersen

    Selvom jeg er politstuderende, må jeg erkende, at min viden omkring forskningsverdenen og forskerne er forholdsvis lille.

    Men to spørgsmål:

    1: Er der nogle dansker, som om en årrække – måske tidligere – kan svinge sig op til at komme i kategorien som mulige nobelprisvindere. Er der måske nogle allerede nu?

    2: Hvad er det bedste bud på en forholdsvis borgerlig nobelprisvinder i år?

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    @Niels: Et par gode spørgsmål. Mht. det første må det korte svar være nej. Jeg kan ikke se en eneste dansker, der har formatet. Omkring nummer to er jeg glad for at svare på det. Min personlige favorit – Robert Barro fra Harvard – er nemlig tydeligvis borgerligt-liberal. Et rimeligt bud ville være, at han kunne få den sammen med Paul Romer, som jeg ikke ved meget om rent personligt.

    Svar
  5. Søren Pilgaard

    Var Søren Johansen ikke det bedste danske bud indtil nu? I hvert fald indtil Engel og Granger delte den. Det er iøvrigt en del år siden, der er givet en pris indenfor økonometri, så måske der er noget på vej her – specielt med en Århusprofessor i komiteen.

    Ellers har tidligere Clarks Medal vindere det med også at få Nobelprisen efter en passende årrække.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.