Vent! Blære-ret. Vi er nok snarere ovre i det gastronomiske, og det nærmeste jeg umiddelbart kan komme det er kidney-pie – men stadig kan jeg ikke se hvad relevans det har.

Interessant med betegnelsen “polemisk”, som jeg prøver aldrig selv at benytte om andres skriverier. Første gang jeg så én bruge den om noget, jeg havde skrevet, var ved en lektor-bedømmelse i 1999, hvor jeg som en publikation havde vedlagt et arbejdspapir, der ret systematisk demonstrerede, at en dansk forsker ikke havde anet en dyt om det, vedkommende havde skrevet en hel bog og flere artikler om–fejl på fejl på fejl … I den efterfølgende lektor-bedømmelse skrev udvalget, at jeg med den pågældende kritik demonstrerede en stor evne til “polemik”. Sidenhen har jeg ræsonneret, at når nogle kalder andres skriverier for “polemik” eller “polemiske”, er det som regel, fordi de er uenige og føler sig trådt over tæerne. Derfor undgår jeg helst selv at bruge betegnelsen om andre.

Det er der nok (mindst) to mulige forklaringer på, og begge kan være i spil her. Den ene er, at tvivlerne tenderer i retning af at “breake” samme vej til sidst–det kunne være konsistent med en hypotese om, at tvivlerne besluttede sig sent og for at stemme Demokratisk. Problemet er, at det strider med en masse andet–bl.a. at det typisk er udfordrerne, der får tvivlerne, og at denne gang iøvrigt synts at være Republikanerne.

Den anden er, at Demokraterne var bedre til at mobilisere kernevælgerne. Det var klart tilfældet i et par stater.

Men for det tredje … Den største udfordring for alle amerikanske meningsmålinger er dog, at man bliver nødt til at operere med det delvist fiktive (eller ihvertfald konstruerede) begreb “sandsynlige vælgere” (likely voters). Det skyldes, at kun ca. 50-60 pct. af de valgberettigede stemmer. Når valgdeltagelsen er så lav, giver det ikke mening at måle blandt alle respondenter–for hvis 40-50 pct. ikke stemmer, og hvis der er systematiske forskelle på, hvem der stemmer, og hvem der ikke stemmer, så kan man på den måde få systematiske fejl. Derfor laver alle seriøse meningsmålere en konstrueret vælgergruppe, de kalder “sandsynlige vælgere”, og hvem der er i den, bestemmer de ud fra nogle spørgsmål, der afdækker, hvor “tændte” på valget, de pågældende er. Det kan gøres på forskellig vis, og det siger sig selv, at hvis det gøres “forkert”, kan det (også) give systematiske fejl.

Nogle meningsmålere (f.eks. Rasmussen) bruger *altid* en sådan “sandsynlig vælger”-konstruktion–de fleste andre, f.eks. Gallup, gør det først efter 1.9. i valgåret.

Man ser ganske ofte (men ikke altid–f.eks. ikke i 2008–det mønster, der hedder, at Demokraterne har et flertal bag sig blandt registrerede vælgere (valgberettigede), mens Republikanerne har et flertal blandt sandsynlige vælgere–fordi Republikanerne historisk set er mere sandsynlige faktiske vælgere (bedre uddannet, højere indkomster, mere ideologiske).

Men konstruktionen er, som antydet, meget følsom overfor valgdeltagelsen–f.eks. offentliggjorde Gallup i år flere gange to forskellige målinger, en med høj og en med lav valgdeltagelse.

Så tilbage til spørgsmålet: Det kan være, at der her simpelthen var tale om, at meningsmålernes “filtre” for at finde “sandsynlige vælgere” undervurderede Demokraterne. Det har således været fremført, at de målere, der ringede på til fastnet- og mobil-telefoner ramte bedre end dem, der kun ringede til fastnet (fordi det mange unge = mere Demokratiske kun har mobil). Det holder med Rasmussen, som kun bruger fastnet, og som kraftigt overvurderede Republikanernes forspring–men det holder ikke på Gallup, som også ringer til mobilnumre og endnu kraftigere overvurderede Republikanerne … Go figure.

Et kort spørgsmål: Når man ser på fejlen på “Popular Vote” så fejler de fleste af målingerne på at undervurdere Demokraternes stemmer … Kan du komme med et bud på hvorfor det sker ???